Barndomsminder 8 – Skolen

Skolen

Erindringer af Kirsten Olsen

Gerda blev min barndomsveninde, vi fulgtes ad til skole og sad ved siden af hinanden alle årene. Også efter skoletid var vi sammen, jeg gik med hende hjem, det var det nemmeste. Det var et gammelt hyggeligt stuehus de havde. Jeg kunne godt lide at være der. Der blev taget mange hensyn til Gerda, og det kom også mig til gode. Vi fik f. eks. kakao når vi kom fra skole, det hørte søndag til hjemme hos os. Gerda havde to noget ældre søskende, så det var nok derfor hun som efternøler fik lov til mere end jeg var vant til. Det var også der jeg stiftede bekendtskab med ”Ude og Hjemme”, de holdt det og vi læste tegneserier. Hjemme holdt vi ”Sorø Amtstidende” og ikke noget med ugeblade. Om vinteren kom Gerda ned til mig når det var til at løbe på skøjter ude i engene, eller på vores vanding. Mange dejlige timer havde vi der, selv om vi frøs bravt.

23-Gerda
Gerda.

Vi havde radio og telefon. Radioen havde kun et program, det var først til aften, der blev tændt for den. Der var nok heller ikke noget at høre tidligere på dagen, og det var også utænkeligt at radioen gik, mens man arbejdede.

Telefonen var heller ikke noget der blev brugt, hvis det ikke var strengt nødvendigt. Det kunne ske jeg fik lov til at ringe til Gerda, men det var så for en kort bemærkning. Gerdas forældre havde partstelefon, det vil sige, at de havde et nummer og et bogstav. Der kunne være tre der havde samme nummer, men hver sit bogstav. Hvis vi, når vi ringede op til en partstelefon og kunne høre, at der blev talt, så skulle vi lægge røret på igen.

Det kunne godt være spændende at lytte med, men det var absolut forbudt. Telefonen var med håndsving, man kørte et par gange rundt, løftede røret og kom igennem til centralen, hvor der blev sagt ”Næsby-strand”. Så sagde man det nummer man skulle snakke med og damen sagde: ”Et øjeblik”, eller ” ja, der er ledigt”. Efter 3 min. blev man afbrudt med et ”vil De forsætte”, det kunne man så sige ja eller nej til. Hvis der skete noget ud over det almindelige i sognet, så kunne man være sikker på, at de fulgte med på centralen, de kunne nemlig aflytte alle samtaler uden man vidste det. Det er ikke småting der er gået gennem deres ører. Vores nummer var Næsbystrand 21.

24-Hejninge-skole-1946
Hejninge skole 1946.

Gerda og jeg gik til skole hver dag, sommer og vinter Jeg kan ikke huske hvornår jeg fik cykel, men jeg lærte at cykle på min fars sofacykel. Det var bare ikke så lige til, den var tung og lang og jeg kunne ikke nå sadlen, men jeg fik lært at cykle. Far havde sofacykel fordi han ikke kunne bruge en almindelig herrecykel, på grund af den rygsygdom han havde, og som på det tidspunkt udviklede sig hurtigt. Det var få år han kunne bruge den.

Skolevejen kunne godt være en kold tur om vinteren. Vi havde nogle meget strenge snevinter i 40erne, ofte kunne jeg ikke følge vejen, men gik over markerne. Der var ikke sneplov, som kom og ryddede vejene. Der var en snefoged, som ringede rundt og bestemte, hvor mange mand der skulle stilles med, og så mødtes de og gik i gang med at skovle. Når vi så gik fra skole, var der åbnet så vi kunne følge vejen og vi gik mellem så høje kanter, at vi ikke kunne se over dem. Netop i krigsårene fra 1940-1945 var det nogle ekstremt kolde vintre med masser af sne og is. Selv Storebælt kunne man gå over eller køre med kane. Det har vi ikke oplevet siden.

