Kategoriarkiv: Barndomsminder af Kirsten Olsen

Barndomsminder 1 – Fugleholmsgården

Fugleholmsgården

Erindringer af Kirsten Olsen tilegnet børn og børnebørn

 

01-Kirsten-Olsen
Kirsten Olsen

Næstved november 2005

Kirsten Olsen

 

Kirsten Margrethe Fugleholm Nielsen født 6. maj 1931 i Hejninge.
Gift 7. november 1952 i Skt. Mikkels kirke i Slagelse med
Poul Anker Olsen født 17. maj 1926 i Hyllinge. Død 2. september 1994.

Forældre
Hans Jørgen Fugleholm Nielsen (far) født 30. september 1898. Død 14 oktober 1973.
Gift 27.juni med Hertha Christensen (mor), Kagstrup, født i København 27 februar 1899. Død 21. august 1996
Borgerligt viet hos sognefogeden i Skelby sogn og i Skelby kirke af Niels Dahl, Liselund, præst i Havrebjerg frimenigheds kirke.

Søskende
Maren Birgit Fugleholm Nielsen født 24. marts 1934.
Eva Kirstine Fugleholm Nielsen født 21. december 1941.

Bedsteforældre
Jens Peder Nielsen (farfar) født 1. marts 1854 i Hejninge. Død 25. april 1937. Gift med Maren Metine Jørgensen (farmor) i Skt. Mikkels kirke Slagelse, 23. september 1897. Født i Fårdrup 13. oktober 1866. Død 24. juni 1928.

Valdemar Christensen (morfar) født 25. april 1871 i Kagstrup. Død 9. juli 1956. Gift med Karen Kirstine Jørgensen (mormor) født 7. oktober 1874 i Flakkebjerg. Død marts 1935. Gift i København 22. april 1898.

 

 

Erindringer fra Fugleholmsgården

02-Fugleholmsgaarden
Fugleholmsgården som den så ud da jeg var barn.

Mine oldeforældre Dorthe og Niels Hansen, ejede ”Fugleholmsgården” fra 1848-1897. Niels Hansen var den første selvejer af Fugleholm, som ellers havde hørt under ”Valbygården”.

Dem der efterhånden kom til at eje deres gårde, gjorde et stort arbejde for at vedligeholde og forny. De fik for eksempel lyst til at anlægge haver, som man stadig kan se resultatet af mange steder.

I 1864 anlagde Dorthe og Niels Hansen en stor have, plantede mange buske og frugttræer. Mine bedsteforældre og siden mor og far og nu Eva og Søren har gjort meget for at vedligeholde og plante nyt i den gamle have. Langt de fleste træer er væk, men der står stadig, nu langt over 100 år efter, et æbletræ, et par sveskeblommetræer og en buskbom.

På dette sted og i disse omgivelser blev jeg født en morgen i maj 1931, og fik  min barndom der. Jeg har ikke megen fornemmelse af, hvordan det var i de første år. Men der var trygt og godt, hele tiden nogen omkring mig.

Det var krisetider i landbruget, så der var ikke meget at slå til side med. Det var ved stor sparsommelighed og nøjsomhed, at mor og far klarede sig gennem de første år i 30erne.

Mange gårde kom på tvangsaktion og med de få midler de havde, var det svært at komme videre.

Byen er Hejninge, et lille lokal samfund, hvor alt hvilede i sig selv. Der var det man havde brug for i det daglige. Der var en tømrer, en murer, en smed, en frisør og brugsforening. Der var kirke, skole og et forsamlingshus.

Der var enkelte huse og så ellers gårde, som havde deres jorde gående ud fra byen i alle retninger. Der havde ligget mange flere gårde i byen, men de var flyttet ud på markerne. Det skete efter en brand i byen, år 1781, hvor 8 gårde og 13 huse brændte. Den gang blev Fugleholmsgården også flyttet ud på marken. Det gamle stuehus i Hejninge fandtes stadig i min barndom, vi skulle forbi det hver gang vi skulle i skole. I dag er det væk, og der ligger et andet hus på grunden.

03-Stuehuset1700
Det gamle stuehus fra 1700 tallet

Min farfar (Bedstefar) levede til 1937, så ham husker jeg. Han havde en stue på den anden side af gangen i stuehuset, det halve af det der nu er Eva og Sørens spisestue. Her kunne han trække sig tilbage efter behov. Det skete jeg fik lov til at komme med ham om på værelset. Her havde han sin seng, sin stol, et lille bord og en kommode. På kommoden stod nogle fine ting, som jeg fik lov at holde forsigtigt. Ingen af de ting findes mere. Da bedstefar døde blev det delt til familien. Bedstefar sad altid for bordenden ved spisebordet i stuen. Når jeg skulle i seng, kravlede jeg op og sad på bordet med fødderne i hans skød. Bedstefar var god til at fortælle historier, desværre kan jeg ikke huske dem. Når jeg selv bestemte, var det en om en hane, men mere husker jeg ikke.

Vi fik lov til at være hos ham lige til det sidste, uden dog at vide, at det var sidste gang vi så ham. Det står helt tydeligt for mig, at Birgit prøvede at give ham et bolsje, men det sad bare i skægget. Bedstefar havde et meget stort, flot hvidt skæg som jeg aede, når jeg sad hos ham

Han var en gammel mand, da jeg blev født, så han har ikke kunnet hjælpe meget til i mark og stald. Men bedstefar var en god hjælp som barnepige for os piger. Mor havde mange gøremål og så var det godt at bedstefar var der, det har han nok også nydt. Mor fortalte, at når vi gik tur i haven, så pegede jeg bare på de blomster jeg ville have, og så fik jeg dem. Det var mor ikke så glad for.

Dengang var der ikke noget der hed alderdomshjem, det var en selvfølge at de gamle blev passet af næste generation, lige til deres død. Det var ikke bare på gårdene, men også de små steder. Mange steder var der den fælles stue, et køkken og så hver sit soverum. De skulle få dagligdagen til at fungerer og det var ikke uden gnidninger. Især var det svært for en svigerdatter at komme ind i familien, hvis den gamle kone var der. Det var hende der bestemte. Mor har måske heller ikke altid syntes, at det var lige let, men hun tog sig godt af bedstefar.

Far og mor var de første, der fik deres eget hus, men var dog på gården til de døde.

04-Farfar-og-farmor
Farfar og farmor

Min farmor døde i 1928. Hjemmet var uden husmor indtil min mor kom som husbestyrerinde 1930. Meget ændrede sig ude og inde da mor og far overtog gården.

Min bedstefar var ofte den første der anskaffede sig nye redskaber, f.eks. var han den første der fik selvbinder i Hejninge. Før blev alt korn høstet med le og så gik karle og piger og bandt negene.

Bedstefar var også en af de første der var på højskole, det var Vallekilde højskole hos Troels Trier, som kom til at betyde meget for ham. Det var i 1872. Jeg har ofte tænkt på ham, når jeg var der til møder. Ville gerne at han kunne have set, at det stadig samler unge mennesker og at det nyttede det de kæmpede for.

Husmødre på landet skulle helst ikke stikke næsen frem, men det kunne min farmor ikke tage sig af. Hun havde været selvstændig modist i Ringsted inden hun blev gift og var opdraget til at tage del i det der rørte sig i samfundet. Hun havde været på Hjørlunde højskole og havde bl.a. også været husjomfru på Holsteinsminde. Hun var med til at starte” Husmoder foreningen” i Slagelse. Hun kom til et meget gammeldags hjem og hun og farfar var meget forskellige, så hun havde det svært i sit ægteskab.

I bedstefars tid som mand på gården, var det almindeligt at pigerne tog sig af malkningen, som de havde gjort i generationer. Min farmor havde altid to piger..

Man var mange om arbejdet, redskaberne var få, set med vore øjne, og alt markarbejde foregik med håndkraft og heste.

Man var selvforsynende med alt. Der blev slagtet gris, høns og ænder og urtehaven var stor.

Husmoderen stod for bagning af alt brød, og der blev brygget øl. Der blev kartet og spundet af hør og uld, som de siden vævede og strikkede af. Det var utænkeligt at man gik med andet end hjemmestrikkede strømper. Man havde kun petroleumslamper og tællelys, som de også selv støbte. Ved det sparsomme lys er der lavet mange skønne håndarbejder, utroligt at de kunne se til det.

Der findes derhjemme nogle meget gamle håndarbejder, bl.a. en dåbspose, som min bedstefar er døbt i, og andre ting. Desuden findes der også nogle fine ting fra mors hånd, som hun lavede i sine unge dage. Jeg har en oval bakke, hvori der er indlagt en strikket serviet, lavet af en veninde til min farmor for over 100 år siden.

Tingene ændrede sig da far overtog gården. Far havde karle til hjælp i mark og stald og mor havde en pige, udelukkende til hjælp inde og i haven, samt pasning af os børn, efterhånden som vi kom til.

05-Far-og-mor
Far og mor

Far havde i sin ungdom været ude og tjene forskellige steder, havde været på højskole og landbrugsskole. Var aktiv i gymnastikforeningen og ledede i flere år en studiekreds, sad senere i sognerådet, frem til hans sygdom umuliggjorde det. Han var en glad og positiv mand der var velset og afholdt.

Mor havde også haft forskellige pladser og været på højskole i Haslev. I modsætning til fars Grundtvigske synspunkt, var mor knyttet til indre missionske kredse. Med stor respekt for, hvad de hver især stod for, fungerede deres liv godt. Det var nok mest på fars præmisser, men mor har tydeligt givet udtryk for, hvor glad hun blev for fars store familie, hvor hun befandt sig godt og blev godt modtaget.

Min far kunne også fortælle mange ting fra sin barndom. På et tidspunkt skrev han også noget af det ned, og det er jeg glad for i dag, ellers var det nok glemt. I fars barndom havde de også får, kalkuner og gæs og det på godt og ondt.

Far fortæller:

”I mine drengeår havde de fleste gårde fårehold. Nogle, som vor nabokone, Marie Frederiks kartede og spandt selv ulden, men de fleste var på den tid gået over til at sælge ulden og købe garnet.

Fåreflokken bestod som regel af tre får og en vædder, og når den var gal skulle man have en vis erfaring for at kunne omgås den, hvad vi dog også fik stor erfaring i.

Vi havde i mit hjem i flere år en stor, sort vædder, hvis meriter især har fæstnet sig i min erindring. Den meste tid af året var den forholdsvis fredelig og når vi bare passede på ikke at vende ryggen til den når vi skulle” flytte”, skete der sjældent noget. (flytte, det vil sige, at vædderen stod i tøjr på en græsmark i en lang kæde med en tøjrpæl i enden, som blev slået i jorden. Flere gange om dagen blev den flyttet til nyt sted for at græsse). Ellers kunne det godt hænde, at man lå og sprællede et godt stykke uden for tøjrslaget, før man rigtig vidste af det.

Men i parringstiden om efteråret var ”Mads” ikke god at komme nær og da fårene sent om efteråret ofte gik løse, kunne der opstå pudsige situationer når Mads var i dårligt humør og nogen kom for nær til hans harem.

Engang da naboen, Frederik Hansen, der havde vores jagt, var ude på embeds vegne, kom han lidt for nær til fåreflokken. Mads så sig gal på ham og gik til angreb. Heldigvis var skelgrøften lige i nærheden, den var ca. en alen dyb og den måtte Frederik springe ned i for at redde sig. Men Mads blev stående og vågede over ham. Først da Frederik havde skudt et par skud af i luften, blev vi der arbejdede i roemarken oppe ved dyssen, opmærksom på, at der var noget galt, og da vi så at der hang en sky af krudtrøg over fårene, fik vi mistanke. Så måtte vi jo ned og redde Frederik og det tør nok siges, at han var vred.

En anden gang var det far det gik ud over. Fårene var ikke kommet hjem til aften som de plejede og far gik ud og lede efter dem. Han fandt dem ved Frederik Hansens roekule. Men det passede ikke Mads at komme hjem. Han gik løs på far, der måtte smide sig ned i udgravningen til roekulen for at redde sig og først da der på hans råb kom nogle håndfaste karle til hjælp, blev han befriet.

Mads var også god at ride på, når jeg skulle hente ham hjem om aftenen, men det skulle helst være, når far ikke så det.

Jeg må lige nævne her, at omtalte nabos kone Marie Frederiks, var en meget rar kone for os børn. Det hører til mine meget gode barndomsminder, at hun, når vi om efteråret kom ned i engen for at flytte køerne, kom ud til os med forklædet fyldt med blommer og æbler. Der var ikke så meget af den slags den gang, så vi var lykkelige for det.

Hvert efterår skulle fårene vaskes og klippes og det arbejde overværede jeg med stor interesse.

Vaskningen foregik i det store bryggerkar, som blev stillet op omme mellem kostalden og ajlebeholderen. Karret blev fyldt trekvart med vand og så blev fårene efter tur stillet derop, og ”toet” af mor, far, gamle Kristian husmand og som regel en af karlene, der især hjalp med at holde fåret.

Vædderen kom altid i til sidst, når vandet var blevet til rigtig lud. For øvrigt anvendte mor altid fårenes brugte vaskevand til at vaske rigtig snavset arbejdstøj i. Min andel i historien begynder da de engang var nået til at vaske vædderen.

Arbejdet foregik i bøjet stilling og derfor med stramme buksebage. Jeg gik og legede med en halvlang kæp og Kristians blankslidte molskindsbag var for stor en fristelse for mig. Pludselig drev jeg ham en ordentlig en med kæppen. ”Av for s….” råbte Kristian og vendte sig en halv omgang og langede mig sådan en på siden af hovedet, at jeg trillede hen ad jorden.

Stortudende rendet jeg min vej og skønt Kristian og jeg ellers var de bedste venner, gik jeg dog nogle dage og skævede til ham, inden det gamle fortrolige forhold blev genoprettet”.

Barndomsminder 2 – Slagtning

Slagtning

Erindringer af Kirsten Olsen

Der var en bestemt slagter, der hvert år kom og købte vore lam og af og til også kreaturer. Han hed Peder Hansen. Mens jeg var ganske lille havde jeg meget stor skræk for ham. Måske var det fordi han kørte af sted med vore kønne små lam. Så snart jeg så ham i gården, løb jeg ind i sovekammeret og kravlede så langt ind under mors og fars senge jeg kunne komme, og jeg vovede mig ikke ud, før jeg var sikker på, at slagteren var kørt.

