Barndomsminder 6 – Livet på gården

Livet på gården

Erindringer af Kirsten Olsen

En eller to gange om sommeren fik jeg lov til at køre med på mælketuren, det var spændende at få lov til at se, hvordan man arbejdede der. Jungerne med mælken blev afleveret til mejeristerne, der som første led tømte mælken op i nogle store kar. Der blev lavet smør, ost, sødmælk, fløde, kærnemælk og skummetmælk. Det sidste blev til valle, som kom retur til at give dyrene. Der blev også lavet is. ”Landsogn” is var kendt som den bedste is i mange år. Mælken kom på flasker, der var 1 liter og ½ liter flasker, og ¼ liter til fløden. Flaskerne blev lukket med en staniolkapsel. Flaskerne udgik først da papkartonerne kom på markedet.

14-Mejeriet
På vej til mejeriet.

Når Jens Jørn havde fået jungerne retur og var klar til hjemturen, så gik han ind og hentede en kasse med is. Små runde is med jordbærsmag eller vanilje med chokoladeovertræk. Så måtte jeg bare spise og det var jo også et spørgsmål om, hvor længe de kunne holde uden at smelte.

Der var et hus i Hejninge, huset lige overfor brugsen, hvor vi kunne købe is. Det var vores søndagstur, mens mor og far sov til middag. De runde is kostede 15 øre. Dem med chokolade kostede 20 øre, men vi kunne godt nøjes med en jordbær uden chokolade. Senere da jeg begyndte at spille håndbold, var det ved ishuset vi samledes bagefter.

Mor satte ”brugskassen” i køkkenvinduet til Jens Jørn, så tog han den når han hentede mælken. Så blev den sat af i brugsen og lavet klar til Jens Jørn kom tilbage og så kom den igen ind af køkkenvinduet. Mange dage lød det så fra mor: ”Der er middag kl.12”, så vidste hun at han fik noget varm mad den dag. De dage hvor Jens Jørn hjalp til, fik han selvfølgelig også maden, og til tider lidt med hjem og engang imellem spurgte mor, om hun måtte låne hans kagedåser, så kom der også lidt i dem. Jens Jørn var alene, hans kone gik fra ham lige inden de skulle have sølvbryllup. Han havde 6-7 børn, som alle kom hjem og hjalp ham og flere af dem så vi om sommeren i længere tid, når de holdt ferie der. Som lille tilbragte jeg meget tid hos Jens Jørn, hans datter Ingse (Ingeborg) tog sig meget af mig, og havde en engels tålmodighed når jeg kom med min perlekrans som var knækket. Det skete nemlig ofte at den måtte trædes om.

Som helt lille var jeg ikke så glad hvis mor og far skulle ud, men så fandt de på, at jeg skulle gå ned til Jens Jørn med en seddel. På den stod, hvornår de kørte, så sørgede han for at være et sted, hvor jeg ikke kunne se hjem. Når der så var gået passende tid, blev jeg sendt hjem igen til pigen, der så tog over.

Jeg har ofte siddet på det lille trappetrin der var ned til hans spisekammer og set når han smurte mad og så fik jeg altid et stykke ”klap-sammen-mad”.

Jens Jørn røg ikke, men han brugte skrå, måske også snus. De sorte rande omkring munden afslørede ham.

På sine ældre dage tog Jens Jørn nogle ture til Slagelse og kom meget tit beruset hjem. Til sidst kom han ikke hjem til malketid og det var jo synd for dyrene. Heldigvis havde vi gerne en karl der forbarmede sig og gik ned og malkede når han havde spist sin aftensmad. Alle kunne godt lide ham, så derfor hjalp de ham.

Han hørte i høj grad med til vores hverdag. Jens Jørn døde 28. oktober 1966.

15-Jens
Jens

Også i fars barndom havde de hjælp på den måde, og det var så Kristian i mosen, der kom, når der var ekstra travlt.

