Barndomsminder 5 – Sommer og vinterdage

Sommer og vinterdage

Erindringer af Kirsten Olsen

Sommer var også ferietid. Jeg kom på ferie hos morfar, ellers ikke andre steder.

Moster Anna var i mange år den der stod for husholdningen på ”Johansminde”.

Jeg tror hun havde det godt med, at jeg kom på ferie, så skete der lidt andet.

Hun gav sig tid til at lege i den store grusbunke eller i haven, hvor der blandt andet var en hængekøje spændt op mellem et par store pæretræer. I dårligt vejr kunne jeg lege på verandaen, som var overbygget. Der var på nabogårdene børn på min alder og tit legede jeg med dem. Nærmeste nabo havde en hund, som stod bundet. En dag kom jeg for nær og den bed mig i armen – stort postyr, så vi måtte cykle til lægen i Glumsø, hvor jeg fik en stivkrampe indsprøjtning. Jeg har stadig ar efter den oplevelse.

Mange ture tog vi til Næstved. Gik i butikker og så var vi på munkebakken. De store graner, man ser i dag, var ganske små og vi havde et flot udsyn fra en lille indhegnet platform. I dag er der et ret højt tårn, som man skal op i, for at se ud over byen.

12-Munkebakken
På munkebakken.

Men da moster Anna flyttede til København blev Bitte og jeg inviteret derind. Hun var god til at tage os med ud og se noget og der fik jeg mit første besøg i Zoologisk Have. Erindrer ikke noget særligt derfra, men selvfølgelig har det været en stor oplevelse. Det var ikke alle der kom til København den gang. Vi gik strøgtur og var på konditori og kunne vælge kager, der var meget at fortælle om, når vi kom hjem.

Den rigtig travle tid var kornhøsten. Man var utrolig afhængig af vejret, regn i lang tid kunne ødelægge kornet. Aksene bukkede og lå de for længe på jorden spirede kernerne og var ubrugelige. Men når det var sol og varme blev der arbejdet alle de timer det lod sig gøre. Man begyndte aldrig at høste på en mandag, (overtro) men der skulle ”hugges for” i hjørnerne så maskinen kunne komme i et skår, det kunne man gøre. Tre heste blev spændt for selvbinderen, hvor en af karlene sad og styrede. Knive skar kornet af og det blev transporteret gennem maskinen og kom ud i neg, som var blevet bundet sammen med selvbinderbånd. Negene blev smidt på jorden og så gik man i gang med at sætte i travehobe. Man tog et neg under hver arm, bar dem ind hvor de skulle sættes sammen i en lang række. De skulle stå meget bestemt, lidt på skrå, så der kunne komme luft ind og top mod top, så regn ikke kunne trække gennem.

Når kornet var godt tørt skulle det køres hjem. Det der var plads til kom på loftet og resten blev sat i stakke, hvilket var noget der krævede øvelse. Negene skulle ligge meget bestemt for ikke at skride ud. Det var i mange år Jens Jørn der stod for det arbejde.

Det var det værste jeg vidste, når jeg skulle på loftet og ”tage fra”. Karlene havde været i marken og læsse neg på fjeldvognen, som var blevet udstyret med en stor ramme, så der kunne ligge noget mere. Vognen kørte tæt på gavlen og gennem en lem blev negene nu smidt ind på loftet, ja, de blev nemlig smidt ind og det i et tempo, som kunne være svær at følge da jeg ikke var så gammel. Negene kunne nemt hobe sig op inden jeg fik smidt dem videre til Jens Jørn, som satte dem sammen så der kunne være så mange som mulig. Jeg har prøvet at smide et neg ud af lemmen igen, når det blev for groft, hvilket ikke faldt i god jord, men det hjalp så lidt på tempoet. Dengang var negene fyldt med tidsler, man kendte ikke til at sprøjte for ukrudt, så selv om jeg havde bomuldshandsker på, havde jeg mange tidsler i fingrene og jeg blev revet på benene af stråene. Samtidig var der ulideligt varmt og der var vist ingen der tænkte på, at vi skulle drikke rigeligt, så jeg blev somme tider dårlig, men opgive det var der ikke tale om.

Det kunne ske, at der blev en lille pause mellem læssene. Når negene var lagt for dårligt, så skred de ud og hele læsset væltede. Det var her man skulle finde en grimasse der kunne passe, for nej hvor blev de tossede. Det var jo dobbelt arbejde. Vedkommende der havde lagt læsset måtte høre meget for det.

13-Høsten
Høsten

Når høsten var godt overstået blev der holdt høstgilde. Alle der havde hjulpet til blev inviteret til spisning. I mange år var det samme dag som forsamlingshuset havde høstfest, så når der var spist skulle næsten alle til bal i forsamlingshuset.

