Alle indlæg af Brian Dehli

Hejninge Brugsforenings Jubilæum

I forbindelse med Hejninge Brugsforenings 50 års jubilæum, skrev pressen følgende i 1935.

Allerede fra Formiddagen mærkedes Feststemning ved Flagning I Byen, og der indløb en Del smukke Blomsterkurve og adskillige Telegrammer.

Om Aftenen var der Fest i Forsamlingshuset for Medlemmerne og en Del indbudte Gæster. Man samledes ved Kaffebordene, hvor formanden, Gdr.
Jørgen Rasmussen bød Velkommen, og hvor Talerne saa fulgte Slag i Slag.

Først talte Formanden, om Brugsforeningens Historie; blandt andet om, hvilken Forskel der var fra Begyndeisen og nu. I Begyndelsen rejste f. Eks. Uddeler og Formand til København og bestilte Varer, nu ringer man blot; og hvis de f. Eks. kun bestilte 2 Tønder Brændevin, maatte de selv hente dem, men var det 6 Tønder, blev de bragt til Brugsforeningen.

Hejninge Brugsforening under opførelse i 1929/30
Hejninge Brugsforening under opførelse i 1929/30

Nu er alt lettere. Formanden fremhævede med det samme Regnskabsførerens fine Regnskab og mindede om, at han til Sommer, kan holde 40 Aars Jubilæum som Regnskabsfører. Han sluttede med et Leve for Brugsforeningen.

Regnskabsfører, Lærer Petersen, Holmstrup, takkede talte om den Økonomiske Side.

Gdr. J. P. Nielsen, Hejninge, talte som den ældste (82 Aar) og om Brugsforeningen gennem Aarene; han var med fra Begyndelsen. Leve Uddeleren.

Lærer Larsen, Hejninge, talte for Uddeleren og Hustru, fremhævede deres Ordenssans og Uddelerens Arbejdslyst; altid er han i Virksomhed – hellere slide sig op end ruste op. Et Leve Andersen med Familie!

Lykønskningstelegram fra Carlsberg
Lykønskningstelegram fra Carlsberg

Gdr. Hans Hansen udbragte et Leve for Fragtkører Karl Hansen, 10 Aars Jubilæum.

Forretningsfører Eskildsen takkede for Indbydelsen og mindede bl. a. om, at da Foreningen engang gik nedad, gav den sig til at handle med Livsforlænger og Balsam, og saa gik Handelen op. Han udbragte et Leve Brugsforeningen adresseret til Formanden.

Revisor Hansen, Fakse, takkede Uddeleren og Formanden og roste Regnskabsførerens Regnskab.

Uddeler Andersen takkede for den svundne Tid.

Interiør fra Butikken med Uddeler Andersen
Interiør fra Butikken med Uddeler Andersen

Poul Hansen, Hejninge, takkede Bestyrelsen for Festen, Lærer Havemose talte for Ekspeditricen, Gdr Viggo Hansen, Næsby, for Marie Nieman (gammel Uddeler) og Kbmd. Poulsen, Slagelse, for Samhandelen i 33 Aar.

Efter af Gdr. Jørgensen, Hyllerup, havde talt om Traditionen i Hejninge og mindet om nogle af de gamle, talte endnu Vinhandler J. P. Axelsen, Slagelse, Repræsentant Nielsen, Korsør, Gdr. H. Bay, Næsby, Tage Hansen, fru Havemose m. fl. Saa kunde Formanden byde Velbekomme.

Imellem Talerne var sunget bl. a. en udmærket Sang, skrevet til Festen, og Aftenen sluttede med en fornøjelig Svingom.

Flaget er hejst

Brugsforenings Bladet skriver om Hejninge Brugsforenings historie, i anledningen af 50-Års Jubilæum den 13. april 1935

En Gang i 1930 skrev »Brugsforenings-Bladet« om »et Foryngelsesbad« i Forbindelse med, at en af Slagelseegnens Brugsforeninger – Hejninge – havde indrettet ny Butik i ny Ejendom. Den 13. April i Aar fejrede Foreningen sit 50-Aars Jubilæum.

I Foreningens gamle Forhandlingsprotokol læses bl.a., »at der efter et forberedende Møde i Hejninge Skole den 7. April 1885 igen afholdtes et Møde den 13. April 1885, hvor Udkast til Love blev fremlagt, drøftet og derefter vedtaget i den Skikkelse, som de nu foreligger trykte.«

Den første Formand for Hejninge Brugsforening, Lærer A. Poulsen.
Den første Formand for Hejninge Brugsforening, Lærer A. Poulsen.

Til Formand valgtes Lærer A. Poulsen og til Bestyrelsesmedlemmer Gdm. P. Hansen, Gaardbestyrer L.J. Jensen og Tækkcmand Chr. Madsen. Til Revisor valgtes Bdm. Vilh. Andersen og Gdm. Jens Nielsen. Til Uddeler valgtes Væver P. Hansen.

Bestyrelsen med Formanden, Gdr. Jørgen Rasmussen i Forgrunden
Bestyrelsen med Formanden, Gdr. Jørgen Rasmussen i Forgrunden

At man begyndte under beskedne Forhold, fortæller Bestyrelsesmøderne tydeligt, idet der tages Bestemmelse om Køb af Lommetørklæder, Køb af en Pengekasse, Opsætning af en Hylde o. s. v. »al Kørsel for Foreningen besørges af Medlemmerne. De Medlemmer, der har to Par Heste eller mere, skal køre to Ture, medens de Øvrige kører een Tur«.

Men ogsaa hin Tids store Interesse for selve Brugsforenings-Ideen giver sig smukt tilkende i Hejninge. Foreningen, der havde Vanskelighed med at faa Driftskapital, idet Bondestandens Sparekasse afslog at laane den Penge, fik dog Penge. Trods Lovens Bestemmelser, at »der maatte ydes 5 pCt. Rente af Laan«, tilhød Formanden at laane foreningen 800 Kr. mod 4½ pCt. Dette Eksempel minder meget om, da afdøde Severin Jørgensen og Venner samlede 30.000 Kr. og kunne begynde Fællesforeningen F. D. B.

I 1890 forhandledes om Optagelse i den sjællandske Fællesforening, men Forslaget forkastes. I 1895 var Foreningen nær ved at opløses, men en ekstraordinær Generalforsamling vedtager dog, at man fortsætter.

I det nævnte Aar antages som Regnskabsfører Lærer Petersen, Holmstrup, der har varetaget denne Post indtil i Dag, og saaledes i Aar kan fejre sit 40-Aars Jubilæum som Regnskabsfører.

I 1904 besluttedes det at indmelde Foreningen i F. D. B., og nu begynder Foreningens jævne gode Vækst. Fra en Omsætning i 1896 paa ca. 14.330 Kroner, steg denne gennem Aarenc til 84.800 Kr. i 1934.

For Tiden beklæder Gaardejer Jørgen Rasmussen Formandspladsen, medens Alb. Andersen er Foreningens Uddeler.

Brugsuddeler Andersen
Brugsuddeler Andersen

I Anledning af Festdagen var Butikken lukket hele Dagen den 13. April, og tidligt begyndte Gratulanterne at komme. Kreds-repræsentant for 15. Kreds, Gdr. Lauritz Kristiansen, overbragte F. D. B.s Lykønskning, og om Aftenen samledes ca. 200 af Foreningens Medlemmer med Husstand for at fejre Dagen.

