Barndomsminder 9 – Krigen

Krigen

Erindringer af Kirsten Olsen

De sidste 5 år af min skoletid var under anden verdenskrig. Jeg husker tydeligt den 9. April 1940, da tyskerne besatte Danmark. Store tunge sorte flyvemaskiner fløj lavt over markerne. Vi stod omme bag laden og så på dem. Jeg husker, at mor og far diskuterede, om jeg skulle i skole eller ej, alt var så usikkert. De voksne har selvfølgelig snakket meget om krigen, men igen var det sådan, at vi børn ikke fik noget at vide, vi levede videre og affandt os med de ændringer der kom i de år.

Meget hurtigt blev det forlangt, at vi skulle have mørklægning. Vi købte sorte rullegardiner og når de om aftenen var rullet ned, måtte der ikke kunne ses lys udefra. Vore cyklelygter skulle også blændes. Der blev trukket en sort hætte over lygten, hvori der var skåret en lille firkant ud. Vi kunne ikke se noget ved lygten, men vi kunne ses, når vi færdedes. Det var nu ikke meget at folk færdedes om aftenen i de år, der var tyskere overalt. Skulle vi til Slagelse kunne vi godt blive stoppet af et par tyske soldater der stod vagt ved Pilegården. Det blev også påbudt at vi havde et legitimationskort, så de kunne se hvem vi var.

Da jeg i krigens sidste år skulle konfirmeres, var situationen tilspidset meget. Allerede i 1944 da jeg gik til præst var mor og far ikke glade for at lade mig færdes. Nu var det jo også sådan, at jeg skulle helt til Høve for at få konfirmand undervisning, fordi vi hørte til Havrebjerg frimenigheds kirke. Jeg måtte ikke køre gennem Slagelse, men tog turen ud over det vi kaldte stæremarken til Slots-Bjergby og Sludstrup til Flakkebjerg og Høve. Undervisningen var lagt to dage på træk, derfor skulle jeg overnatte. Jeg havde en fast familie der ventede mig, men efterhånden lærte jeg nogle af de andre på holdet at kende, så blev jeg inviteret med dem hjem. Det var noget jeg var meget glad for. Nogle af dem har jeg stadig forbindelse med.

Far havde været så heldig at skaffe en cykel hos smeden, som havde nye dæk og slanger, ellers havde det været håbløst at sende mig den lange vej. På det tidspunkt kørte folk på faste ringe, som var forfærdeligt tunge eller også var der lap på lap på dækket.

29-

Det lykkedes mor at samle så mange rationeringsmærker sammen til bagning og madlavning, at vi kunne samle familien til min konfirmation, d. 25 marts 1945.

Det var nogle meget kolde vintre, folk havde efterhånden ikke brændsel og alt var rationeret. På kommunekontoret kunne man hente mærker, som skulle strække i så og så lang tid. For dem kunne man så købe til husholdningen, men ikke så meget man ville, der skulle spares på alt. Der var rationeringsmærker til både mel, sukker, smør, margarine, salt, kaffe, vaskemidler, sæbe og meget andet. Mærker blev en god salgsvare, folk købte dem i dyre domme til høje priser. Et kaffemærke kunne koste 2,50 kr. pr stk. et sukkermærke 1 kr.

30-Rationering1

31-Rationering2

Tobakken var ikke rationeret under krigen, men det var noget forfærdeligt tobak der blev solgt. Der blev lavet meget tobak hjemme hos folk, f.eks. af kirsebærblade og den slags. Det var ikke noget vi skulle bruge, så derfor var det ikke et problem.

Der gik ikke lang tid før det var erstatninger af mange ting. Sæbe f. eks. det var ikke værd at vaske sig med, eller vaske tøj i. Det var ikke let at være husmoder de år. Vi havde jo fremmede folk på kost og de måtte aflevere deres mærker til mor, som hun så holdt hus med. Det værste var, når man skulle have fest, konfirmation f.eks. så var det dejligt når nogen kunne undvære et par mærker. Man hjalp hinanden meget, man kom i de år hinanden nærmere, alle var jo i samme båd. Tøj kunne man heller ikke få, så hvis man havde noget liggende, blev det syet om, somme tider mere end en gang. Mor havde en ganske almindelig symaskine med håndsving, den blev brugt flittigt. Når Ellen kom, var det netop fordi der igen skulle syes noget om. Havde vi gamle strikkede trøjer, blev de trævlet op og garnet blev genanvendt til f. eks. vanter og strømper. Vi gik alle i genbrug selv om de kaldte det omsyet eller aflagt. En voksenkjole der var slidt, kunne det bedste blive til en barnekjole. Fra skjorter tog man det nederste stykke og lavede nye flipper af. Under krigen skete det, at en engelsk faldskærms soldat faldt ned. Jeg kan huske, at det engang skete i nærheden af Flakkebjerg. Dem der fandt ham fik faldskærmen, af den blev der mange ting, blandt andet fik de syet cottoncoats, hvilket stod som en drøm at eje en sådan.

