Barndomsminder 10 – Julen

Julen

Erindringer af Kirsten Olsen

Når efterårsarbejdet var færdigt i mark og have, så kom den lidt mere stille tid. Skulle vi skifte karle eller pige havde der været travlhed med at gøre rent, så når de nye folk kom, var der orden og rent alle vegne.

Når vi nærmede os december og julemåneden, så begyndte vi at glæde os. Det var den helt store oplevelse, når vi skulle med til Slagelse på juleudstilling ind under jul. Dengang blev der ikke pyntet op før de sidste 14 dage inden jul. Folk havde ikke så meget at købe for og gaverne var ikke mange og store. Glæden ved at få dem var stor, vi fik jo kun gaver når det var fødselsdag eller jul, så ofte havde vi ønsket en ting meget længe.

Da jeg var så stor, at jeg selv kunne tage med toget til København, fik jeg lov til at komme ind til Moster Anna, som på det tidspunkt boede derinde. Hun brugte en hel dag på at gå med på juleudstilling. Det sagde spar to til den udsmykning jeg så i Slagelse. Alle de store forretninger på strøget havde i deres vinduer pyntet med nisser og andre ting, som kunne bevæge sig. Jeg kunne slet ikke få nok af at beundre det. Og så gik vi på konditori og fik chokolade og kage, når vi var trætte af at gå rundt. Det var måske årets største oplevelse.

Der var travlhed i december måned. Der skulle slagtes gris og ænder og der skulle bages. Kagedåserne blev fyldt med pebernødder, vaniljekranse, korendkager og brune kager, der var stukket ud med en form, som lignede en blomst og på hver kage et stykke mandel. Det skete ofte at der til stor ærgrelse kom en plade ud af ovnen, som havde været der lidt for længe. Det var vanskeligt at tilpasse temperaturen på et brændekomfur, det drejede sig om en vis fornemmelse.

Kobbertøjet blev samlet på køkkenbordet og så måtte vi hjælpes ad med at pudse. Det var ikke det mest sjove arbejde, for der var faktisk mange ting. Det meste af det var samlet gennem flere generationer og det skulle der passes på.

Det var også en tradition, at far hvert år bandt en julekrans. Adventskrans blev først kendt langt senere. Den krans far bandt var dobbelt så stor i omkreds som den adventskrans vi kender i dag. Den havde kun tre lys og var ophængt i tre røde silkebånd med sløjfe foroven. De bånd blev gemt fra år til år og strøget inden brug.

Mor bandt en trearmet lysestage. Hun brugte ganske små grankviste, som blev bundet tæt. Et meget flot arbejde og ingen jul uden lys i den stage. Så længe mor og far boede i stuehuset var det dem der gjorde det arbejde. Senere var det Eva der gjorde det. Moster Bitte har en magen til og det minder om jul derhjemme.

Det skete, at vi blev sat i gang med et eller andet. Et år op til jul havde far skåret nogle firkanter ud af krydsfiner. Der blev tegnet forskellige motiver, som vi ridsede ned i træet. Bagefter blev det farvelagt og til sidst fik de lak. Det var beregnet til smørebrædder. (måske til julegaver, jeg husker det ikke).

Om aftenen samledes vi omkring spisebordet for at klippe kræmmerhuse og hjerter. Eller vi lavede garnnisser, som fik huer af silkebånd. Der var mange af de karle og piger vi havde, der gerne var med til det, og det var rigtig hyggeligt.

Far læste op fra ”Ved julelampens skær”, som blev købt hvert år op til jul.

Vi fik også vore egne hæfter med julehistorier.

Vi havde også en del spil, bl.a. spillede vi meget ”æsel”, det var sjovt når vi var mange omkring bordet. Vi spillede også meget ”Bob”.

Lyset skulle der spares på, vi tændte ikke før det var absolut nødvendigt. Sidst på eftermiddagen holdt mor ”mørkning” med os. Så sad vi i kakkelovnskrogen og snakkede eller vi sang og mor læste højt.

Man skulle også opføre sig ekstra godt i julemåneden. Den ”lille grå mand” holdt nemlig øje med os. Han havde boet på gården lige så længe den havde ligget der. Han boede på høloftet over kostalden. Fodermesteren sørgede altid for at der blev lidt hø tilbage på loftet, han ville heller ikke fornærme den gamle nisse, man vidste jo aldrig hvad han kunne finde på at drille med.

Den grå mand var cirka en halv meter høj, havde helt gråt tøj, rød hue og træsko.