Her bød Formanden Velkommen og gav derefter en kort historisk Beretning. Regnskabsfører, Lærer Petersen, gav Oplysning om Omsætningen. Jens P. Nielsen, et af Foreningens ældste Medlemmer der forøvrigt havde skrevet en Sang til Foreningens Fest – talte om de gamle Dage.

Lærer Larsen talte for Uddeleren. Forretningsfører Eskildsen, Slagelse, takkede for godt Samarbejde, og Kredsrevisor Chr. Hansen talte for Regnskabsfører Petersen. Og derefter kom en lang Række Talere, blandt hvilke blot skal nævnes Lærer Havemose, Uddeler Andersen og Gdr. Peter Jørgensen Hyllerup.
Til Slut blev Salen ryddet til Dans.

J. E. E.

Hejninge Brugsforenings gamle og nuværende Bygning. I højre Side: Interiør fra Butikken med Uddeler Andersen. Nedenunder: Bestyrelsen med Formanden, Gdr. Jørgen Rasmussen i Forgrunden. nederst til venstre: Den første Formand, Lærer A. Poulsen.
Hejninge Brugsforenings gamle og nuværende Bygning. I højre Side: Interiør fra Butikken med Uddeler Andersen. Nedenunder: Bestyrelsen med Formanden, Gdr. Jørgen Rasmussen i Forgrunden. nederst til venstre: Den første Formand, Lærer A. Poulsen.

Igen et Foryngelsesbad i Slagelseegnen

Her er hvad Brugsforenings-Bladet skrev, i forbindelse med indvielsen af Hejninge Brugsforenings nye bygning i 1930.

Paa sommerdage er der en Strøm af gaaende, cyklende og kørende ad Vejen, der i Bugtninger snor sig gennem Landskabet og gennem den gammeldags hyggelige Landsby Hejninge ved Slagelse. Maalet er et Strandbad.

Er man først passeret den gavltakkede smukke Kirke i Hejninge, ligger der paa venstre Side af Landevejen en lille uanseelig Bygening, der i snart to Menneskealdre har forsynet Omegnens Befolkning med Varer.

Hejninge Brugsforenings tidligere Bygning.
Hejninge Brugsforenings tidligere Bygning.

Alle kender Brugsforeningen. Huset er lille, Lokalerne derfor smaa og Butikken ligesaa spartansk udstyret, som det ydre lader ane.

Men nu hører baade Butik og Bygning en svunden Tid til, thi paa modsat Side af Vejen er der købt en Hjørnegrund, hvorpaa der i Sommer er opført en smuk, tidssvarende Bygning med Facade til aaben Plads og tre Veje.

Foreningen oprettedes i 1885 og naaede i 1895 en Omsætning af 16.000 Kr. Ti Aar senere – i 1905 var Omsætningen ca. 18.000 Kr., i 1925 steg Salget til ca. 64.000 Kr., og for 1930 vil det antagelig naa ca. 90.000 Kr. – trods Prisfald.

Foreningens lige indviede Bygning.
Foreningens lige indviede Bygning.

I Anledning af de nye Bygningers Indvielse afholdtes den 15. Novbr. en Festlighed i Forsamlingshuset, hvor Formanden, Gdr. Niels Jacobsen bød Velkommen til den talrige Medlemskreds Han bragte Haandværkerne en Tak for veludført Arbejde og gav derefter Ordet til Forretningsfører Eskildsen, Slagelse, der talte for Foreningens og Formanden.

Efter at Regnskabsføreren havde gjort Rede for Foreningens økonomiske Udvikling og nuværende Stilling, blev der holdt endnu en Række Taler, bI. a for Uddeler Andersen, for Bestyrelsen, for Kunderne m. fl. Lærer Fr. Knudsen, Slagelse, underholdt nu Forsamlingen med at oplæse et Par Smaahistorier, hvorefter Festen sluttede med en lille Dans.

Rørdrum i mosen

Det er omkring 10 år siden, at der sidst har været en Rørdrum på besøg i Hejninge Mose, men her i slutningen af marts 2016, høres hannens helt utrolige “sang” igen. Den dybe sang kaldes pauken, og kan høres flere kilometer væk, på alle tider af døgnet.

Rørdrummen er en mellemstor hejre med et vingefang på hele 125-135 cm og den vejer 900-1200 g. Rørdrummen har været i Danmark siden oldtiden.

BEMÆRK: Lyden er så dyb, at dine højtaler skal kunne afspille dybe bastoner! Ellers hører du kun duer og andefugle 🙂

Dansk Ornitologisk Forenings om Rørdrum
Naturstyrelsen om Rørdrum

Vinder af Trelleborg arkitektkonkurrence

Vinderen af arkitektkonkurrencen om det nye Trelleborg oplevelsescenter er fundet.

Landskab

Det blev PLH Arkitekter A/S fra København der løb med sejren, og du har fundet inspiration til bygningen fra danmarks eneste bevarede vikingeskjold, der netop blev fundet ved Trelleborg under en udgravning i 2008.

Cafe

Læs om de 5 kandidater og begrundelsen for udvælgelsen her: Dommerbetaenkning-Ny-Trelleborg

Kilde: Slagelse Kommune og PLH Arkitekter

Barndomsminder 1 – Fugleholmsgården

Fugleholmsgården

Erindringer af Kirsten Olsen tilegnet børn og børnebørn

 

01-Kirsten-Olsen
Kirsten Olsen

Næstved november 2005

Kirsten Olsen

 

Kirsten Margrethe Fugleholm Nielsen født 6. maj 1931 i Hejninge.
Gift 7. november 1952 i Skt. Mikkels kirke i Slagelse med
Poul Anker Olsen født 17. maj 1926 i Hyllinge. Død 2. september 1994.

Forældre
Hans Jørgen Fugleholm Nielsen (far) født 30. september 1898. Død 14 oktober 1973.
Gift 27.juni med Hertha Christensen (mor), Kagstrup, født i København 27 februar 1899. Død 21. august 1996
Borgerligt viet hos sognefogeden i Skelby sogn og i Skelby kirke af Niels Dahl, Liselund, præst i Havrebjerg frimenigheds kirke.

Søskende
Maren Birgit Fugleholm Nielsen født 24. marts 1934.
Eva Kirstine Fugleholm Nielsen født 21. december 1941.

Bedsteforældre
Jens Peder Nielsen (farfar) født 1. marts 1854 i Hejninge. Død 25. april 1937. Gift med Maren Metine Jørgensen (farmor) i Skt. Mikkels kirke Slagelse, 23. september 1897. Født i Fårdrup 13. oktober 1866. Død 24. juni 1928.

Valdemar Christensen (morfar) født 25. april 1871 i Kagstrup. Død 9. juli 1956. Gift med Karen Kirstine Jørgensen (mormor) født 7. oktober 1874 i Flakkebjerg. Død marts 1935. Gift i København 22. april 1898.

 

 

Erindringer fra Fugleholmsgården

02-Fugleholmsgaarden
Fugleholmsgården som den så ud da jeg var barn.

Mine oldeforældre Dorthe og Niels Hansen, ejede ”Fugleholmsgården” fra 1848-1897. Niels Hansen var den første selvejer af Fugleholm, som ellers havde hørt under ”Valbygården”.

Dem der efterhånden kom til at eje deres gårde, gjorde et stort arbejde for at vedligeholde og forny. De fik for eksempel lyst til at anlægge haver, som man stadig kan se resultatet af mange steder.

I 1864 anlagde Dorthe og Niels Hansen en stor have, plantede mange buske og frugttræer. Mine bedsteforældre og siden mor og far og nu Eva og Søren har gjort meget for at vedligeholde og plante nyt i den gamle have. Langt de fleste træer er væk, men der står stadig, nu langt over 100 år efter, et æbletræ, et par sveskeblommetræer og en buskbom.