Krigen varede trods alt kun 5 år, selv om det var længe nok. Mange steder hvor de havde fine stuer inden krigen, havde de også pæne og gode gardiner. I stort omfang blev de også brugt til kjoler og nederdele, alt efter hvilket stof det var af.

Det oplevede vi nu ikke.

Der kom hele tiden noget nyt i butikkerne, men det holdt sjældent til mere end en vask. Det var celluld, noget mærkeligt stift stof, lige til det blev vasket, så faldt det sammen som en som en klud og blev vindt og skævt. Vi havde meget glæde af fars kusine Ellen. Hun var alene og ville gerne være nogle dage hos os. I gennem alle krigsårene sad hun trofast og reparerede tøj. Alt blev vendt og drejet for at kunne holde så længe som muligt. Det gik hårdt ud over sengetøjet, så lagenerne blev ægvendt, det vil sige, at de blev klippet op midt på, så det tynde kom udvendigt. Hun var også den der kunne sy hjemmesko til os alle. Nogle solide såler, som man til at begynde med godt kunne købe, men som hun senere også lavede. Hun syede det øverste af noget tykt stof, eller hæklede af garn rester, det var et stort arbejde, men det var godt af have noget varmt på fødderne, da der var koldt i alle rum, undtagen køkken og stue.

Befrielsen kom 5.maj 1945. En dansk speaker på BBC afbrød sig selv i den almindelige nyhedsoplæsning for at bringe en ”vigtig meddelelse”.

” I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig. Her er London … vi gentager: Montgomery har oplyst…..”

Klokken var 20.34. Aldrig før i danmarkshistorien har et enkelt menneske med så få ord sat et helt folk i bevægelse. Det var nok mest at mærke i byerne, her løb folk ud på gaderne og festede hele natten. Mørklægnings gardiner blev revet ned, smidt ud af vinduerne og brændt på gaden. På landet var der ikke så mange der stimlede sammen, men man fik snakket med naboer, familie og venner og prøvede at forstå, hvad det egentlig var der skete.

Nu kunne man tro, at alt snart var normalt igen, men det var det langt fra. De følgende år var der stadig rationering på mange ting og der gik også år, før man kunne få ordentlig tøj. I foråret 1946 var der stadig mærker på soda, sæbe brød og brændsel. Ugeration var f.eks. 250 g kaffe og 250 g smør. Først i 1952 – 7 år efter krigen, blev kaffe og sukker givet fri. Kødrationeringen, som vi jo ikke mærkede, blev først ophævet 1949. Samtidig steg kødet, så mange måtte stadig have en eller flere kødfrie dage.

1946 fik man tekstilkort, så var der en mulighed for at få lidt nyt til, garderoben. Jeg har prøvet at stå op kl. 6 og cykle til Slagelse og stå i kø, for at få nogle få meter stof til bomuldskjoler. Rationering skabte en vis social lighed, vi var underlagt de samme vilkår. Stoffet kunne krybe meget og der var så meget farvestof i det, at man var farvet helt ind på kroppen. Det skulle vaskes flere gange før det ikke smittede af. Vi fik syet alt vores tøj hos ”fru Jensen” som boede på strandvejen nær Slagelse. Afleverede stoffet, fik taget mål, og skulle så komme til prøvning inden det færdige resultat forelå. Som stor pige fik jeg altid syet ærmeblade i. Halvmåneformet med en slags gummibelægning. Alle brugte det, pudsigt nok mindes jeg aldrig at jeg svedte under armene, men sådan var det.