 Om gæssene fortæller far:

”En dag mens jeg var ganske lille, vel 4-5 år, kom børnene fra mosen drivende med en flok gæs. Far havde købt Kristian husmands gåseflok, og jeg husker tydeligt da de skræppende og snadrende kom til gården. Jeg var til at begynde med bange for dem, især gasen, der af og til kunne være slem til at fare i benene på børn og voksne. Men hurtig lærte jeg, at nogle rap over næbet med en kæp, kunne holde dem på afstand.

Det var ikke noget plus for min tilværelse, at vi fik gæs. Da jeg blev lidt større måtte jeg nemlig vogte gæssene på stubmarken om efteråret, og året rundt var der en masse ulejlighed med de gæs.

Man skulle passe godt på, at holde døre og porte til laden lukket, da gæssene i løbet af få minutter kunne hakke hul i alle kornsækkene for at få indholdet, og så snavsede de hele ladegulvet til med deres møg .

Også haven var de slemme ved, især nedfaldsæblerne var de tossede efter, men da mine søskende og jeg også ville have nogle, skulle vi nok sørge for at holde gæssene væk.

Vi havde om efteråret 20-30 unge gæs og sådan en flok kunne vælte en hel kornstak, ved at trække strå ud forneden og derved undergrave den. Der skulle jeg også passe på, så jeg var godt gal på de gæs.

Gasen var på spil alle vegne. Når far gik hen over gården med en favnfuld hø til fårene og gasen var i nærheden, løb den hen og bed ham i benene, og det var noget der gjorde ondt. Jeg husker, at far altid sagde: ”Av, dit skidt” og sparkede ud efter den, hvorpå gasen højt skræppende gik tilbage til sine koner, stolt over den bedrift den havde udført.

Da min bror Arne var ca. 2 år, havde vi en særlig arrig gase. En dag da Arne stod udenfor bryggersdøren, gik den på ham og væltede ham i rendestenen, hvor den baskede ham med vingerne og bed ham i brystet. Han vrælede jo højt og mor og pigerne kom springene og fik gasen jaget væk, men det varede længe inden Arne forvandt sin skræk for gasen efter den omgang.

Hvis gasen kunne se sit snit til at få fat i en høne, slap han den ikke før han havde plukket fjerne af den, men hønen skreg så ynkeligt, at den som regel blev reddet inden det gik så galt. Gasen virkede også som gårdhund, idet den altid skræppede op når der kom fremmede i nærheden af gården. Vi børn lærte dog hurtigt at omgås den og det mest probate middel vi brugte, når den gik til angreb, var at gribe den i halsen og give den en svingtur. Hvis vandingen var i nærheden strittede vi den derud. Den var så slukøret et stykke tid derefter.

Vi havde som regel en gase og to gæs som livgæs. Gæslingerne blev ruget ud af høns eller kalkuner. En almindelig høne kunne ruge på 4 æg og en stor på 5 æg. En kalkun på 10-12 æg ad gangen. Kalkunerne blev somme tider brugt til at ruge to kuld gæslinger ud på træk. De første 14 dage efter udrugningen var gæslingerne meget ømfindtlige for regnvejr. En rask byge kunne slå dem ihjel og vi måtte passe meget på at få dem i hus, hvis det trak op til regn.

De unge gæs levede om sommeren mest af græs. Når der var høstet blev de drevet ud på stubmarken, hvor de kunne gå og blive godt i stand.

Tre uger før jul blev gæssene sat ind til fedning. De fik så den havre de kunne æde, og det hed sig, at hver gås skulle æde en skæppe havre i løbet af den tid. Gæssene blev jo godt beskidte af at stå inde så længe og dagen før de skulle slagtes, blev de jaget ud i vandingen, hvor de fik lov at pjaske og boltre sig et par timers tid. Så var de blevet rene. Imens var der blevet strøet med rughalm i huset så de kunne holde sig rene og pæne til næste morgen.

Så oprandt slagtedagen. Allerede kl. 3 i den mørke decembermorgen havde mor kaffen færdig. Så kom Kristian og Laura fra mosen, samt en kone til. Karlene og pigerne var også purret ud. Når så alle havde fået kaffe, undtagen far og mig, der imens havde hugget hovedet af de første gæs. De blev anbragt rundt om et stor kar. Man satte sig med gåsen på knæene, så den lå med gumpen ind over karret, så fjer og dun bekvemt kunne falde deri og så begyndte pilningen.

Alle var ikke lige dygtige. Laura og Kristian var meget skrappe, men karlene havde tit ikke prøvet det arbejde før og tog noget fummelfingret på det. Det gav også ømme tommelfingre, men arbejdet gik med humør, historier og beretninger om hvordan gæssene havde været at pille sidste år og forrige år. Der var nemlig meget forskel på, hvor slemme de var til at ”gå i stykker” de forskellige år. Jeg var helt ked af det hver gang jeg skulle ud og hjælpe far med at slagte flere gæs, for så gik jeg glip af historierne.

Mor havde travlt med at binde klude om de blodige gåsehalse, for at fjer og dun ikke skulle blive plettede, og hun skulle også sørge for at komme fjer og dun i poser efterhånden som karret fyldtes. Far og jeg kunne derimod nok få tid til at give et nap med pilningen, mellem vi slagtede.

Man stræbte efter at blive færdig med grovpilning til kl 6, da skulle pigerne til malkningen og karlene til hestene. Når det var overstået fik de alle en god frokost, som mor og Laura imidlertid havde tilberedt. Så skulle kvinderne i gang med finpilning og opskæring. Det tog hele dagen og mor var også altfor træt når vi sent på aftenen gik i seng.

Allerede kl. 5 næste morgen var far, mor og jeg oppe igen, for far og jeg skulle på torvet i Slagelse med gæssene. Der blev lagt et lag rent halm i bunden på fjedervognen, derover et lagen og så blev gæssene lagt på rad og række, mens kråserne blev lagt i en balje.

Så gik turen til Slagelse i den halvmørke vintermorgen. Først skulle vi ned i købmandens – Kargård Thomsens – gård. Der fik vi vejet gæssene og der blev bundet mærkesedler med opgivelse af vægt på hver gås. Køberne skulle jo kunne se hvad de fik for pengene. Derefter tog vi hen på torvet, hvor vognen blev stillet i række med de andre vogne der solgte fjerkræ, nogle gæs, andre ænder og høns. Købmandens karl var fulgt med for at føre hestene tilbage, hvor de kunne stå i købmandens stald mens far og jeg handlede.

Det var imidlertid blevet halvlyst og fruerne fra byen begyndte at indfinde sig for at se på varerne og spørge på priserne. Somme tider fik vi udsolgt i løbet af et par timer, men til andre tider kunne det trække ud til kl.1-2 om eftermiddagen og da kunne det hænde, at jeg var grædefærdig af sult og kulde, for det var en kold omgang at stå på torvet, især når det var frostvejr, og selv om der vankede et par to øres boller i løbet af formiddagen, var det ikke det samme som middagsmad. Vi havde jo været tidligt hjemmefra.

Når vi kom tilbage til købmandsgården, var den stuvende fuld af vogne og stalden af heste. Det var jo lige ved jul og bønderne skulle alle til byen for at gøre juleindkøb, al befordring foregik jo dengang med hestekøretøj.

Der var et eget sceneri over sådan en gammel købmandsgård, med den travlhed, råben på gårdskarlen og hestevrinsken fra stalden. Der var meget at se på for en knægt som mig.

Når far havde udrettet sine ærinder, gik det atter hjemad. Mor ventede med middagsmad og var spændt på, hvad vi havde oplevet, samt hvad vi havde fået for gæssene. En gås kostede omkring året 1908 fra 6-8 kr. og en gang kråse 45 øre. Det var ikke mange penge, men prisen på det vi skulle købe var heller ikke stor og det var vores fornødenheder heller ikke dengang.”

Der var en helt særlig stemning når vi skulle slagte gris. Meget tidligt om morgenen kom slagter Madsen, og længe før var der tændt op under gruekedlen i vaskehuset, så der var kogende vand til karret, som grisen skulle skoldes i, når den var død. Dengang blev grisen stukket i halsen, og så var mor eller pigen klar til at tage imod blodet, som løb ned i en stor gryde, hvori der var de ting, som blev rørt med blodet. Det var byggryn rosiner og spæk i terninger sukker og nogle krydderier og så var det klar til at lave blodpølser af. Der var stadig gang i gruekedlen, for der skulle bruges meget varmt vand.

06-Grisen
Slagtning af gris

Når grisen var skoldet, skrabet for hår og vasket, blev den hængt op i bagbenene i ladeporten. Derefter blev den skåret op, tarmene kom i en balje for sig. Hjerte, lunge og nyre blev fjernet. Næste dag, når grisen var blevet kold, blev den delt i to halvdele, så selve rygraden hængte for sig selv. Nu blev en halvdel af gangen båret ind på køkkenbordet og parteringen begyndte. Mor var dygtig til det og god til at lære fra sig til sine piger.

Når slagteren var færdig med sit arbejde, var det tid til formiddagsmad. Der blev sjældent serveret snaps hos os, men den dag skulle der snaps på bordet for slagter Madsens skyld.

Når tarmene var frigjort, kom de hen i vaskehuset. Nu kom det mest ubehagelige arbejde ved slagtningen. Efterhånden som jeg blev så gammel, at jeg kunne være til hjælp, så måtte jeg nemlig være med. Jeg hadede det. Tarmene skulle vendes og det stank, kan jeg sige. Det foregik på den måde, at en holdt tarmen op foran sig og en anden stod med en kande og hældte vand igennem, så vrangen kom ud. Man brugte to strikkepinde, lagde tarmen imellem og så var der en der trak tarmen igennem, mens en anden holdt godt fast om pindene. Vi skyllede og skyllede til de var helt rene, og så blev blodmassen fra den store gryde fyldt i. Man brugte noget der hedder pølsehorn, det var kohorn i forskellig størrelse, hvor spidsen var skåret af. Et pølsehorn ned i tarmen og så kunne man nemt få blodmassen hældt i. For enden blev der lukket med pølsepinde.

Dagen efter blev pølserne kogt i gruekedlen og når de kom op til overfladen, så var de klar til at tage op. For at holde sig varme til middag, blev de lagt i en stor kurv med halm i bunden og håndklæder over. Somme tider kunne jeg nå, at smage en inden jeg skulle i skole, det var lige dejligt hver gang.

Til middag blev de serveret med sukker og kanel og æblemos. De smagte også godt som kolde. Vi skar pølserne i tykke skiver og smurte smør på og dryssede med sukker.

Under krigen, (1940-45) hvor det var småt med sukker, kunne man få roesirup, det smagte aldeles forfærdeligt, men blev brugt til forskellige ting, jeg tror bl.a. også til blodpølse.

Dengang var slagtegrisen altid meget stor, der var fedet på den i lang tid. Det betød, at den havde et tykt fedtlag, mindst 8 cm, og det blev til mange middage. Noget af det blev saltet og en stor del blev sendt til røgeri. Skinkerne blev også røget, så der blev lidt afveksling i kosten. Til det blev der serveret opbagt mælkesovs med persille. Der blev brugt mælkesovs til mange ting, hvori der for eksempel kom løg eller bønner.

Når skinker og flæsk kom fra røgning blev de hængt op på loftet og spegepølserne blev lagt i den gamle dragkiste med det flade låg. Det er den der står i kontoret hos Eva og Søren. Hvis jeg åbnede låget ville jeg kunne fornemme lugten af røgede pølser, den dag i dag.

De første dage fik vi fersk mad, det kunne være stegte rygben, ribben eller steg. Der var jo noget der ikke egnede sig til saltning og så skulle vi vel også mærke at vi havde slagtet.

Det var flere dages arbejde at henkoge efter en slagtning. Der blev lavet en meget stor portion leverpostej, som så kom på små glas og henkogt. Der blev lavet medister og frikadeller og kamstykket blev for stegt og kom på høje glas og det hele henkogt. Det var rigtig søndagsmad, når vi f.eks. fik frikadeller der var henkogt, med stuvede grønærter og gulerødder til. Desserten var ofte gul budding med saftsovs.

Der blev også lavet sylte, finker, rullepølse og spegepølse. Rullepølser blev lavet af ”slaget” og småkød godt krydret, rullet og blev derefter snøret med seglgarn og kogt. Så blev de lagt i en presser, så de blev faste at skære af. Fedtet der blev skåret af kødet blev hakket og smeltet. Noget med æbler og løg. Det blev brugt til at smøre på brødet, det sparede på smør og margarine. Når fedtet var smeltet helt, var der fedtegrever tilbage, som også blev brugt. Der var faktisk ikke noget der ikke blev brugt på en gris. Skankerne blev kogt til suppe og hovedet blev til sylte.

Det var et stort fremskridt, da der blev oprettet et frysehus i Hejninge. Her kunne man leje en boks, pakke sit kød og få det frosset der. På bestemte tider kunne man så komme og hente det man skulle bruge. Det fandtes ikke i min barndom.

Køkkenet var blåmalet. For enden var der et overskab med små firkantede blå glasruder. Når frugten var henkogt, blev nogle glas af hver slags sat op ovenpå på dette skab, det så meget flot ud. Der var selvfølgelig brændekomfur, man kendte ikke til andet. Der blev lavet meget god mad der, mor var en dygtig husmor. Det var store gryder der var i brugt. Hele formiddagen blev brugt med forberedelse af middagsmaden. Der blev kogt ekstra mange kartofler, fordi der til aften også blev serveret kartofler, enten stuvede eller brasekartofler. Det skulle drøje på rugbrød og pålæg.

Der var altid to retter. Som regel en eller anden form for mælkemad først, eller suppe af forskellig art og så fik vi tit stegt flæsk eller kogt kød. En gang om ugen kom der ”fiskemand”, og så stod middagen selvfølgelig på fisk. Fiskemanden kørte fra dør til dør og solgte sine fisk, både sommer og vinter. Man kan nok få den tanke, at fisken ikke altid har været lige frisk. Der var såmænd også kød, der ofte fik ”en tanke”, men vi var ikke så sarte og salmonella var der slet ikke noget der hed.

Portionerne skulle være store, der var tre karle og en pige og efterhånden var vi også tre børn. Meget ofte spiste Jens Jørn også med. Han var nabo og gav mange gange en hjælpende hånd.

