Barndomsminder 3 – Forsyning

Forsyning

Erindringer af Kirsten Olsen

Om foråret fik vi kyllinger, der var sat elektrisk kyllingemoder op og gjort klar et par dage før, så de små væsner ikke skulle fryse. Det kunne nemlig gøre, at de klumpede sig og klemte hinanden ihjel. Jeg fulgte begivenheden på tæt hold og glædede mig til at holde en af de små gule dunbolde. Hanekyllingerne blev hurtigt skilt fra hønnikerne som til efteråret skulle blive til høns. Hanerne blev fedet op, og til pinse kunne vi få kyllingesteg, det glædede vi os meget til.

Vi havde altid mange høns. Det var en vigtig indtægtskilde. Dem passede mor, de penge der kom ind for æg var nemlig dem hun havde at råde over. De blev brugt til det der ikke lige hørte ind under husholdningen. Eksempelvis til tøj og andre fornødenheder.

Det skete ikke så sjældent, at en høne måtte lade livet. Den blev som regel kogt til suppe.

Hønsehuset var en del af det gamle stuehus, hvor far havde levet sin barndom. Der var en masse redekasser, små firkantede rum, hvor der var halm i bunden. Her gik hønsene ind for at lægge æg. Det kunne ske der var gået et æg i stykker og så var æggene alt andet end rene. Det skete også at æggene var lagt på gulvet, så man måtte kravle rundt på gulvet og samle dem. Inden de skulle sælges, skulle hvert æg gøres rent. De skulle også sorteres i størrelse. Mor havde en lille vægt, hvis hun var i tvivl. Man måtte ikke bruge vand, men brugte fint sandpapir, derfor var det vigtigt at æggene blev samlet mere end en gang om dagen, så var de nemmere at rengøre.

For enden af hønsehuset var der en lang række med rafter, hvorpå hønsene sad om natten. De havde mulighed for at gå ud i hønsegården om dagen via en lille lem i muren. Det var meget vigtigt at den lem blev lukket om aftenen, ellers kunne der nemt komme besøg af ræven og det var en katastrofe.

Ugentlig kom der en ”æggemand”, han kørte fra sted til sted og købte de æg folk havde. Ligeledes kom brødmanden, og som før nævnt, fiskemand en gang om ugen. Der kørte også slagter, men det var ikke ofte vi handlede med ham.

Af og til kom der en kludekræmmer, ”uldjyde” som man sagde, jeg tror ikke han kom fra Jylland, men han havde en stor kuffert med undertøj og strømper. Enten kom han gående eller havde en gammel cykel, hvor kufferten var spændt fast. Der er nok blevet handlet lidt, men jeg husker kun når han kom, jeg var lidt bange, han så anderledes ud i tøjet og så vist ikke kam og sæbe hver dag.

En anden kom for at handle med snørebånd, bændler, skosværte og sikkerhedsnåle, stoppenåle og den slags. Det var ting der blev brugt i dagligdagen, så han har nok gjort en god handel mange steder.

Skærslipperen kom også. Han så ikke bedre ud i tøjet end uldjyden, men var gerne i godt humør når han svingede ind i gården med sin trillebør. Han levede vist mest af kogesprit. Man kunne blive så grueligt snydt med slibning af knive og sakse, så mor overlod ikke gerne sine ting til ham.

Vi havde selv en slibesten. Far var rigtig god til at slibe knive. Ikke bare til husholdningen, men også til de lange knive som blev brugt til slåmaskine og selvbinder. Jeg har ofte timevis syntes jeg, trukket slibestenen rundt for ham. Selve stenen var stor og tung og den løb rundt i et lille kar med vand og så var der håndsving på. Det skulle foregå i et bestemt tempo ellers blev der talt med store bogstaver.

Det skete også, at der kom en mand og spurgte om ”fruen” havde noget der skulle klinkes. De var som regel overmåde høflige når de kom og tilbød sig, det havde de tillært sig, ellers blev de bare afvist.

Hvis en skål var gået i stykker, så blev skårene gemt, man smed den ikke bare ud, den kunne blive god igen når den var klinket. Sporene var tydelige. Revnen blev nærmest brun efter limen og så blev der sat noget der mest lignede kramper, nogle steder, til at holde sammen på det hele.

