Barndomsminder 1 – Fugleholmsgården

Fugleholmsgården

Erindringer af Kirsten Olsen tilegnet børn og børnebørn

 

01-Kirsten-Olsen
Kirsten Olsen

Næstved november 2005

Kirsten Olsen

 

Kirsten Margrethe Fugleholm Nielsen født 6. maj 1931 i Hejninge.
Gift 7. november 1952 i Skt. Mikkels kirke i Slagelse med
Poul Anker Olsen født 17. maj 1926 i Hyllinge. Død 2. september 1994.

Forældre
Hans Jørgen Fugleholm Nielsen (far) født 30. september 1898. Død 14 oktober 1973.
Gift 27.juni med Hertha Christensen (mor), Kagstrup, født i København 27 februar 1899. Død 21. august 1996
Borgerligt viet hos sognefogeden i Skelby sogn og i Skelby kirke af Niels Dahl, Liselund, præst i Havrebjerg frimenigheds kirke.

Søskende
Maren Birgit Fugleholm Nielsen født 24. marts 1934.
Eva Kirstine Fugleholm Nielsen født 21. december 1941.

Bedsteforældre
Jens Peder Nielsen (farfar) født 1. marts 1854 i Hejninge. Død 25. april 1937. Gift med Maren Metine Jørgensen (farmor) i Skt. Mikkels kirke Slagelse, 23. september 1897. Født i Fårdrup 13. oktober 1866. Død 24. juni 1928.

Valdemar Christensen (morfar) født 25. april 1871 i Kagstrup. Død 9. juli 1956. Gift med Karen Kirstine Jørgensen (mormor) født 7. oktober 1874 i Flakkebjerg. Død marts 1935. Gift i København 22. april 1898.

 

 

Erindringer fra Fugleholmsgården

02-Fugleholmsgaarden
Fugleholmsgården som den så ud da jeg var barn.

Mine oldeforældre Dorthe og Niels Hansen, ejede ”Fugleholmsgården” fra 1848-1897. Niels Hansen var den første selvejer af Fugleholm, som ellers havde hørt under ”Valbygården”.

Dem der efterhånden kom til at eje deres gårde, gjorde et stort arbejde for at vedligeholde og forny. De fik for eksempel lyst til at anlægge haver, som man stadig kan se resultatet af mange steder.

I 1864 anlagde Dorthe og Niels Hansen en stor have, plantede mange buske og frugttræer. Mine bedsteforældre og siden mor og far og nu Eva og Søren har gjort meget for at vedligeholde og plante nyt i den gamle have. Langt de fleste træer er væk, men der står stadig, nu langt over 100 år efter, et æbletræ, et par sveskeblommetræer og en buskbom.

På dette sted og i disse omgivelser blev jeg født en morgen i maj 1931, og fik  min barndom der. Jeg har ikke megen fornemmelse af, hvordan det var i de første år. Men der var trygt og godt, hele tiden nogen omkring mig.

Det var krisetider i landbruget, så der var ikke meget at slå til side med. Det var ved stor sparsommelighed og nøjsomhed, at mor og far klarede sig gennem de første år i 30erne.

Mange gårde kom på tvangsaktion og med de få midler de havde, var det svært at komme videre.

Byen er Hejninge, et lille lokal samfund, hvor alt hvilede i sig selv. Der var det man havde brug for i det daglige. Der var en tømrer, en murer, en smed, en frisør og brugsforening. Der var kirke, skole og et forsamlingshus.

Der var enkelte huse og så ellers gårde, som havde deres jorde gående ud fra byen i alle retninger. Der havde ligget mange flere gårde i byen, men de var flyttet ud på markerne. Det skete efter en brand i byen, år 1781, hvor 8 gårde og 13 huse brændte. Den gang blev Fugleholmsgården også flyttet ud på marken. Det gamle stuehus i Hejninge fandtes stadig i min barndom, vi skulle forbi det hver gang vi skulle i skole. I dag er det væk, og der ligger et andet hus på grunden.

03-Stuehuset1700
Det gamle stuehus fra 1700 tallet

Min farfar (Bedstefar) levede til 1937, så ham husker jeg. Han havde en stue på den anden side af gangen i stuehuset, det halve af det der nu er Eva og Sørens spisestue. Her kunne han trække sig tilbage efter behov. Det skete jeg fik lov til at komme med ham om på værelset. Her havde han sin seng, sin stol, et lille bord og en kommode. På kommoden stod nogle fine ting, som jeg fik lov at holde forsigtigt. Ingen af de ting findes mere. Da bedstefar døde blev det delt til familien. Bedstefar sad altid for bordenden ved spisebordet i stuen. Når jeg skulle i seng, kravlede jeg op og sad på bordet med fødderne i hans skød. Bedstefar var god til at fortælle historier, desværre kan jeg ikke huske dem. Når jeg selv bestemte, var det en om en hane, men mere husker jeg ikke.