Far fortæller:

Vor gamle husmand, Kristian Hansen, også kaldet skrædder- Kristian, fordi hans far havde været skrædder, hører uløseligt sammen med min barndoms mindepark,

Kristian var gammel i gårde. Han har været på Fugleholm i 36 år, som husmand. Først i bedstefars, siden i fars tid. Han var vi børns gode ven og det var ligesom han gjorde mere ud af os, end af sine egne mange børn, der dog også var noget ældre.

Kristian boede omme i mosen sammen med sin kone Laura. Hans børn husker jeg kun som konfirmerede og den yngste af pigerne, Kirstine, tjente et par år som pige hos os. Til deres hus hørte 2-3 td. Land og de sidste år Kristian arbejdede hos os, kom han kun de første 4 dage i ugen, de to andre skulle han bruge til at passe sin egen jord.

Det var ikke så godt, at Kristian skulle være så meget hjemme, for han havde en usalig hang til brændevin og når han kom mandag morgen, var han sjældent ædru. Han havde et par gange haft dillerium og jeg har flere gange, med åben mund, stået og lyttet til, når Laura med tårene trillende ned ad kinderne, og underkoppen med kaffe balancerende på tre fingre, fortalte mor om, hvordan Kristian havde jaget hende ud i natten i den bare særk, når han kom fuld hjem. Børnene gjorde han ikke noget.

Alt det hæftede vi børn så ikke så meget ved – vi kunne lide Kristian. Når humøret var højt og vi gik sammen ude i marken, kunne vi somme tider få ham til at synge for os. Han kunne to sange, hvoraf jeg har glemt det meste. Men indtrykket af Kristians sprukne gammelmands røst, der var noget præget af al den brændevin, der gennem tiden var løbet i hans hals, glemmer jeg aldrig.

Den ene sang var ganske kort og lød: ” Min bedstefar han havde en meget lille kat, en hankat som fik killinger og det hver anden nat”. Den anden var på 14 vers og handlede om en kvinderøver, hr. Peder, der var ude og sejle med et skib som kom i havsnød. Så blev der trukket lod om, hvem der skulle kastes over bord og loddet traf på hr. Peder, men inden han blev smidt i vandet tilstod han alle sine misgerninger. Jeg husker det sidste vers: ”Så tog de hr. Peder i sit guldgule hår og kastede ham over bord. Da Peder begyndte at synke, svajer skuden til at gå, og svang sig stolt på bølgerne blå”.

Kristian forlod os i 1912, da drikkeriet efterhånden blev for slemt, men da den første verdenskrig gjorde det næsten umuligt at få spiritus, blev Kristian en pæn mand igen. De sidste gange han besøgte os, var han forholdsvis velsoigneret. Han døde i 1917, vistnok 73 år gammel.

Det hus de boede i nede i mosen, lå der også da jeg var barn. Far lejede det ud, men det var i en dårlig forretning og de familier der boede der var meget fattige.

Til sidst blev det revet ned. I dag er der ingen spor af det.

Der gik en vej bagom ”Tøvestensgården”, og videre til Slagelse. Fra huset gik også en vej til Hejninge, hvor der lå endnu et hus.

Posten kørte den vej tilbage til Slagelse, efter sin rute. Især om vinteren var det besværligt at komme den vej. Vi har også mange gange kørt den vej til Slagelse, kun om sommeren, det var lidt mere ”lige på” og vi skulle ikke op af alle bakkerne ved Pilegården.

Ingen post havde bil, samtidig havde de lange ruter, der godt kunne tage hele dagen. Vejene var dårlige, jeg tror faktisk ikke der var nogle asfalterede veje ude omkring os. Cyklen de kørte på, var det man kaldte en jernhest. Der var ikke nogen luksus ved den. Det var ikke så slemt om sommeren, men vinteren var streng for posten. Posten havde helt sort tøj, ikke nogen særlig varm kvalitet, og så havde han et regnslag. Hans fodtøj var træskostøvler, sikkert med halmvisker i som såler, det var det der varmede mest.

