Barndomsminder 7 – Søskende

Søskende

Erindringer af Kirsten Olsen

Dengang havde vi ikke toilet, men et w.c. Indgangen til det var ca. der, hvor indgangen til oldemors hus er i dag. Det var en tilbygning til det gamle stuehus, hvor mine oldeforældre i sin tid havde aftægtsbolig. Nu var der karlekamre og vognport og omtalte brændehus. Når man kom ind var der til venstre brænde og risbrænde. Til højre var der et lille særskilt rum hvor der stod en tønde med et bræt over, hvori der var et hul. Med jævne mellemrum blev tønden tømt, men sommerdage kunne det godt være en noget ”stram” oplevelse at komme derud. Om vinteren var det bare med at blive hurtig færdig, for da var der hundekoldt. Toiletpapir var heller ikke noget vi havde. Når telefonbogen blev udskiftet, så kom den gamle derud, så kunne man hive sig en side. Ellers var det avisen der blev brugt, en side kunne dele i fire stykker. Det var ikke behageligt at bruge, men vi nulrede det lidt, så var det ikke så hårdt.

I vognporten stod to køretøjer, som blev meget brugt, vi havde ingen anden transportmulighed. Ponyvognen stod lige for, den blev mest brugt. Vi havde hurtige heste, så en tur til Slagelse eller andre steder var ikke noget at snakke om. Far fik også ofte spændt for og kørte en tur på mosen eller marken rundt for at se på afgrøderne. I ponyvognen sad vi forlæns og baglæns, i alt fire sæder.

Den anden var en charabanc, en såkaldt ”skovtursvogn”, noget større vogn med højt kuskesæde til to og bagpå to sidebænke der hver havde plads til to. Den var brugt meget før min tid, når hele familien skulle på familiebesøg. Om vinteren var det en kold fornøjelse. De voksne havde kørekåber. De var store og tunge, de skulle jo gå ud over almindelig frakke, så der skulle en voksen til at hjælpe dem på. Især fars var meget tung, fodlang og foret med ulveskind. Mors var også foret med skind, hun fik sin af farfar den første jul som nygift. En flot gave. Børnene blev pakket ind i tæpper. Vognene var forsynet med karbidlygter, mest for at blive set, de lyste ikke så meget. De var firkantede med glas hele vejen rundt.

Far fortæller:

Da jeg var syv og Gerda 6½ år, købte far Blakmand og gumpekassen. Blakmand var en treårs islænderhingst og gumpekassen var en gig, der bestod af en flad kasse på to hjul med et agebræt, hvor der lige kunne sidde to personer.

Jeg var ikke videre bevandret i kørekunsten, og den første køretur gik da heller ikke helt efter programmet.

Gerda og jeg skulle køre i brugsen og turen dertil gik også meget godt, men da vi skulle holde ved brugsen ville Blakmand absolut ikke standse på mit gentagne prurrr. Jeg havde nemlig fået den fejlagtige opfattelse, at man skulle give slappe liner, når man skulle holde, og da Blakmand åbenbart ikke var vant til så uerfaren kusk, forsatte han bare hen i skolegården og standsede først da han ikke kunne komme længere for kirkegårdsmuren. Der stod Gerda af og gik i brugsen med kurven. Det var så meningen at hun skulle komme tilbage og stå på vognen igen.

Men inden den tid blev Blakmand ked af at vente og pludselig gjorde han kort omkring og satte i susende galop ud af skolegården. Han havde ikke tid til at følge den rigtige vej ud, men satte gennem den tjørnehæk der omgav skolegården.

Jeg råbte prurrr, prurrr af mine lungers fulde kraft og halv grædende, men da jeg holdt linerne slappe, var det bare at tale for døve ører. Den vilde fart endte ikke før vi holdt hjemme i gården, hvor mor kom ud og forbavset spurgte, hvor Gerda var blevet af.

Efter en længere forklaring fik jeg så en med, som havde forstand på at køre Blakmand. Så gik det atter ad byen til efter Gerda, som vi mødte stortudende et stykke uden for Hejninge, slæbende på den tunge kurv.

