Barndomsminder 4 – Indtægtskilder

Indtægtskilder

Erindringer af Kirsten Olsen

Foruden afgrøderne på marken, var køerne en væsentlig indtægtskilde. Jeg husker ikke hvor mange køer der var, men den gamle kostald var indrettet med båse i hver side, en fodergang foran køerne og en midtergang bag. På hver side af den var der en grebning, hvor ejle og gødning lå.

Vi havde altid en fodermester, der udelukkende sørgede for køerne. Det betød meget hvordan han var til at passe sit arbejde, det mærkedes på den mængde af mælk der blev produceret, som igen gav udslag på det der kom hjem i mælkepenge. Fodermesteren begyndte meget tidligt om morgenen, kl. 5 tror jeg. Han skulle have malket til mælkekusken kom. Det var håndmalkning og det kunne godt være noget af en oplevelse at komme i stalden om morgenen, hvor køerne hele natten havde ligget og rodet i deres eget møg. Yveret måtte tørres af før malkningen kunne begynde. Alligevel kunne der godt drysse noget i mælken, men det blev siet fra, når mælken blev hældt i jungerne. Ovenpå jungen var sat en stor aluminiumstragt. I bunden på den var der et slags trådnet, en finmasket nederst og en grovmasket øverst. Man var så nogenlunde sikker på, at alt snavs blev skilt fra der.

Om sommeren blev køerne efter malkning lukket ud på græs og gik der til de skulle malkes til aften. Når de var ude kunne fodermesteren begynde at muge ud fra grebningen. Med håndkraft blev møget skovlet på en trillebør og kørt på møddingen. Efterhånden som møddingen blev fyldt, blev der lagt et bræt ud til at køre på, det blev øget flere gange. Det var noget af en balancegang at ramme det bræt med trillebøren. Når det om vinteren var mørkt kunne det især være svært at ramme. Mange gange skete der også det, at enten smuttede trillebøren eller fødderne og så sank man bogstaveligt talt, ned i møget, måske også med både arme og ben. (husk, der var ikke brusebad, men bare koldt vand at vaske sig i, så der kunne gå lang tid før lugten forsvandt)

Da der ikke var så meget arbejde med dyrene om sommeren, blev tiden brugt til, for eksempel vask af båse og kalkning af vægge.

Om vinteren var det meget mere besværligt. Køerne stod på stald hele tiden og skulle nu have deres foder serveret inde. I en stor gammel kiste i laden var der oliekager, de kom hjem i sække fra foderforretningen i Slagelse. Sækkene tog de med og brugte dem igen. Vi havde også selv sække til korn, det var såkaldt sækkelærred de var lavet af. Der blev passet godt på dem, men det skete der gik hul på sækken, så blev den repareret med en stopning. En mus kunne nemt gnave sig gennem sækken og så var der serveret.

Køerne levede godt af markens forskellige afgrøder. Når der var høstet blev alt halmen samlet og gemt på loftet eller i en stak udenfor. Noget fik de at spise og andet blev der strøet med, så de kunne ligge godt. Vi havde både foderroer og sukkerroer. Toppen blev lavet til ensilage, som også var et kosttilskud. Foderroerne blev lagt i en lang kule, dækket med halm og jord ovenpå til at holde halmen på plads. I løbet af vinteren blev de så kørt ind i roehuset ved siden af stalden. Der var ofte både is og sne som skulle fjernes inden de kom ind til roerne.

Roerne skulle helst ind inden der var brugt helt op, så de kunne ligge nogle dage inden de skulle bruges. Det kunne give køerne en slem mavepine, hvis de fik halvfrosne roer.

Far fortæller:

 Jeg lærte tidligt at malke. Det var dengang pigernes arbejde, men da jeg først havde lært det, måtte jeg tit være med, og skete det, at vi kun havde en pige, måtte jeg være med hver gang og så var det ikke altid jeg var lige villig. En gang havde jeg gemt mig til malketid og da far fandt mig ude i haven, blev jeg med små arrige nakkedrag og puf i ryggen gennet ned over gården, og da vi nåede kostalddøren, fik jeg et puf, så jeg røg på hovedet ind af den. ”Tror du så du kan nære dig en anden gang og se at komme i gang med at malke”, råbte far efter mig.