Når efterårsarbejdet var overstået i marken var der nok at tage fat på. Alt kornet skulle tærskes. Vi havde selv tærskeværk, men ellers var det meget almindeligt at man lejede et tærskeværk. Så foregik tærskningen ude i det fri, selvfølgelig skulle det være godt vejr, men de slap for den støvsky man stod i, når det var inde i laden. Tærskningen hørte til i de lange vintermåneder.

Selv de mindste ejendomme havde husdyr og korn og roer på marken, men ikke bygninger der kunne rumme det.

Far fortæller:

 Et af de værste arbejder jeg havde som dreng, var at køre tærskeomgang. I 1906 købte min far selvrensende tærskeværk. På hesteomgangen var der to ”bomme” med to heste for hver. Det var nærmest en tortur at gå rundt og rundt der i flere timer, somme tider i sne og slud og bidende frost, og holde varmen kunne man aldrig om vinteren, selvom man havde masser af tøj på. Når det var regn eller sne, blev træskoene fulde af pladder og man frøs forfærdelig om fødderne. Og køre tilpas kunne man aldrig. Snart gik det for småt og når man jagede på, gik det for stærkt. Og hestene var durkdrevne. Gik man efter det ene par med pisken, sakkede det andet par bagud, og man var grædefærdig af arrigskab. Og gik man så i sin arrigskab hen og tævede løs på hestene, så gik det for stærkt, så kom far ud i porten og råbte: ”Er du tosset dreng, ska` du ha` splittet maskinen ad”? Det værste var, at jeg som regel fik en forfærdelig hovedpine og kvalme, når jeg kørte tærskeomgang, så jeg måtte som regel gå i seng, når jeg var færdig. Nogle steder bl.a. hos min fætter i Krænkerup, blev børnene sat op på ryggen af hestene og bundet fast når de skulle køre tærskeomgang. Godt at nutidens bønderbørn ikke kender til at køre hesteomgang. Hvor der ingen børn var til det væmmelige arbejde, var det pigernes eller konernes arbejde at køre hesteomgang. Vi havde også heste for, når vi skar hakkelse, men der var kun heste for den ene bom, og det varede sjældent mere end en halv time af gangen.

Om vinteren, når vandet på mosen var godt frosset til, kunne der skæres rør. De blev bragt hjem og så blev der lavet langhalm. Der var stråtag på alle bygninger og derfor var der altid et eller andet sted, der trængte til at blive repareret, det brugte man så langhalmen til.

Seletøjet (til hestene) skulle holdes ved lige, så der gik også tid med at reparere og smøre det, det foregik i stalden, hvor der var varme fra dyrene. Her blev sækkene til korn også gået efter og hullerne stoppet. I en snæver vending var det en tot halm der blev vredet og stoppet i hullet, men det det var jo ikke holdbart i længden.

Det var også de lange vinterdage, at der blev slået reb. Igen var det Jens Jørn der var brug for, han kunne mange ting. I høsten blev kornet bundet med selvbinderbånd i maskinen, inden det blev smidt af på jorden. Det bånd blev snittet med en kniv man havde spændt fast på hånden, og gemt når der blev tærsket. Det hængte så i store bundter til det skulle bruges. Nu blev alle ender bundet sammen og garnet vundet op i store nøgler, for så at blive spændt ud på lange baner i laden, klar til at blive flettet sammen. I dag skal man vist på museum for at se hvordan man slår reb.

Der var meget brug for reb i det daglige. For eksempel blev der lavet grimer til at give køer og kalve på, når de skulle trækkes på marken, eller til slagtning.

Vi havde rigtig mange æbler i haven, ikke alle nåede at blive plukket ned, så dem der lå på jorden blev revet sammen og kørt på mosteriet. Der lå i mange år en mostfabrik på den anden side af Hejninge, hvor folk kom med frugt og fik lavet saft. Æblerne blev vejet og så vidste man hvor mange flasker saft det ville give og dem fik man så med hjem. Det var utroligt at der kom så dejlig en saft ud af det vi kom med. Æblerne var ormstukne og somme tiden halvrådne, men det betød åbenbart ikke noget. Vi kendte ikke til at få sodavand, men skulle vi have lidt ekstra, så fik vi most, også når vi havde gæster.

Efter krigen, blev det almindeligt at man købte andre former for drikkevarer og så var de små mosteriers dage talte.

Det var en større proces, når æblerne skulle plukkes. Der måtte helst ikke falde for mange af træet, så far gik med en æbleplukker. En lang stang med en jernring for enden, som så igen havde en stofpose syet på. Med forsigtige bevægelser blev hvert æble drejet af og faldt ned i posen. Så stod en af os og tog imod æblerne og lagde dem forsigtigt i kasser.