Når sneen lå højt, så skiftedes dem der havde hest og vogn til at køre for ham, somme tider i kane. De gjorde det altid op til jul, for da var der ekstra mange breve og pakker. Det var jo en stille tid på gårdene, så karlene havde tid til at køre. Der var kun posten til at bringe pakker ud, og også tage dem med, hvis folk skulle sende noget. Det var for eksempel almindeligt, at karlene sendte deres vasketøj til deres hjem og så kom det rent tilbage. Der blev ikke skiftet tøj så ofte, så pakkerne var såmænd ikke så store. I dag kan man end ikke forestille sig hvor lidt tøj de havde og skifte med.

Jeg var voksen før jeg var på et posthus. Posten ordnede det hele. Han kom ind alle steder, og havde folk noget der skulle betales, så gjorde posten det. Det var ikke altid, at folk havde lige penge, men så havde han bare byttepenge med næste dag. Hvad han ikke vidste, var ikke værd at vide, han fulgte med i alles tilværelse.

Ofte blev han budt på kaffe eller mad, og så gik snakken. Det var for mange en tryghed, at posten kom hver dag. Når man boede alene langt ude på marken, og måske blev syg, eller for den sags skyld død, så var det sikkert, at posten så det og hjalp. Ikke mange havde telefon.

Reklamer fra butikker, som vi kender det i dag, fandtes ikke. Der kom et par gange om året et katalog fra ”Daells varehus” i København, det blev meget nøje læst og så havde man mulighed for at skrive efter de ting, de kunne tilbyde. Det var meget billigt, så mange gjorde brug af det.

Cykler var først noget vi fik omkring den tid, hvor vi skulle begynde skolen, men det var almindeligt at vi gik til skole. Skulle vi over længere afstand, det kunne være et besøg eller indkøb i Slagelse, så blev der spændt for ponyvognen. Kom der gæster med toget, ja så var det også med hest og vogn de blev hentet.

Der gik en rutebil fra Næsbystrand til Slagelse en gang om dagen, men det var ikke så meget vi brugte den.

Det var almindeligt, at det var skiftedag 1. maj og 1. november. De unge mennesker der tjente hos os, enten rejste eller fæstede sig for et halvt år mere. Skulle vi skifte pige til 1.maj, så blev der gjort hovedrengøring inden, så det ikke var det, den nye pige skulle i gang med.

Om sommeren havde vi forfærdelig mange fluer og de satte sine spor. Når det blev mor for meget, blev alle døre og vinduer lukket og så gik hun i alle rum med flitsprøjten. Det stank ganske forfærdeligt. Der hængte også fluefangere, det var et paphylster, hvori der var en strimmel med noget klister, som kunne trækkes ud. Fluerne fløj imod og blev hængende, det var vel lidt dyrplageri, for de døde jo ikke med det samme. Også al den fyring i kakkelovn og på komfur støvede meget, alt trængte til rengøring. Man brugte oceaner af brun sæbe og soda, det var det vi kendte til dengang.

Det tog hele april måned at komme gennem alle rum. Alle de møbler der kunne, kom ud og blev banket. Her måtte karlene hjælpe til, det var tunge møbler at flytte med. Så kom tæppebankeren i brug. Man kendte jo ikke til en støvsuger, så efter en lang vinter var der samlet meget støv. Komfur og kakkelovn blev skilt de steder man kunne det, og rørene til skorstenen blev renset. Man var sort af sod, når det var overstået.

Rengøring, især af de nederste køkkenskabe, var ikke rart. I bunden var lagt lagvis af aviser på cementgulvet for at tage det sorte fra gryderne. Der lugtede af fugt i de skabe og så kunne der også ligge en død mus. Der stod altid en musefælde i skabet. Den var af træ med fire eller fem huller. Der var nogle bøjler, som blev syet ned i hullerne, og når så musen ville have ”godbidden”, så bed den sytråden over og vupti, så sad den død i fælden.

Gardinerne kom ned og blev børstet, de tålte ikke vask. Gardinstængerne var af træ, de var runde og mørkebrune og havde en stor knop for enden. På stangen var der, med søm slået et bånd på. På det bånd hæftede man så gardinerne med knappenåle. Inden næste rengøring var knappenålene rustet fast, så det var et pillearbejde at få dem af.

Møblerne blev vasket og poleret.