På dette sted og i disse omgivelser blev jeg født en morgen i maj 1931, og fik  min barndom der. Jeg har ikke megen fornemmelse af, hvordan det var i de første år. Men der var trygt og godt, hele tiden nogen omkring mig.

Det var krisetider i landbruget, så der var ikke meget at slå til side med. Det var ved stor sparsommelighed og nøjsomhed, at mor og far klarede sig gennem de første år i 30erne.

Mange gårde kom på tvangsaktion og med de få midler de havde, var det svært at komme videre.

Byen er Hejninge, et lille lokal samfund, hvor alt hvilede i sig selv. Der var det man havde brug for i det daglige. Der var en tømrer, en murer, en smed, en frisør og brugsforening. Der var kirke, skole og et forsamlingshus.

Der var enkelte huse og så ellers gårde, som havde deres jorde gående ud fra byen i alle retninger. Der havde ligget mange flere gårde i byen, men de var flyttet ud på markerne. Det skete efter en brand i byen, år 1781, hvor 8 gårde og 13 huse brændte. Den gang blev Fugleholmsgården også flyttet ud på marken. Det gamle stuehus i Hejninge fandtes stadig i min barndom, vi skulle forbi det hver gang vi skulle i skole. I dag er det væk, og der ligger et andet hus på grunden.

03-Stuehuset1700
Det gamle stuehus fra 1700 tallet

Min farfar (Bedstefar) levede til 1937, så ham husker jeg. Han havde en stue på den anden side af gangen i stuehuset, det halve af det der nu er Eva og Sørens spisestue. Her kunne han trække sig tilbage efter behov. Det skete jeg fik lov til at komme med ham om på værelset. Her havde han sin seng, sin stol, et lille bord og en kommode. På kommoden stod nogle fine ting, som jeg fik lov at holde forsigtigt. Ingen af de ting findes mere. Da bedstefar døde blev det delt til familien. Bedstefar sad altid for bordenden ved spisebordet i stuen. Når jeg skulle i seng, kravlede jeg op og sad på bordet med fødderne i hans skød. Bedstefar var god til at fortælle historier, desværre kan jeg ikke huske dem. Når jeg selv bestemte, var det en om en hane, men mere husker jeg ikke.

Vi fik lov til at være hos ham lige til det sidste, uden dog at vide, at det var sidste gang vi så ham. Det står helt tydeligt for mig, at Birgit prøvede at give ham et bolsje, men det sad bare i skægget. Bedstefar havde et meget stort, flot hvidt skæg som jeg aede, når jeg sad hos ham

Han var en gammel mand, da jeg blev født, så han har ikke kunnet hjælpe meget til i mark og stald. Men bedstefar var en god hjælp som barnepige for os piger. Mor havde mange gøremål og så var det godt at bedstefar var der, det har han nok også nydt. Mor fortalte, at når vi gik tur i haven, så pegede jeg bare på de blomster jeg ville have, og så fik jeg dem. Det var mor ikke så glad for.

Dengang var der ikke noget der hed alderdomshjem, det var en selvfølge at de gamle blev passet af næste generation, lige til deres død. Det var ikke bare på gårdene, men også de små steder. Mange steder var der den fælles stue, et køkken og så hver sit soverum. De skulle få dagligdagen til at fungerer og det var ikke uden gnidninger. Især var det svært for en svigerdatter at komme ind i familien, hvis den gamle kone var der. Det var hende der bestemte. Mor har måske heller ikke altid syntes, at det var lige let, men hun tog sig godt af bedstefar.

Far og mor var de første, der fik deres eget hus, men var dog på gården til de døde.

04-Farfar-og-farmor
Farfar og farmor

Min farmor døde i 1928. Hjemmet var uden husmor indtil min mor kom som husbestyrerinde 1930. Meget ændrede sig ude og inde da mor og far overtog gården.

Min bedstefar var ofte den første der anskaffede sig nye redskaber, f.eks. var han den første der fik selvbinder i Hejninge. Før blev alt korn høstet med le og så gik karle og piger og bandt negene.

Bedstefar var også en af de første der var på højskole, det var Vallekilde højskole hos Troels Trier, som kom til at betyde meget for ham. Det var i 1872. Jeg har ofte tænkt på ham, når jeg var der til møder. Ville gerne at han kunne have set, at det stadig samler unge mennesker og at det nyttede det de kæmpede for.

Husmødre på landet skulle helst ikke stikke næsen frem, men det kunne min farmor ikke tage sig af. Hun havde været selvstændig modist i Ringsted inden hun blev gift og var opdraget til at tage del i det der rørte sig i samfundet. Hun havde været på Hjørlunde højskole og havde bl.a. også været husjomfru på Holsteinsminde. Hun var med til at starte” Husmoder foreningen” i Slagelse. Hun kom til et meget gammeldags hjem og hun og farfar var meget forskellige, så hun havde det svært i sit ægteskab.

I bedstefars tid som mand på gården, var det almindeligt at pigerne tog sig af malkningen, som de havde gjort i generationer. Min farmor havde altid to piger..

Man var mange om arbejdet, redskaberne var få, set med vore øjne, og alt markarbejde foregik med håndkraft og heste.

Man var selvforsynende med alt. Der blev slagtet gris, høns og ænder og urtehaven var stor.

Husmoderen stod for bagning af alt brød, og der blev brygget øl. Der blev kartet og spundet af hør og uld, som de siden vævede og strikkede af. Det var utænkeligt at man gik med andet end hjemmestrikkede strømper. Man havde kun petroleumslamper og tællelys, som de også selv støbte. Ved det sparsomme lys er der lavet mange skønne håndarbejder, utroligt at de kunne se til det.

Der findes derhjemme nogle meget gamle håndarbejder, bl.a. en dåbspose, som min bedstefar er døbt i, og andre ting. Desuden findes der også nogle fine ting fra mors hånd, som hun lavede i sine unge dage. Jeg har en oval bakke, hvori der er indlagt en strikket serviet, lavet af en veninde til min farmor for over 100 år siden.

Tingene ændrede sig da far overtog gården. Far havde karle til hjælp i mark og stald og mor havde en pige, udelukkende til hjælp inde og i haven, samt pasning af os børn, efterhånden som vi kom til.

05-Far-og-mor
Far og mor

Far havde i sin ungdom været ude og tjene forskellige steder, havde været på højskole og landbrugsskole. Var aktiv i gymnastikforeningen og ledede i flere år en studiekreds, sad senere i sognerådet, frem til hans sygdom umuliggjorde det. Han var en glad og positiv mand der var velset og afholdt.

Mor havde også haft forskellige pladser og været på højskole i Haslev. I modsætning til fars Grundtvigske synspunkt, var mor knyttet til indre missionske kredse. Med stor respekt for, hvad de hver især stod for, fungerede deres liv godt. Det var nok mest på fars præmisser, men mor har tydeligt givet udtryk for, hvor glad hun blev for fars store familie, hvor hun befandt sig godt og blev godt modtaget.

Min far kunne også fortælle mange ting fra sin barndom. På et tidspunkt skrev han også noget af det ned, og det er jeg glad for i dag, ellers var det nok glemt. I fars barndom havde de også får, kalkuner og gæs og det på godt og ondt.

Far fortæller:

”I mine drengeår havde de fleste gårde fårehold. Nogle, som vor nabokone, Marie Frederiks kartede og spandt selv ulden, men de fleste var på den tid gået over til at sælge ulden og købe garnet.