Blakmand var for resten en stædig rad, der lavede mange numre med og for os i de 15 år vi havde ham, men det er en anden historie.

Desværre har far ikke fortalt videre om Blakmand. Skolen far fortæller om, ligger der stadig, men har i mange år været privat ejet. Jeg kan svagt huske den gamle lærer Rasmussen, som far havde gået i skole hos, han boede der til sin død.

Først langt senere blev der lavet et badeværelse ved siden af soveværelset. Der blev sat en bruser op i det en hjørne og ellers var der toilet og en håndvask. Det var sandelig et stort fremskridt.

Var der noget der ikke blev tålt, så var det når vi ikke opførte os ordentlig over for de unge mennesker der tjente hos os, men vi hørte sandelig mange gloser, når karlene snakkede indbyrdes. Dem kunne jeg ikke bare brænde inde med. En dag efter middag, hvor pigen var på vej ned i kælderen, stillede jeg mig op og sagde vist en del bandeord. Far havde rejst sig og var på vej ind for at hvile til middag, men uheldigvis for mig, havde han ikke lukket døren helt til stuen, da jeg udfoldede mig. Jeg skal nok love for, at der var lagt op til en ordentlig omgang, nej, hvor var han vred. Jeg for` ud af døren og ud på w.c., der sad jeg til langt hen på eftermiddagen og surmulede. Mere blev der vist ikke ud af den sag.

I marts 1934 fik jeg en lillesøster, Birgit. Som tiden gik fik vi glæde af hinanden, der var nemlig ikke nogen legekammerater i nærheden. Vi har tilbragt mange timer på den store græsplæne på et tæppe med vore dukker. Vi har lavet rysteribs og siddet i vores hule i buksbomen (plantet i 1864 og står der stadig) og spist dem. Lige bag den busk var et stort stykke med bambus. Et bart stykke om foråret, men så pludselig stod de meterhøje bambus og gav læ for vore lege.

Da vi kom over ”dukkealderen”, skiltes Birgits og mine veje. Som større var hun glad for at ride eller kørte tur i ponyvognen. Den tanke kunne jeg slet ikke få. Og så læste hun meget, det er det hun blandt andet også husker fra ferie hos morfar, hvor loftet gemte på mange bøger. Jeg husker noget andet på det loft, men jeg kunne jo heller ikke læse så godt, så bøger blev det ikke til. Når vi snakker om den tid, husker vi ikke, at vi havde fælles interesser eller kammerater.

Dog, havde vi fælles interesse i at samle og bytte glansbilleder. Vi samlede også på Richs billeder, de var i kaffe tilsætningen og det var meget spændende om det var et vi havde, men så byttede vi. Mange år efter krigen brugte man tilsætning til kaffe, for at spare på bønnerne. Vi samlede også på glaskugler, man kunne få nogle meget flotte mønstre. Vi spillede også med dem, men for det meste var det brune lerkugler vi brugte, når der skulle spilles. Kunne vi få de voksne med, så spillede vi pind, det var en hel sport at blive god til det.

17-Far-med-Birgit-og-mig
Far med Birgit og mig.
18-Mor-med-Birgit-og-mig
Mor med Birgit og mig.

Mor syntes det var det ideelt at stille barnevognen ved den store buskbom, når vi skulle sove ude som helt små, så der har vi alle tre stået. Når vi vågnede kunne vi ligge og se bladene på æbletræet bevæge sig, det kunne der gå meget tid med. Mor kunne så fra køkkenvinduet holde øje med os.

Vi havde også en hund da jeg var helt lille, det var en gravhund som hed ”Bøvs”. Hvor længe den levede husker jeg ikke, men jeg kan huske, at vi legede ude på marken og løb omkap. Vi havde ikke siden hund.

19-Godmorgen
Godmorgen.
20-alle-tre
Her er vi alle tre.
21-Bitte-og-mig
Bitte og mig.