I de kolde vintre, hvor vi ikke havde varme i værelset hvor vi sov, var det dejligt når mor lagde en varmedunk i sengen. Det var enten en af gummi, som var blød og ”tykmavet”, når der kom vand i, eller en stor oval dunk af zink. Der kom kogende vand i et hul midt på foroven og lukket med et skruelåg. Den kunne holde varmen meget længe og det var skønt at komme i seng i varme dyner. Her kunne man så ligge og se på alle de kønne isblomster på ruderne, de nåede aldrig at tø, når det var frost i længere tid.

Ledninger til el og telefon hang på pæle langs vejene, det skete tit, at ledningerne blev så tunge af is, at pælene ikke kunne bære dem, pælene kunne knække og så lå elledningerne på jorden og var farlige at komme i nærheden af. Det betød også afbrydelse af strømmen og så havde vi ikke lys. Først langt senere begyndte man at lægge ledningerne i kabler i jorden.

Gerda og jeg havde også et lille problem med en dreng der boede på en gård midtvejs mellem os. Han ville ikke lade os være på vejen, skubbede os ned i sneen eller væltede os i grøften. Vi prøvede ellers at garderer os med en kæp, men han var os overlegen. Til sidst ringede far til lærer Larsen og bad ham holde os lidt tilbage efter skoletid, vist nok fordi vi havde fået ødelagt noget tøj. Det hjalp, interessen faldt og så var der igen normale tilstande.

Vores tøj var heller ikke som vi kender det i dag og slet ikke fodtøjet, som nok var gummistøvler om vinteren. De sidste skoleår havde jeg skistøvler, en tung sag, der ikke var forede og der skulle ikke meget sne til før jeg var våd om fødderne. Kendte heller ikke til at have lange bukser på, når man var pige. Dog havde jeg såkaldte skibukser på om vinteren.

Mange havde ”frost i tæerne”, og jeg var meget plaget af det. Tæerne blev røde og hævede og så kløede det forfærdeligt. Det kender man vist ikke til nu om dage. Det skulle hjælpe med levertran, så det blev nærmest tvunget i mig, det smagte ikke særlig godt. Som belønning fik jeg nogle små pebermynte pastiller for at tage den grimme smag.

Den øvrige beklædning var også meget anderledes, i altfald de første skoleår. Inderst havde jeg et livstykke, det var knappet foran og nederst var der fire knapper, to for og to bag. Deri sad et strømpebånd, ca. 2 cm bredt og med huller midt i, jævnt fordelt i en passende længde, så det kunne nå strømperne. Strømperne var tykke og ribstrikkede i en brun farve. (Dog ikke hjemme­strikkede). Øverst var der så også knapper, hvor strømpebåndet kunne sættes fast. Ergo, der var et meget stort stykke med ”bart”. Jo mere strømperne blev vasket, jo kortere blev de. Trusser var ikke opfundet, så det var bukser med ben og af en tyk kvalitet, somme tider med lodden vrang, men så varmede de også mere. Jeg havde kjole og forklæde på hver dag i skole, det var ens for os alle, det var lettere at skifte og vaske et forklæde, for man skiftede ikke sådan kjole hver dag. Havde heller ikke mange at skifte med.

Men jeg skulle ikke klage, vi havde godt og varmt tøj i forhold til mange af mine klassekammerater, der kom i tyndt tøj og træsko hele året, det skulle være meget koldt inden de fik strømper på. Nogle kom fra små hjem med mange børn og var meget fattige i ordets rette forstand.

Ellers var vi børn, som børn også er i dag. Vi kunne godt blive uvenner, men egentlig mopning som findes i dag, det tror jeg ikke der var.

Om vinteren gik frikvarterene mest med at se på, eller bytte glansbilleder og påklædningsdukker, som vi havde i gamle udskrevne kladdehefter. De bluser og trøjer vi havde på, var hjemmestrikkede og så var det en sport at lave bogmærker af den uld vi plukkede af hinandens trøjer, helst så mange farver som muligt.