Fåreflokken bestod som regel af tre får og en vædder, og når den var gal skulle man have en vis erfaring for at kunne omgås den, hvad vi dog også fik stor erfaring i.

Vi havde i mit hjem i flere år en stor, sort vædder, hvis meriter især har fæstnet sig i min erindring. Den meste tid af året var den forholdsvis fredelig og når vi bare passede på ikke at vende ryggen til den når vi skulle” flytte”, skete der sjældent noget. (flytte, det vil sige, at vædderen stod i tøjr på en græsmark i en lang kæde med en tøjrpæl i enden, som blev slået i jorden. Flere gange om dagen blev den flyttet til nyt sted for at græsse). Ellers kunne det godt hænde, at man lå og sprællede et godt stykke uden for tøjrslaget, før man rigtig vidste af det.

Men i parringstiden om efteråret var ”Mads” ikke god at komme nær og da fårene sent om efteråret ofte gik løse, kunne der opstå pudsige situationer når Mads var i dårligt humør og nogen kom for nær til hans harem.

Engang da naboen, Frederik Hansen, der havde vores jagt, var ude på embeds vegne, kom han lidt for nær til fåreflokken. Mads så sig gal på ham og gik til angreb. Heldigvis var skelgrøften lige i nærheden, den var ca. en alen dyb og den måtte Frederik springe ned i for at redde sig. Men Mads blev stående og vågede over ham. Først da Frederik havde skudt et par skud af i luften, blev vi der arbejdede i roemarken oppe ved dyssen, opmærksom på, at der var noget galt, og da vi så at der hang en sky af krudtrøg over fårene, fik vi mistanke. Så måtte vi jo ned og redde Frederik og det tør nok siges, at han var vred.

En anden gang var det far det gik ud over. Fårene var ikke kommet hjem til aften som de plejede og far gik ud og lede efter dem. Han fandt dem ved Frederik Hansens roekule. Men det passede ikke Mads at komme hjem. Han gik løs på far, der måtte smide sig ned i udgravningen til roekulen for at redde sig og først da der på hans råb kom nogle håndfaste karle til hjælp, blev han befriet.

Mads var også god at ride på, når jeg skulle hente ham hjem om aftenen, men det skulle helst være, når far ikke så det.

Jeg må lige nævne her, at omtalte nabos kone Marie Frederiks, var en meget rar kone for os børn. Det hører til mine meget gode barndomsminder, at hun, når vi om efteråret kom ned i engen for at flytte køerne, kom ud til os med forklædet fyldt med blommer og æbler. Der var ikke så meget af den slags den gang, så vi var lykkelige for det.

Hvert efterår skulle fårene vaskes og klippes og det arbejde overværede jeg med stor interesse.

Vaskningen foregik i det store bryggerkar, som blev stillet op omme mellem kostalden og ajlebeholderen. Karret blev fyldt trekvart med vand og så blev fårene efter tur stillet derop, og ”toet” af mor, far, gamle Kristian husmand og som regel en af karlene, der især hjalp med at holde fåret.

Vædderen kom altid i til sidst, når vandet var blevet til rigtig lud. For øvrigt anvendte mor altid fårenes brugte vaskevand til at vaske rigtig snavset arbejdstøj i. Min andel i historien begynder da de engang var nået til at vaske vædderen.

Arbejdet foregik i bøjet stilling og derfor med stramme buksebage. Jeg gik og legede med en halvlang kæp og Kristians blankslidte molskindsbag var for stor en fristelse for mig. Pludselig drev jeg ham en ordentlig en med kæppen. ”Av for s….” råbte Kristian og vendte sig en halv omgang og langede mig sådan en på siden af hovedet, at jeg trillede hen ad jorden.

Stortudende rendet jeg min vej og skønt Kristian og jeg ellers var de bedste venner, gik jeg dog nogle dage og skævede til ham, inden det gamle fortrolige forhold blev genoprettet”.

Barndomsminder 2 – Slagtning

Slagtning

Erindringer af Kirsten Olsen

Der var en bestemt slagter, der hvert år kom og købte vore lam og af og til også kreaturer. Han hed Peder Hansen. Mens jeg var ganske lille havde jeg meget stor skræk for ham. Måske var det fordi han kørte af sted med vore kønne små lam. Så snart jeg så ham i gården, løb jeg ind i sovekammeret og kravlede så langt ind under mors og fars senge jeg kunne komme, og jeg vovede mig ikke ud, før jeg var sikker på, at slagteren var kørt.

 Om gæssene fortæller far:

”En dag mens jeg var ganske lille, vel 4-5 år, kom børnene fra mosen drivende med en flok gæs. Far havde købt Kristian husmands gåseflok, og jeg husker tydeligt da de skræppende og snadrende kom til gården. Jeg var til at begynde med bange for dem, især gasen, der af og til kunne være slem til at fare i benene på børn og voksne. Men hurtig lærte jeg, at nogle rap over næbet med en kæp, kunne holde dem på afstand.

Det var ikke noget plus for min tilværelse, at vi fik gæs. Da jeg blev lidt større måtte jeg nemlig vogte gæssene på stubmarken om efteråret, og året rundt var der en masse ulejlighed med de gæs.

Man skulle passe godt på, at holde døre og porte til laden lukket, da gæssene i løbet af få minutter kunne hakke hul i alle kornsækkene for at få indholdet, og så snavsede de hele ladegulvet til med deres møg .

Også haven var de slemme ved, især nedfaldsæblerne var de tossede efter, men da mine søskende og jeg også ville have nogle, skulle vi nok sørge for at holde gæssene væk.

Vi havde om efteråret 20-30 unge gæs og sådan en flok kunne vælte en hel kornstak, ved at trække strå ud forneden og derved undergrave den. Der skulle jeg også passe på, så jeg var godt gal på de gæs.

Gasen var på spil alle vegne. Når far gik hen over gården med en favnfuld hø til fårene og gasen var i nærheden, løb den hen og bed ham i benene, og det var noget der gjorde ondt. Jeg husker, at far altid sagde: ”Av, dit skidt” og sparkede ud efter den, hvorpå gasen højt skræppende gik tilbage til sine koner, stolt over den bedrift den havde udført.

Da min bror Arne var ca. 2 år, havde vi en særlig arrig gase. En dag da Arne stod udenfor bryggersdøren, gik den på ham og væltede ham i rendestenen, hvor den baskede ham med vingerne og bed ham i brystet. Han vrælede jo højt og mor og pigerne kom springene og fik gasen jaget væk, men det varede længe inden Arne forvandt sin skræk for gasen efter den omgang.

Hvis gasen kunne se sit snit til at få fat i en høne, slap han den ikke før han havde plukket fjerne af den, men hønen skreg så ynkeligt, at den som regel blev reddet inden det gik så galt. Gasen virkede også som gårdhund, idet den altid skræppede op når der kom fremmede i nærheden af gården. Vi børn lærte dog hurtigt at omgås den og det mest probate middel vi brugte, når den gik til angreb, var at gribe den i halsen og give den en svingtur. Hvis vandingen var i nærheden strittede vi den derud. Den var så slukøret et stykke tid derefter.

Vi havde som regel en gase og to gæs som livgæs. Gæslingerne blev ruget ud af høns eller kalkuner. En almindelig høne kunne ruge på 4 æg og en stor på 5 æg. En kalkun på 10-12 æg ad gangen. Kalkunerne blev somme tider brugt til at ruge to kuld gæslinger ud på træk. De første 14 dage efter udrugningen var gæslingerne meget ømfindtlige for regnvejr. En rask byge kunne slå dem ihjel og vi måtte passe meget på at få dem i hus, hvis det trak op til regn.