Lige før julen 1941 blev Eva født. Vi havde glædet os meget, men for mig var skuffelsen stor. Jeg havde sådan ønsket mig en lillebror. Mor lå på sygehuset til ind i januar, men Martha som tjente hos os gjorde hvad hun kunne for at vi skulle få en god jul. Hun sørgede for maden og det var også hende der havde pyntet juletræet. Det år fik både Bitte og jeg skøjter, dem fik vi af morbror Helge og moster Anna, det største ønske blev opfyldt og de blev brugt flittigt i flere vintre. Aldersforskellen var så stor, at vi ikke legede de samme lege, men selvfølgelig med hinanden. Selv om jeg havde ønsket mig en lillebror, blev hun alligevel en lillesøster jeg holdt meget af. Mor ville gerne aflastes lidt engang imellem, så vi store piger måtte tage Eva med når vi skulle lege. Det passede os ikke altid lige godt.

Efterhånden kom der andre børn i nabolaget, som Eva kunne lege med.

Tidligt om foråret, når vejret var til det, blev køerne lukket ud på græs. Der forinden havde der været arbejdet med at sikre at hegnet var intakt. Det var pigtrådshegn, noget ubehageligt at arbejde med og både dyr og mennesker er kommet slemt til skade på det. Først langt senere fik man elektrisk hegn og glat tråd.

Mange havde deres køer i tøjr. Køerne blev koblet og trukket ud i marken. For enden af tøjret sad en tøjrpæl, som så blev hamret i jorden med en stor firkantet træklods med en jernstang i. To eller tre gange om dagen skulle de så flyttes, det var ofte konen der gjorde det. Tøjrpælen kunne sidde utrolig fast og samtidig var koen utålmodig efter at komme til det nye stykke og løb rundt og var ved at vælte én, inden pælen kom op.

Ko nr. 26, er tyregal, kunne man hører fodermesteren sige. Så blev der ringet til Skov, som havde tyr. Jeg anede simpelthen ikke noget om dyrenes forplantning, for slet ikke at tale om menneskers, den slags blev der ikke snakket om og i hvert fald ikke når der var børn i nærheden. Et lukket land som man selv måtte finde ud af da man blev lidt ældre. Jeg havde da set en ko springe på en anden ko i folden, men hvorfor, det spurgte jeg ikke om.

Jeg kan huske engang, at Jørgen Skov kom med tyren. Gerda, hans lillesøster, var med. På et ubeset tidspunkt havde vi lagt os bag en stor stenbunke for at se hvad der skulle foregå og der fik vi vores nysgerrighed styret. Det siger også lidt om den udvikling der er sket frem til i dag, hvor alle børn, fra de er helt små ved alt om den slags.

Det var en katastrofe, hvis køerne løb ud, de kunne ødelægge afgrøderne på marken og i værste fald fandt de vej til naboen eller haven. Alle mand af hus for at få dem i folden igen. Ungdyrene skulle også på græs. Vi havde mosen, hvor vores kom ned. Der var også engene nede bag Jens Jørns ejendom. Her kom flere bønder med deres dyr, hvor de gik hele sommeren, der var masser af græs og adgang til vand fra renden.

Det var disse enge, der i flere år var oversvømmet om vinteren og da det frøs meget, var der nogle store gode flader at løbe på skøjter på. Utroligt at vi ikke brækkede både arme og ben, for vi havde kun vores gummistøvler at spænde skøjter på og dem var der ikke meget støtte i. Men vi havde det dejligt, blev godt trætte og vendte hjem med røde kinder.

Mellem to vilde moreltræer havde far sat en gynge op. Der er tænkt mange tanker og drømt mange drømme mens jeg svingede der frem og tilbage.

Ved siden af stod der, og står stadig, to store bøgetræer. Dem har far plantet, da han var omkring 20 år. Lige foran stod et moreltræ. Med stor forventning så vi frem til morellerne blev modne, som regel sidst i juni. Så snart de begyndte at modne var stærene også klar til at få deres del af goderne. Far lavede fugleskræmsel og satte op, men det hjalp ikke længe. På reolen i kontoret stod et par vandrefalke, de blev også forsøgsvis sat ud i et træ, til skræk og advarsel, men stærene lærte hurtigt, at de ikke kunne gøre noget. Far prøvede også med et par kanebjælder, hvor der kom et langt bånd i, så han kunne sidde inde i køkkenet og trække i det, med jævne mellemrum.