I sommerhalvåret spiste vi i folkestuen. Man gik fra gangen lige ind i den. Fra gangen gik en trappe op til loftet. I dag er trappen væk og folkestuen en blevet til hverdagsgang. Der var almuerøde vægge halvt op, hvidt for resten. Der var en fast bænk i vinkel, som var almueblå. (Denne bænk står i dag i Birgit og Svends køkken). I vinterhalvåret blev bordet sat ind i køkkenet og så spiste vi der, mest på grund af varmen. Der var ikke meget plads, men det blev en vane. Alle havde deres bestemte pladser ved bordet. Far sad på bordenden, til højre for ham sad forkarlen, derefter andenkarlen og så fodermesteren. Mor sad til venstre for far og så sad vi børn og pigen. Når Jens Jørn var der sad han for den anden bordende. Der blev ikke sagt mange ord under middagen, det kunne være praktiske ting far snakkede med karlene om, ellers sagde man ikke noget. At vi børn ville sige noget var uhørt. Jeg kan ikke huske at vi blev spurgt om noget, eller at vi blev inddraget i en samtale før langt senere.

Mor og pigen havde tit brugt hele formiddagen til at lave middagsmad, og så var to retter mad spist på 10 min. Det gik så stærkt, fordi karlene havde middagsstund bagefter. Kl 13,30 var der kaffe til dem, inden de igen gik i arbejde.

Når Jens Jørn (Jens Peder Jørgensen) var der for at hjælpe, var det i høsten, eller hvis mor skulle have sået urtehaven til eller kalket, når vi skulle gøre hovedrent. Den gang var alle lofter kalkede og man skal have oplevet det for at vide, hvilket svineri det var, mens det stod på, alt var stænket til og var man ikke hurtig, så tørrede kalken og var næsten ikke til at fjerne.

Når det var rigtig varmt spiste vi i haven, i skyggen af træerne. Det var karlene glade for, når det for eksempel var i hø- eller kornhøsten, hvor de bare gerne ville have luft og skygge når de spiste til middag. Både det vi skulle dække bord med, og maden blev sat i køkkenvinduet, så var det nemt at tage det der. Det var altid varm mad til middag.

Når det var vejr til at spise ude, så var det også strandvejr. Så snart vi var færdige med opvasken, kørte vi. Det kunne også være en aftentur, alt efter hvad der var at bestille. Vi cyklede ad støvede grusveje de 3-4 kilometer der var til Næsby strand. Dengang kunne vi både køre og cykle ad markvejen, forbi ”Lille Fugleholm” op til Møllegården, der dengang var brødbageri. Det var det bedste vi vidste, at komme til stranden. Fars kusine, Ellen boede meget tæt på vandet, så hende besøgte vi af og til.

Det skete også, at vi bare satte os ud på trappen i gården, når vi var færdige om aftenen, det kunne også være karlene og det kunne være ret sjovt. Der sad vi så til længe efter solen var gået ned. Det er stadig, når jeg har lejlighed til det, dejligt at sidde på den trappe og nyde solnedgangen og drømme mig tilbage.

Ingen skulle nå noget, undtagen en enkelt aften hvor vi spillede håndbold. Når vi kom fra håndbold gik vi altid i kælderen og hentede frugtgrøden. Så kunne vi sidde og snakke over en portion stikkelsbærgrød eller hvad der var sæson for.

Det var helt almindeligt, at man havde hjælp af en husmand, som for eksempel Jens Jørn, som selv havde en lille ejendom, men havde tid til at give en hånd med. For mange var det også brød på bordet, deres indtjening var lille. Jens Jørn kørte mælk hver dag til mejeriet ”Landsogn”, der lå i udkanten af Slagelse. Det var en lang tur med hest og vogn, der begyndte meget tidligt om morgenen. Der forinden havde han været oppe og malke sine egne køer. Selv den mindste ejendom havde køer, så der skulle læsses junger mange gange, et tungt arbejde. Det må også have været en streng tur for hesten, der skulle trække det tunge læs op over Pilegårdsbakkerne. Om sommeren var det ingen sag, men når det blæste og regnede, for slet ikke at tale om turene om vinteren, da var det en hård tørn. Jeg har set Jens Jørn komme hjem med istapper i tøjet, helt blå af kulde, for han havde ikke meget tøj på.

Det var ikke alle steder man var lige gode til at komme op om morgenen, så mange gange måtte han vente, for lige at få den sidste mælk med. Han var af natur en ret rolig mand, men det kunne også blive for meget når det gentog sig for ofte, så det er sket, at folk selv har måtte køre bagefter med deres mælk. Det kunne han så godt nyde at fortælle.

Jens Jørn kunne ikke lade være med at drille de piger vi havde. For eksempel når vi vaskede storvask skulle han lige stikke hovedet ind i vaskehuset med en kvik bemærkning. Engang hvor pigen vel havde prøvet det før, havde hun forberedt sig. Da jungerne var sat af stak Jens Jørn hovedet i af vinduet og spurgte: ”Er det tørvask”?. I næste sekund svingede pigen en spand vand lige i hovedet på han, så han kørte drivvåd hjem. Han kunne også finde på, at sige til pigen: ”Hvis du gifter dig med mig, så køber jeg Valbygården”. Det tror jeg alle pigerne var ude for.