Silkestrømper var et evigt problem, dårlig kvalitet og nogle havde fod af bomuld, de var også på mærker, så man måtte passe på dem. Ustandselig løb der en maske. Så kunne man tage strømpen med til opmaskning i Slagelse, men jeg fik hurtigt lært at gøre det selv. En slags hæklenål og god tålmodighed, så var de penge sparret. Strømperne havde altid en søm midt bag på, og det var meget vigtigt at den sad helt lige.

Havde man bil da krigen brød ud, måtte man også hurtigt opgive at få benzin. Så blev der opfundet en gasgenerator, som kunne påmonteres, men til sidst blev bilen ”klodset op”. Jeg har læst, at i 1946 blev benzinen givet fri ”på visse vilkår”. Prisen blev sat 10 øre op til 68 øre pr. liter, for at unødig kørsel ikke skulle blive for stor og vognen måtte kun køre inden for sit eget amt.

Det var ikke enhver mands eje at have bil, men i 30erne fik mange alligevel bil. Det var ikke den rene luksus, der var ingen varme og modellerne var heller ikke tilnærmeligvis det vi kender i dag. Som regel en Ford. Et stort firkantet karrosseri på smalle hjul. De kunne ikke køre så stærkt og vejene var ikke asfalterede, så det støvede meget. Når der skulle drejes, blev der slået en retningsviser ud, som sad ud for føreren. Men man sad i tørvejr, så på den måde var det luksus.

Det var en stor begivenhed, når min morbror Helge kom på besøg. Han havde nemlig bil, og det skete vi fik en tur.

Selv om det er helt udenfor det, jeg ellers skriver om, så har jeg læst om en biltur fra Odense til København omkring 1920, som jeg vil fortælle noget af.

”Nye dæk, sagde far. Nye dæk er en nødvendighed. Det var som skulle vi til Sibirien. Flere tæpper og dækner og sjaler og uldtørklæder. Solen skinnede nådesløst.

At finde gennem Nyborgs gader var usandsynlig svært. Lidt frem og tilbage og rundt over jernbanespor. Bilen skulle køres baglæns ombord på færgen. Far var hjælpeløs og bandede og svovlede, kørte i håbløse vinkler ind på færgens sider eller tæt på jernbanevognene. Til sidst stod en sømand op på trinbrættet og greb rattet, og fik os på ret kurs.” Aldrig skal jeg mere køre ud på de færger” råbte far. Med fornøjelse tænkte jeg på, at så måtte vi bosætte os i København.

Der stod drenge i Korsør, som tilbød sig som vejviser ud af byen, men far afslog. Da vi havde kørt rundt et godt stykke tid tog han mod tilbudet. Drengen sprang op på trinbrættet og sikkert lodsede os ud af byen og så tjente han en skilling. Mellem Korsør og Slagelse skulle vi klare den enorme bakke. Studebakeren bestod prøven, hakkede lidt i det, men det skyldtes nok, at far ikke var meget for at skifte gear. Vi nåede Slagelse en times tid senere. Far standsede ved Hotel Postgården. Der stod en karl, som kørte vognen ind i gården. Inden vi kunne komme ind, måtte vi ryste alt støvet af os, vi slog og bankede på hinanden. Støv var landevejens betingelser. Vi så en enkelt lukket bil. Hvad fanden, brølede far, skal vi ikke have frisk luft, skal vi sidde og køre rundt i dagligstuer på hjul og man kan ikke se noget som helst.

Vi fik rød sodavand, en til deling. Per, sagde mor bønfaldende, da far overfusede tjeneren, kaffen havde ikke smagt ham.

Karlen køret bilen frem igen og vi satte kursen gennem de krogede gader mod Sorø. Vi var godt og fast indpakket og støvet fra de andre biler begyndte at lagre sig i alle tæppernes dybe fuger.

Pludselig brølede far. Nu vil den satans vogn ikke mere. Det viste sig snart, at der ikke var mere benzin på. Pigerne spurgte om de måtte gå i skoven. Det kunne de have gjort på Postgården mente far, men forfulgte ikke sagen. Han stillede sig op på landevejen og svingede med sin ternede sixpence. Straks standsede en vogn. Jeg aner ikke hvordan problemet løstes, men en detalje husker jeg med begejstring. Far med en rød gummislange i munden på hug ved den fremmedes benzintank bagpå, han sugede og sugede og råbte pludselig højt og spyttede benzin ud og så fik han nogle liter ned i en dunk, og det kom på vores bil, og vi kom af sted igen.