De unge gæs levede om sommeren mest af græs. Når der var høstet blev de drevet ud på stubmarken, hvor de kunne gå og blive godt i stand.

Tre uger før jul blev gæssene sat ind til fedning. De fik så den havre de kunne æde, og det hed sig, at hver gås skulle æde en skæppe havre i løbet af den tid. Gæssene blev jo godt beskidte af at stå inde så længe og dagen før de skulle slagtes, blev de jaget ud i vandingen, hvor de fik lov at pjaske og boltre sig et par timers tid. Så var de blevet rene. Imens var der blevet strøet med rughalm i huset så de kunne holde sig rene og pæne til næste morgen.

Så oprandt slagtedagen. Allerede kl. 3 i den mørke decembermorgen havde mor kaffen færdig. Så kom Kristian og Laura fra mosen, samt en kone til. Karlene og pigerne var også purret ud. Når så alle havde fået kaffe, undtagen far og mig, der imens havde hugget hovedet af de første gæs. De blev anbragt rundt om et stor kar. Man satte sig med gåsen på knæene, så den lå med gumpen ind over karret, så fjer og dun bekvemt kunne falde deri og så begyndte pilningen.

Alle var ikke lige dygtige. Laura og Kristian var meget skrappe, men karlene havde tit ikke prøvet det arbejde før og tog noget fummelfingret på det. Det gav også ømme tommelfingre, men arbejdet gik med humør, historier og beretninger om hvordan gæssene havde været at pille sidste år og forrige år. Der var nemlig meget forskel på, hvor slemme de var til at ”gå i stykker” de forskellige år. Jeg var helt ked af det hver gang jeg skulle ud og hjælpe far med at slagte flere gæs, for så gik jeg glip af historierne.

Mor havde travlt med at binde klude om de blodige gåsehalse, for at fjer og dun ikke skulle blive plettede, og hun skulle også sørge for at komme fjer og dun i poser efterhånden som karret fyldtes. Far og jeg kunne derimod nok få tid til at give et nap med pilningen, mellem vi slagtede.

Man stræbte efter at blive færdig med grovpilning til kl 6, da skulle pigerne til malkningen og karlene til hestene. Når det var overstået fik de alle en god frokost, som mor og Laura imidlertid havde tilberedt. Så skulle kvinderne i gang med finpilning og opskæring. Det tog hele dagen og mor var også altfor træt når vi sent på aftenen gik i seng.

Allerede kl. 5 næste morgen var far, mor og jeg oppe igen, for far og jeg skulle på torvet i Slagelse med gæssene. Der blev lagt et lag rent halm i bunden på fjedervognen, derover et lagen og så blev gæssene lagt på rad og række, mens kråserne blev lagt i en balje.

Så gik turen til Slagelse i den halvmørke vintermorgen. Først skulle vi ned i købmandens – Kargård Thomsens – gård. Der fik vi vejet gæssene og der blev bundet mærkesedler med opgivelse af vægt på hver gås. Køberne skulle jo kunne se hvad de fik for pengene. Derefter tog vi hen på torvet, hvor vognen blev stillet i række med de andre vogne der solgte fjerkræ, nogle gæs, andre ænder og høns. Købmandens karl var fulgt med for at føre hestene tilbage, hvor de kunne stå i købmandens stald mens far og jeg handlede.

Det var imidlertid blevet halvlyst og fruerne fra byen begyndte at indfinde sig for at se på varerne og spørge på priserne. Somme tider fik vi udsolgt i løbet af et par timer, men til andre tider kunne det trække ud til kl.1-2 om eftermiddagen og da kunne det hænde, at jeg var grædefærdig af sult og kulde, for det var en kold omgang at stå på torvet, især når det var frostvejr, og selv om der vankede et par to øres boller i løbet af formiddagen, var det ikke det samme som middagsmad. Vi havde jo været tidligt hjemmefra.

Når vi kom tilbage til købmandsgården, var den stuvende fuld af vogne og stalden af heste. Det var jo lige ved jul og bønderne skulle alle til byen for at gøre juleindkøb, al befordring foregik jo dengang med hestekøretøj.

Der var et eget sceneri over sådan en gammel købmandsgård, med den travlhed, råben på gårdskarlen og hestevrinsken fra stalden. Der var meget at se på for en knægt som mig.

Når far havde udrettet sine ærinder, gik det atter hjemad. Mor ventede med middagsmad og var spændt på, hvad vi havde oplevet, samt hvad vi havde fået for gæssene. En gås kostede omkring året 1908 fra 6-8 kr. og en gang kråse 45 øre. Det var ikke mange penge, men prisen på det vi skulle købe var heller ikke stor og det var vores fornødenheder heller ikke dengang.”

Der var en helt særlig stemning når vi skulle slagte gris. Meget tidligt om morgenen kom slagter Madsen, og længe før var der tændt op under gruekedlen i vaskehuset, så der var kogende vand til karret, som grisen skulle skoldes i, når den var død. Dengang blev grisen stukket i halsen, og så var mor eller pigen klar til at tage imod blodet, som løb ned i en stor gryde, hvori der var de ting, som blev rørt med blodet. Det var byggryn rosiner og spæk i terninger sukker og nogle krydderier og så var det klar til at lave blodpølser af. Der var stadig gang i gruekedlen, for der skulle bruges meget varmt vand.

06-Grisen
Slagtning af gris

Når grisen var skoldet, skrabet for hår og vasket, blev den hængt op i bagbenene i ladeporten. Derefter blev den skåret op, tarmene kom i en balje for sig. Hjerte, lunge og nyre blev fjernet. Næste dag, når grisen var blevet kold, blev den delt i to halvdele, så selve rygraden hængte for sig selv. Nu blev en halvdel af gangen båret ind på køkkenbordet og parteringen begyndte. Mor var dygtig til det og god til at lære fra sig til sine piger.

Når slagteren var færdig med sit arbejde, var det tid til formiddagsmad. Der blev sjældent serveret snaps hos os, men den dag skulle der snaps på bordet for slagter Madsens skyld.

Når tarmene var frigjort, kom de hen i vaskehuset. Nu kom det mest ubehagelige arbejde ved slagtningen. Efterhånden som jeg blev så gammel, at jeg kunne være til hjælp, så måtte jeg nemlig være med. Jeg hadede det. Tarmene skulle vendes og det stank, kan jeg sige. Det foregik på den måde, at en holdt tarmen op foran sig og en anden stod med en kande og hældte vand igennem, så vrangen kom ud. Man brugte to strikkepinde, lagde tarmen imellem og så var der en der trak tarmen igennem, mens en anden holdt godt fast om pindene. Vi skyllede og skyllede til de var helt rene, og så blev blodmassen fra den store gryde fyldt i. Man brugte noget der hedder pølsehorn, det var kohorn i forskellig størrelse, hvor spidsen var skåret af. Et pølsehorn ned i tarmen og så kunne man nemt få blodmassen hældt i. For enden blev der lukket med pølsepinde.

Dagen efter blev pølserne kogt i gruekedlen og når de kom op til overfladen, så var de klar til at tage op. For at holde sig varme til middag, blev de lagt i en stor kurv med halm i bunden og håndklæder over. Somme tider kunne jeg nå, at smage en inden jeg skulle i skole, det var lige dejligt hver gang.

Til middag blev de serveret med sukker og kanel og æblemos. De smagte også godt som kolde. Vi skar pølserne i tykke skiver og smurte smør på og dryssede med sukker.