Far sagde tit: ”Hov, der smuttede den lille grå mand forbi vinduet”. Så havde han lige set toppen af huen. Jeg tror også at jeg nåede at se den røde hue, eller ?

Nisser har været kendt i flere hundrede år. Folk var overtroiske, og især nisser havde man respekt for. Når noget gik godt, kunne det godt være nissens skyld. Skovnissen kendte dyrenes sprog. Staldnissen hjalp bonden i det daglige arbejde og var som regel flink og venlig og god ved dyrene. Behandlede husbond ikke dyrene godt, drillede nissen dyrene og gjorde dem urolige, så de ikke gav så meget mælk. Det var meget vigtigt at huske at sætte et stort fad risengrød op på loftet juleaften.

Husnissen skal behandles rigtig godt, ellers ramler alverdens ulykker ned over folk. Dem der tror de hører spøgelser, bliver i virkeligheden drillet af nissen, fordi de ikke har behandlet den ordentlig. Julenissen er en anden slags, i virkeligheden en forvokset staldnisse, han kom først ind i nissefamilien i år 1580. Han skal også havde risengrød til jul. Der findes mange andre slags og de findes både i Norge og Sverige, hvor de har samme betydning.

Som sagt var julen noget vi så frem til med stor glæde og forventning. Der skete noget nyt hver dag og jeg glædede mig til at komme fra skole og få del i forberedelserne.

I skolen sang vi hver dag julesange og salmer og det gjorde vi også hjemme. Jeg kunne dem alle sammen udenad. Hvert år kom tante Margrethe (gift med fars morbror) hen på skolen. Hun skulle hjælpe os med at klippe nye ting til det store juletræ i forsamlingshuset, det var en dejlig dag.

Min farfar levede jo i mine første barneår, og så længe han levede fik vi risengrød, gåsesteg og æbleskiver juleaften. Gæs skulle have meget plads og de grisede meget, så da bedstefar døde, blev det and i stedet for gås, der kom på menuen.

Lillejuleaftens dag kom juletræet ind. Det stod altid i den bageste stue, der hvor Eva og Søren har spisestue. Det vil sige, at det var kun det halve rum, for bedstefars værelse var der stadig. Fløjdørene var altid lukkede dertil, nu skete der ydermere det, at der kom vat i nøglehullet. Vi måtte ikke se det pyntede juletræ, før det var tændt juleaften. Når mor skulle ind i den stue, kunne man være så heldig at få et glimt af træet.

Denne aften blev der serveret nøddekrans til kaffen. Når den var lagt på plade, blev den med en saks klippet i et zik-zak mønster inden der kom sukker på. Den var, som jeg husker det, ret tør, men det havde vel noget at gøre med den dårlige kvalitet mel man havde i husholdningen.

På fars tobaksbord stod nissehuset. Far lavede det til min første jul og der var små porcelænsnisser og en lille tallerken med risengrød. Det flyttede med, da mor og far kom over i huset og nu står det, så længe jeg er til, her i min stue til jul.

35-Jul

Juleaftens dag var utrolig lang, og alle havde så travlt med forberedelsen af mad.

Husk på, det skulle jo foregå på brændekomfuret. Alle ildsteder og ovnen var i brug, og der duftede af rødkål og andesteg.

Det var tradition, at vi til frokost fik stuvede kartofler med sylte.

Om eftermiddagen gik alle der havde lyst, i kirke. Det var en dejlig oplevelse, og så jævnede det også ventetiden. Mor blev hjemme, og når vi så kom tilbage, havde hun bagt æbleskiver. Det store røde lerfad var fyldt og der var syltetøj og sukker som tilbehør. På det tidspunkt kom Jens Jørn også og fik kaffe og ønskede glædelig jul.

Inden det endelig blev det tid, at vi skulle til bords, havde vi været i stalden med grød til nissen, som han spiste med velbehag, næste dag kunne vi hente det tomme fad.

36-Julelys
Lysene var tændt i alle stager og julekransen, der hængte i karnappen. Midt på bordet stod nissen ved grødfadet med sine 7 lys i kanten af fadet.

Inden vi begyndte at spise, læste far juleevangeliet og vi sang:

O kom til os alle, du højtidens drot,
om lokken er gylden, om håret er gråt,
udbred dine hænder, mens lysene brænder,
og skænk os din fred,
thi evig, ja evig er glæden, når du følger med.