Børstenbinderen kom ca. en gang om året. Han havde alt i koste og børster. Ham blev der handlet meget med. Staldkostene blev hurtig slidte og spandebørsten var helt uundværlig. Alle mælkejunger skulle vaskes når de kom fra mejeriet, dertil havde man en særlig børste. I husholdningen var det den almindelige fejekost og gulvskrubbe som blev mest brugt. Til rengøring af gryder blev der brugt en karskrubbe. Den og nogle af kostene, var lavet af revlingris. Det er helt tynde, smidige ris (pinde). Det var et bundt som var bukket på midten og der sad en ring, så man også kunne hænge den. Midt på var den holdt sammen med kobbertråd. Meget nyttigt redskab til de gryder, hvor maden næsten altid var brændt lidt på. Gryderne var af jern og belagt med emalje, som nemt krakelerede og så den direkte ild på komfuret, det kunne godt være et problem.

Man lavede fortrinsvis koste og børster af heste- gede- ko- og svinebørster.

Mor brugte flittigt tøjbørsten. Når jeg kom hjem fra skole, og der lugtede af salmiakspiritus, så vidste jeg at der havde været gang i pletrensning på tøj. Fars pæne tøj blev ikke hængt på plads efter brug, før det havde fået en omgang. Tøjet den gang kunne ikke vaskes og rensning på renseri brugte man ikke. Hvis tøjet skulle hænge længe inden det skulle bruges igen, kom det i en pose sammen med mølkugler. Møl trivedes utroligt godt i det tøj man havde, som mest var af uld. Ærgrelsen var stor når man tog et stykke tøj der havde været møl i.

Man kunne godt komme til en fest og få en bordherre, hvis tøj havde hængt i mølpose, så stank tøjet af mølkugler, hvilket ikke var særlig rart.

Når mor og far skulle til enten fest eller almindelig familiesammenkomst, var det altid mørkt tøj. Til fest var damerne altid i lange kjoler, alle sorte måske med lidt perlesyning. Jeg kan ikke huske, at mor havde en kjole med farver. Alle så sådan ud, så det var der ikke noget mærkeligt i. Tiderne ændrede sig, også på det punkt, efter 2. verdenskrig, da var det ikke kun de unge der gik med farver på tøjet.

Under anden verdenskrig havde vi kaniner, de gik i bure i det svinehus der den gang lå på den anden side af hestestalden ud til vandingen. Jeg ved ikke om det var med salg for øje, men jeg ved, at det var en god middagsret som supplement til svinekødet.

Ænder havde mor også at passe. De blev fodret godt med korn og så kunne de svømme i vandingen om dagen. Deres vralten og rappen fortalte, at de ikke havde spor lyst til at komme i hus, når vi til aften kom for at lukke dem ind. Ræven var tit på udkig efter en andesteg og det skete der forsvandt en and.

En vanding er at sammenligne med et gadekær, altså et stort vandhul. Egentlig skulle den nok fungere som branddam mange steder, men det var vores slet ikke stor nok til. Derimod blev den brugt til at lægge ajletønden ud i, den var af træ og kunne tørre ud, når den ikke blev brugt, der stod også somme tider en fjeldvogn med hjulene i vand, de kunne også tørre ud og så faldt jernringen af, som holdt dem sammen.

07-Fjeldvogn-på-gårdspladsen
Fjeldvogn på gårdspladsen

Lisbet og Torbens farfar var hjulmand og han har lavet utallige træhjul til vogne, inden man gik over til at bruge vogne med gummihjul.

En hjulmand kan man i dag med held se på de arbejdende museer.

Når jeg er ved familien der, så var deres farmor mejerske i sine unge dage. Det vil sige, at hun tog sig af forarbejdningen af mælk og lavede smør og ost, for eksempel. Det var mest herregårdene der havde mejersker, og farmor var på herregården Ravnstrup ved Herlufmagle.

Når ænderne lagde æg, samlede mor dem og så blev de lagt under skrukhøns i redekasser på loftet. Det var meget spændende at følge når de små ællinger kom ud af ægget som nogle små dunbolde.

I december blev de så slagtet, især med henblik på julen, hvor vi altid fik andesteg. Den dag vi slagtede ænder var så mange som muligt samlet om arbejdet, det foregik i kostalden, for der var varme fra dyrene. Det var vigtigt at samle alle fjer og dun og holde dem adskilt. Det var sent at plukke en and. Mor kom fjer og dun hver for sig i store brune papirposer og så blev de hængt op på loftet.

Efterhånden som der blev nok og der var behov for det, blev de brugt til dyner og puder.