Hævertprincippet sagde far. Man skal kunne sin fysik.

Ren nostalgi fra min side, jeg har jo prøvet at køre i de gamle biler, dog ikke i de åbne, men det gik ikke så stærkt og varme var der ikke i bilerne før langt senere.

32-Ellen-med-sit-strikketøj
Ellen med sit strikketøj.

Enten det var sommer eller vinter, kommer Ellen ind i billedet. Jeg nævner hende ofte, hun var næsten en del af familien. Ellen mistede sin mor meget tidligt og hun var den ældste af 8-9 børn, så hun måtte stå for husholdningen og plejen af sine små søskende. Det brugte hun sit liv på. Hendes søskende forlod hjemmet da de blev voksne, fik hjem og familie. Det nåede Ellen ikke. Ellen boede alene. Hun var ikke meget hjemme, der var bud efter hende til at hjælpe mange steder, for eksempel hjemme hos os. Der blev spændt for ponyvognen og en af karlene hentede hende. Hun kom som et frisk pust, var altid glad og så gik snakken.

Når middagen var spist, gik Ellen i gang med opvasken. Mor var ikke så begejstret, det gik lidt stærkt, men det ville have været en fornærmelse at tage den tjans fra hende. Derefter skulle hun have sin middagssøvn på sofaen. Vi store tøse har tit stået småfnisende og set på. Hver gang hun trak vejret så knirkede hendes korset, og hun snorkede på en helt speciel måde.

Hun var altid aktiv, gik tit en tur og så havde hun altid strikketøjet med, som regel var det strømper, som der var god brug for. Inden Ellen skulle hjem gik hun en tur i haven og forsynede sig med blomster, frugt og grønt og så var hun glad. Der har nok også været lidt slagtemad, vil jeg tro. I nogle år holdt hun også juleaften hos os.

Sommeren bød på mange glæder. Det var afvekslende og spændende når der kom feriegæster. Vi havde et meget fint lysthus, som far har lavet. Det lå ca. der hvor flagstangen står nu og helt op til skellet ind til naboen. Det var lavet af træ. Siderne var fra midten og op efter lavet som fletværk. Der tilbragte vi utallige timer med leg og megen kaffe og kage blev serveret over en god snak, når der kom besøg. Det var også det ideelle sted at opholde sig i de sene nattetimer, når pigen blev fulgt hjem fra bal. Desværre holdt huset ikke til jeg blev voksen!

33-Mor-med-Bøvs
Mor med ”Bøvs” ved lysthuset 1930 – 1932.

Selv om han ikke var helt ung, så kom morfar gerne cyklende, og blev nogle dage om sommeren. Når han kom kunne vi se, at han havde været hos bageren i Slagelse og havde kager med. Købte kager var ikke noget vi ellers fik, så de blev spist med velbehag.

I mange år kom Holger Larsen, hans kone, Oda og deres piger Kirsten og Bente. Holger Larsen havde som barn været feriedreng på gården og havde holdt forbindelse med far. De boede i København, så en ferie på landet var en drøm. Det gav mor meget ekstra arbejde, og flere munde at mætte.

34-Holger
Holger Larsen.

Så var der moster Minna og Jensen, der hver uge sommeren igennem kom cyklende for at købe æg og fik lidt frugt og grønt, alt efter årstiden. Moster Minna var mors ungdomsveninde og da jeg var helt lille begyndte jeg at sige moster og sådan var det lige til hendes død.

Far havde to søskende. Gerda, som var gift med en maskinfabrikant i Slagelse. Det hjem husker jeg kun at have besøgt et par gange. Faster Gerda var syg alle de år jeg husker hende. Der var fire børn, som jeg faktisk kun kendte, fordi de kom på ferie hvert år.

Så var der Arne. Han havde en mindre ejendom på den anden side af Slagelse og dem så vi lidt mere til. Elna, som han var gift med var utrolig god til at lave dukketøj og altid fik vi spændende gaver derfra. Deres to drenge kom også hvert år på sommerferie, dem var jeg mere jævnaldrende med og husker meget fra deres besøg.

Familien var ellers noget vi kun så, når der var en anledning, fødselsdag for eksempel, men ikke hver gang.