Det var ikke meget anderledes, som far fortæller fra sin barndoms slagtning:

”Slagtningen begyndte tidligt om morgenen, endnu før det blev lyst, for også det skulle tilendebringes på en dag. Det var ikke så besværligt dengang, for det allermeste blev lagt i sulekarret og saltet. Der skulle dog laves sylte og finker og smeltes fedt. (Fedtegreverne var forbeholdt far). Fedtegrever var det der blev tilbage når fedtet var smeltet af. Der skulle renses tarme både til blodpølse og medisterpølse. Blodpølsen blev kogt dagen efter slagtningen Mor og pigerne kunne ikke nemt komme til for os børn, før vi havde fået den første ”smau” af blodpølsen. Jeg må fortælle, at far altid selv stak grisen og skrabede den ved karlenes og Kristians hjælp. Under dette arbejde blev der som regel sagt nogle mere eller mindre drøje vittigheder, som også var sagt året før.

Det var kun lidt af grisen der blev spist usaltet, men vi fik dog gerne ribbenssteg og medister mens det var ferskt og det blev nydt med en følelse, som vi slet ikke kender i dag.”

Barndomsminder 3 – Forsyning

Forsyning

Erindringer af Kirsten Olsen

Om foråret fik vi kyllinger, der var sat elektrisk kyllingemoder op og gjort klar et par dage før, så de små væsner ikke skulle fryse. Det kunne nemlig gøre, at de klumpede sig og klemte hinanden ihjel. Jeg fulgte begivenheden på tæt hold og glædede mig til at holde en af de små gule dunbolde. Hanekyllingerne blev hurtigt skilt fra hønnikerne som til efteråret skulle blive til høns. Hanerne blev fedet op, og til pinse kunne vi få kyllingesteg, det glædede vi os meget til.

Vi havde altid mange høns. Det var en vigtig indtægtskilde. Dem passede mor, de penge der kom ind for æg var nemlig dem hun havde at råde over. De blev brugt til det der ikke lige hørte ind under husholdningen. Eksempelvis til tøj og andre fornødenheder.

Det skete ikke så sjældent, at en høne måtte lade livet. Den blev som regel kogt til suppe.

Hønsehuset var en del af det gamle stuehus, hvor far havde levet sin barndom. Der var en masse redekasser, små firkantede rum, hvor der var halm i bunden. Her gik hønsene ind for at lægge æg. Det kunne ske der var gået et æg i stykker og så var æggene alt andet end rene. Det skete også at æggene var lagt på gulvet, så man måtte kravle rundt på gulvet og samle dem. Inden de skulle sælges, skulle hvert æg gøres rent. De skulle også sorteres i størrelse. Mor havde en lille vægt, hvis hun var i tvivl. Man måtte ikke bruge vand, men brugte fint sandpapir, derfor var det vigtigt at æggene blev samlet mere end en gang om dagen, så var de nemmere at rengøre.

For enden af hønsehuset var der en lang række med rafter, hvorpå hønsene sad om natten. De havde mulighed for at gå ud i hønsegården om dagen via en lille lem i muren. Det var meget vigtigt at den lem blev lukket om aftenen, ellers kunne der nemt komme besøg af ræven og det var en katastrofe.

Ugentlig kom der en ”æggemand”, han kørte fra sted til sted og købte de æg folk havde. Ligeledes kom brødmanden, og som før nævnt, fiskemand en gang om ugen. Der kørte også slagter, men det var ikke ofte vi handlede med ham.

Af og til kom der en kludekræmmer, ”uldjyde” som man sagde, jeg tror ikke han kom fra Jylland, men han havde en stor kuffert med undertøj og strømper. Enten kom han gående eller havde en gammel cykel, hvor kufferten var spændt fast. Der er nok blevet handlet lidt, men jeg husker kun når han kom, jeg var lidt bange, han så anderledes ud i tøjet og så vist ikke kam og sæbe hver dag.

En anden kom for at handle med snørebånd, bændler, skosværte og sikkerhedsnåle, stoppenåle og den slags. Det var ting der blev brugt i dagligdagen, så han har nok gjort en god handel mange steder.

Skærslipperen kom også. Han så ikke bedre ud i tøjet end uldjyden, men var gerne i godt humør når han svingede ind i gården med sin trillebør. Han levede vist mest af kogesprit. Man kunne blive så grueligt snydt med slibning af knive og sakse, så mor overlod ikke gerne sine ting til ham.

Vi havde selv en slibesten. Far var rigtig god til at slibe knive. Ikke bare til husholdningen, men også til de lange knive som blev brugt til slåmaskine og selvbinder. Jeg har ofte timevis syntes jeg, trukket slibestenen rundt for ham. Selve stenen var stor og tung og den løb rundt i et lille kar med vand og så var der håndsving på. Det skulle foregå i et bestemt tempo ellers blev der talt med store bogstaver.

Det skete også, at der kom en mand og spurgte om ”fruen” havde noget der skulle klinkes. De var som regel overmåde høflige når de kom og tilbød sig, det havde de tillært sig, ellers blev de bare afvist.

Hvis en skål var gået i stykker, så blev skårene gemt, man smed den ikke bare ud, den kunne blive god igen når den var klinket. Sporene var tydelige. Revnen blev nærmest brun efter limen og så blev der sat noget der mest lignede kramper, nogle steder, til at holde sammen på det hele.

Børstenbinderen kom ca. en gang om året. Han havde alt i koste og børster. Ham blev der handlet meget med. Staldkostene blev hurtig slidte og spandebørsten var helt uundværlig. Alle mælkejunger skulle vaskes når de kom fra mejeriet, dertil havde man en særlig børste. I husholdningen var det den almindelige fejekost og gulvskrubbe som blev mest brugt. Til rengøring af gryder blev der brugt en karskrubbe. Den og nogle af kostene, var lavet af revlingris. Det er helt tynde, smidige ris (pinde). Det var et bundt som var bukket på midten og der sad en ring, så man også kunne hænge den. Midt på var den holdt sammen med kobbertråd. Meget nyttigt redskab til de gryder, hvor maden næsten altid var brændt lidt på. Gryderne var af jern og belagt med emalje, som nemt krakelerede og så den direkte ild på komfuret, det kunne godt være et problem.

Man lavede fortrinsvis koste og børster af heste- gede- ko- og svinebørster.

Mor brugte flittigt tøjbørsten. Når jeg kom hjem fra skole, og der lugtede af salmiakspiritus, så vidste jeg at der havde været gang i pletrensning på tøj. Fars pæne tøj blev ikke hængt på plads efter brug, før det havde fået en omgang. Tøjet den gang kunne ikke vaskes og rensning på renseri brugte man ikke. Hvis tøjet skulle hænge længe inden det skulle bruges igen, kom det i en pose sammen med mølkugler. Møl trivedes utroligt godt i det tøj man havde, som mest var af uld. Ærgrelsen var stor når man tog et stykke tøj der havde været møl i.

Man kunne godt komme til en fest og få en bordherre, hvis tøj havde hængt i mølpose, så stank tøjet af mølkugler, hvilket ikke var særlig rart.

Når mor og far skulle til enten fest eller almindelig familiesammenkomst, var det altid mørkt tøj. Til fest var damerne altid i lange kjoler, alle sorte måske med lidt perlesyning. Jeg kan ikke huske, at mor havde en kjole med farver. Alle så sådan ud, så det var der ikke noget mærkeligt i. Tiderne ændrede sig, også på det punkt, efter 2. verdenskrig, da var det ikke kun de unge der gik med farver på tøjet.

Under anden verdenskrig havde vi kaniner, de gik i bure i det svinehus der den gang lå på den anden side af hestestalden ud til vandingen. Jeg ved ikke om det var med salg for øje, men jeg ved, at det var en god middagsret som supplement til svinekødet.

Ænder havde mor også at passe. De blev fodret godt med korn og så kunne de svømme i vandingen om dagen. Deres vralten og rappen fortalte, at de ikke havde spor lyst til at komme i hus, når vi til aften kom for at lukke dem ind. Ræven var tit på udkig efter en andesteg og det skete der forsvandt en and.

En vanding er at sammenligne med et gadekær, altså et stort vandhul. Egentlig skulle den nok fungere som branddam mange steder, men det var vores slet ikke stor nok til. Derimod blev den brugt til at lægge ajletønden ud i, den var af træ og kunne tørre ud, når den ikke blev brugt, der stod også somme tider en fjeldvogn med hjulene i vand, de kunne også tørre ud og så faldt jernringen af, som holdt dem sammen.

07-Fjeldvogn-på-gårdspladsen
Fjeldvogn på gårdspladsen

Lisbet og Torbens farfar var hjulmand og han har lavet utallige træhjul til vogne, inden man gik over til at bruge vogne med gummihjul.

En hjulmand kan man i dag med held se på de arbejdende museer.

Når jeg er ved familien der, så var deres farmor mejerske i sine unge dage. Det vil sige, at hun tog sig af forarbejdningen af mælk og lavede smør og ost, for eksempel. Det var mest herregårdene der havde mejersker, og farmor var på herregården Ravnstrup ved Herlufmagle.

Når ænderne lagde æg, samlede mor dem og så blev de lagt under skrukhøns i redekasser på loftet. Det var meget spændende at følge når de små ællinger kom ud af ægget som nogle små dunbolde.

I december blev de så slagtet, især med henblik på julen, hvor vi altid fik andesteg. Den dag vi slagtede ænder var så mange som muligt samlet om arbejdet, det foregik i kostalden, for der var varme fra dyrene. Det var vigtigt at samle alle fjer og dun og holde dem adskilt. Det var sent at plukke en and. Mor kom fjer og dun hver for sig i store brune papirposer og så blev de hængt op på loftet.

Efterhånden som der blev nok og der var behov for det, blev de brugt til dyner og puder.

Alle vingerne blev gemt, de blev brugt til mange forskellige ting, for eksempel til rengøring. Sofa og lænestole havde spiralbund og der var det vældig praktisk med en fjervinge til at fjerne støvet. De blev også brugt ude ved maskinerne. Allerbedst var det med gåsevinger, men det var kun i bedstefars tid vi havde gæs. Da han ikke var mere, ville mor og far ikke have gæs. De krævede meget plads og når de gik frit ude lavede de et forfærdeligt svineri.

Som før i tiden, blev der også i vor tid fortalt historier når vi plukkede ænder. Ellen var der altid, og hun kom meget rundt hos folk og hjalp, så hun vidste en masse om mange mennesker og fulgte også godt med indenfor familien.

Vi havde en radio og der blev holdt avis, men derudover var det kun når man snakkede ”over hegnet”, at man fik noget at vide.

Urtehaven var stor. Vi skulle jo være selvforsynende med alt, kendte ikke til at købe grøntsager eller frugt, undtagen til jul og når der var familiefest.

En nøddegang skilte den gamle have og urtehaven. Her var alt i grøntsager, kål og bær. Jordbær for eksempel, dem glædede jeg mig særligt meget til. Det var ikke alle der havde jordbær. Dem fik vi som pålæg på rugbrød, så der var altid nogle der gerne ville bytte min jordbærmad i skolen.

Der var en lang række med stikkelsbærbuske. De nåede næsten altid at få en sort belægning, som så skulle gnides af når vi skulle nippe dem. Jeg tror ikke vi havde tomater i haven, det blev først almindeligt langt senere. Bønner var der mange af, igen for at have noget at bruge om vinteren. Vi havde en lille maskine, der kunne tage to bønner af gangen, hvor de så blev snittet. Det hørte med til det sjove, så det var ikke slemt at blive sat til at snitte bønner. Der var også sølvbeder, som jeg ikke tror man kan få mere. Afløseren for dem var spinaten, som var finere i bladene. Vi havde også kørvel, som blev brugt til suppe på lige fod med grønkål. Kørvel har en helt speciel smag, som jeg gerne oplevede igen. Der var grønkål, hvidkål, rosenkål, rødkål og rødbeder og mange ærter. Der var græskar og asier, gulerødder og løg. Kartofler havde vi i marken og når de blev taget op om efteråret blev de lagt i kuler ligesom gulerødderne og rødbeder blev det. Så hentede man ind til nogen tid af gangen. Det var en kold oplevelse at skulle hente de grøntsager ind om vinteren, ofte var kulen dækket af sne og dernæst et lag halm med jord på, som skulle fjernes inden man kom ind til det man gik efter. Det var meget vigtigt, at der blev dækket godt til igen for frosten.

08-Fætter-Ejvind-er-på-ferie
Fætter Ejvind er på ferie

De store buske med ribs og solbær stod inde i selve haven. Når tiden var inde til at plukke dem, så måtte jeg være med. Det var ikke altid det passede mig.

Jeg kan huske engang hvor jeg fik en spand i hånden og besked om, at plukke ribs. Jeg troede jeg var meget smart, da jeg fyldte godt op fra bunden med blade, så det tog ikke så lang tid, men mor blev meget vred da hun opdagede det, og jeg kan tænke mig at jeg er blevet sendt af sted igen – som fortjent.

Det var ikke det eneste nummer jeg lavede. Jeg husker meget tydeligt engang hvor jeg havde taget 35 øre i mors pung. Skolelærerens Karen havde nogle helt uimodståeligt kønne glansbilleder. Dem ville jeg gerne eje, men hun forlangte altså 35 øre for dem. Havde jeg spurgt, havde jeg fået nej Jeg kendte ikke til at få lommepenge, det var der vist ingen andre der gjorde, så jeg lod mig friste. Det værste var, da det blev opdaget, så måtte jeg gå den tunge gang tilbage med glansbillederne og Karen måtte af med pengene.

Blomsterhaven foran stuehuset var meget flot. Snoede havegange omkring græsplænen frem til en stor stensætning, fyldt med blomster og foran en bænk, hvor vi kunne sidde og nyde et springvand. Flagstangen stod foran stuehuset og det var dejlige dage, når vi sammen med far hejste flaget for at fejre fødselsdag.