Det var en hel begivenhed, når der skulle nyt tapet op i stuen. Så blev der sendt bud efter en maler og han kom med mange forskellige tapetbøger, som blev set igen og igen. Det var især spændende hvis vi skulle have nyt tapet i vores værelse og vi fik lov til at vælge. Når vi havde bestemt os, så kom maleren og udførte arbejdet. Vi kendte ikke til ”gør det selv” og det har nok heller ikke været den store udgift. Hvis vi var heldige, så fik vi en af tapetbøgerne, prøverne kunne bruges til bogbind på vore skolebøger. Alle skolebøger skulle være indbundne.

Alle dyner skulle ud og bankes og ”sole”. På gårdspladsen blev sat nogle taburetter op og derpå blev lagt alle de stiger vi havde. Derpå blev så sengetøjet lagt. Dynerne var tunge som en ”hønsegård”, og de trængte virkelig til frisk luft.

På loftet var der et gæsteværelse, pigens værelse og fodermesteren havde også værelse der. De to andre karle havde værelse i forbindelse med vognporten og det gamle stuehus. Der blev gået nogle gange, når sengetøjet skulle ned fra loftet, men når så alt var gjort rent og på plads var det dejligt. Det værste arbejde, syntes jeg, var at vaske loftgulvet. Det var hvidskuret og skulle vaskes med sæbevand. Alt det der stod inde bagved under skråvæggen skulle flyttes. Der havde også stået årets høst af æbler, hvilket der var tydelige spor efter. Vi havde mange æbletræer og når frugten forsigtigt var plukket ned og lagt i kasser, blev de stående ude længst muligt og kom så på loftet. Her hentede vi så i vinterens løb æbler som vi spiste om aftenen. Vi købte kun frugt til jul. Jeg kan hører mors stemme endnu, når jeg blev sendt op efter æbler: ”Tag nu dem med pletterne først”. På den måde rakte de længere, og der var altid til en skål pæne æbler, når der kom gæster.

Der blev vasket storvask en gang om måneden. Selv om det virkelig var ”stor” vask, var der alligevel ikke så meget tøj, som man skulle tro, men det var tungt i forhold til det vi kender i dag. Der blev skiftet sengetøj den ene gang om måneden og håndklæder hver lørdag. Karlene havde to håndklæder, det ene var til fødderne og under krigen var det af sækkelærred. Håndklæderne var små, man kendte ikke til badehåndklæder, og de var ikke særlig behagelige at tørre sig på. Man skiftede undertøj i forbindelse med lørdagsvasken, som var det eneste bad man fik. Anden vask var etagevask.

Vandet kom fra en kilde oppe på marken og løb ganske af sig selv hjem i brønden. Der var vand nok, med det løb ikke så stærkt. Fra den brønd blev også dyrene forsynet med vand og alt hvad vi brugte i husholdningen. Kilden løb tør for mange år siden.

Kogetøjet var håndklæder, viskestykker og sengetøj og undertøj. Dertil kom det kulørte, for eksempel bomuldskjoler og forklæder. Den unge pige der tjente hos os, fik vasket sit tøj, men karlene sendte deres hjem og fik det rent tilbage. Da jeg jo ikke har en bror, har jeg ikke oplevet det på nært hold, men sådan var det bare. I store trækar blev tøjet lagt i blød. Dagen efter blev der tændt op i gruekedlen, vi havde to, og så blev alt tøjet kogt. Derefter kom det op i en balje, hvori der blev sat et riflet vaskebræt. Her gned og skrubbede vi så tøjet til det var rent. Igen kom tøjet i de store kar og blev skyllet mange gange. I sidste hold skyllevand kom der blånelse, som skulle gøre tøjet mere hvidt. På et tidspunkt fik vi ”vaskemaskine i vuggefacon”, som afløste vaskebrættet, men stadig til håndkraft.