Under krigen, (1940-45) hvor det var småt med sukker, kunne man få roesirup, det smagte aldeles forfærdeligt, men blev brugt til forskellige ting, jeg tror bl.a. også til blodpølse.

Dengang var slagtegrisen altid meget stor, der var fedet på den i lang tid. Det betød, at den havde et tykt fedtlag, mindst 8 cm, og det blev til mange middage. Noget af det blev saltet og en stor del blev sendt til røgeri. Skinkerne blev også røget, så der blev lidt afveksling i kosten. Til det blev der serveret opbagt mælkesovs med persille. Der blev brugt mælkesovs til mange ting, hvori der for eksempel kom løg eller bønner.

Når skinker og flæsk kom fra røgning blev de hængt op på loftet og spegepølserne blev lagt i den gamle dragkiste med det flade låg. Det er den der står i kontoret hos Eva og Søren. Hvis jeg åbnede låget ville jeg kunne fornemme lugten af røgede pølser, den dag i dag.

De første dage fik vi fersk mad, det kunne være stegte rygben, ribben eller steg. Der var jo noget der ikke egnede sig til saltning og så skulle vi vel også mærke at vi havde slagtet.

Det var flere dages arbejde at henkoge efter en slagtning. Der blev lavet en meget stor portion leverpostej, som så kom på små glas og henkogt. Der blev lavet medister og frikadeller og kamstykket blev for stegt og kom på høje glas og det hele henkogt. Det var rigtig søndagsmad, når vi f.eks. fik frikadeller der var henkogt, med stuvede grønærter og gulerødder til. Desserten var ofte gul budding med saftsovs.

Der blev også lavet sylte, finker, rullepølse og spegepølse. Rullepølser blev lavet af ”slaget” og småkød godt krydret, rullet og blev derefter snøret med seglgarn og kogt. Så blev de lagt i en presser, så de blev faste at skære af. Fedtet der blev skåret af kødet blev hakket og smeltet. Noget med æbler og løg. Det blev brugt til at smøre på brødet, det sparede på smør og margarine. Når fedtet var smeltet helt, var der fedtegrever tilbage, som også blev brugt. Der var faktisk ikke noget der ikke blev brugt på en gris. Skankerne blev kogt til suppe og hovedet blev til sylte.

Det var et stort fremskridt, da der blev oprettet et frysehus i Hejninge. Her kunne man leje en boks, pakke sit kød og få det frosset der. På bestemte tider kunne man så komme og hente det man skulle bruge. Det fandtes ikke i min barndom.

Køkkenet var blåmalet. For enden var der et overskab med små firkantede blå glasruder. Når frugten var henkogt, blev nogle glas af hver slags sat op ovenpå på dette skab, det så meget flot ud. Der var selvfølgelig brændekomfur, man kendte ikke til andet. Der blev lavet meget god mad der, mor var en dygtig husmor. Det var store gryder der var i brugt. Hele formiddagen blev brugt med forberedelse af middagsmaden. Der blev kogt ekstra mange kartofler, fordi der til aften også blev serveret kartofler, enten stuvede eller brasekartofler. Det skulle drøje på rugbrød og pålæg.

Der var altid to retter. Som regel en eller anden form for mælkemad først, eller suppe af forskellig art og så fik vi tit stegt flæsk eller kogt kød. En gang om ugen kom der ”fiskemand”, og så stod middagen selvfølgelig på fisk. Fiskemanden kørte fra dør til dør og solgte sine fisk, både sommer og vinter. Man kan nok få den tanke, at fisken ikke altid har været lige frisk. Der var såmænd også kød, der ofte fik ”en tanke”, men vi var ikke så sarte og salmonella var der slet ikke noget der hed.

Portionerne skulle være store, der var tre karle og en pige og efterhånden var vi også tre børn. Meget ofte spiste Jens Jørn også med. Han var nabo og gav mange gange en hjælpende hånd.

Det var ikke meget anderledes, som far fortæller fra sin barndoms slagtning:

”Slagtningen begyndte tidligt om morgenen, endnu før det blev lyst, for også det skulle tilendebringes på en dag. Det var ikke så besværligt dengang, for det allermeste blev lagt i sulekarret og saltet. Der skulle dog laves sylte og finker og smeltes fedt. (Fedtegreverne var forbeholdt far). Fedtegrever var det der blev tilbage når fedtet var smeltet af. Der skulle renses tarme både til blodpølse og medisterpølse. Blodpølsen blev kogt dagen efter slagtningen Mor og pigerne kunne ikke nemt komme til for os børn, før vi havde fået den første ”smau” af blodpølsen. Jeg må fortælle, at far altid selv stak grisen og skrabede den ved karlenes og Kristians hjælp. Under dette arbejde blev der som regel sagt nogle mere eller mindre drøje vittigheder, som også var sagt året før.

Det var kun lidt af grisen der blev spist usaltet, men vi fik dog gerne ribbenssteg og medister mens det var ferskt og det blev nydt med en følelse, som vi slet ikke kender i dag.”

Barndomsminder 3 – Forsyning

Forsyning

Erindringer af Kirsten Olsen

Om foråret fik vi kyllinger, der var sat elektrisk kyllingemoder op og gjort klar et par dage før, så de små væsner ikke skulle fryse. Det kunne nemlig gøre, at de klumpede sig og klemte hinanden ihjel. Jeg fulgte begivenheden på tæt hold og glædede mig til at holde en af de små gule dunbolde. Hanekyllingerne blev hurtigt skilt fra hønnikerne som til efteråret skulle blive til høns. Hanerne blev fedet op, og til pinse kunne vi få kyllingesteg, det glædede vi os meget til.

Vi havde altid mange høns. Det var en vigtig indtægtskilde. Dem passede mor, de penge der kom ind for æg var nemlig dem hun havde at råde over. De blev brugt til det der ikke lige hørte ind under husholdningen. Eksempelvis til tøj og andre fornødenheder.

Det skete ikke så sjældent, at en høne måtte lade livet. Den blev som regel kogt til suppe.

Hønsehuset var en del af det gamle stuehus, hvor far havde levet sin barndom. Der var en masse redekasser, små firkantede rum, hvor der var halm i bunden. Her gik hønsene ind for at lægge æg. Det kunne ske der var gået et æg i stykker og så var æggene alt andet end rene. Det skete også at æggene var lagt på gulvet, så man måtte kravle rundt på gulvet og samle dem. Inden de skulle sælges, skulle hvert æg gøres rent. De skulle også sorteres i størrelse. Mor havde en lille vægt, hvis hun var i tvivl. Man måtte ikke bruge vand, men brugte fint sandpapir, derfor var det vigtigt at æggene blev samlet mere end en gang om dagen, så var de nemmere at rengøre.

For enden af hønsehuset var der en lang række med rafter, hvorpå hønsene sad om natten. De havde mulighed for at gå ud i hønsegården om dagen via en lille lem i muren. Det var meget vigtigt at den lem blev lukket om aftenen, ellers kunne der nemt komme besøg af ræven og det var en katastrofe.

Ugentlig kom der en ”æggemand”, han kørte fra sted til sted og købte de æg folk havde. Ligeledes kom brødmanden, og som før nævnt, fiskemand en gang om ugen. Der kørte også slagter, men det var ikke ofte vi handlede med ham.

Af og til kom der en kludekræmmer, ”uldjyde” som man sagde, jeg tror ikke han kom fra Jylland, men han havde en stor kuffert med undertøj og strømper. Enten kom han gående eller havde en gammel cykel, hvor kufferten var spændt fast. Der er nok blevet handlet lidt, men jeg husker kun når han kom, jeg var lidt bange, han så anderledes ud i tøjet og så vist ikke kam og sæbe hver dag.