Hjemme legede vi med dukker. Birgit og jeg havde hver sin store dukke. De var meget flotte og så havde de fint tøj, som jeg tror at den pige der tjente hos os havde lavet. Vi havde også hver en flot dukkevogn, som vi fik et år til jul. Jeg husker det, fordi jeg ved et tilfælde kom til at se dem inden jul og derfor bar på en stor hemmelighed og kunne næsten ikke vente til det blev juleaften.

Om sommeren var vi i skolegården, hvor vi spillede bold eller sippede. Vi spillede også pind, rundbold og langbold, ofte var det lærer Larsen der styrede det.

Dengang, hvor jeg ikke havde noget at sammenligne med, var skolen for mig stor. Når jeg ser den i dag er det ufatteligt at den slog til. Der var kun en lærer og kun et klasseværelse. Man kom ind i en gang, hvor der på væggen var små hylder, hvor vi kunne have vores madpakke og skiftesko. Skolestuen var opvarmet med en stor kakkelovn, og hvor meget varme der var når vi kom, var afhængig af, hvornår lærer Larsen havde tændt op. Da det var under anden verdenskrig var det svært at få noget at fyre med, i det hele taget. Ofte så man også Larsen sidde i sin stol nede ved kakkelovnen mens han underviste. Han hed faktisk Johannes Larsen, men det var utænkeligt at bruge fornavn til sin lærer.

Vi havde geografi, bibelhistorie, regning og dansk. Vi havde diktat og skrev stil.

I de store klasser havde vi håndarbejde. Larsen var en god fortæller og især var det spændende at have bibelhistorie. Vi havde også salmevers for, det var en sand plage at få dem lært, men så sad de der også, så jeg i dag kender mange salmer. Vi havde også en sangtime, der lærte vi glæden ved at synge. Det var der jeg lærte alle de sange, som jeg den dag i dag faktisk kan udenad.

Vi nejede når vi mødte vores lærer, det gjorde man bare. Drengene bukkede. Det samme var når vi kom på besøg, lige meget hvor.

Der var også en gymnastiksal og den blev flittigt brugt både i skoletid og til den frivillige gymnastik for både børn og voksne. Det var mødestedet for byens ungdom om vinteren. Om sommeren spillede vi håndbold på en boldbane bag skolen. Mellem skolestuen og lærer Larsens privatbolig var et lille bibliotek. Det var flittigt benyttet hjemme hos os, far læste mange bøger.

Vi var delt i to klasser, store klasse og lille klasse. De store mødte fra morgenstunden og blev så afløst af de små. Jeg mener vi havde tre timer hver klasse. Vi blev stående ved vores bord, indtil Larsen gav tegn til at vi måtte sætte os. Bordet var til to, det havde en lidt skrå bordplade. Foroven var der en rille til at lægge blyanter og et blækhus. Bordet var fast med den bænk vi sad på, det vil igen sige, at det skulle passe til både store og små. Det kunne godt være svært for de store drenge at kante sig ind og få plads til benene og helt klart sad vi ikke godt.

Det var meget svært at skrive med blæk og krævede megen øvelse. Pennen kunne let ”sprutte”, så der blev en stor klat. Man havde blæk på fingrene og somme tider på tøjet.

Enhver kan forstå, at man skulle være meget dygtig for at komme videre i det system. Til dem hørte jeg bestemt ikke. Jeg var ordblind og havde svært ved at læse og regning kom jeg aldrig ind i. Senere, bl.a. på efterskole, kom jeg godt i gang med at læse, heldigvis. Sprog var heller ikke noget vi kunne lære der. De  dygtige kunne komme på realskole i Slagelse og der lærte de jo meget mere end vi kunne nå i vores skole.

Min første læsebog var ”Ole Bole ABC”, den havde jeg fået af tante Thora, som var min morfars søster. (Den står på min reol endnu) Min første skoletaske var en almindelig flad mappe, den havde jeg fået af morbror Helge. Det står helt klart for mig, når jeg i de første år skulle læse lektier hjemme. Far satte sig og ville hjælpe og det endte som regel med at han gav op, og jeg græd. Jeg kunne simpelthen ikke se hvad der stod. Det blev en alenekamp i det daglige.