Alle vingerne blev gemt, de blev brugt til mange forskellige ting, for eksempel til rengøring. Sofa og lænestole havde spiralbund og der var det vældig praktisk med en fjervinge til at fjerne støvet. De blev også brugt ude ved maskinerne. Allerbedst var det med gåsevinger, men det var kun i bedstefars tid vi havde gæs. Da han ikke var mere, ville mor og far ikke have gæs. De krævede meget plads og når de gik frit ude lavede de et forfærdeligt svineri.

Som før i tiden, blev der også i vor tid fortalt historier når vi plukkede ænder. Ellen var der altid, og hun kom meget rundt hos folk og hjalp, så hun vidste en masse om mange mennesker og fulgte også godt med indenfor familien.

Vi havde en radio og der blev holdt avis, men derudover var det kun når man snakkede ”over hegnet”, at man fik noget at vide.

Urtehaven var stor. Vi skulle jo være selvforsynende med alt, kendte ikke til at købe grøntsager eller frugt, undtagen til jul og når der var familiefest.

En nøddegang skilte den gamle have og urtehaven. Her var alt i grøntsager, kål og bær. Jordbær for eksempel, dem glædede jeg mig særligt meget til. Det var ikke alle der havde jordbær. Dem fik vi som pålæg på rugbrød, så der var altid nogle der gerne ville bytte min jordbærmad i skolen.

Der var en lang række med stikkelsbærbuske. De nåede næsten altid at få en sort belægning, som så skulle gnides af når vi skulle nippe dem. Jeg tror ikke vi havde tomater i haven, det blev først almindeligt langt senere. Bønner var der mange af, igen for at have noget at bruge om vinteren. Vi havde en lille maskine, der kunne tage to bønner af gangen, hvor de så blev snittet. Det hørte med til det sjove, så det var ikke slemt at blive sat til at snitte bønner. Der var også sølvbeder, som jeg ikke tror man kan få mere. Afløseren for dem var spinaten, som var finere i bladene. Vi havde også kørvel, som blev brugt til suppe på lige fod med grønkål. Kørvel har en helt speciel smag, som jeg gerne oplevede igen. Der var grønkål, hvidkål, rosenkål, rødkål og rødbeder og mange ærter. Der var græskar og asier, gulerødder og løg. Kartofler havde vi i marken og når de blev taget op om efteråret blev de lagt i kuler ligesom gulerødderne og rødbeder blev det. Så hentede man ind til nogen tid af gangen. Det var en kold oplevelse at skulle hente de grøntsager ind om vinteren, ofte var kulen dækket af sne og dernæst et lag halm med jord på, som skulle fjernes inden man kom ind til det man gik efter. Det var meget vigtigt, at der blev dækket godt til igen for frosten.

08-Fætter-Ejvind-er-på-ferie
Fætter Ejvind er på ferie

De store buske med ribs og solbær stod inde i selve haven. Når tiden var inde til at plukke dem, så måtte jeg være med. Det var ikke altid det passede mig.

Jeg kan huske engang hvor jeg fik en spand i hånden og besked om, at plukke ribs. Jeg troede jeg var meget smart, da jeg fyldte godt op fra bunden med blade, så det tog ikke så lang tid, men mor blev meget vred da hun opdagede det, og jeg kan tænke mig at jeg er blevet sendt af sted igen – som fortjent.

Det var ikke det eneste nummer jeg lavede. Jeg husker meget tydeligt engang hvor jeg havde taget 35 øre i mors pung. Skolelærerens Karen havde nogle helt uimodståeligt kønne glansbilleder. Dem ville jeg gerne eje, men hun forlangte altså 35 øre for dem. Havde jeg spurgt, havde jeg fået nej Jeg kendte ikke til at få lommepenge, det var der vist ingen andre der gjorde, så jeg lod mig friste. Det værste var, da det blev opdaget, så måtte jeg gå den tunge gang tilbage med glansbillederne og Karen måtte af med pengene.

Blomsterhaven foran stuehuset var meget flot. Snoede havegange omkring græsplænen frem til en stor stensætning, fyldt med blomster og foran en bænk, hvor vi kunne sidde og nyde et springvand. Flagstangen stod foran stuehuset og det var dejlige dage, når vi sammen med far hejste flaget for at fejre fødselsdag.