En anden kom for at handle med snørebånd, bændler, skosværte og sikkerhedsnåle, stoppenåle og den slags. Det var ting der blev brugt i dagligdagen, så han har nok gjort en god handel mange steder.

Skærslipperen kom også. Han så ikke bedre ud i tøjet end uldjyden, men var gerne i godt humør når han svingede ind i gården med sin trillebør. Han levede vist mest af kogesprit. Man kunne blive så grueligt snydt med slibning af knive og sakse, så mor overlod ikke gerne sine ting til ham.

Vi havde selv en slibesten. Far var rigtig god til at slibe knive. Ikke bare til husholdningen, men også til de lange knive som blev brugt til slåmaskine og selvbinder. Jeg har ofte timevis syntes jeg, trukket slibestenen rundt for ham. Selve stenen var stor og tung og den løb rundt i et lille kar med vand og så var der håndsving på. Det skulle foregå i et bestemt tempo ellers blev der talt med store bogstaver.

Det skete også, at der kom en mand og spurgte om ”fruen” havde noget der skulle klinkes. De var som regel overmåde høflige når de kom og tilbød sig, det havde de tillært sig, ellers blev de bare afvist.

Hvis en skål var gået i stykker, så blev skårene gemt, man smed den ikke bare ud, den kunne blive god igen når den var klinket. Sporene var tydelige. Revnen blev nærmest brun efter limen og så blev der sat noget der mest lignede kramper, nogle steder, til at holde sammen på det hele.

Børstenbinderen kom ca. en gang om året. Han havde alt i koste og børster. Ham blev der handlet meget med. Staldkostene blev hurtig slidte og spandebørsten var helt uundværlig. Alle mælkejunger skulle vaskes når de kom fra mejeriet, dertil havde man en særlig børste. I husholdningen var det den almindelige fejekost og gulvskrubbe som blev mest brugt. Til rengøring af gryder blev der brugt en karskrubbe. Den og nogle af kostene, var lavet af revlingris. Det er helt tynde, smidige ris (pinde). Det var et bundt som var bukket på midten og der sad en ring, så man også kunne hænge den. Midt på var den holdt sammen med kobbertråd. Meget nyttigt redskab til de gryder, hvor maden næsten altid var brændt lidt på. Gryderne var af jern og belagt med emalje, som nemt krakelerede og så den direkte ild på komfuret, det kunne godt være et problem.

Man lavede fortrinsvis koste og børster af heste- gede- ko- og svinebørster.

Mor brugte flittigt tøjbørsten. Når jeg kom hjem fra skole, og der lugtede af salmiakspiritus, så vidste jeg at der havde været gang i pletrensning på tøj. Fars pæne tøj blev ikke hængt på plads efter brug, før det havde fået en omgang. Tøjet den gang kunne ikke vaskes og rensning på renseri brugte man ikke. Hvis tøjet skulle hænge længe inden det skulle bruges igen, kom det i en pose sammen med mølkugler. Møl trivedes utroligt godt i det tøj man havde, som mest var af uld. Ærgrelsen var stor når man tog et stykke tøj der havde været møl i.

Man kunne godt komme til en fest og få en bordherre, hvis tøj havde hængt i mølpose, så stank tøjet af mølkugler, hvilket ikke var særlig rart.

Når mor og far skulle til enten fest eller almindelig familiesammenkomst, var det altid mørkt tøj. Til fest var damerne altid i lange kjoler, alle sorte måske med lidt perlesyning. Jeg kan ikke huske, at mor havde en kjole med farver. Alle så sådan ud, så det var der ikke noget mærkeligt i. Tiderne ændrede sig, også på det punkt, efter 2. verdenskrig, da var det ikke kun de unge der gik med farver på tøjet.

Under anden verdenskrig havde vi kaniner, de gik i bure i det svinehus der den gang lå på den anden side af hestestalden ud til vandingen. Jeg ved ikke om det var med salg for øje, men jeg ved, at det var en god middagsret som supplement til svinekødet.

Ænder havde mor også at passe. De blev fodret godt med korn og så kunne de svømme i vandingen om dagen. Deres vralten og rappen fortalte, at de ikke havde spor lyst til at komme i hus, når vi til aften kom for at lukke dem ind. Ræven var tit på udkig efter en andesteg og det skete der forsvandt en and.

En vanding er at sammenligne med et gadekær, altså et stort vandhul. Egentlig skulle den nok fungere som branddam mange steder, men det var vores slet ikke stor nok til. Derimod blev den brugt til at lægge ajletønden ud i, den var af træ og kunne tørre ud, når den ikke blev brugt, der stod også somme tider en fjeldvogn med hjulene i vand, de kunne også tørre ud og så faldt jernringen af, som holdt dem sammen.

07-Fjeldvogn-på-gårdspladsen
Fjeldvogn på gårdspladsen

Lisbet og Torbens farfar var hjulmand og han har lavet utallige træhjul til vogne, inden man gik over til at bruge vogne med gummihjul.

En hjulmand kan man i dag med held se på de arbejdende museer.

Når jeg er ved familien der, så var deres farmor mejerske i sine unge dage. Det vil sige, at hun tog sig af forarbejdningen af mælk og lavede smør og ost, for eksempel. Det var mest herregårdene der havde mejersker, og farmor var på herregården Ravnstrup ved Herlufmagle.

Når ænderne lagde æg, samlede mor dem og så blev de lagt under skrukhøns i redekasser på loftet. Det var meget spændende at følge når de små ællinger kom ud af ægget som nogle små dunbolde.

I december blev de så slagtet, især med henblik på julen, hvor vi altid fik andesteg. Den dag vi slagtede ænder var så mange som muligt samlet om arbejdet, det foregik i kostalden, for der var varme fra dyrene. Det var vigtigt at samle alle fjer og dun og holde dem adskilt. Det var sent at plukke en and. Mor kom fjer og dun hver for sig i store brune papirposer og så blev de hængt op på loftet.

Efterhånden som der blev nok og der var behov for det, blev de brugt til dyner og puder.

Alle vingerne blev gemt, de blev brugt til mange forskellige ting, for eksempel til rengøring. Sofa og lænestole havde spiralbund og der var det vældig praktisk med en fjervinge til at fjerne støvet. De blev også brugt ude ved maskinerne. Allerbedst var det med gåsevinger, men det var kun i bedstefars tid vi havde gæs. Da han ikke var mere, ville mor og far ikke have gæs. De krævede meget plads og når de gik frit ude lavede de et forfærdeligt svineri.

Som før i tiden, blev der også i vor tid fortalt historier når vi plukkede ænder. Ellen var der altid, og hun kom meget rundt hos folk og hjalp, så hun vidste en masse om mange mennesker og fulgte også godt med indenfor familien.

Vi havde en radio og der blev holdt avis, men derudover var det kun når man snakkede ”over hegnet”, at man fik noget at vide.

Urtehaven var stor. Vi skulle jo være selvforsynende med alt, kendte ikke til at købe grøntsager eller frugt, undtagen til jul og når der var familiefest.

En nøddegang skilte den gamle have og urtehaven. Her var alt i grøntsager, kål og bær. Jordbær for eksempel, dem glædede jeg mig særligt meget til. Det var ikke alle der havde jordbær. Dem fik vi som pålæg på rugbrød, så der var altid nogle der gerne ville bytte min jordbærmad i skolen.