Det er også sommer der får mig til at tænke på turene med mor og far til kirke i Havrebjerg. Vi kunne tage med hvis vi havde lyst. Vi kørte i ponyvogn dertil og så var der en mand som tog sig af hesten mens vi var i kirke. Min farfar og farmor var med i menigheden lige fra kirken blev bygget i 1911. Far og hans søskende er konfirmeret der, lige som Birgit og jeg blev det senere.

Turen til kirke gik af markvejen op til ”Valbygården”, forbi hovedbygningen og den store have, hvor vi, hvis vi var heldige, kunne se påfugle gå i haven.

På min fødselsdag havde jeg pigerne med fra min klasse. Så var alle i det fine tøj og glædede sig meget. Når de kom hilste de først på mor og far med hånd, og så sagde de: ”Jeg skal hilse hjemmefra”. Sådan gjorde jeg også hos mine kammerater. Både mor og far oplevede langt senere at det også kunne gøres med et ”Hej”, hvis man overhovedet sagde noget. Tiderne skifter.

Jeg husker ikke at vi gav hinanden gaver, og gjorde vi var det for eksempel et lille fint lommetørklæde. Dem samlede jeg på. I brugsen kunne man få små vaser eller kopper, hvor der stod ”Hilsen fra Hejninge” på, det var også flittigt brugt til gaver.

Vi fik chokolade og boller og lagkage og så legede vi ude eller inde alt efter vejret og den plads der var hvor vi kom. Vi kendte mange sanglege, det kunne der gå noget tid med, eller vi spillede pind eller langbold. Et sted hvor vi kom til fødselsdag havde de et lille køkken, en stue og et soveværelse og et værelse mere, der var de ni børn. Deres far var arbejdsmand og havde svært ved at tjene til at mætte alle. Det var nok det mindste hus i sognet. Der var lige så mange børn i banehuset og der var såmænd nok ikke mere plads. Manden der var kurvemager, så der skulle sælges mange kurve for at få mad på bordet der. Men det var slet ikke noget vi tænkte på eller hørte der blev snakket om, sådan var det bare.

I dag kan børn godt undre sig over, hvad vi fik tiden til at gå med, når der ikke var mulighed for forskellig sport og man slet ikke havde fjernsyn, video, mobiltelefon, computer og alle de ting der er en selvfølge i dag. Det var slet ikke opfundet da jeg var barn, det blev det faktisk først, da mine børn var store.

Da jeg var 10-12 år gammel fik vi klaver. Mor havde selv spillet orgel og ville gerne, at vi lærte at spille. Jeg fik min undervisning i Slagelse hos fru Hersbo-Jensen. Hun var meget dygtig. Moster Minnas mand, Peder Jensen var leder af et orkester i Slagelse der hed ”Crescendo”. Der spillede familien Hersbo-Jensen også, derfra kendte mor og far dem. Det var absolut ikke noget jeg havde lyst til, og så alle de øvetimer, turen til Slagelse på cykel i al slags vejr, nej, jeg var ikke nogen flink elev. Det ophørte da jeg kom hjemmefra året efter min konfirmation. Både Birgit og Eva fik undervisning i Hejninge, og det har de stadig meget glæde af.

Om vinteren kunne vi opholde os i køkkenet og i stuen, der var ikke varme andre steder. Vi lavede lektier mens mor og pigen sad med håndarbejde. Når pigen var færdig over middag og karlene havde fået deres eftermiddagskaffe havde hun fri. Hun kunne være på sit værelse eller i stuen, men mødte omklædt og gik i gang igen når aftensmaden skulle forberedes.

Da far ikke kunne deltage i arbejdet ude, så var han flink til at læse højt. Det gjorde han også om aftenen når de havde hørt ”Pressens radioavis” og ofte var der både pigen og et par af karlene der også brugte stuen, når avisen skulle læses, eller ville hører far læse op. Der var ikke varme på deres værelser.

Det skete meget sjældent, at mor og far havde en aften, hvor de var sig selv. Det de eventuelt ville diskuterer eller snakke privat om, måtte faktisk foregå i soveværelset. De havde i årenes løb rigtig mange dejlige unge mennesker og samværet med dem var de glade for. Det skete dog også, at der var nogen, som ikke rigtig passede ind i familien, men de søgte så andre steder. Mange af de karle og piger, som tjente derhjemme, havde mor og far forbindelse med i mange år og de fik ofte besøg af dem, når vejen faldt forbi.