09-Blomsterhaven
Blomsterhaven

Først i 1900 tallet skete der noget med stuehusene på gårdene. Folk havde brug for mere og bedre plads, en stue mere eller et værelse. Hos os var det gamle stuehus helt nedslidt og der blev i 1912 bygget et nyt stuehus. (pris 6000 kr.) Det har været en kæmpe forandring for mine bedsteforældre, hvor de kom fra små lavloftede rum og over i det nye, med højt til loftet. Dagligstuen blev flittigt brugt, men den fine stue med de røde plysmøbler blev der kun åbnet til ved særlig festlige lejligheder, som for eksempel julen. I 1918 blev indlagt elektrisk lys. Der forinden var det petroleumslamper og tællelys der blev brugt som belysning. Jeg kan nok ikke rigtig forestille mig, hvilken forandring det har været. Fra petroleums lamper, der røg og lugtede og så til at trykke på en knap. Det var ikke tilgiveligt at gå fra et rum uden at slukke lyset efter sig. Der var også kun et lampested i hvert rum. I karnappen stod dog en bordlampe.

I min barndom var der ikke møbler i den pæne stue. Da bedstefar døde fik fars søskende en del, bl.a. de møbler der stod i den stue.

Det var faktisk først i 1950erne at mor og far købte møbler til den stue. Den blev indtil da brugt til større familie sammenkomster. Konfirmationer og runde fødselsdage. Og så til jul, hvor juletræet altid stod der.

Der var ikke noget der hed køleskab eller fryser, nej, der var sulekar i kælderen, hvor næsten alt kød blev lagt ned og saltet for at kunne holde sig. Når flæsket skulle bruges, måtte vi dagen før tage det op af sulekaret, lægge det i vand, så saltet kunne trække ud, det måtte ofte gentages flere gange, efter hvor lang tid det havde ligget. Der var også en stor tønde med spegesild, som var en almindelig spise med stuvede kartofler til. Der var hylder fra gulv til loft, hvor henkogningsglas stod på række, de indeholdt både kød og frugt. Det var forholdsvis nyt, at henkoge, men det brugte mor meget. Ved siden af sulekarret stod et bord, der stod brødmaskinen, som slet ikke var en maskine, men en halv kasse på ca. 30 cm hvor man lagde brødet og for enden var en buet kniv som blev betjent med et håndtag. Man skubbede brødet frem og kunne selv bestemme tykkelsen på skiverne. Når man var færdig blev krummerne fejet sammen med en fjervinge fra en and.

Når der var malket til aften gik en af os med et stort rødt lerfad, ned til stalden og fyldte fadet med mælk. Det blev sat på kældergulvet og næste morgen skummet for fløde, der kunne være rigtig meget. Det blev brugt i madlavning og somme tider som flødeskum til dessert eller lagkage. Det var tykkere end den piskefløde man kan købe. Først når mælken kom på mejeriet blev den behandlet så fløden kom fra sødmælken. Letmælk var der ikke noget der hed, men skummetmælk og valle kunne man få med hjem til at fodre kalve og grise med. Der blev også lavet kærnemælk og den var noget bedre end den vi kender i dag. Vi brugte meget kærnemælk i husholdningen, fik tit kærnemælkssuppe om vinteren og koldskål om sommeren.

Om sommeren fik vi tit tykmælk. Det blev lavet til i dybe tallerkner. Man blandede kærnemælk og sødmælk + fløde, det stod natten over på køkkenbordet, fordi det gerne måtte stå lidt lunt. Det blev serveret med revet rugbrød og puddersukker. Det smagte utrolig godt.

På kældergulvet stod i bærsæsonen mange store krukker fyldt med forskelligt frugt, der var blandet med sukker. De skulle røres hver dag i ca.3 uger, så var saften trukket ud og den blev siet fra og kom på flasker og blev proppet til. Bærrene blev brugt som tilbehør til middagsretter eller til sødsuppe. Der blev gjort meget ud af at rense flaskerne for ellers kunne saften ikke holde sig. Alligevel kunne man godt få fat i en flaske saft der var gæret og som så måtte kasseres.

Der blev også kogt meget frugtgrød, om sommeren blev det spist som efterret, faktisk hver dag. Frugterne havde vi jo selv og ingen fryser til at opbevare dem i til senere.

Når det var tid for blommer og æbler blev mange tørret i ovnen. Vi havde en lille æbleskræller, der blev spændt fast på bordet. Æblet blev sat på en lille greb og så drejede man på håndsvinget og nu skete underet, æblet blev skrællet og kom ud som en spiral og kernehuset sad tilbage. Disse tørrede frugter blev gemt i små melposer af stof . Om vinteren kunne man så tage en portion, lægge den i blød og bruge den til frugtsuppe.

Barndomsminder 4 – Indtægtskilder

Indtægtskilder

Erindringer af Kirsten Olsen

Foruden afgrøderne på marken, var køerne en væsentlig indtægtskilde. Jeg husker ikke hvor mange køer der var, men den gamle kostald var indrettet med båse i hver side, en fodergang foran køerne og en midtergang bag. På hver side af den var der en grebning, hvor ejle og gødning lå.

Vi havde altid en fodermester, der udelukkende sørgede for køerne. Det betød meget hvordan han var til at passe sit arbejde, det mærkedes på den mængde af mælk der blev produceret, som igen gav udslag på det der kom hjem i mælkepenge. Fodermesteren begyndte meget tidligt om morgenen, kl. 5 tror jeg. Han skulle have malket til mælkekusken kom. Det var håndmalkning og det kunne godt være noget af en oplevelse at komme i stalden om morgenen, hvor køerne hele natten havde ligget og rodet i deres eget møg. Yveret måtte tørres af før malkningen kunne begynde. Alligevel kunne der godt drysse noget i mælken, men det blev siet fra, når mælken blev hældt i jungerne. Ovenpå jungen var sat en stor aluminiumstragt. I bunden på den var der et slags trådnet, en finmasket nederst og en grovmasket øverst. Man var så nogenlunde sikker på, at alt snavs blev skilt fra der.

Om sommeren blev køerne efter malkning lukket ud på græs og gik der til de skulle malkes til aften. Når de var ude kunne fodermesteren begynde at muge ud fra grebningen. Med håndkraft blev møget skovlet på en trillebør og kørt på møddingen. Efterhånden som møddingen blev fyldt, blev der lagt et bræt ud til at køre på, det blev øget flere gange. Det var noget af en balancegang at ramme det bræt med trillebøren. Når det om vinteren var mørkt kunne det især være svært at ramme. Mange gange skete der også det, at enten smuttede trillebøren eller fødderne og så sank man bogstaveligt talt, ned i møget, måske også med både arme og ben. (husk, der var ikke brusebad, men bare koldt vand at vaske sig i, så der kunne gå lang tid før lugten forsvandt)

Da der ikke var så meget arbejde med dyrene om sommeren, blev tiden brugt til, for eksempel vask af båse og kalkning af vægge.

Om vinteren var det meget mere besværligt. Køerne stod på stald hele tiden og skulle nu have deres foder serveret inde. I en stor gammel kiste i laden var der oliekager, de kom hjem i sække fra foderforretningen i Slagelse. Sækkene tog de med og brugte dem igen. Vi havde også selv sække til korn, det var såkaldt sækkelærred de var lavet af. Der blev passet godt på dem, men det skete der gik hul på sækken, så blev den repareret med en stopning. En mus kunne nemt gnave sig gennem sækken og så var der serveret.

Køerne levede godt af markens forskellige afgrøder. Når der var høstet blev alt halmen samlet og gemt på loftet eller i en stak udenfor. Noget fik de at spise og andet blev der strøet med, så de kunne ligge godt. Vi havde både foderroer og sukkerroer. Toppen blev lavet til ensilage, som også var et kosttilskud. Foderroerne blev lagt i en lang kule, dækket med halm og jord ovenpå til at holde halmen på plads. I løbet af vinteren blev de så kørt ind i roehuset ved siden af stalden. Der var ofte både is og sne som skulle fjernes inden de kom ind til roerne.

Roerne skulle helst ind inden der var brugt helt op, så de kunne ligge nogle dage inden de skulle bruges. Det kunne give køerne en slem mavepine, hvis de fik halvfrosne roer.

Far fortæller:

 Jeg lærte tidligt at malke. Det var dengang pigernes arbejde, men da jeg først havde lært det, måtte jeg tit være med, og skete det, at vi kun havde en pige, måtte jeg være med hver gang og så var det ikke altid jeg var lige villig. En gang havde jeg gemt mig til malketid og da far fandt mig ude i haven, blev jeg med små arrige nakkedrag og puf i ryggen gennet ned over gården, og da vi nåede kostalddøren, fik jeg et puf, så jeg røg på hovedet ind af den. ”Tror du så du kan nære dig en anden gang og se at komme i gang med at malke”, råbte far efter mig.

 I foderloen stod vægten og den var med løse lodder. Far var en meget hidsig mand og noget af det, han kunne blive mest opbragt over var, hvis lodderne til vægten var blevet væk. En gang havde jeg leget nede ved vægten og de små lodder var blevet væk. Da far kom og skulle bruge dem, blev han meget vred. Han kom ind i stuen og spurgte, om det var mig, der havde smidt lodderne væk og da min brødebetyngede mine fortalte ham, at jeg ikke var helt uskyldig, tog han mig i håret og trak mig i det hele vejen ned over gården til vægten, hvor jeg fik besked på at blive til jeg havde fundet lodderne.

 Til de mere dystre minder hører, at jeg en gang havde glemt at lukke foderkisten med bygskråning og også glemt at lukke døren fra kostalden til foderloen. Så var der kommet en ko og en kvie løs og de havde forædt sig i bygskråning, så de måtte slagtes. Far ville så prøve at sælge kødet herhjemme i sognet, og hvor meget jeg tudede og bad for mig, blev jeg tvunget til at køre med rundt til sognets flok og sælge kød. Jeg kunne vist ikke have fået nogen værre straf for min glemsomhed.

Sukkerroerne blev leveret til en plads, hvor der kom et lille tog fra Gørlev sukkerfabrik og tog dem med. Retur fik vi affald, det kunne minde om meget groft revne gulerødder, men var helt hvidt. Når det kom hjem blev det fyldt i en stor rund træbeholder. Nu skulle det trædes sammen, så vi har trampet rundt der i mange timer. Affaldet afgav varme, så det var meget behageligt at være der. Når det skulle bruges var det så fast sammenpresset, at det blev skåret ud i store firkanter. Det var et tungt arbejde at køre det ind på trillebør.

Ajlen løb fra grebningen lige ud i ajlebeholderen. Når den var fuld blev ajlen kørt ud på marken. En trætønde beregnet til det samme, blev lagt på en fjeldvogn, hesten spændt for og så blev ajlen pumpet op i tønden. Når de kom ud på marken blev der åbnet for enden af tønden og ajlen blev spredt. Karlen gik ved siden af vognen, det kunne blive til mange kilometer om dagen.

De roer der skulle fodres med blev hakket i småstykker. De blev smidt ind i en stor tromle af jern og en kniv i den anden ende sørgede for at ”raspe” dem.

Ved midsommer var det høet der skulle høstes. Når det var slået skulle det ligge og tørre nogle dage. Derefter kom det op at hænge. Der blev stillet nogle rafter op, som godt kunne minde om et telt, derpå blev høet hængt derpå. Sådan noget nyhøstet hø havde en dejlig duft. Til sidst blev det kørt hjem og kom op på staldloftet. Det var selvsagt sol og varme, så det var en varm omgang at få høet hjem. Karlenes nøgne overkroppe var fyldt med støv fra høet og de fik også nogle rifter af og til. Høet var ikke samlet på nogen måde. Når sådan en dag var overstået var det bedste en tur til stranden. I dag ser vi hø ligge i store runde baller og har ikke været i menneskehænder overhovedet.

Inden næste års høst skulle i jorden, blev der kørt møg ud. Det var et knoklearbejde at få det læsset. Det var møg fra både grise og køer, godt blandet med halmen der var strøet med. Fjeldvognen blev kørt så tæt på som muligt og så blev der læsset med en greb. Det tog flere dage at tømme møddingen og når det kom ud på marken skulle det spredes.

Derefter skulle der pløjes. Det var sent efterår og kunne være koldt. Iført gummistøvler, arbejdsbukser, en kort frakke med kraven slået godt op om ørene og en kasket, gik karlene nu i dagevis bag ploven.

Det er klart, at det var et kæmpe fremskridt, da der kom traktor på gården. Der var ikke førerhus på de første modeller, så det var også koldt, men det gik hurtigere.

Når jorden var færdigbehandlet skulle vintersæden sås. Så gik man igen, denne gang efter såmaskinen. Her skulle der holdes øje med, at kornet hele tiden løb ud af alle tragter. Stoppede en af dem kunne man tydeligt se det, når kornet kom op, så var der bare ikke noget.

Der var to spand (fire) heste. Far var glad og stolt over sine dejlige Frederiksborg heste og det var vigtigt, at karlene også havde et godt forhold til dem og forstod at arbejde med dem uden de blev overbelastede. I modsat fald blev der talt med store bogstaver.

10-Stuehus
Til højre det gamle stuehus, hvor far er født. Det der i min barndom blev brug til hønsehus. Tilbygningen kom senere til (udvidelse af det ældste stuehus.) Der havde mine oldeforældre aftægtsbolig Porten til venstre er indgang til hestestalden.

Der var hestestald der hvor Søren havde kostald. Der var nøjagtig så højt til loftet, og så bredt, at hestene kunne kante sig ind ad døråbningen til deres båse. Hele stalden var brostensbelagt, meget upraktisk, dels at gå på, men også at holde ren. Det skete også at der kom et lille føl. I en boks for sig selv, gik hoppen til den skulle fole, og bagefter sammen med føllet til det kunne klare sig selv.

Noget helt særligt ventede os om sommeren i krigsårene. Når vi kom fra skole skulle vi på mosen, hvor der blev skåret tørv.

Over alt i landet, hvor der var mulighed for det, prøvede man at skaffe sig brændsel. Det være sig brunkul eller tørv. Mange gravede forgæves, men i vores mose, som i århundrede havde ligget uberørt hen og kun var brugt som afgræsning til ungkreaturerne, var det muligt at skære tørv.

Det skulle være sol og tørvejr når der blev begyndt på det. Karlene og Jens Jørn begav sig med hest og vogn til mosen. Der var ca. en kilometer.

11-Vognen
Vognen der blev brugt til tørveæltning. Bagved ses karlekammer og vognport. Det der senere blev bolig for mor og far.