Det kunne godt være en meget kold oplevelse at vaske. Først havde der været dampende varmt mens tøjet kogte og så lige efter stå og skylle i det iskolde vand. Vi var altid to til at vride tøjet, for at få så meget vand af som muligt. Så blev det lagt i zinkbaljer og båret ud til tørresnoren. Det foregik jo både sommer og vinter, så det var meget koldt at stå med, når det var frost. Værst var det når det skulle ned til aften. Ofte var det frosset helt stift så det næsten skulle brækkes af snoren. På loftet over det gamle stuehus var trukket snore, så noget kunne være der og andet kom på loftet i stuehuset. Når tøjet så var tørt skulle det lægges sammen. Det var vi også to om, for lagenerne skulle ”strækkes” og lægges sammen på en bestemt måde. Så blev det stænket og lagt i baljerne igen, noget til strygning og noget til rulning. Forklæderne blev stivede, der blev kogt en tynd stivelse af kartoffelmel og vand. Det kunne godt være svært at finde balancen for, hvor tyk den skulle være.

Strygningen foregik med strygejern af jern, der stod på en plade, på komfuret. Der var vist fire jern, som man på skift strøg med, til de tabte varmen, så satte man jernet tilbage og tog et nyt. Om sommeren var det ulideligt varmt at stå og stryge ved det varme komfur.

Rullen stod på loftet over det gamle stuehus. En stor kasse på ben, derover endnu en kasse som var fyldt med store sten. Mellem de to kasser var anbragt to runde stokke så man kunne trække og skubbe kassen i begge retninger.

På et bord ved siden af, lå tøjet og der stod mor og lagde det på stokke. Vi var to til at trække rullen og jeg hadede det arbejde, det gik så langsomt og det kunne være en meget koldt tjans om vinteren.

Når en stok skulle skiftes vippede vi den ene ende og så kom stokken med det fint rullede tøj frem og blev skiftet med en ny.

Det var et stort og besværligt arbejde at vaske dengang, men da ingen kendte til andet var der ikke surhed over det. – Og dog, jeg hadede at være med til at rulle og gav tydeligt udtryk for det hver gang. Svor, at jeg aldrig ville rulle tøj, når jeg blev voksen og selv kunne bestemme.

I forlængelse af køkkenet var opvaskerummet. Et meget smalt rum, hvor der var en vask for enden og en smalt bordplade i den ene side, hvor opvasken blev sat. Det var Bittes og min pligt, at hjælpe pigen med opvasken. Det var mest en sur tjans, men somme tider sang vi, så gik det hurtigere. Gafler og knive var ikke rustfrie, så et par gange om ugen måtte de gøres ekstra rene. Det foregik med skurepulver og en prop, som stod klar til brug i en lille skål. Når opvasken var overstået skulle komfuret ordnes. Ofte måtte der slibes på de sorte ringe, fordi maden var kogt over, det kunne godt tage sin tid. Kaffekanden, der altid stod på komfuret, var en rigtig ”madam blå”. De fleste ting der blev brugt, såsom dørslag, randform og hulske m.m., var altid i blå emalje. Det kunne også godt tage lidt tid, når man om morgenen skulle tænde op på komfuret. Det var en nødvendighed, at det ”kvas” man skulle tænde op med, var godt tørt. Derpå blev lagt brænde og så var det bare at holde ilden ved lige og afpasse den efter det man skulle lave. Vi havde for eksempel ikke noget ovntermometer, så det var lidt på fornemmelsen når der skulle bages. Det skete at kagerne fik lidt for meget og blev brankede, men det var nok ikke hver gang komfurets skyld. Der var to sæt store ringe og jeg mener der var et lille sæt bagerst. Der var en vandbeholder, så vi altid havde varmt vand, som blev brugt til opvask og rengøring. Man tog så mange ringe af, som svarede til grydens størrelse. På væggen bag komfuret var nogle knage, hvor ringene hængte når de ikke var i brug. Gryderne, som i sagens natur var nede i ilden, blev meget sorte og man skulle virkelig tænke sig om, hvor man satte dem. De var heller ikke så tykbundet, så ofte havde maden lagt sig i bunden i en skorpe, dog ude at brænde på. Et større arbejde at få dem gjort rene.

En gang om ugen fik komfuret den helt store tur. Det blev smurt med sølvbronze og messingstangen der var rundt om, skulle pudses i brazzo.