(Kanebjælder, sad øverst på hestens seletøj og ”bimlede”, når vi om vinteren kørte i kane.)

Det var far og farbror Arne, der i deres unge dage plantede ”skoven”. Den lå i forlængelse af nøddegangen. Mange aftener om sommeren gik mor og far derned og nød solnedgangen.

Efterhånden som bøgetræerne voksede, var der ikke plads til moreltræet og det blev fældet. Senere blev der planter de tre moreltræer, som stadig står foran stuehuset.

Det var en dejlig tid når der var bær og frugt. Selv om vi skulle være med til at bælge ærte og nippe ribs, solbær og stikkelsbær så var der også anledning til at spise nogle selv. Det var ikke så spændende at nippe  stikkelsbær, men så fik vi 10 øre for hver liter, så blev det lidt sjovere. Sommeren var også afveksling i madpakken i skolen Den bedste rugbrødsmad vi kunne få, var med enten jordbær eller nye kartofler. Vi følte os nok lidt rige i den tid det stod på. Sæsonen var kort og så var det også slut, det var utænkeligt at købe den slags.

Som sagt, vi havde vores små pligter. Selv om vi havde pige, forlangte mor at vi ”gjorde os nyttige”, som hun sagde. Det kunne være at feje gulvene inden de skulle vaskes, pudse sko og den slags. Det var jo også for at lære os de ting til en dag det blev vores tur, så det var godt nok. Snød jeg lidt i hjørnerne, fik jeg besked på, at jeg hellere måtte lade et stykke stå midt på gulvet – sådan.

Noget der hørte sommeren til, var at kridte sko. Vi havde faktisk kun hvide lærredssko og de var ikke hvide så længe af gangen. De kunne være med snørebånd eller med en rem over vristen, som skulle knappes. Vi havde noget pulver, som blev rørt op i mælk eller vand og så en lille børste til at smøre på med. Af den omgang blev de våde og selv om de blev stillet i solen, tog det sin tid at tørre. Det var ikke så sjældent at jeg skulle bruge mine sko inden de var helt tørre. Den fornemmelse at stikke fødderne ned i dem, kan jeg stadig mærke. Hvis skoene nåede at blive helt tørre, var de så stive, at det heller ikke var rart at stikke i, og så måtte man bruge en krog for at man kunne få remmen til at nå knappen.

Når jeg tænker tilbage, er det som om vi kunne løbe på skøjter hele vinteren og kører til stranden hele sommeren. Sådan var det selvfølgelig ikke, selv om vi ikke siden har haft så strenge og lange vintre.

I tordenvejr var alle på vagt. Gårde og huse havde den gang mest stråtage og det var katastrofalt når lynet slog ned. De gamle længer folk havde, brændte hurtigt ned, så det skulle gå stærkt, hvis dyrene skulle nå at komme ud.

Jeg har været meget stor, før jeg kom med til Slagelse i forretninger. Der kom  vi kun når vi skulle have tøj og sko, og i mange år blev det ordnet uden vores medvirken. Vi havde brugsen og der fik vi vore dagligvarer. Mor cyklede en gang imellem til Slagelse for at handle, men det kan ikke have været de store indkøb hun kunne have med hjem på den måde. Ved større indkøb blev der spændt for ponyvognen og så kørte de til Slagelse. Var det besøg det gjaldt, hos moster Minna og Jensen, for eksempel, så var det en af karlene der kørte og han kørte så hjem igen og kom til en aftalt tid og hentede os. Jeg var en meget stor pige før jeg oplevede at der blev bestilt en bil når mor og far skulle noget.

22-Vogn

Nærmeste naboer var ældre mennesker. Marie og Hans Peder Hansen, som jeg gerne ville besøge. Der vankede småkager eller frugt. Når jeg var syg, var det bedste jeg vidste, når mor sendte bud efter Marie, som kom og satte sig ved sengen og snakkede med mig.