Det øverste lag, det vil sige alt græsset blev fjernet. Nu kom den sorte tørvejord til syne og de kunne begynde at grave. Tørven blev læsset op i en firkantet kasse, hvori, der var et par roterende grebe, som skulle ælte tørven med en passende mængde vand, til en grødagtig masse. Derfra blev den fyldt i nogle meget lange rammer og jævnet ud. Med et jern der havde tre ”ben” gik Jens Jørn og skar massen i firkanter, de lignede små mursten, først den ene vej, så den anden. Nu gik der så flere dage før tørven var tør og når den var det, kom Birgit og jeg ind i billedet. Tørven skulle vendes, hver eneste firkant og det var noget vi kunne mærke i fingrene. Tørven var nærmest som sten og meget ru i kanterne. Der var ingen ”kære mor”, arbejdet skulle gøres og hænderne vænnede sig til det som tiden gik. For at blive helt tør skulle den røjles, så vind og sol kunne tørre den. Der blev lagt en kreds på jorden og så byggede man op og trak faconen, så den til sidst var lukket i toppen. På det tidspunkt kunne tørven godt tåle en regnbyge, men bedst var det hvis den kom hjem i hus inden. Når tørven kom hjem blev den lagt ind under trappen til loftet på det gamle stuehus.

Det var det vi havde at fyre med om vinteren, suppleret med brænde. Der var den gene, at der kom utrolig meget aske efter fyring med tørv.

Det var lige meget om det var kakkelovn eller komfur, så skulle der dagligt tømmes askeskuffe inden vi tændte op. Det støvede hvis man ikke var meget forsigtig.

Når det var godt vejr, kunne man finde far på brændepladsen. Her har jeg ofte været med, for at samle grenene sammen, så far bare skulle hugge dem. På det tidspunkt var han noget gangbesværet, så derfor skulle jeg hjælpe. Far var en glad mand og han sang eller fløjtede næsten altid. Det var når vi huggede risbrænde, at jeg lærte nogle af de gamle viser. F.eks. ”På Samsø var en pige” og sangen om ”Hulda”. Der var altid mange vers og far kunne dem udenad, han havde lært dem da han var dreng. Da brugte man at synge den slags, og jeg vil tro, at det har jævnet arbejdsgangen i det daglige.

Dyrskue hørte også sommer til. Hvordan det har været, ved jeg ikke, men det var en stor begivenhed for bønderne. Det har mest været dyr af alle slags, maskiner var der ikke mange af, men det begyndte selvfølgelig at komme, og så var det sådan et sted de blev vist frem. Det helt store var Bellahøj inde ved København. Det har været meget besværligt at få fragtet dyrene så langt den gang, men det betød meget at have fået en præmie der. Vi har nu aldrig haft dyr på dyrskue, men far var interesseret, og kun en gang husker jeg at han var på Bellahøj. Det er nok fordi, at han havde en gave med hjem, antagelig ikke bare til mig, men jeg fik en lille danserinde. Hun var af metal. Hun havde en grøn kjole og nederdelen stod omkring hende som et strutskørt. Lige under nederdelen kunne jeg stikke en savklinge lignende dims ind, og når jeg trak den hurtigt ud, så kunne hun danse. Jeg glemmer hende aldrig.

Vi var ikke vant til at få gaver, når det ikke lige var jul eller fødselsdag.

Barndomsminder 5 – Sommer og vinterdage

Sommer og vinterdage

Erindringer af Kirsten Olsen

Sommer var også ferietid. Jeg kom på ferie hos morfar, ellers ikke andre steder.

Moster Anna var i mange år den der stod for husholdningen på ”Johansminde”.

Jeg tror hun havde det godt med, at jeg kom på ferie, så skete der lidt andet.

Hun gav sig tid til at lege i den store grusbunke eller i haven, hvor der blandt andet var en hængekøje spændt op mellem et par store pæretræer. I dårligt vejr kunne jeg lege på verandaen, som var overbygget. Der var på nabogårdene børn på min alder og tit legede jeg med dem. Nærmeste nabo havde en hund, som stod bundet. En dag kom jeg for nær og den bed mig i armen – stort postyr, så vi måtte cykle til lægen i Glumsø, hvor jeg fik en stivkrampe indsprøjtning. Jeg har stadig ar efter den oplevelse.

Mange ture tog vi til Næstved. Gik i butikker og så var vi på munkebakken. De store graner, man ser i dag, var ganske små og vi havde et flot udsyn fra en lille indhegnet platform. I dag er der et ret højt tårn, som man skal op i, for at se ud over byen.

12-Munkebakken
På munkebakken.

Men da moster Anna flyttede til København blev Bitte og jeg inviteret derind. Hun var god til at tage os med ud og se noget og der fik jeg mit første besøg i Zoologisk Have. Erindrer ikke noget særligt derfra, men selvfølgelig har det været en stor oplevelse. Det var ikke alle der kom til København den gang. Vi gik strøgtur og var på konditori og kunne vælge kager, der var meget at fortælle om, når vi kom hjem.

Den rigtig travle tid var kornhøsten. Man var utrolig afhængig af vejret, regn i lang tid kunne ødelægge kornet. Aksene bukkede og lå de for længe på jorden spirede kernerne og var ubrugelige. Men når det var sol og varme blev der arbejdet alle de timer det lod sig gøre. Man begyndte aldrig at høste på en mandag, (overtro) men der skulle ”hugges for” i hjørnerne så maskinen kunne komme i et skår, det kunne man gøre. Tre heste blev spændt for selvbinderen, hvor en af karlene sad og styrede. Knive skar kornet af og det blev transporteret gennem maskinen og kom ud i neg, som var blevet bundet sammen med selvbinderbånd. Negene blev smidt på jorden og så gik man i gang med at sætte i travehobe. Man tog et neg under hver arm, bar dem ind hvor de skulle sættes sammen i en lang række. De skulle stå meget bestemt, lidt på skrå, så der kunne komme luft ind og top mod top, så regn ikke kunne trække gennem.

Når kornet var godt tørt skulle det køres hjem. Det der var plads til kom på loftet og resten blev sat i stakke, hvilket var noget der krævede øvelse. Negene skulle ligge meget bestemt for ikke at skride ud. Det var i mange år Jens Jørn der stod for det arbejde.

Det var det værste jeg vidste, når jeg skulle på loftet og ”tage fra”. Karlene havde været i marken og læsse neg på fjeldvognen, som var blevet udstyret med en stor ramme, så der kunne ligge noget mere. Vognen kørte tæt på gavlen og gennem en lem blev negene nu smidt ind på loftet, ja, de blev nemlig smidt ind og det i et tempo, som kunne være svær at følge da jeg ikke var så gammel. Negene kunne nemt hobe sig op inden jeg fik smidt dem videre til Jens Jørn, som satte dem sammen så der kunne være så mange som mulig. Jeg har prøvet at smide et neg ud af lemmen igen, når det blev for groft, hvilket ikke faldt i god jord, men det hjalp så lidt på tempoet. Dengang var negene fyldt med tidsler, man kendte ikke til at sprøjte for ukrudt, så selv om jeg havde bomuldshandsker på, havde jeg mange tidsler i fingrene og jeg blev revet på benene af stråene. Samtidig var der ulideligt varmt og der var vist ingen der tænkte på, at vi skulle drikke rigeligt, så jeg blev somme tider dårlig, men opgive det var der ikke tale om.

Det kunne ske, at der blev en lille pause mellem læssene. Når negene var lagt for dårligt, så skred de ud og hele læsset væltede. Det var her man skulle finde en grimasse der kunne passe, for nej hvor blev de tossede. Det var jo dobbelt arbejde. Vedkommende der havde lagt læsset måtte høre meget for det.

13-Høsten
Høsten

Når høsten var godt overstået blev der holdt høstgilde. Alle der havde hjulpet til blev inviteret til spisning. I mange år var det samme dag som forsamlingshuset havde høstfest, så når der var spist skulle næsten alle til bal i forsamlingshuset.

Når efterårsarbejdet var overstået i marken var der nok at tage fat på. Alt kornet skulle tærskes. Vi havde selv tærskeværk, men ellers var det meget almindeligt at man lejede et tærskeværk. Så foregik tærskningen ude i det fri, selvfølgelig skulle det være godt vejr, men de slap for den støvsky man stod i, når det var inde i laden. Tærskningen hørte til i de lange vintermåneder.

Selv de mindste ejendomme havde husdyr og korn og roer på marken, men ikke bygninger der kunne rumme det.

Far fortæller:

 Et af de værste arbejder jeg havde som dreng, var at køre tærskeomgang. I 1906 købte min far selvrensende tærskeværk. På hesteomgangen var der to ”bomme” med to heste for hver. Det var nærmest en tortur at gå rundt og rundt der i flere timer, somme tider i sne og slud og bidende frost, og holde varmen kunne man aldrig om vinteren, selvom man havde masser af tøj på. Når det var regn eller sne, blev træskoene fulde af pladder og man frøs forfærdelig om fødderne. Og køre tilpas kunne man aldrig. Snart gik det for småt og når man jagede på, gik det for stærkt. Og hestene var durkdrevne. Gik man efter det ene par med pisken, sakkede det andet par bagud, og man var grædefærdig af arrigskab. Og gik man så i sin arrigskab hen og tævede løs på hestene, så gik det for stærkt, så kom far ud i porten og råbte: ”Er du tosset dreng, ska` du ha` splittet maskinen ad”? Det værste var, at jeg som regel fik en forfærdelig hovedpine og kvalme, når jeg kørte tærskeomgang, så jeg måtte som regel gå i seng, når jeg var færdig. Nogle steder bl.a. hos min fætter i Krænkerup, blev børnene sat op på ryggen af hestene og bundet fast når de skulle køre tærskeomgang. Godt at nutidens bønderbørn ikke kender til at køre hesteomgang. Hvor der ingen børn var til det væmmelige arbejde, var det pigernes eller konernes arbejde at køre hesteomgang. Vi havde også heste for, når vi skar hakkelse, men der var kun heste for den ene bom, og det varede sjældent mere end en halv time af gangen.

Om vinteren, når vandet på mosen var godt frosset til, kunne der skæres rør. De blev bragt hjem og så blev der lavet langhalm. Der var stråtag på alle bygninger og derfor var der altid et eller andet sted, der trængte til at blive repareret, det brugte man så langhalmen til.

Seletøjet (til hestene) skulle holdes ved lige, så der gik også tid med at reparere og smøre det, det foregik i stalden, hvor der var varme fra dyrene. Her blev sækkene til korn også gået efter og hullerne stoppet. I en snæver vending var det en tot halm der blev vredet og stoppet i hullet, men det det var jo ikke holdbart i længden.

Det var også de lange vinterdage, at der blev slået reb. Igen var det Jens Jørn der var brug for, han kunne mange ting. I høsten blev kornet bundet med selvbinderbånd i maskinen, inden det blev smidt af på jorden. Det bånd blev snittet med en kniv man havde spændt fast på hånden, og gemt når der blev tærsket. Det hængte så i store bundter til det skulle bruges. Nu blev alle ender bundet sammen og garnet vundet op i store nøgler, for så at blive spændt ud på lange baner i laden, klar til at blive flettet sammen. I dag skal man vist på museum for at se hvordan man slår reb.

Der var meget brug for reb i det daglige. For eksempel blev der lavet grimer til at give køer og kalve på, når de skulle trækkes på marken, eller til slagtning.

Vi havde rigtig mange æbler i haven, ikke alle nåede at blive plukket ned, så dem der lå på jorden blev revet sammen og kørt på mosteriet. Der lå i mange år en mostfabrik på den anden side af Hejninge, hvor folk kom med frugt og fik lavet saft. Æblerne blev vejet og så vidste man hvor mange flasker saft det ville give og dem fik man så med hjem. Det var utroligt at der kom så dejlig en saft ud af det vi kom med. Æblerne var ormstukne og somme tiden halvrådne, men det betød åbenbart ikke noget. Vi kendte ikke til at få sodavand, men skulle vi have lidt ekstra, så fik vi most, også når vi havde gæster.

Efter krigen, blev det almindeligt at man købte andre former for drikkevarer og så var de små mosteriers dage talte.

Det var en større proces, når æblerne skulle plukkes. Der måtte helst ikke falde for mange af træet, så far gik med en æbleplukker. En lang stang med en jernring for enden, som så igen havde en stofpose syet på. Med forsigtige bevægelser blev hvert æble drejet af og faldt ned i posen. Så stod en af os og tog imod æblerne og lagde dem forsigtigt i kasser.

I sommerhalvåret spiste vi i folkestuen. Man gik fra gangen lige ind i den. Fra gangen gik en trappe op til loftet. I dag er trappen væk og folkestuen en blevet til hverdagsgang. Der var almuerøde vægge halvt op, hvidt for resten. Der var en fast bænk i vinkel, som var almueblå. (Denne bænk står i dag i Birgit og Svends køkken). I vinterhalvåret blev bordet sat ind i køkkenet og så spiste vi der, mest på grund af varmen. Der var ikke meget plads, men det blev en vane. Alle havde deres bestemte pladser ved bordet. Far sad på bordenden, til højre for ham sad forkarlen, derefter andenkarlen og så fodermesteren. Mor sad til venstre for far og så sad vi børn og pigen. Når Jens Jørn var der sad han for den anden bordende. Der blev ikke sagt mange ord under middagen, det kunne være praktiske ting far snakkede med karlene om, ellers sagde man ikke noget. At vi børn ville sige noget var uhørt. Jeg kan ikke huske at vi blev spurgt om noget, eller at vi blev inddraget i en samtale før langt senere.

Mor og pigen havde tit brugt hele formiddagen til at lave middagsmad, og så var to retter mad spist på 10 min. Det gik så stærkt, fordi karlene havde middagsstund bagefter. Kl 13,30 var der kaffe til dem, inden de igen gik i arbejde.

Når Jens Jørn (Jens Peder Jørgensen) var der for at hjælpe, var det i høsten, eller hvis mor skulle have sået urtehaven til eller kalket, når vi skulle gøre hovedrent. Den gang var alle lofter kalkede og man skal have oplevet det for at vide, hvilket svineri det var, mens det stod på, alt var stænket til og var man ikke hurtig, så tørrede kalken og var næsten ikke til at fjerne.

Når det var rigtig varmt spiste vi i haven, i skyggen af træerne. Det var karlene glade for, når det for eksempel var i hø- eller kornhøsten, hvor de bare gerne ville have luft og skygge når de spiste til middag. Både det vi skulle dække bord med, og maden blev sat i køkkenvinduet, så var det nemt at tage det der. Det var altid varm mad til middag.