Vi fik risengrød med kanelsukker og smørhul og derefter andesteg. Det var et solidt måltid. Først langt senere gik vi over til ris a`l`amande med mandel og mandelgave. Til maden drak vi nisseøl. (En sød maltøl)

Når vi havde spist skulle der vaskes op. Det tog uendelig lang tid, syntes vi, men så læste far en historie.

Mor havde listet sig ind til juletræet og tændt det, og nu gik dørene op og der stod det i al sin glans. Det var hvert år det kønneste træ vi havde set. Når vi havde nydt træet lidt, tog vi hinanden i hånden og gik omkring træet og sang alle de julesange, vi havde øvet os på en hel måned.

Så kom tiden til gaver. De lå i en stor rund kurv, og derfra blev de fordelt til alle. Der var ikke mange, men det var næsten altid det, vi så brændende havde ønsket os. Overraskelserne var det, der var fra pigen og karlene. Jeg husker, at der altid var pakke til os fra Farbror Arne. Tante Elna var så god til at finde ting som vi ellers ikke kunne drømme om. Mor og far gav også gaver til folkene. Hvad pigen fik, husker jeg ikke, men karlene fik en skjorte eller handsker.

Vi glædede os også meget til at få noget af alt det dejlige, der var sat frem i fine skåle. Der var nødder, dadler, figner og appelsiner. Det fik vi jo kun til jul. Der var pebernødder og til kaffen kom julekagerne på bordet. Der var klejner, vaniljekranse, korendkager og brune kager.

Karlene forhandlede sig frem til, hvem der skulle have fri i julen. Køerne skulle jo malkes og hestene passes. Det skete ofte, at nogle selv ønskede at holde jul sammen med os. Andre boede i nærheden og tog selvfølgelig hjem til deres familier. Jeg tror faktisk også, at den unge pige næsten altid holdt jul hos os, så alene har vi aldrig været. Der var så heller ingen problem med at nå omkring juletræet, når den tid kom.

1. juledag var det tradition, at moster Minna og Peder Jensen kom til frokost. Der blev serveret stegte ål og stuvede kartofler, som både far og Peder Jensen kunne spise med en nydelse, som jeg kun har oplevet med dem. Der har selvfølgelig været andre gode ting, mor havde jo lavet både sylte og rullepølse da de slagtede.

Jeg tror der var snaps til ålen, men ellers var det juleøl der blev drukket. Vi kendte ikke til sodavand, men så fik vi dejlig hjemmelavet frugtsaft.

Jeg kan ikke huske, at vi så familien i julen. Det var besværligt at rejse under krigen og det var koldt. Det krævede overnatning når familien kom, så det var på andre tider vi så hinanden.

Til mors fødselsdag den 27. februar kan jeg huske flere gange at hendes familie kom. Jeg husker tydeligt, hvor de kunne more sig. Både morbror Thorvald og moster Anna havde ikke langt til smilet og så kunne de fortælle historier, så alle ”lå flade” af grin.

Det skete de kom på besøg nogle dage hver for sig. Det var det bedste vi vidste, så havde vi det sjovt. Bobspillet blev lagt på bordet og de voksne tog nogle dyster.

Underholdningen var som bekendt beskeden, der var bare radioen, så vi måtte finde på noget selv og det var dejligt når de voksne ville være med.

Næste store begivenhed var juletræet i forsamlingshuset 3. juledag. Folk kom fra alle kanter i sognet. Under krigen havde vi hvert år så meget sne, at mange måtte køre i kane til forsamlingshuset. Det var Jens Jørn der kørte for os. Hesten blev så staldet ind på en gård i nærheden.

I salen stod juletræet. Det var så stort og flot og pyntet med alle de ting vi selv havde lavet i skolen. Døren til salen var lukket til lysene på træet var tændte. Jeg fatter ikke i dag, hvordan alle de mennesker blev pakket sammen i den lille stue og gangen, men der blev godt nok også mast meget.

Dørene gik op, og vi styrtede ind og løb omkring træet for at se det i al sin pragt.

Så tog vi hinanden i hånden og i to, tre kredse gik vi nu rundt og sang alle julens dejlige sange. Alle forældrene sad på en bænk langs væggen eller på balkonen. Ofte med mindre børn på skødet, alle skulle med.

Der var der også en spillemand. Han hed Poulsen, kom uanset vejret, hvert år gående fra Korsør med sin violin under armen. Han spillede til julesangene.

Når vi havde danset tilstrækkeligt længe om træet, sluttede vi med ”Nu er det jul igen”, derefter fik vi en godtepose. Det var spændende hvad der var i, men under krigen var det småt med det lækre. Brugsmanden havde i lang tid gemt noget med henblik på poserne til jul, så der kunne godt være lidt chokolade, en appelsin og et æble og pebernødder.