Vi fik lov til at være hos ham lige til det sidste, uden dog at vide, at det var sidste gang vi så ham. Det står helt tydeligt for mig, at Birgit prøvede at give ham et bolsje, men det sad bare i skægget. Bedstefar havde et meget stort, flot hvidt skæg som jeg aede, når jeg sad hos ham

Han var en gammel mand, da jeg blev født, så han har ikke kunnet hjælpe meget til i mark og stald. Men bedstefar var en god hjælp som barnepige for os piger. Mor havde mange gøremål og så var det godt at bedstefar var der, det har han nok også nydt. Mor fortalte, at når vi gik tur i haven, så pegede jeg bare på de blomster jeg ville have, og så fik jeg dem. Det var mor ikke så glad for.

Dengang var der ikke noget der hed alderdomshjem, det var en selvfølge at de gamle blev passet af næste generation, lige til deres død. Det var ikke bare på gårdene, men også de små steder. Mange steder var der den fælles stue, et køkken og så hver sit soverum. De skulle få dagligdagen til at fungerer og det var ikke uden gnidninger. Især var det svært for en svigerdatter at komme ind i familien, hvis den gamle kone var der. Det var hende der bestemte. Mor har måske heller ikke altid syntes, at det var lige let, men hun tog sig godt af bedstefar.

Far og mor var de første, der fik deres eget hus, men var dog på gården til de døde.

04-Farfar-og-farmor
Farfar og farmor

Min farmor døde i 1928. Hjemmet var uden husmor indtil min mor kom som husbestyrerinde 1930. Meget ændrede sig ude og inde da mor og far overtog gården.

Min bedstefar var ofte den første der anskaffede sig nye redskaber, f.eks. var han den første der fik selvbinder i Hejninge. Før blev alt korn høstet med le og så gik karle og piger og bandt negene.

Bedstefar var også en af de første der var på højskole, det var Vallekilde højskole hos Troels Trier, som kom til at betyde meget for ham. Det var i 1872. Jeg har ofte tænkt på ham, når jeg var der til møder. Ville gerne at han kunne have set, at det stadig samler unge mennesker og at det nyttede det de kæmpede for.

Husmødre på landet skulle helst ikke stikke næsen frem, men det kunne min farmor ikke tage sig af. Hun havde været selvstændig modist i Ringsted inden hun blev gift og var opdraget til at tage del i det der rørte sig i samfundet. Hun havde været på Hjørlunde højskole og havde bl.a. også været husjomfru på Holsteinsminde. Hun var med til at starte” Husmoder foreningen” i Slagelse. Hun kom til et meget gammeldags hjem og hun og farfar var meget forskellige, så hun havde det svært i sit ægteskab.

I bedstefars tid som mand på gården, var det almindeligt at pigerne tog sig af malkningen, som de havde gjort i generationer. Min farmor havde altid to piger..

Man var mange om arbejdet, redskaberne var få, set med vore øjne, og alt markarbejde foregik med håndkraft og heste.

Man var selvforsynende med alt. Der blev slagtet gris, høns og ænder og urtehaven var stor.

Husmoderen stod for bagning af alt brød, og der blev brygget øl. Der blev kartet og spundet af hør og uld, som de siden vævede og strikkede af. Det var utænkeligt at man gik med andet end hjemmestrikkede strømper. Man havde kun petroleumslamper og tællelys, som de også selv støbte. Ved det sparsomme lys er der lavet mange skønne håndarbejder, utroligt at de kunne se til det.

Der findes derhjemme nogle meget gamle håndarbejder, bl.a. en dåbspose, som min bedstefar er døbt i, og andre ting. Desuden findes der også nogle fine ting fra mors hånd, som hun lavede i sine unge dage. Jeg har en oval bakke, hvori der er indlagt en strikket serviet, lavet af en veninde til min farmor for over 100 år siden.

Tingene ændrede sig da far overtog gården. Far havde karle til hjælp i mark og stald og mor havde en pige, udelukkende til hjælp inde og i haven, samt pasning af os børn, efterhånden som vi kom til.

05-Far-og-mor
Far og mor

Far havde i sin ungdom været ude og tjene forskellige steder, havde været på højskole og landbrugsskole. Var aktiv i gymnastikforeningen og ledede i flere år en studiekreds, sad senere i sognerådet, frem til hans sygdom umuliggjorde det. Han var en glad og positiv mand der var velset og afholdt.