Uden den gang at kunne sætte ord på, så var det slemt at have en vred far og slet ikke blive forstået, det var et nederlag.

Jeg kom til øjenlæge, for der måtte jo være noget galt med synet, men det var der ikke. Da man ikke kendte til ordblindhed, så måtte jeg jo bare være dum, og det måtte både dem der hjemme og jeg så leve med. På en eller anden måde klarede jeg mig, fordi jeg var god til at lære udenad. Jeg var også en glad pige og havde det godt med alle mine klassekammerater.

En stor dag var, når der skulle være eksamen, så kom præsten fra Slagelse og skulle høre på vores fremlægning af årets arbejde. Præsten hed Wulf, en ældre mand, der så meget sur ud, og som ikke var af de mange ord. Han blev placeret i Larsen armstol bag katedret, og der sad han så med foldede hænder over maven og med lukkede øjne, og fulgte undervisningen.

De skriftlige opgaver lå i vindueskarmen til gennemlæsning. Skoleåret sluttede dengang til april. Når så eksamen var overstået havde vi en dejlig dag foran os. Vi havde lidt penge, som vi måtte gå i brugsen og købe for. Jeg kan huske et år, hvor min morfar var på besøg på dagen og så fik jeg 2 kroner. Det var mange penge og jeg har sikkert fået at vide, at jeg ikke havde nødig at bruge dem alle på en gang. Det var også den dag hvor vi måtte løbe over hele byen og for eksempel lege gemmelege på lofterne på gårdene.

Far fortæller:

”Skolevejen”.

Når jeg gik ”vejen om”, havde jeg godt halvanden kilometer til skole, men det kunne forkortes lidt, når jeg skød genvej op over Jørgen Larsens mark. Det kunne jeg dog ikke hele året. Når der var sået om foråret kom Jørgen Larsen og sagde: ”Hør dreng, nu ve je` itte ha` dig rendende her op over mer`”. Du kan vel se, at der er sået? Så måtte jeg pænt gå vejen udenom. Det havde dog sine ubehageligheder en overgang, for jeg skulle forbi Hans Hansens, og der var en søn, der hed Frede. Han var et års tid ældre end jeg, men temmelig uhæmmet i sine metoder til at drille min søster Gerda og mig, når vi skulle forbi. Bl.a. stillede han sig op ved de nyslåede skærvebunker på vejen. (De kendes ikke af børn nu, hvor der er asfalteret). Han kastede sten efter os, så vi måtte gå langt ind på marken, for at komme udenfor hans rækkevidde. Men jeg besluttede at hævne mig. Jeg lavede af bøgetræ et stort sværd, som jeg kaldte ”Skræp”, og et skjold af en gammel, stor lampeskærm, som jeg havde over venstre arm, og en dag efter skoletid, da Frede kom herhen i nærheden for at lege, da løb jeg efter ham og gennempryglede ham med sværdet, så han løb vrælende hjem. Hans mor havde i forvejen sagt til mig: ”Du er vel ikke bange for ham? Du kan jo bare gi` ham nogle tæsk”. Samme Frede kom ellers en del hen hos os for at lege, så opførte han sig nogenlunde, men kom vi hen hos ham, var der ingen ende på, hvor uartig han var. Opdragelse havde han ikke. En dag han var henne hos os, stod mor i kælderen (det gamle stuehus) og smurte pandekager til os og Frede fik en med. Da han havde spist den, sagde han til mor: ”Je`ku`godt æde en til”, vi var meget forbavsede over det sprog, som ikke tåltes af os, men Frede fik sin pandekage. En stor del af året stak jeg genvej op forbi Jørgen Larsens gård. Han havde altid et par karle og om sommeren en dreng til at passe kreaturerne. Karlene drillede mig af og til. Jeg svarede jo igen, og en dag jeg var på vej til skole, havde råbt noget særlig slemt efter en der hed Jens Peder, som var 16 år, stod han på lur bag stakkene da jeg kom fra skole og så fik jeg de øretæver, jeg vel havde fortjent.