Når det var vejr til at spise ude, så var det også strandvejr. Så snart vi var færdige med opvasken, kørte vi. Det kunne også være en aftentur, alt efter hvad der var at bestille. Vi cyklede ad støvede grusveje de 3-4 kilometer der var til Næsby strand. Dengang kunne vi både køre og cykle ad markvejen, forbi ”Lille Fugleholm” op til Møllegården, der dengang var brødbageri. Det var det bedste vi vidste, at komme til stranden. Fars kusine, Ellen boede meget tæt på vandet, så hende besøgte vi af og til.

Det skete også, at vi bare satte os ud på trappen i gården, når vi var færdige om aftenen, det kunne også være karlene og det kunne være ret sjovt. Der sad vi så til længe efter solen var gået ned. Det er stadig, når jeg har lejlighed til det, dejligt at sidde på den trappe og nyde solnedgangen og drømme mig tilbage.

Ingen skulle nå noget, undtagen en enkelt aften hvor vi spillede håndbold. Når vi kom fra håndbold gik vi altid i kælderen og hentede frugtgrøden. Så kunne vi sidde og snakke over en portion stikkelsbærgrød eller hvad der var sæson for.

Det var helt almindeligt, at man havde hjælp af en husmand, som for eksempel Jens Jørn, som selv havde en lille ejendom, men havde tid til at give en hånd med. For mange var det også brød på bordet, deres indtjening var lille. Jens Jørn kørte mælk hver dag til mejeriet ”Landsogn”, der lå i udkanten af Slagelse. Det var en lang tur med hest og vogn, der begyndte meget tidligt om morgenen. Der forinden havde han været oppe og malke sine egne køer. Selv den mindste ejendom havde køer, så der skulle læsses junger mange gange, et tungt arbejde. Det må også have været en streng tur for hesten, der skulle trække det tunge læs op over Pilegårdsbakkerne. Om sommeren var det ingen sag, men når det blæste og regnede, for slet ikke at tale om turene om vinteren, da var det en hård tørn. Jeg har set Jens Jørn komme hjem med istapper i tøjet, helt blå af kulde, for han havde ikke meget tøj på.

Det var ikke alle steder man var lige gode til at komme op om morgenen, så mange gange måtte han vente, for lige at få den sidste mælk med. Han var af natur en ret rolig mand, men det kunne også blive for meget når det gentog sig for ofte, så det er sket, at folk selv har måtte køre bagefter med deres mælk. Det kunne han så godt nyde at fortælle.

Jens Jørn kunne ikke lade være med at drille de piger vi havde. For eksempel når vi vaskede storvask skulle han lige stikke hovedet ind i vaskehuset med en kvik bemærkning. Engang hvor pigen vel havde prøvet det før, havde hun forberedt sig. Da jungerne var sat af stak Jens Jørn hovedet i af vinduet og spurgte: ”Er det tørvask”?. I næste sekund svingede pigen en spand vand lige i hovedet på han, så han kørte drivvåd hjem. Han kunne også finde på, at sige til pigen: ”Hvis du gifter dig med mig, så køber jeg Valbygården”. Det tror jeg alle pigerne var ude for.

Barndomsminder 6 – Livet på gården

Livet på gården

Erindringer af Kirsten Olsen

En eller to gange om sommeren fik jeg lov til at køre med på mælketuren, det var spændende at få lov til at se, hvordan man arbejdede der. Jungerne med mælken blev afleveret til mejeristerne, der som første led tømte mælken op i nogle store kar. Der blev lavet smør, ost, sødmælk, fløde, kærnemælk og skummetmælk. Det sidste blev til valle, som kom retur til at give dyrene. Der blev også lavet is. ”Landsogn” is var kendt som den bedste is i mange år. Mælken kom på flasker, der var 1 liter og ½ liter flasker, og ¼ liter til fløden. Flaskerne blev lukket med en staniolkapsel. Flaskerne udgik først da papkartonerne kom på markedet.

14-Mejeriet
På vej til mejeriet.

Når Jens Jørn havde fået jungerne retur og var klar til hjemturen, så gik han ind og hentede en kasse med is. Små runde is med jordbærsmag eller vanilje med chokoladeovertræk. Så måtte jeg bare spise og det var jo også et spørgsmål om, hvor længe de kunne holde uden at smelte.

Der var et hus i Hejninge, huset lige overfor brugsen, hvor vi kunne købe is. Det var vores søndagstur, mens mor og far sov til middag. De runde is kostede 15 øre. Dem med chokolade kostede 20 øre, men vi kunne godt nøjes med en jordbær uden chokolade. Senere da jeg begyndte at spille håndbold, var det ved ishuset vi samledes bagefter.

Mor satte ”brugskassen” i køkkenvinduet til Jens Jørn, så tog han den når han hentede mælken. Så blev den sat af i brugsen og lavet klar til Jens Jørn kom tilbage og så kom den igen ind af køkkenvinduet. Mange dage lød det så fra mor: ”Der er middag kl.12”, så vidste hun at han fik noget varm mad den dag. De dage hvor Jens Jørn hjalp til, fik han selvfølgelig også maden, og til tider lidt med hjem og engang imellem spurgte mor, om hun måtte låne hans kagedåser, så kom der også lidt i dem. Jens Jørn var alene, hans kone gik fra ham lige inden de skulle have sølvbryllup. Han havde 6-7 børn, som alle kom hjem og hjalp ham og flere af dem så vi om sommeren i længere tid, når de holdt ferie der. Som lille tilbragte jeg meget tid hos Jens Jørn, hans datter Ingse (Ingeborg) tog sig meget af mig, og havde en engels tålmodighed når jeg kom med min perlekrans som var knækket. Det skete nemlig ofte at den måtte trædes om.

Som helt lille var jeg ikke så glad hvis mor og far skulle ud, men så fandt de på, at jeg skulle gå ned til Jens Jørn med en seddel. På den stod, hvornår de kørte, så sørgede han for at være et sted, hvor jeg ikke kunne se hjem. Når der så var gået passende tid, blev jeg sendt hjem igen til pigen, der så tog over.

Jeg har ofte siddet på det lille trappetrin der var ned til hans spisekammer og set når han smurte mad og så fik jeg altid et stykke ”klap-sammen-mad”.

Jens Jørn røg ikke, men han brugte skrå, måske også snus. De sorte rande omkring munden afslørede ham.

På sine ældre dage tog Jens Jørn nogle ture til Slagelse og kom meget tit beruset hjem. Til sidst kom han ikke hjem til malketid og det var jo synd for dyrene. Heldigvis havde vi gerne en karl der forbarmede sig og gik ned og malkede når han havde spist sin aftensmad. Alle kunne godt lide ham, så derfor hjalp de ham.

Han hørte i høj grad med til vores hverdag. Jens Jørn døde 28. oktober 1966.

15-Jens
Jens

Også i fars barndom havde de hjælp på den måde, og det var så Kristian i mosen, der kom, når der var ekstra travlt.

Far fortæller:

Vor gamle husmand, Kristian Hansen, også kaldet skrædder- Kristian, fordi hans far havde været skrædder, hører uløseligt sammen med min barndoms mindepark,

Kristian var gammel i gårde. Han har været på Fugleholm i 36 år, som husmand. Først i bedstefars, siden i fars tid. Han var vi børns gode ven og det var ligesom han gjorde mere ud af os, end af sine egne mange børn, der dog også var noget ældre.

Kristian boede omme i mosen sammen med sin kone Laura. Hans børn husker jeg kun som konfirmerede og den yngste af pigerne, Kirstine, tjente et par år som pige hos os. Til deres hus hørte 2-3 td. Land og de sidste år Kristian arbejdede hos os, kom han kun de første 4 dage i ugen, de to andre skulle han bruge til at passe sin egen jord.

Det var ikke så godt, at Kristian skulle være så meget hjemme, for han havde en usalig hang til brændevin og når han kom mandag morgen, var han sjældent ædru. Han havde et par gange haft dillerium og jeg har flere gange, med åben mund, stået og lyttet til, når Laura med tårene trillende ned ad kinderne, og underkoppen med kaffe balancerende på tre fingre, fortalte mor om, hvordan Kristian havde jaget hende ud i natten i den bare særk, når han kom fuld hjem. Børnene gjorde han ikke noget.

Alt det hæftede vi børn så ikke så meget ved – vi kunne lide Kristian. Når humøret var højt og vi gik sammen ude i marken, kunne vi somme tider få ham til at synge for os. Han kunne to sange, hvoraf jeg har glemt det meste. Men indtrykket af Kristians sprukne gammelmands røst, der var noget præget af al den brændevin, der gennem tiden var løbet i hans hals, glemmer jeg aldrig.

Den ene sang var ganske kort og lød: ” Min bedstefar han havde en meget lille kat, en hankat som fik killinger og det hver anden nat”. Den anden var på 14 vers og handlede om en kvinderøver, hr. Peder, der var ude og sejle med et skib som kom i havsnød. Så blev der trukket lod om, hvem der skulle kastes over bord og loddet traf på hr. Peder, men inden han blev smidt i vandet tilstod han alle sine misgerninger. Jeg husker det sidste vers: ”Så tog de hr. Peder i sit guldgule hår og kastede ham over bord. Da Peder begyndte at synke, svajer skuden til at gå, og svang sig stolt på bølgerne blå”.

Kristian forlod os i 1912, da drikkeriet efterhånden blev for slemt, men da den første verdenskrig gjorde det næsten umuligt at få spiritus, blev Kristian en pæn mand igen. De sidste gange han besøgte os, var han forholdsvis velsoigneret. Han døde i 1917, vistnok 73 år gammel.

Det hus de boede i nede i mosen, lå der også da jeg var barn. Far lejede det ud, men det var i en dårlig forretning og de familier der boede der var meget fattige.

Til sidst blev det revet ned. I dag er der ingen spor af det.

Der gik en vej bagom ”Tøvestensgården”, og videre til Slagelse. Fra huset gik også en vej til Hejninge, hvor der lå endnu et hus.

Posten kørte den vej tilbage til Slagelse, efter sin rute. Især om vinteren var det besværligt at komme den vej. Vi har også mange gange kørt den vej til Slagelse, kun om sommeren, det var lidt mere ”lige på” og vi skulle ikke op af alle bakkerne ved Pilegården.

Ingen post havde bil, samtidig havde de lange ruter, der godt kunne tage hele dagen. Vejene var dårlige, jeg tror faktisk ikke der var nogle asfalterede veje ude omkring os. Cyklen de kørte på, var det man kaldte en jernhest. Der var ikke nogen luksus ved den. Det var ikke så slemt om sommeren, men vinteren var streng for posten. Posten havde helt sort tøj, ikke nogen særlig varm kvalitet, og så havde han et regnslag. Hans fodtøj var træskostøvler, sikkert med halmvisker i som såler, det var det der varmede mest.

Når sneen lå højt, så skiftedes dem der havde hest og vogn til at køre for ham, somme tider i kane. De gjorde det altid op til jul, for da var der ekstra mange breve og pakker. Det var jo en stille tid på gårdene, så karlene havde tid til at køre. Der var kun posten til at bringe pakker ud, og også tage dem med, hvis folk skulle sende noget. Det var for eksempel almindeligt, at karlene sendte deres vasketøj til deres hjem og så kom det rent tilbage. Der blev ikke skiftet tøj så ofte, så pakkerne var såmænd ikke så store. I dag kan man end ikke forestille sig hvor lidt tøj de havde og skifte med.

Jeg var voksen før jeg var på et posthus. Posten ordnede det hele. Han kom ind alle steder, og havde folk noget der skulle betales, så gjorde posten det. Det var ikke altid, at folk havde lige penge, men så havde han bare byttepenge med næste dag. Hvad han ikke vidste, var ikke værd at vide, han fulgte med i alles tilværelse.

Ofte blev han budt på kaffe eller mad, og så gik snakken. Det var for mange en tryghed, at posten kom hver dag. Når man boede alene langt ude på marken, og måske blev syg, eller for den sags skyld død, så var det sikkert, at posten så det og hjalp. Ikke mange havde telefon.

Reklamer fra butikker, som vi kender det i dag, fandtes ikke. Der kom et par gange om året et katalog fra ”Daells varehus” i København, det blev meget nøje læst og så havde man mulighed for at skrive efter de ting, de kunne tilbyde. Det var meget billigt, så mange gjorde brug af det.

Cykler var først noget vi fik omkring den tid, hvor vi skulle begynde skolen, men det var almindeligt at vi gik til skole. Skulle vi over længere afstand, det kunne være et besøg eller indkøb i Slagelse, så blev der spændt for ponyvognen. Kom der gæster med toget, ja så var det også med hest og vogn de blev hentet.

Der gik en rutebil fra Næsbystrand til Slagelse en gang om dagen, men det var ikke så meget vi brugte den.

Det var almindeligt, at det var skiftedag 1. maj og 1. november. De unge mennesker der tjente hos os, enten rejste eller fæstede sig for et halvt år mere. Skulle vi skifte pige til 1.maj, så blev der gjort hovedrengøring inden, så det ikke var det, den nye pige skulle i gang med.

Om sommeren havde vi forfærdelig mange fluer og de satte sine spor. Når det blev mor for meget, blev alle døre og vinduer lukket og så gik hun i alle rum med flitsprøjten. Det stank ganske forfærdeligt. Der hængte også fluefangere, det var et paphylster, hvori der var en strimmel med noget klister, som kunne trækkes ud. Fluerne fløj imod og blev hængende, det var vel lidt dyrplageri, for de døde jo ikke med det samme. Også al den fyring i kakkelovn og på komfur støvede meget, alt trængte til rengøring. Man brugte oceaner af brun sæbe og soda, det var det vi kendte til dengang.

Det tog hele april måned at komme gennem alle rum. Alle de møbler der kunne, kom ud og blev banket. Her måtte karlene hjælpe til, det var tunge møbler at flytte med. Så kom tæppebankeren i brug. Man kendte jo ikke til en støvsuger, så efter en lang vinter var der samlet meget støv. Komfur og kakkelovn blev skilt de steder man kunne det, og rørene til skorstenen blev renset. Man var sort af sod, når det var overstået.

Rengøring, især af de nederste køkkenskabe, var ikke rart. I bunden var lagt lagvis af aviser på cementgulvet for at tage det sorte fra gryderne. Der lugtede af fugt i de skabe og så kunne der også ligge en død mus. Der stod altid en musefælde i skabet. Den var af træ med fire eller fem huller. Der var nogle bøjler, som blev syet ned i hullerne, og når så musen ville have ”godbidden”, så bed den sytråden over og vupti, så sad den død i fælden.