Når jeg lå i sengen nogle dage, kunne jeg få mor til at hente deres bryllups telegrammer ned fra loftet. De var så flotte med fine broderier og billeder, dem kunne jeg se på i lang tid.

På de næste to ejendomme var der to piger, men de var meget ældre og kun en sjælden gang fik jeg lov at lege med dem. Det ene sted var hos Thorvald Jensen. Det var så spændende at komme med Agnethe op på loftet og lege, for hun havde en købmandsbutik. Der var dåser, æsker og poser, som hun havde fået af sin mor, når de var tomme. Jeg tror vi kom sand i poserne og så handlede vi. Når jeg tænker på Agnethes mor, så er det så få gange jeg har set hende, at jeg ikke kan huske hvordan hun så ud. Hun viste sig ikke gerne og gik hun i haven, vendte hun altid ryggen til, når nogen kørte forbi.

Det andet sted var hos Martin Hansen, hvor det var Elly jeg legede med. Hun kom også somme tider hen til os og var nogen gange barnepige.

Og så var der Marie og Niels Jacob(sen). De var søskende og boede på ”Lille Fugleholm”. Niels Jacob var en god ven af far og kom ofte og fik en snak. I deres hyggelige stuer har jeg ofte været på besøg. Far fortalte med glæde om den gang vi havde fået elektrisk hegn, til afløsning for pigtråden, og Niels Jacob kom på besøg og havde ikke været opmærksom på det, så han kom på et tidspunkt i berøring med hegnet og fik et kraftigt stød. Der lød et kæmpebrøl, og tilføjede far, han tabte mundvandet.

Først da jeg begyndte i skole lærte jeg Gerda rigtigt at kende. Hun boede på den første gård, når man kom fra Hejninge og det kan da godt syntes mærkeligt, at vi ikke noget før havde truffet hinanden men vi havde ikke omgang med naboer, sådan var det for de fleste. Det var også uhørt at konerne på gårdene havde arbejde udenfor hjemmet, eller gjorde sig bemærket på nogen måde. Man passede sit hus, sin mand og børn og de fleste måtte også hjælpe til ude.

Dog var det sådan, at man i de små hjem fik en ekstra indtægt ved at konen gik ud og hjalp på gårdene. Som regel var det storvasken hun skulle tage sig af. Det var et slid og blev ikke særlig godt betalt. Betalingen var ofte kød og brød, så familien fik glæde af det. Det var det man havde på gårdene, men også en forståelse for hvad der var mest brug for. Børnene kom ofte ud og tjene, mens de endnu gik i skole, også for at spare, de fik så føden hvor de var, hvilket betød en mund mindre at mætte derhjemme.

Andre gik ud som kogekone. Når der skulle være fest havde man brug for en der kunne sit fag og havde overblik. Hun havde så pigen til hjælp og husmoderen kunne hellige sig de andre gøremål. Jeg har aldrig hørt om salmonella eller madforgiftning og det er egentlig utroligt. Det var ikke altid maden kunne laves på en dag. Menuen var næsten altid suppe, flæskesteg og en eller anden form for dessert. Is fik vi af gode grunde ikke, fordi vi ikke kendte til en fryser. Det var også meget brugt, at man fik ost og syltede blommer efter stegen.

Når det var til fest blev suppen kogt dagen før festen, den blev kogt på gode ben og grøntsager. Man lavede selv kød- og melboller, så der var gang i alle de store gryder der kunne være på komfuret. Kældergulvet var det sted der var køligst, så suppen kom derned til næste dag. Jeg har oplevet hjemme, at vi fik nogle store isblokke hjem fra mejeriet, de blev lagt i baljer og kunne holde maden kold i lang tid.

Vi var ikke forvendte med mange gæster, så vi glædede os meget, når der skulle ske noget særligt. Vi var næsten heller aldrig inviteret med, når mor og far skulle til familien, så når det skete var det en stor oplevelse. Fars familie var meget stor, så jeg kan godt se, at det kunne knibe med plads til alle børnene.