Så spillede Poulsen op til sanglege og alle børn kom på gulvet. Jeg kan huske nogle af legene. ”Tyv, ja tyv, det skal du være”, ”Syv raske piger i en ring”, ”Bjørnen sover” og ”Så går vi rundt om en enebærbusk”. Derefter gik dansen med ”Fingerpolka” ”Lotte død”. ”Rids rads”, og hvad vi ellers kunne danse dengang.

Kl.12 sluttede festen og glade og trætte kørte vi hjem igen.

Nyårsaften var der igen dækket op til en festlig aften, og vi kom i det fine tøj.

Om eftermiddagen havde vi fået æbleskiver ligesom vi fik juleaftensdag. Der har sikkert været tradition for, hvad vi fik at spise, men det husker jeg ikke.

Juletræet blev tændt og vi fik frugt og godter. Her deltog også de karle, som ikke havde fri. Senere skulle de ud og lave nytårsløjer. De gik i nabolaget og folk var forberedt på, at der kunne ske hvad som helst. For eksempel var havelågen taget af og trillebøren lukket inde, for ellers var den væk når den skulle bruges næste dag. Ved at gnide med en prop på ruderne, kunne man frembringe en forfærdelig hylelyd, og folk der sad inde, var ikke i tvivl om, at der var ”gæster”.

Mange steder blev de budt indenfor og fik et glas vin, og så blev der ønsket godt nytår. Der blev også lavet grove løjer, som de godt kunne komme til at stå til regnskab for senere. På turen rundt traf de karle og piger fra de andre gårde, som så fulgtes ad. Det kunne også ske, at sengene fik vendt bunden i vejret i karlekamrene.

Hellig tre konger var ikke noget vi festligholdt, men juletræet stod altid til efter hellig tre konger, hvorefter pynten blev taget af og gemt til næste år. Juletræet endte som optændingsbrænde

Far fortæller om deres jul:

Det hørte til sjældenhederne, at der lå sne til jul. Decemberdagene omkring jul var gerne grå og triste, men for os børn var tiden feststemt.

Den sidste uge før jul forberedte mor den spiselige del, der begyndte med bagning. Fra morgenstunden flød køkkenbordet med mel og dej, for det hele skulle helst tilendebringes på en dag og dagen igennem lignede vi børn små bagersvende. Vi fik nemlig lov at rulle og snitte pebernødder, og der skulle mange til, for vi var ofte helt op til 14-16 mennesker, jule-nytår og helligtrekongers aften, når Kristian husmand og Laura kom med 5-6 af deres børn.

Når det gik højt og vi havde nogle flinke piger, fik vi også lov til at lave kagehuse- mænd og koner. Det var en ordentlig sæk pebernødder mor gemte væk om aftenen, men de skulle også slå til hele højtiden igennem.

Juleaftensdag blev der gjort rent både ude og inde og mor pyntede juletræet i ”overstuen”. Der var to døre mellem den og dagligstuen, så der var ikke noget med at kigge gennem nøglehullet.

Når det begyndte at mørkne blev vi børn gjort i stand og fik søndagstøjet på.

Så begyndte det højtidelige..

Karlene og Kristian husmand med sin familie kom ind og gav hånd til mor og far og os børn, idet de sagde ”glædelig jul”. Jeg husker endnu, hvor benovet jeg var over den scene, som kun fandt sted jule og nytårs aften. Sidstnævnte aften blev der sagt ”glædelig fest”.

Så blev der snakket lidt om vind og vejr, indtil mor kom og bød til bords. Indbydelsen blev for et syns skyld kun tøvende efterkommet, men da vi først var kommet til bords, tør jeg nok sige, at maden vederfaredes fuld retfærdighed.

Før vi begyndte at spise, læste far juleevangeliet for os, så først kom pigerne med fadene. Juleaftens maden bestod så længe jeg kan huske, af æbleskiver med syltetøj, derpå risengrød med mandel og endelig gåse- og ribbensteg. Jeg husker den gryde med kartofler der skulle til.

Når alle var mætte gik vi hver især til mor og far og sagde tak for mad.

Så skulle der malkes, imens blev der taget af bordet og vasket op. Det var pigernes bestilling at malke, men denne ene aften måtte karlene være med, så den ene pige kunne blive inde og vaske op. Tiden medens der blev malket og vasket op, var lang for os børn.