Gardinerne kom ned og blev børstet, de tålte ikke vask. Gardinstængerne var af træ, de var runde og mørkebrune og havde en stor knop for enden. På stangen var der, med søm slået et bånd på. På det bånd hæftede man så gardinerne med knappenåle. Inden næste rengøring var knappenålene rustet fast, så det var et pillearbejde at få dem af.

Møblerne blev vasket og poleret.

Det var en hel begivenhed, når der skulle nyt tapet op i stuen. Så blev der sendt bud efter en maler og han kom med mange forskellige tapetbøger, som blev set igen og igen. Det var især spændende hvis vi skulle have nyt tapet i vores værelse og vi fik lov til at vælge. Når vi havde bestemt os, så kom maleren og udførte arbejdet. Vi kendte ikke til ”gør det selv” og det har nok heller ikke været den store udgift. Hvis vi var heldige, så fik vi en af tapetbøgerne, prøverne kunne bruges til bogbind på vore skolebøger. Alle skolebøger skulle være indbundne.

Alle dyner skulle ud og bankes og ”sole”. På gårdspladsen blev sat nogle taburetter op og derpå blev lagt alle de stiger vi havde. Derpå blev så sengetøjet lagt. Dynerne var tunge som en ”hønsegård”, og de trængte virkelig til frisk luft.

På loftet var der et gæsteværelse, pigens værelse og fodermesteren havde også værelse der. De to andre karle havde værelse i forbindelse med vognporten og det gamle stuehus. Der blev gået nogle gange, når sengetøjet skulle ned fra loftet, men når så alt var gjort rent og på plads var det dejligt. Det værste arbejde, syntes jeg, var at vaske loftgulvet. Det var hvidskuret og skulle vaskes med sæbevand. Alt det der stod inde bagved under skråvæggen skulle flyttes. Der havde også stået årets høst af æbler, hvilket der var tydelige spor efter. Vi havde mange æbletræer og når frugten forsigtigt var plukket ned og lagt i kasser, blev de stående ude længst muligt og kom så på loftet. Her hentede vi så i vinterens løb æbler som vi spiste om aftenen. Vi købte kun frugt til jul. Jeg kan hører mors stemme endnu, når jeg blev sendt op efter æbler: ”Tag nu dem med pletterne først”. På den måde rakte de længere, og der var altid til en skål pæne æbler, når der kom gæster.

Der blev vasket storvask en gang om måneden. Selv om det virkelig var ”stor” vask, var der alligevel ikke så meget tøj, som man skulle tro, men det var tungt i forhold til det vi kender i dag. Der blev skiftet sengetøj den ene gang om måneden og håndklæder hver lørdag. Karlene havde to håndklæder, det ene var til fødderne og under krigen var det af sækkelærred. Håndklæderne var små, man kendte ikke til badehåndklæder, og de var ikke særlig behagelige at tørre sig på. Man skiftede undertøj i forbindelse med lørdagsvasken, som var det eneste bad man fik. Anden vask var etagevask.

Vandet kom fra en kilde oppe på marken og løb ganske af sig selv hjem i brønden. Der var vand nok, med det løb ikke så stærkt. Fra den brønd blev også dyrene forsynet med vand og alt hvad vi brugte i husholdningen. Kilden løb tør for mange år siden.

Kogetøjet var håndklæder, viskestykker og sengetøj og undertøj. Dertil kom det kulørte, for eksempel bomuldskjoler og forklæder. Den unge pige der tjente hos os, fik vasket sit tøj, men karlene sendte deres hjem og fik det rent tilbage. Da jeg jo ikke har en bror, har jeg ikke oplevet det på nært hold, men sådan var det bare. I store trækar blev tøjet lagt i blød. Dagen efter blev der tændt op i gruekedlen, vi havde to, og så blev alt tøjet kogt. Derefter kom det op i en balje, hvori der blev sat et riflet vaskebræt. Her gned og skrubbede vi så tøjet til det var rent. Igen kom tøjet i de store kar og blev skyllet mange gange. I sidste hold skyllevand kom der blånelse, som skulle gøre tøjet mere hvidt. På et tidspunkt fik vi ”vaskemaskine i vuggefacon”, som afløste vaskebrættet, men stadig til håndkraft.

Det kunne godt være en meget kold oplevelse at vaske. Først havde der været dampende varmt mens tøjet kogte og så lige efter stå og skylle i det iskolde vand. Vi var altid to til at vride tøjet, for at få så meget vand af som muligt. Så blev det lagt i zinkbaljer og båret ud til tørresnoren. Det foregik jo både sommer og vinter, så det var meget koldt at stå med, når det var frost. Værst var det når det skulle ned til aften. Ofte var det frosset helt stift så det næsten skulle brækkes af snoren. På loftet over det gamle stuehus var trukket snore, så noget kunne være der og andet kom på loftet i stuehuset. Når tøjet så var tørt skulle det lægges sammen. Det var vi også to om, for lagenerne skulle ”strækkes” og lægges sammen på en bestemt måde. Så blev det stænket og lagt i baljerne igen, noget til strygning og noget til rulning. Forklæderne blev stivede, der blev kogt en tynd stivelse af kartoffelmel og vand. Det kunne godt være svært at finde balancen for, hvor tyk den skulle være.

Strygningen foregik med strygejern af jern, der stod på en plade, på komfuret. Der var vist fire jern, som man på skift strøg med, til de tabte varmen, så satte man jernet tilbage og tog et nyt. Om sommeren var det ulideligt varmt at stå og stryge ved det varme komfur.

Rullen stod på loftet over det gamle stuehus. En stor kasse på ben, derover endnu en kasse som var fyldt med store sten. Mellem de to kasser var anbragt to runde stokke så man kunne trække og skubbe kassen i begge retninger.

På et bord ved siden af, lå tøjet og der stod mor og lagde det på stokke. Vi var to til at trække rullen og jeg hadede det arbejde, det gik så langsomt og det kunne være en meget koldt tjans om vinteren.

Når en stok skulle skiftes vippede vi den ene ende og så kom stokken med det fint rullede tøj frem og blev skiftet med en ny.

Det var et stort og besværligt arbejde at vaske dengang, men da ingen kendte til andet var der ikke surhed over det. – Og dog, jeg hadede at være med til at rulle og gav tydeligt udtryk for det hver gang. Svor, at jeg aldrig ville rulle tøj, når jeg blev voksen og selv kunne bestemme.

I forlængelse af køkkenet var opvaskerummet. Et meget smalt rum, hvor der var en vask for enden og en smalt bordplade i den ene side, hvor opvasken blev sat. Det var Bittes og min pligt, at hjælpe pigen med opvasken. Det var mest en sur tjans, men somme tider sang vi, så gik det hurtigere. Gafler og knive var ikke rustfrie, så et par gange om ugen måtte de gøres ekstra rene. Det foregik med skurepulver og en prop, som stod klar til brug i en lille skål. Når opvasken var overstået skulle komfuret ordnes. Ofte måtte der slibes på de sorte ringe, fordi maden var kogt over, det kunne godt tage sin tid. Kaffekanden, der altid stod på komfuret, var en rigtig ”madam blå”. De fleste ting der blev brugt, såsom dørslag, randform og hulske m.m., var altid i blå emalje. Det kunne også godt tage lidt tid, når man om morgenen skulle tænde op på komfuret. Det var en nødvendighed, at det ”kvas” man skulle tænde op med, var godt tørt. Derpå blev lagt brænde og så var det bare at holde ilden ved lige og afpasse den efter det man skulle lave. Vi havde for eksempel ikke noget ovntermometer, så det var lidt på fornemmelsen når der skulle bages. Det skete at kagerne fik lidt for meget og blev brankede, men det var nok ikke hver gang komfurets skyld. Der var to sæt store ringe og jeg mener der var et lille sæt bagerst. Der var en vandbeholder, så vi altid havde varmt vand, som blev brugt til opvask og rengøring. Man tog så mange ringe af, som svarede til grydens størrelse. På væggen bag komfuret var nogle knage, hvor ringene hængte når de ikke var i brug. Gryderne, som i sagens natur var nede i ilden, blev meget sorte og man skulle virkelig tænke sig om, hvor man satte dem. De var heller ikke så tykbundet, så ofte havde maden lagt sig i bunden i en skorpe, dog ude at brænde på. Et større arbejde at få dem gjort rene.

En gang om ugen fik komfuret den helt store tur. Det blev smurt med sølvbronze og messingstangen der var rundt om, skulle pudses i brazzo.

Barndomsminder 7 – Søskende

Søskende

Erindringer af Kirsten Olsen

Dengang havde vi ikke toilet, men et w.c. Indgangen til det var ca. der, hvor indgangen til oldemors hus er i dag. Det var en tilbygning til det gamle stuehus, hvor mine oldeforældre i sin tid havde aftægtsbolig. Nu var der karlekamre og vognport og omtalte brændehus. Når man kom ind var der til venstre brænde og risbrænde. Til højre var der et lille særskilt rum hvor der stod en tønde med et bræt over, hvori der var et hul. Med jævne mellemrum blev tønden tømt, men sommerdage kunne det godt være en noget ”stram” oplevelse at komme derud. Om vinteren var det bare med at blive hurtig færdig, for da var der hundekoldt. Toiletpapir var heller ikke noget vi havde. Når telefonbogen blev udskiftet, så kom den gamle derud, så kunne man hive sig en side. Ellers var det avisen der blev brugt, en side kunne dele i fire stykker. Det var ikke behageligt at bruge, men vi nulrede det lidt, så var det ikke så hårdt.

I vognporten stod to køretøjer, som blev meget brugt, vi havde ingen anden transportmulighed. Ponyvognen stod lige for, den blev mest brugt. Vi havde hurtige heste, så en tur til Slagelse eller andre steder var ikke noget at snakke om. Far fik også ofte spændt for og kørte en tur på mosen eller marken rundt for at se på afgrøderne. I ponyvognen sad vi forlæns og baglæns, i alt fire sæder.

Den anden var en charabanc, en såkaldt ”skovtursvogn”, noget større vogn med højt kuskesæde til to og bagpå to sidebænke der hver havde plads til to. Den var brugt meget før min tid, når hele familien skulle på familiebesøg. Om vinteren var det en kold fornøjelse. De voksne havde kørekåber. De var store og tunge, de skulle jo gå ud over almindelig frakke, så der skulle en voksen til at hjælpe dem på. Især fars var meget tung, fodlang og foret med ulveskind. Mors var også foret med skind, hun fik sin af farfar den første jul som nygift. En flot gave. Børnene blev pakket ind i tæpper. Vognene var forsynet med karbidlygter, mest for at blive set, de lyste ikke så meget. De var firkantede med glas hele vejen rundt.

Far fortæller:

Da jeg var syv og Gerda 6½ år, købte far Blakmand og gumpekassen. Blakmand var en treårs islænderhingst og gumpekassen var en gig, der bestod af en flad kasse på to hjul med et agebræt, hvor der lige kunne sidde to personer.

Jeg var ikke videre bevandret i kørekunsten, og den første køretur gik da heller ikke helt efter programmet.

Gerda og jeg skulle køre i brugsen og turen dertil gik også meget godt, men da vi skulle holde ved brugsen ville Blakmand absolut ikke standse på mit gentagne prurrr. Jeg havde nemlig fået den fejlagtige opfattelse, at man skulle give slappe liner, når man skulle holde, og da Blakmand åbenbart ikke var vant til så uerfaren kusk, forsatte han bare hen i skolegården og standsede først da han ikke kunne komme længere for kirkegårdsmuren. Der stod Gerda af og gik i brugsen med kurven. Det var så meningen at hun skulle komme tilbage og stå på vognen igen.

Men inden den tid blev Blakmand ked af at vente og pludselig gjorde han kort omkring og satte i susende galop ud af skolegården. Han havde ikke tid til at følge den rigtige vej ud, men satte gennem den tjørnehæk der omgav skolegården.

Jeg råbte prurrr, prurrr af mine lungers fulde kraft og halv grædende, men da jeg holdt linerne slappe, var det bare at tale for døve ører. Den vilde fart endte ikke før vi holdt hjemme i gården, hvor mor kom ud og forbavset spurgte, hvor Gerda var blevet af.

Efter en længere forklaring fik jeg så en med, som havde forstand på at køre Blakmand. Så gik det atter ad byen til efter Gerda, som vi mødte stortudende et stykke uden for Hejninge, slæbende på den tunge kurv.

Blakmand var for resten en stædig rad, der lavede mange numre med og for os i de 15 år vi havde ham, men det er en anden historie.

Desværre har far ikke fortalt videre om Blakmand. Skolen far fortæller om, ligger der stadig, men har i mange år været privat ejet. Jeg kan svagt huske den gamle lærer Rasmussen, som far havde gået i skole hos, han boede der til sin død.

Først langt senere blev der lavet et badeværelse ved siden af soveværelset. Der blev sat en bruser op i det en hjørne og ellers var der toilet og en håndvask. Det var sandelig et stort fremskridt.

Var der noget der ikke blev tålt, så var det når vi ikke opførte os ordentlig over for de unge mennesker der tjente hos os, men vi hørte sandelig mange gloser, når karlene snakkede indbyrdes. Dem kunne jeg ikke bare brænde inde med. En dag efter middag, hvor pigen var på vej ned i kælderen, stillede jeg mig op og sagde vist en del bandeord. Far havde rejst sig og var på vej ind for at hvile til middag, men uheldigvis for mig, havde han ikke lukket døren helt til stuen, da jeg udfoldede mig. Jeg skal nok love for, at der var lagt op til en ordentlig omgang, nej, hvor var han vred. Jeg for` ud af døren og ud på w.c., der sad jeg til langt hen på eftermiddagen og surmulede. Mere blev der vist ikke ud af den sag.

I marts 1934 fik jeg en lillesøster, Birgit. Som tiden gik fik vi glæde af hinanden, der var nemlig ikke nogen legekammerater i nærheden. Vi har tilbragt mange timer på den store græsplæne på et tæppe med vore dukker. Vi har lavet rysteribs og siddet i vores hule i buksbomen (plantet i 1864 og står der stadig) og spist dem. Lige bag den busk var et stort stykke med bambus. Et bart stykke om foråret, men så pludselig stod de meterhøje bambus og gav læ for vore lege.