Jørgen Larsens vogterdrenge var som regel skoledrenge, og jeg kom godt ud af det med dem. Vi fulgtes ad i skole, og legede sammen, når de om efteråret var i marken og vogte køer. Den eneste gang jeg rigtig har været oppe og slås i min skoletid, var alligevel med en af dem, som hed Otto.

En dag da vi ”spillede pind” i skolen og han af en eller anden grund ikke var med, drillede han os med, hvert øjeblik at tage lillepinden fra os, da han så tog den fra mig, blev jeg gal og løb efter ham. Vi kom rigtig i totterne på hinanden og lå og rullede rundt ude på vejen, mens de andre børn stimlede sammen om os og søster Gerda tudede og råbte at vi skulle holde op. Jeg var den stærkeste og fik ham underst, men han tilredte mig sådan i ansigtet med sine negle, at jeg ikke kunne gå i skole i flere dage. Vi standsede ikke vores kamp før skolelæreren bankede på vinduet, at vi skulle ind. Da læreren så hvordan jeg var tilredt i ansigtet, gav han Otto nogle øretæver og det var jeg bagefter ked af, da jeg lige så godt havde fortjent klø. Da jeg kom i skole igen, skævede Otto og jeg noget til hinanden, men var snart gode venner igen.

(Otto kender I godt. Han kommer hver uge med brød fra Stillinge bageri. (1955))

Om vinteren havde vi tit våde fødder når vi kom hjem fra skole, for både drenge og piger gik med snudetræsko og tykke hjemmestrikkede strømper om vinteren og sneen gik tit ovenind af træskoene. Om sommeren løb vi plat barbenede, men det kunne ikke tænkes at en pige kom barfodet i skole, hun måtte hele året gå med tykke uldne strømper”.

25-Kagstrup
Kagstrup.

Nogle meget dejlige minder fra min barndom er ferierne i Kagstrup.

Min mormor kan jeg kun huske svagt, hun døde marts 1935, knapt 62 år gammel. Når vi var på besøg, kan jeg kan huske at mormor stillede en taburet midt på køkkengulvet, satte en underkop med små kulørte pebermyntepastiller på og så måtte jeg bare spise.

Fra ganske lille var jeg med i ponyvognen, når mor og far tog et par fridage og skulle besøge min mormor og morfar. Morfar havde fødselsdag sidst i april og da kan det godt have været en meget kold tur i åben vogn. Det var tradition, at vi holdt i en skov og plukkede anemoner, som vi havde med.

Moster Anna var hjemme og holde hus for morfar og morbror Thorvald og hun gav mig mange sjove oplevelser. Jeg var 5 år da jeg selv tog dertil med rutebil. Far kørte mig til Slagelse i ponyvognen og sørgede for at jeg kom godt af sted. Enten stod moster Anna eller morfar ved vejen og tog imod mig. Da jeg blev lidt ældre, syntes jeg det var noget af en oplevelse at tage den tur. Det var en gammeldags rutebil, som nærmest raslede af sted og så kørte den ind om alle de små byer der var undervejs og havde pakker der skulle afleveres eller medbringes. Ofte stod der også en kone i vejkanten og ”viftede”, så stoppede Harry, som chaufføren hed, og tog gladelig en pakke med for hende. Desværre kan jeg ikke huske hvor lang tid det tog at komme fra Slagelse til Næstved, men meget længere tid end i dag. Senere tog jeg med toget til Fodby station og her hentede morfar mig i jumpen.

26-jumpen
Jumpen.