09-Blomsterhaven
Blomsterhaven

Først i 1900 tallet skete der noget med stuehusene på gårdene. Folk havde brug for mere og bedre plads, en stue mere eller et værelse. Hos os var det gamle stuehus helt nedslidt og der blev i 1912 bygget et nyt stuehus. (pris 6000 kr.) Det har været en kæmpe forandring for mine bedsteforældre, hvor de kom fra små lavloftede rum og over i det nye, med højt til loftet. Dagligstuen blev flittigt brugt, men den fine stue med de røde plysmøbler blev der kun åbnet til ved særlig festlige lejligheder, som for eksempel julen. I 1918 blev indlagt elektrisk lys. Der forinden var det petroleumslamper og tællelys der blev brugt som belysning. Jeg kan nok ikke rigtig forestille mig, hvilken forandring det har været. Fra petroleums lamper, der røg og lugtede og så til at trykke på en knap. Det var ikke tilgiveligt at gå fra et rum uden at slukke lyset efter sig. Der var også kun et lampested i hvert rum. I karnappen stod dog en bordlampe.

I min barndom var der ikke møbler i den pæne stue. Da bedstefar døde fik fars søskende en del, bl.a. de møbler der stod i den stue.

Det var faktisk først i 1950erne at mor og far købte møbler til den stue. Den blev indtil da brugt til større familie sammenkomster. Konfirmationer og runde fødselsdage. Og så til jul, hvor juletræet altid stod der.

Der var ikke noget der hed køleskab eller fryser, nej, der var sulekar i kælderen, hvor næsten alt kød blev lagt ned og saltet for at kunne holde sig. Når flæsket skulle bruges, måtte vi dagen før tage det op af sulekaret, lægge det i vand, så saltet kunne trække ud, det måtte ofte gentages flere gange, efter hvor lang tid det havde ligget. Der var også en stor tønde med spegesild, som var en almindelig spise med stuvede kartofler til. Der var hylder fra gulv til loft, hvor henkogningsglas stod på række, de indeholdt både kød og frugt. Det var forholdsvis nyt, at henkoge, men det brugte mor meget. Ved siden af sulekarret stod et bord, der stod brødmaskinen, som slet ikke var en maskine, men en halv kasse på ca. 30 cm hvor man lagde brødet og for enden var en buet kniv som blev betjent med et håndtag. Man skubbede brødet frem og kunne selv bestemme tykkelsen på skiverne. Når man var færdig blev krummerne fejet sammen med en fjervinge fra en and.

Når der var malket til aften gik en af os med et stort rødt lerfad, ned til stalden og fyldte fadet med mælk. Det blev sat på kældergulvet og næste morgen skummet for fløde, der kunne være rigtig meget. Det blev brugt i madlavning og somme tider som flødeskum til dessert eller lagkage. Det var tykkere end den piskefløde man kan købe. Først når mælken kom på mejeriet blev den behandlet så fløden kom fra sødmælken. Letmælk var der ikke noget der hed, men skummetmælk og valle kunne man få med hjem til at fodre kalve og grise med. Der blev også lavet kærnemælk og den var noget bedre end den vi kender i dag. Vi brugte meget kærnemælk i husholdningen, fik tit kærnemælkssuppe om vinteren og koldskål om sommeren.

Om sommeren fik vi tit tykmælk. Det blev lavet til i dybe tallerkner. Man blandede kærnemælk og sødmælk + fløde, det stod natten over på køkkenbordet, fordi det gerne måtte stå lidt lunt. Det blev serveret med revet rugbrød og puddersukker. Det smagte utrolig godt.

På kældergulvet stod i bærsæsonen mange store krukker fyldt med forskelligt frugt, der var blandet med sukker. De skulle røres hver dag i ca.3 uger, så var saften trukket ud og den blev siet fra og kom på flasker og blev proppet til. Bærrene blev brugt som tilbehør til middagsretter eller til sødsuppe. Der blev gjort meget ud af at rense flaskerne for ellers kunne saften ikke holde sig. Alligevel kunne man godt få fat i en flaske saft der var gæret og som så måtte kasseres.

Der blev også kogt meget frugtgrød, om sommeren blev det spist som efterret, faktisk hver dag. Frugterne havde vi jo selv og ingen fryser til at opbevare dem i til senere.

Når det var tid for blommer og æbler blev mange tørret i ovnen. Vi havde en lille æbleskræller, der blev spændt fast på bordet. Æblet blev sat på en lille greb og så drejede man på håndsvinget og nu skete underet, æblet blev skrællet og kom ud som en spiral og kernehuset sad tilbage. Disse tørrede frugter blev gemt i små melposer af stof . Om vinteren kunne man så tage en portion, lægge den i blød og bruge den til frugtsuppe.