 I foderloen stod vægten og den var med løse lodder. Far var en meget hidsig mand og noget af det, han kunne blive mest opbragt over var, hvis lodderne til vægten var blevet væk. En gang havde jeg leget nede ved vægten og de små lodder var blevet væk. Da far kom og skulle bruge dem, blev han meget vred. Han kom ind i stuen og spurgte, om det var mig, der havde smidt lodderne væk og da min brødebetyngede mine fortalte ham, at jeg ikke var helt uskyldig, tog han mig i håret og trak mig i det hele vejen ned over gården til vægten, hvor jeg fik besked på at blive til jeg havde fundet lodderne.

 Til de mere dystre minder hører, at jeg en gang havde glemt at lukke foderkisten med bygskråning og også glemt at lukke døren fra kostalden til foderloen. Så var der kommet en ko og en kvie løs og de havde forædt sig i bygskråning, så de måtte slagtes. Far ville så prøve at sælge kødet herhjemme i sognet, og hvor meget jeg tudede og bad for mig, blev jeg tvunget til at køre med rundt til sognets flok og sælge kød. Jeg kunne vist ikke have fået nogen værre straf for min glemsomhed.

Sukkerroerne blev leveret til en plads, hvor der kom et lille tog fra Gørlev sukkerfabrik og tog dem med. Retur fik vi affald, det kunne minde om meget groft revne gulerødder, men var helt hvidt. Når det kom hjem blev det fyldt i en stor rund træbeholder. Nu skulle det trædes sammen, så vi har trampet rundt der i mange timer. Affaldet afgav varme, så det var meget behageligt at være der. Når det skulle bruges var det så fast sammenpresset, at det blev skåret ud i store firkanter. Det var et tungt arbejde at køre det ind på trillebør.

Ajlen løb fra grebningen lige ud i ajlebeholderen. Når den var fuld blev ajlen kørt ud på marken. En trætønde beregnet til det samme, blev lagt på en fjeldvogn, hesten spændt for og så blev ajlen pumpet op i tønden. Når de kom ud på marken blev der åbnet for enden af tønden og ajlen blev spredt. Karlen gik ved siden af vognen, det kunne blive til mange kilometer om dagen.

De roer der skulle fodres med blev hakket i småstykker. De blev smidt ind i en stor tromle af jern og en kniv i den anden ende sørgede for at ”raspe” dem.

Ved midsommer var det høet der skulle høstes. Når det var slået skulle det ligge og tørre nogle dage. Derefter kom det op at hænge. Der blev stillet nogle rafter op, som godt kunne minde om et telt, derpå blev høet hængt derpå. Sådan noget nyhøstet hø havde en dejlig duft. Til sidst blev det kørt hjem og kom op på staldloftet. Det var selvsagt sol og varme, så det var en varm omgang at få høet hjem. Karlenes nøgne overkroppe var fyldt med støv fra høet og de fik også nogle rifter af og til. Høet var ikke samlet på nogen måde. Når sådan en dag var overstået var det bedste en tur til stranden. I dag ser vi hø ligge i store runde baller og har ikke været i menneskehænder overhovedet.

Inden næste års høst skulle i jorden, blev der kørt møg ud. Det var et knoklearbejde at få det læsset. Det var møg fra både grise og køer, godt blandet med halmen der var strøet med. Fjeldvognen blev kørt så tæt på som muligt og så blev der læsset med en greb. Det tog flere dage at tømme møddingen og når det kom ud på marken skulle det spredes.

Derefter skulle der pløjes. Det var sent efterår og kunne være koldt. Iført gummistøvler, arbejdsbukser, en kort frakke med kraven slået godt op om ørene og en kasket, gik karlene nu i dagevis bag ploven.

Det er klart, at det var et kæmpe fremskridt, da der kom traktor på gården. Der var ikke førerhus på de første modeller, så det var også koldt, men det gik hurtigere.

Når jorden var færdigbehandlet skulle vintersæden sås. Så gik man igen, denne gang efter såmaskinen. Her skulle der holdes øje med, at kornet hele tiden løb ud af alle tragter. Stoppede en af dem kunne man tydeligt se det, når kornet kom op, så var der bare ikke noget.

Der var to spand (fire) heste. Far var glad og stolt over sine dejlige Frederiksborg heste og det var vigtigt, at karlene også havde et godt forhold til dem og forstod at arbejde med dem uden de blev overbelastede. I modsat fald blev der talt med store bogstaver.

10-Stuehus
Til højre det gamle stuehus, hvor far er født. Det der i min barndom blev brug til hønsehus. Tilbygningen kom senere til (udvidelse af det ældste stuehus.) Der havde mine oldeforældre aftægtsbolig Porten til venstre er indgang til hestestalden.