Endelig var vi alle samlet igen og dørene blev slået op til juletræet. Jeg ved godt, at der ikke var ret højt til loftet i den gamle stue og pynten på juletræet var ikke dyr, men for mig står juletræet fra dengang, strålende og stort som aldrig siden.

Vi var meget stille i begyndelsen. Så begyndte mor at tage et par af Kristians børn i hænderne og vi gik alle rundt om træet og sang de gamle julesalmer.

Det kneb lidt for den yngre generation, at bevare den højtidelige mine, når gamle Kristian med sin sprukne stemme, faldt ud af takten, men et irettesættende blik fra mor, fik øjeblikkeligt maskerne i lave igen.

Gaverne vi fik var små og billige, de lå under træet og der blev kastet mange nysgerrige og længselsfulde blikke derned. Salmerne var til tider lange, men endelig sagde mor: ”Så børn, skal vi se hvad der er i pakkerne”.

Efter at have set gaverne gik vi ned i dagligstuen, hvor der blev spillet ”sidste stik” om pebernødder, leget ”nød i hænde” m.m. Aftenen sluttede med kaffe med julekage, klejner og småkager.

Så sagde Kristian, Laura og deres børn godnat og glædelig jul. De havde 1½ km hjem og skulle tværs over mosen i den mørke aften. Det var det sidste vi talte om inden vi gik i seng.

Nytårs aften fik vi først æbleskiver og så hønsekødssuppe og sur og sød sovs.

Helligtrekongers aften fik vi æbleskiver, risengrød og klipfisk.

Nytårs aften så jeg med misundelse på, at karlene ud på aftenen gik i byen for at lave nytårsløjer, men det højeste jeg kunne få lov til, var at gå ud og i gården og skyde nogle kinesere af.

Løjerne der blev lavet i byen, var ofte noget grovkornede og jeg er siden blevet klar over, at far gjorde klogt i at holde mig hjemme.

Endnu en erindring fra fars barndom.

En af mine allerførste erindringer stammer fra julestormen juledag 1902, den værste storm der har raset over Danmark i dette århundrede. Jeg var da 4 år. Vi var kørende på det sædvanlige julebesøg hos min mors forældre, der dengang boede på ”Johnsgården” ved Slagelse, da stormen rejste sig og steg til orkan, inden vi om aftenen skulle hjem.

Mormor ville have, at vi skulle blive hos dem om natten, men far ville hjem. Vi børn blev pakket ned i noget halm og en dyne, bag i vognen.

Eli var 1 år, Gerda 2½ og jeg 4 år og så gik det hjemad. Men det blev en forfærdelig køretur. Heste og vogn var gang på gang ved at blæse i grøften, og jeg kan endnu, 53 år efter, høre mor og far råbe til hinanden gennem stormen, skønt de sad på agestolen tæt op ad hinanden. Men vi kom da helskindet hjem. Jeg har senere hørt, og læst om de skader og oversvømmelser den storm forvoldte i vort land.

Julebesøget hos mormor og morfar på ”Jonsgården”, var en årlig tilbage­vendende begivenhed. Juledag samledes mors familie der, og der var en egen hyggelig stemning. Der blev aldrig spillet kort, men snakken gik livligt om mange forskellige emner, og efter aftensmaden dansede alle, store og små om juletræet i den store stue.

Inden vi skiltes, sang vi altid ” mormors salme”. ”Til himlene rækker din miskundhed gud”, og den er siden blevet sunget ved de fleste større festligheder i vor familie.

Da jeg var 10 år, solgte morfar, på grund af sygdom, ”Jonsgården” og flyttede til Slagelse, men da han senere købte gård i Hejninge og Stillinge, forsatte det traditionelle juleselskab der.

På et eller andet tidspunkt i Februar blev det fastelavn. Det var også nogle festlige dage. Vi havde fri fra skole og kunne følge med i dagens begivenheder. Vi kunne være heldig at få et fastelavnsris, som var fint pyntet. Far slog søm op i dørkarmen mellem køkken og stue, og så blev der hængt boller op i en snor. Snoren havde længde efter hvor store vi var, og bollen kunne vi lige nå at bide i. Det kunne godt tage sin tid at bide den ned, for vi måtte jo ikke bruge hænderne.

Om mandagen fik vi bollemælk til middag. Det er varm mælk, hvori man lægger bagte boller og så blev der strøet kanelsukker på. Det smagte rigtig godt.