Jeg havde 3-4 legekammerater som kom fra de andre gårde og i den dejlige store have hos morfar legede vi mange timer. Det var også sjovt at lege på loftet, der var gamle møbler og tøj, som vi fik lov at klæde ud i, og det helt store var, når jeg måtte gå ind på mosters værelse og gå med hendes højhælede sko og fine tøj.

Moster Anna tog mig med til Næstved, hvor vi gik i butikker, og vi var på munkebakken. Dengang var der ikke noget tårn, som der er i dag, man kunne stå på udsigtspladsen og se ud over hele byen.

27-Moster-Anna-og-mig
Moster Anna og mig.

Vi spiste alle måltider i køkkenet. Jeg husker en episode fra et af de måltider. Jeg var kommet til bords med tyggegummi i munden – og så gik det bare helt galt.

På et litteraturkursus jeg havde meldt mig til på Danebod højskole, da jeg var der en uge i 1995 skulle jeg lave en lille opgave og så valgte jeg at fortælle om min ferie,- dengang det gik galt.

Jeg fortalte historien set som et tilbageblik med voksne øjne.

”Hun stod, en blandt mange, i den gamle handelsgård, som nu var museum. Mens guiden fortalte gled hendes blik rundt i lokalet. Mange af de gamle brugsting havde hun også arbejdet med engang, det kaldte mange minder frem.

Øjnene faldt på en køn almuefarvet olmerdugsdyne. Den var slængt over en hanebjælke. For en stund hverken hørte eller så hun noget omkring sig. Hun var langt tilbage i tiden.

Det var sommer og ferietid. Hun var bragt til stationen og sat i en rutebil som skulle bringe hende til morfar. En uendelig lang tur syntes hun, men så pludselig var morfar der. Han var kommet for at hente hende i hest og vogn.

Hun fornemmede vognens rumlen gennem porten og over den brolagte gårdsplads. Hun følte sig meget glad og blev hjertelig modtaget.

Hun nærmest løber gennem de små stuer med de skæve døre og små vinduer og lavt til loftet. Gennem havedøren ud på plænen. Der var allerede mellem to store pæretræer spændt en hængekøje op. Den måtte prøves. Videre – hun måtte gennem det hele den første dag, se at alt var som det plejede. Turen endte på loftet, det var et slaraffenland, her var simpelthen alt. Bøger, blade, stolen hvor fjederen stak gennem stoffet, den måtte hun hoppe i. Gammelt tøj hun kunne klæde sig ud i og for længst aflagte højhælede sko, som var vigtigt at have, når hun legede ” fin dame”.

Tiden var fløjet af sted og nu blev der kaldt til middag. Alle blev bænket omkring bordet i køkkenet, hvor maden blev tilberedt på det gamle sorte komfur. I munden havde hun tyggegummi, ikke bare et, men to stykker i en stor klump. Hun fik listet klumpen ned i den ene hånd. Det klæbede sig fast og med den anden hånd prøvede hun at hjælpe, men det blev bare værre.,” Værsgo”, du må gerne begynde, sagde min moster”. Hun kiggede til frikadellerne, kartoflerne og sovsen. Og så faldt tilståelsen. Det var så flovt. Ved synet af hendes små sammenklistrede fingre lo alle de voksne højt. Det blev for meget, tårene trillede. Med kærlig hånd hjalp hendes moster med at fjerne alle spor.

Der var som altid redt op for enden af morfars seng. Derfra kunne hun ligge og se pendulet i det gamle bornholmerur svinge fra side til side. Det var tryghed.

I sengen var der en underdyne og en lille rød pude til hovedpude og en overdyne. En olmerdugsdyne, på godt og ondt. Der var så blødt og godt at ligge, men det var umuligt at vende sig, så tung var dynen. Fornemmelsen af det føltes stærk, da hun så dynen på hanebjælken.”

Guidens stemme bragte hende tilbage. ”Vi går videre ……..”

28-pigeon
Jeg har lige fået et pigeon æbletræ af min mormor. Det står stadig i haven derhjemme. Der er hvert år mange æbler på.