Der var hestestald der hvor Søren havde kostald. Der var nøjagtig så højt til loftet, og så bredt, at hestene kunne kante sig ind ad døråbningen til deres båse. Hele stalden var brostensbelagt, meget upraktisk, dels at gå på, men også at holde ren. Det skete også at der kom et lille føl. I en boks for sig selv, gik hoppen til den skulle fole, og bagefter sammen med føllet til det kunne klare sig selv.

Noget helt særligt ventede os om sommeren i krigsårene. Når vi kom fra skole skulle vi på mosen, hvor der blev skåret tørv.

Over alt i landet, hvor der var mulighed for det, prøvede man at skaffe sig brændsel. Det være sig brunkul eller tørv. Mange gravede forgæves, men i vores mose, som i århundrede havde ligget uberørt hen og kun var brugt som afgræsning til ungkreaturerne, var det muligt at skære tørv.

Det skulle være sol og tørvejr når der blev begyndt på det. Karlene og Jens Jørn begav sig med hest og vogn til mosen. Der var ca. en kilometer.

11-Vognen
Vognen der blev brugt til tørveæltning. Bagved ses karlekammer og vognport. Det der senere blev bolig for mor og far.

Det øverste lag, det vil sige alt græsset blev fjernet. Nu kom den sorte tørvejord til syne og de kunne begynde at grave. Tørven blev læsset op i en firkantet kasse, hvori, der var et par roterende grebe, som skulle ælte tørven med en passende mængde vand, til en grødagtig masse. Derfra blev den fyldt i nogle meget lange rammer og jævnet ud. Med et jern der havde tre ”ben” gik Jens Jørn og skar massen i firkanter, de lignede små mursten, først den ene vej, så den anden. Nu gik der så flere dage før tørven var tør og når den var det, kom Birgit og jeg ind i billedet. Tørven skulle vendes, hver eneste firkant og det var noget vi kunne mærke i fingrene. Tørven var nærmest som sten og meget ru i kanterne. Der var ingen ”kære mor”, arbejdet skulle gøres og hænderne vænnede sig til det som tiden gik. For at blive helt tør skulle den røjles, så vind og sol kunne tørre den. Der blev lagt en kreds på jorden og så byggede man op og trak faconen, så den til sidst var lukket i toppen. På det tidspunkt kunne tørven godt tåle en regnbyge, men bedst var det hvis den kom hjem i hus inden. Når tørven kom hjem blev den lagt ind under trappen til loftet på det gamle stuehus.

Det var det vi havde at fyre med om vinteren, suppleret med brænde. Der var den gene, at der kom utrolig meget aske efter fyring med tørv.

Det var lige meget om det var kakkelovn eller komfur, så skulle der dagligt tømmes askeskuffe inden vi tændte op. Det støvede hvis man ikke var meget forsigtig.

Når det var godt vejr, kunne man finde far på brændepladsen. Her har jeg ofte været med, for at samle grenene sammen, så far bare skulle hugge dem. På det tidspunkt var han noget gangbesværet, så derfor skulle jeg hjælpe. Far var en glad mand og han sang eller fløjtede næsten altid. Det var når vi huggede risbrænde, at jeg lærte nogle af de gamle viser. F.eks. ”På Samsø var en pige” og sangen om ”Hulda”. Der var altid mange vers og far kunne dem udenad, han havde lært dem da han var dreng. Da brugte man at synge den slags, og jeg vil tro, at det har jævnet arbejdsgangen i det daglige.

Dyrskue hørte også sommer til. Hvordan det har været, ved jeg ikke, men det var en stor begivenhed for bønderne. Det har mest været dyr af alle slags, maskiner var der ikke mange af, men det begyndte selvfølgelig at komme, og så var det sådan et sted de blev vist frem. Det helt store var Bellahøj inde ved København. Det har været meget besværligt at få fragtet dyrene så langt den gang, men det betød meget at have fået en præmie der. Vi har nu aldrig haft dyr på dyrskue, men far var interesseret, og kun en gang husker jeg at han var på Bellahøj. Det er nok fordi, at han havde en gave med hjem, antagelig ikke bare til mig, men jeg fik en lille danserinde. Hun var af metal. Hun havde en grøn kjole og nederdelen stod omkring hende som et strutskørt. Lige under nederdelen kunne jeg stikke en savklinge lignende dims ind, og når jeg trak den hurtigt ud, så kunne hun danse. Jeg glemmer hende aldrig.

Vi var ikke vant til at få gaver, når det ikke lige var jul eller fødselsdag.