Det var også helt sikkert, at der kom børn med deres raslebøsser, og var klædt ud til ukendelighed. Vi måtte ikke ”rende fastelavn”, det skulle forbeholdes de børn, der den ene gang om året kunne få lidt penge. Jeg kan især huske børnene fra fodermesterhuset ved Valbygården. Det var en lang gåtur og koldt. De var mange og meget fattige og havde ikke meget tøj på. Med held havde de strømper på i træskoene. De raslede med deres bøsser og sang ”boller op og boller ned”, fik nogle småpenge og boller i tilgift. Tænker altid på det, når jeg kommer den vej.

Det var mandag, der blev redet fastelavn. Alle havde jo heste, da det var før traktorenes tid, så de var rigtig mange når de red ud. Der blev brugt mange timer på, at flette hestenes manker og haler. Der blev flettet kulørte bånd i og så blev saddel og hest pyntet. Karlene fra alle gårde samledes i Hejninge og så red de en rute, så alle ejendomme fik besøg. Næsten hvert sted blev de beværtet. Det kunne være æbleskiver eller anden form for kage og så fik de et glas vin, eller punch. Det blev til mange, hvilket efterhånden både kunne ses og høres. Men det varmede, det kunne godt være en meget kold oplevelse, når det var frost og sne. Der var også en flot pyntet vogn med. Der sad klovnen, somme tider et par stykker, som under stor ståhej sprang af vognen og jagtede pigen eller konen på gården, som så måtte tage imod kys og kram, inden de red videre. Klovnen havde raslebøsse med og der blev samlet ind til gymnastikforeningen. Det var et meget flot syn, at se den lange række af heste komme ind i gården.

Om aftenen var der bal i forsamlingshuset. Det kunne godt gå noget vildt til, for nu blev der spædet op på dagens mange glas, og det kunne ende i mange slagsmål. Resultatet af det, kunne vi se næste dags morgen på karlene, hvor de havde blå øjne, som de ikke havde sovet sig til. Sådan var det mange gange, når der var bal i forsamlingshuset. Når de ragede uklar, så gik de uden for og ordnede det på stedet. Når en af parterne lå ned, så var det overstået, ikke noget med efterfølgende at slå eller sparke.

Fra November og frem til foråret, gik jeg en eftermiddag om ugen igen til skolen, hvor der var frivillig gymnastik. Jeg var meget glad for at lave gymnastik og jeg skulle være syg eller sneen ligge højt hvis jeg forsømte den oplevelse. De voksne havde en aften om ugen med gymnastik. Det har tit været lederen af både karle og pigegymnastik som tjente hos os. De fleste af dem havde været på Ollerup gymnastik skole, den mest kendte skole på den tid. Der blev også om vinteren spillet dilettant, det var rigtig sjovt, for vi kendte jo dem der var med.

Ellers var der bare en tur til Slagelse en gang imellem, når noget andet skulle opleves. Glæden ved gymnastik gjorde, at jeg brændende ønskede mig at komme på gymnastikhøjskole når jeg blev voksen, og det kom jeg og havde efterfølgende meget glæde af det.

En dag vi så meget frem til, var amtsopvisningen i Slagelse på ”Casino”. Vi havde jo trænet hele vinteren og skulle virkelig vise hvad vi kunne. Jeg var ikke vant til at komme så store steder, så jeg husker stadig hvor svært det var at finde rundt og var nærmest ved at gå i panik når jeg ikke kunne se nogle af mine kammerater. Det kan jeg godt trække på smilebåndet af i dag, for så stort var det heller ikke.

Vi havde også opvisning hjemme i forsamlingshuset. En særlig stemning, for her sad jo alle vore forældre og så på. Forsamlingshuset var ikke ret stort, så når der skulle springes blev døren til gangen lukket op, så man rigtig kunne få tilløb.

Om sommeren gik vi også til gymnastik, der blev trænet til ”Søskovsstævnet”.

Jeg var 7 år første gang jeg var med der. Søskoven ligger i Sorø, stor skov med en åben plads ned til søen, den perfekte ramme om et sådan stævne. Terrænet fra landevejen og ned til pladsen skrånede, og der kunne man så sidde og se opvisningen.

Det var altid anden søndag i Juni, og det er det stadig. Det var udendørs og derfor var det den helt store oplevelse når vejret var godt. Der var flere hold i gang på hver sit gulv, dagen i gennem. De sidste hold var amtsholdene, de var så store, at de kunne fylde alle gulve. Det var så flot, når der til slut var fælles indmarch af alle hold, med fanen foran.

37-Fugleholmsgården-1949
Fugleholmsgården år 1949.