Der var en lang række med stikkelsbærbuske. De nåede næsten altid at få en sort belægning, som så skulle gnides af når vi skulle nippe dem. Jeg tror ikke vi havde tomater i haven, det blev først almindeligt langt senere. Bønner var der mange af, igen for at have noget at bruge om vinteren. Vi havde en lille maskine, der kunne tage to bønner af gangen, hvor de så blev snittet. Det hørte med til det sjove, så det var ikke slemt at blive sat til at snitte bønner. Der var også sølvbeder, som jeg ikke tror man kan få mere. Afløseren for dem var spinaten, som var finere i bladene. Vi havde også kørvel, som blev brugt til suppe på lige fod med grønkål. Kørvel har en helt speciel smag, som jeg gerne oplevede igen. Der var grønkål, hvidkål, rosenkål, rødkål og rødbeder og mange ærter. Der var græskar og asier, gulerødder og løg. Kartofler havde vi i marken og når de blev taget op om efteråret blev de lagt i kuler ligesom gulerødderne og rødbeder blev det. Så hentede man ind til nogen tid af gangen. Det var en kold oplevelse at skulle hente de grøntsager ind om vinteren, ofte var kulen dækket af sne og dernæst et lag halm med jord på, som skulle fjernes inden man kom ind til det man gik efter. Det var meget vigtigt, at der blev dækket godt til igen for frosten.

08-Fætter-Ejvind-er-på-ferie
Fætter Ejvind er på ferie

De store buske med ribs og solbær stod inde i selve haven. Når tiden var inde til at plukke dem, så måtte jeg være med. Det var ikke altid det passede mig.

Jeg kan huske engang hvor jeg fik en spand i hånden og besked om, at plukke ribs. Jeg troede jeg var meget smart, da jeg fyldte godt op fra bunden med blade, så det tog ikke så lang tid, men mor blev meget vred da hun opdagede det, og jeg kan tænke mig at jeg er blevet sendt af sted igen – som fortjent.

Det var ikke det eneste nummer jeg lavede. Jeg husker meget tydeligt engang hvor jeg havde taget 35 øre i mors pung. Skolelærerens Karen havde nogle helt uimodståeligt kønne glansbilleder. Dem ville jeg gerne eje, men hun forlangte altså 35 øre for dem. Havde jeg spurgt, havde jeg fået nej Jeg kendte ikke til at få lommepenge, det var der vist ingen andre der gjorde, så jeg lod mig friste. Det værste var, da det blev opdaget, så måtte jeg gå den tunge gang tilbage med glansbillederne og Karen måtte af med pengene.

Blomsterhaven foran stuehuset var meget flot. Snoede havegange omkring græsplænen frem til en stor stensætning, fyldt med blomster og foran en bænk, hvor vi kunne sidde og nyde et springvand. Flagstangen stod foran stuehuset og det var dejlige dage, når vi sammen med far hejste flaget for at fejre fødselsdag.

09-Blomsterhaven
Blomsterhaven

Først i 1900 tallet skete der noget med stuehusene på gårdene. Folk havde brug for mere og bedre plads, en stue mere eller et værelse. Hos os var det gamle stuehus helt nedslidt og der blev i 1912 bygget et nyt stuehus. (pris 6000 kr.) Det har været en kæmpe forandring for mine bedsteforældre, hvor de kom fra små lavloftede rum og over i det nye, med højt til loftet. Dagligstuen blev flittigt brugt, men den fine stue med de røde plysmøbler blev der kun åbnet til ved særlig festlige lejligheder, som for eksempel julen. I 1918 blev indlagt elektrisk lys. Der forinden var det petroleumslamper og tællelys der blev brugt som belysning. Jeg kan nok ikke rigtig forestille mig, hvilken forandring det har været. Fra petroleums lamper, der røg og lugtede og så til at trykke på en knap. Det var ikke tilgiveligt at gå fra et rum uden at slukke lyset efter sig. Der var også kun et lampested i hvert rum. I karnappen stod dog en bordlampe.

I min barndom var der ikke møbler i den pæne stue. Da bedstefar døde fik fars søskende en del, bl.a. de møbler der stod i den stue.

Det var faktisk først i 1950erne at mor og far købte møbler til den stue. Den blev indtil da brugt til større familie sammenkomster. Konfirmationer og runde fødselsdage. Og så til jul, hvor juletræet altid stod der.

Der var ikke noget der hed køleskab eller fryser, nej, der var sulekar i kælderen, hvor næsten alt kød blev lagt ned og saltet for at kunne holde sig. Når flæsket skulle bruges, måtte vi dagen før tage det op af sulekaret, lægge det i vand, så saltet kunne trække ud, det måtte ofte gentages flere gange, efter hvor lang tid det havde ligget. Der var også en stor tønde med spegesild, som var en almindelig spise med stuvede kartofler til. Der var hylder fra gulv til loft, hvor henkogningsglas stod på række, de indeholdt både kød og frugt. Det var forholdsvis nyt, at henkoge, men det brugte mor meget. Ved siden af sulekarret stod et bord, der stod brødmaskinen, som slet ikke var en maskine, men en halv kasse på ca. 30 cm hvor man lagde brødet og for enden var en buet kniv som blev betjent med et håndtag. Man skubbede brødet frem og kunne selv bestemme tykkelsen på skiverne. Når man var færdig blev krummerne fejet sammen med en fjervinge fra en and.

Når der var malket til aften gik en af os med et stort rødt lerfad, ned til stalden og fyldte fadet med mælk. Det blev sat på kældergulvet og næste morgen skummet for fløde, der kunne være rigtig meget. Det blev brugt i madlavning og somme tider som flødeskum til dessert eller lagkage. Det var tykkere end den piskefløde man kan købe. Først når mælken kom på mejeriet blev den behandlet så fløden kom fra sødmælken. Letmælk var der ikke noget der hed, men skummetmælk og valle kunne man få med hjem til at fodre kalve og grise med. Der blev også lavet kærnemælk og den var noget bedre end den vi kender i dag. Vi brugte meget kærnemælk i husholdningen, fik tit kærnemælkssuppe om vinteren og koldskål om sommeren.

Om sommeren fik vi tit tykmælk. Det blev lavet til i dybe tallerkner. Man blandede kærnemælk og sødmælk + fløde, det stod natten over på køkkenbordet, fordi det gerne måtte stå lidt lunt. Det blev serveret med revet rugbrød og puddersukker. Det smagte utrolig godt.

På kældergulvet stod i bærsæsonen mange store krukker fyldt med forskelligt frugt, der var blandet med sukker. De skulle røres hver dag i ca.3 uger, så var saften trukket ud og den blev siet fra og kom på flasker og blev proppet til. Bærrene blev brugt som tilbehør til middagsretter eller til sødsuppe. Der blev gjort meget ud af at rense flaskerne for ellers kunne saften ikke holde sig. Alligevel kunne man godt få fat i en flaske saft der var gæret og som så måtte kasseres.

Der blev også kogt meget frugtgrød, om sommeren blev det spist som efterret, faktisk hver dag. Frugterne havde vi jo selv og ingen fryser til at opbevare dem i til senere.

Når det var tid for blommer og æbler blev mange tørret i ovnen. Vi havde en lille æbleskræller, der blev spændt fast på bordet. Æblet blev sat på en lille greb og så drejede man på håndsvinget og nu skete underet, æblet blev skrællet og kom ud som en spiral og kernehuset sad tilbage. Disse tørrede frugter blev gemt i små melposer af stof . Om vinteren kunne man så tage en portion, lægge den i blød og bruge den til frugtsuppe.