Mor havde også haft forskellige pladser og været på højskole i Haslev. I modsætning til fars Grundtvigske synspunkt, var mor knyttet til indre missionske kredse. Med stor respekt for, hvad de hver især stod for, fungerede deres liv godt. Det var nok mest på fars præmisser, men mor har tydeligt givet udtryk for, hvor glad hun blev for fars store familie, hvor hun befandt sig godt og blev godt modtaget.

Min far kunne også fortælle mange ting fra sin barndom. På et tidspunkt skrev han også noget af det ned, og det er jeg glad for i dag, ellers var det nok glemt. I fars barndom havde de også får, kalkuner og gæs og det på godt og ondt.

Far fortæller:

”I mine drengeår havde de fleste gårde fårehold. Nogle, som vor nabokone, Marie Frederiks kartede og spandt selv ulden, men de fleste var på den tid gået over til at sælge ulden og købe garnet.

Fåreflokken bestod som regel af tre får og en vædder, og når den var gal skulle man have en vis erfaring for at kunne omgås den, hvad vi dog også fik stor erfaring i.

Vi havde i mit hjem i flere år en stor, sort vædder, hvis meriter især har fæstnet sig i min erindring. Den meste tid af året var den forholdsvis fredelig og når vi bare passede på ikke at vende ryggen til den når vi skulle” flytte”, skete der sjældent noget. (flytte, det vil sige, at vædderen stod i tøjr på en græsmark i en lang kæde med en tøjrpæl i enden, som blev slået i jorden. Flere gange om dagen blev den flyttet til nyt sted for at græsse). Ellers kunne det godt hænde, at man lå og sprællede et godt stykke uden for tøjrslaget, før man rigtig vidste af det.

Men i parringstiden om efteråret var ”Mads” ikke god at komme nær og da fårene sent om efteråret ofte gik løse, kunne der opstå pudsige situationer når Mads var i dårligt humør og nogen kom for nær til hans harem.

Engang da naboen, Frederik Hansen, der havde vores jagt, var ude på embeds vegne, kom han lidt for nær til fåreflokken. Mads så sig gal på ham og gik til angreb. Heldigvis var skelgrøften lige i nærheden, den var ca. en alen dyb og den måtte Frederik springe ned i for at redde sig. Men Mads blev stående og vågede over ham. Først da Frederik havde skudt et par skud af i luften, blev vi der arbejdede i roemarken oppe ved dyssen, opmærksom på, at der var noget galt, og da vi så at der hang en sky af krudtrøg over fårene, fik vi mistanke. Så måtte vi jo ned og redde Frederik og det tør nok siges, at han var vred.

En anden gang var det far det gik ud over. Fårene var ikke kommet hjem til aften som de plejede og far gik ud og lede efter dem. Han fandt dem ved Frederik Hansens roekule. Men det passede ikke Mads at komme hjem. Han gik løs på far, der måtte smide sig ned i udgravningen til roekulen for at redde sig og først da der på hans råb kom nogle håndfaste karle til hjælp, blev han befriet.

Mads var også god at ride på, når jeg skulle hente ham hjem om aftenen, men det skulle helst være, når far ikke så det.

Jeg må lige nævne her, at omtalte nabos kone Marie Frederiks, var en meget rar kone for os børn. Det hører til mine meget gode barndomsminder, at hun, når vi om efteråret kom ned i engen for at flytte køerne, kom ud til os med forklædet fyldt med blommer og æbler. Der var ikke så meget af den slags den gang, så vi var lykkelige for det.

Hvert efterår skulle fårene vaskes og klippes og det arbejde overværede jeg med stor interesse.

Vaskningen foregik i det store bryggerkar, som blev stillet op omme mellem kostalden og ajlebeholderen. Karret blev fyldt trekvart med vand og så blev fårene efter tur stillet derop, og ”toet” af mor, far, gamle Kristian husmand og som regel en af karlene, der især hjalp med at holde fåret.

Vædderen kom altid i til sidst, når vandet var blevet til rigtig lud. For øvrigt anvendte mor altid fårenes brugte vaskevand til at vaske rigtig snavset arbejdstøj i. Min andel i historien begynder da de engang var nået til at vaske vædderen.

Arbejdet foregik i bøjet stilling og derfor med stramme buksebage. Jeg gik og legede med en halvlang kæp og Kristians blankslidte molskindsbag var for stor en fristelse for mig. Pludselig drev jeg ham en ordentlig en med kæppen. ”Av for s….” råbte Kristian og vendte sig en halv omgang og langede mig sådan en på siden af hovedet, at jeg trillede hen ad jorden.

Stortudende rendet jeg min vej og skønt Kristian og jeg ellers var de bedste venner, gik jeg dog nogle dage og skævede til ham, inden det gamle fortrolige forhold blev genoprettet”.