Da vi kom over ”dukkealderen”, skiltes Birgits og mine veje. Som større var hun glad for at ride eller kørte tur i ponyvognen. Den tanke kunne jeg slet ikke få. Og så læste hun meget, det er det hun blandt andet også husker fra ferie hos morfar, hvor loftet gemte på mange bøger. Jeg husker noget andet på det loft, men jeg kunne jo heller ikke læse så godt, så bøger blev det ikke til. Når vi snakker om den tid, husker vi ikke, at vi havde fælles interesser eller kammerater.

Dog, havde vi fælles interesse i at samle og bytte glansbilleder. Vi samlede også på Richs billeder, de var i kaffe tilsætningen og det var meget spændende om det var et vi havde, men så byttede vi. Mange år efter krigen brugte man tilsætning til kaffe, for at spare på bønnerne. Vi samlede også på glaskugler, man kunne få nogle meget flotte mønstre. Vi spillede også med dem, men for det meste var det brune lerkugler vi brugte, når der skulle spilles. Kunne vi få de voksne med, så spillede vi pind, det var en hel sport at blive god til det.

17-Far-med-Birgit-og-mig
Far med Birgit og mig.
18-Mor-med-Birgit-og-mig
Mor med Birgit og mig.

Mor syntes det var det ideelt at stille barnevognen ved den store buskbom, når vi skulle sove ude som helt små, så der har vi alle tre stået. Når vi vågnede kunne vi ligge og se bladene på æbletræet bevæge sig, det kunne der gå meget tid med. Mor kunne så fra køkkenvinduet holde øje med os.

Vi havde også en hund da jeg var helt lille, det var en gravhund som hed ”Bøvs”. Hvor længe den levede husker jeg ikke, men jeg kan huske, at vi legede ude på marken og løb omkap. Vi havde ikke siden hund.

19-Godmorgen
Godmorgen.
20-alle-tre
Her er vi alle tre.
21-Bitte-og-mig
Bitte og mig.

Lige før julen 1941 blev Eva født. Vi havde glædet os meget, men for mig var skuffelsen stor. Jeg havde sådan ønsket mig en lillebror. Mor lå på sygehuset til ind i januar, men Martha som tjente hos os gjorde hvad hun kunne for at vi skulle få en god jul. Hun sørgede for maden og det var også hende der havde pyntet juletræet. Det år fik både Bitte og jeg skøjter, dem fik vi af morbror Helge og moster Anna, det største ønske blev opfyldt og de blev brugt flittigt i flere vintre. Aldersforskellen var så stor, at vi ikke legede de samme lege, men selvfølgelig med hinanden. Selv om jeg havde ønsket mig en lillebror, blev hun alligevel en lillesøster jeg holdt meget af. Mor ville gerne aflastes lidt engang imellem, så vi store piger måtte tage Eva med når vi skulle lege. Det passede os ikke altid lige godt.

Efterhånden kom der andre børn i nabolaget, som Eva kunne lege med.

Tidligt om foråret, når vejret var til det, blev køerne lukket ud på græs. Der forinden havde der været arbejdet med at sikre at hegnet var intakt. Det var pigtrådshegn, noget ubehageligt at arbejde med og både dyr og mennesker er kommet slemt til skade på det. Først langt senere fik man elektrisk hegn og glat tråd.

Mange havde deres køer i tøjr. Køerne blev koblet og trukket ud i marken. For enden af tøjret sad en tøjrpæl, som så blev hamret i jorden med en stor firkantet træklods med en jernstang i. To eller tre gange om dagen skulle de så flyttes, det var ofte konen der gjorde det. Tøjrpælen kunne sidde utrolig fast og samtidig var koen utålmodig efter at komme til det nye stykke og løb rundt og var ved at vælte én, inden pælen kom op.

Ko nr. 26, er tyregal, kunne man hører fodermesteren sige. Så blev der ringet til Skov, som havde tyr. Jeg anede simpelthen ikke noget om dyrenes forplantning, for slet ikke at tale om menneskers, den slags blev der ikke snakket om og i hvert fald ikke når der var børn i nærheden. Et lukket land som man selv måtte finde ud af da man blev lidt ældre. Jeg havde da set en ko springe på en anden ko i folden, men hvorfor, det spurgte jeg ikke om.

Jeg kan huske engang, at Jørgen Skov kom med tyren. Gerda, hans lillesøster, var med. På et ubeset tidspunkt havde vi lagt os bag en stor stenbunke for at se hvad der skulle foregå og der fik vi vores nysgerrighed styret. Det siger også lidt om den udvikling der er sket frem til i dag, hvor alle børn, fra de er helt små ved alt om den slags.

Det var en katastrofe, hvis køerne løb ud, de kunne ødelægge afgrøderne på marken og i værste fald fandt de vej til naboen eller haven. Alle mand af hus for at få dem i folden igen. Ungdyrene skulle også på græs. Vi havde mosen, hvor vores kom ned. Der var også engene nede bag Jens Jørns ejendom. Her kom flere bønder med deres dyr, hvor de gik hele sommeren, der var masser af græs og adgang til vand fra renden.

Det var disse enge, der i flere år var oversvømmet om vinteren og da det frøs meget, var der nogle store gode flader at løbe på skøjter på. Utroligt at vi ikke brækkede både arme og ben, for vi havde kun vores gummistøvler at spænde skøjter på og dem var der ikke meget støtte i. Men vi havde det dejligt, blev godt trætte og vendte hjem med røde kinder.

Mellem to vilde moreltræer havde far sat en gynge op. Der er tænkt mange tanker og drømt mange drømme mens jeg svingede der frem og tilbage.

Ved siden af stod der, og står stadig, to store bøgetræer. Dem har far plantet, da han var omkring 20 år. Lige foran stod et moreltræ. Med stor forventning så vi frem til morellerne blev modne, som regel sidst i juni. Så snart de begyndte at modne var stærene også klar til at få deres del af goderne. Far lavede fugleskræmsel og satte op, men det hjalp ikke længe. På reolen i kontoret stod et par vandrefalke, de blev også forsøgsvis sat ud i et træ, til skræk og advarsel, men stærene lærte hurtigt, at de ikke kunne gøre noget. Far prøvede også med et par kanebjælder, hvor der kom et langt bånd i, så han kunne sidde inde i køkkenet og trække i det, med jævne mellemrum.

(Kanebjælder, sad øverst på hestens seletøj og ”bimlede”, når vi om vinteren kørte i kane.)

Det var far og farbror Arne, der i deres unge dage plantede ”skoven”. Den lå i forlængelse af nøddegangen. Mange aftener om sommeren gik mor og far derned og nød solnedgangen.

Efterhånden som bøgetræerne voksede, var der ikke plads til moreltræet og det blev fældet. Senere blev der planter de tre moreltræer, som stadig står foran stuehuset.

Det var en dejlig tid når der var bær og frugt. Selv om vi skulle være med til at bælge ærte og nippe ribs, solbær og stikkelsbær så var der også anledning til at spise nogle selv. Det var ikke så spændende at nippe  stikkelsbær, men så fik vi 10 øre for hver liter, så blev det lidt sjovere. Sommeren var også afveksling i madpakken i skolen Den bedste rugbrødsmad vi kunne få, var med enten jordbær eller nye kartofler. Vi følte os nok lidt rige i den tid det stod på. Sæsonen var kort og så var det også slut, det var utænkeligt at købe den slags.

Som sagt, vi havde vores små pligter. Selv om vi havde pige, forlangte mor at vi ”gjorde os nyttige”, som hun sagde. Det kunne være at feje gulvene inden de skulle vaskes, pudse sko og den slags. Det var jo også for at lære os de ting til en dag det blev vores tur, så det var godt nok. Snød jeg lidt i hjørnerne, fik jeg besked på, at jeg hellere måtte lade et stykke stå midt på gulvet – sådan.

Noget der hørte sommeren til, var at kridte sko. Vi havde faktisk kun hvide lærredssko og de var ikke hvide så længe af gangen. De kunne være med snørebånd eller med en rem over vristen, som skulle knappes. Vi havde noget pulver, som blev rørt op i mælk eller vand og så en lille børste til at smøre på med. Af den omgang blev de våde og selv om de blev stillet i solen, tog det sin tid at tørre. Det var ikke så sjældent at jeg skulle bruge mine sko inden de var helt tørre. Den fornemmelse at stikke fødderne ned i dem, kan jeg stadig mærke. Hvis skoene nåede at blive helt tørre, var de så stive, at det heller ikke var rart at stikke i, og så måtte man bruge en krog for at man kunne få remmen til at nå knappen.

Når jeg tænker tilbage, er det som om vi kunne løbe på skøjter hele vinteren og kører til stranden hele sommeren. Sådan var det selvfølgelig ikke, selv om vi ikke siden har haft så strenge og lange vintre.

I tordenvejr var alle på vagt. Gårde og huse havde den gang mest stråtage og det var katastrofalt når lynet slog ned. De gamle længer folk havde, brændte hurtigt ned, så det skulle gå stærkt, hvis dyrene skulle nå at komme ud.

Jeg har været meget stor, før jeg kom med til Slagelse i forretninger. Der kom  vi kun når vi skulle have tøj og sko, og i mange år blev det ordnet uden vores medvirken. Vi havde brugsen og der fik vi vore dagligvarer. Mor cyklede en gang imellem til Slagelse for at handle, men det kan ikke have været de store indkøb hun kunne have med hjem på den måde. Ved større indkøb blev der spændt for ponyvognen og så kørte de til Slagelse. Var det besøg det gjaldt, hos moster Minna og Jensen, for eksempel, så var det en af karlene der kørte og han kørte så hjem igen og kom til en aftalt tid og hentede os. Jeg var en meget stor pige før jeg oplevede at der blev bestilt en bil når mor og far skulle noget.

22-Vogn

Nærmeste naboer var ældre mennesker. Marie og Hans Peder Hansen, som jeg gerne ville besøge. Der vankede småkager eller frugt. Når jeg var syg, var det bedste jeg vidste, når mor sendte bud efter Marie, som kom og satte sig ved sengen og snakkede med mig.

Når jeg lå i sengen nogle dage, kunne jeg få mor til at hente deres bryllups telegrammer ned fra loftet. De var så flotte med fine broderier og billeder, dem kunne jeg se på i lang tid.

På de næste to ejendomme var der to piger, men de var meget ældre og kun en sjælden gang fik jeg lov at lege med dem. Det ene sted var hos Thorvald Jensen. Det var så spændende at komme med Agnethe op på loftet og lege, for hun havde en købmandsbutik. Der var dåser, æsker og poser, som hun havde fået af sin mor, når de var tomme. Jeg tror vi kom sand i poserne og så handlede vi. Når jeg tænker på Agnethes mor, så er det så få gange jeg har set hende, at jeg ikke kan huske hvordan hun så ud. Hun viste sig ikke gerne og gik hun i haven, vendte hun altid ryggen til, når nogen kørte forbi.

Det andet sted var hos Martin Hansen, hvor det var Elly jeg legede med. Hun kom også somme tider hen til os og var nogen gange barnepige.

Og så var der Marie og Niels Jacob(sen). De var søskende og boede på ”Lille Fugleholm”. Niels Jacob var en god ven af far og kom ofte og fik en snak. I deres hyggelige stuer har jeg ofte været på besøg. Far fortalte med glæde om den gang vi havde fået elektrisk hegn, til afløsning for pigtråden, og Niels Jacob kom på besøg og havde ikke været opmærksom på det, så han kom på et tidspunkt i berøring med hegnet og fik et kraftigt stød. Der lød et kæmpebrøl, og tilføjede far, han tabte mundvandet.

Først da jeg begyndte i skole lærte jeg Gerda rigtigt at kende. Hun boede på den første gård, når man kom fra Hejninge og det kan da godt syntes mærkeligt, at vi ikke noget før havde truffet hinanden men vi havde ikke omgang med naboer, sådan var det for de fleste. Det var også uhørt at konerne på gårdene havde arbejde udenfor hjemmet, eller gjorde sig bemærket på nogen måde. Man passede sit hus, sin mand og børn og de fleste måtte også hjælpe til ude.

Dog var det sådan, at man i de små hjem fik en ekstra indtægt ved at konen gik ud og hjalp på gårdene. Som regel var det storvasken hun skulle tage sig af. Det var et slid og blev ikke særlig godt betalt. Betalingen var ofte kød og brød, så familien fik glæde af det. Det var det man havde på gårdene, men også en forståelse for hvad der var mest brug for. Børnene kom ofte ud og tjene, mens de endnu gik i skole, også for at spare, de fik så føden hvor de var, hvilket betød en mund mindre at mætte derhjemme.

Andre gik ud som kogekone. Når der skulle være fest havde man brug for en der kunne sit fag og havde overblik. Hun havde så pigen til hjælp og husmoderen kunne hellige sig de andre gøremål. Jeg har aldrig hørt om salmonella eller madforgiftning og det er egentlig utroligt. Det var ikke altid maden kunne laves på en dag. Menuen var næsten altid suppe, flæskesteg og en eller anden form for dessert. Is fik vi af gode grunde ikke, fordi vi ikke kendte til en fryser. Det var også meget brugt, at man fik ost og syltede blommer efter stegen.

Når det var til fest blev suppen kogt dagen før festen, den blev kogt på gode ben og grøntsager. Man lavede selv kød- og melboller, så der var gang i alle de store gryder der kunne være på komfuret. Kældergulvet var det sted der var køligst, så suppen kom derned til næste dag. Jeg har oplevet hjemme, at vi fik nogle store isblokke hjem fra mejeriet, de blev lagt i baljer og kunne holde maden kold i lang tid.

Vi var ikke forvendte med mange gæster, så vi glædede os meget, når der skulle ske noget særligt. Vi var næsten heller aldrig inviteret med, når mor og far skulle til familien, så når det skete var det en stor oplevelse. Fars familie var meget stor, så jeg kan godt se, at det kunne knibe med plads til alle børnene.

Barndomsminder 8 – Skolen

Skolen

Erindringer af Kirsten Olsen

Gerda blev min barndomsveninde, vi fulgtes ad til skole og sad ved siden af hinanden alle årene. Også efter skoletid var vi sammen, jeg gik med hende hjem, det var det nemmeste. Det var et gammelt hyggeligt stuehus de havde. Jeg kunne godt lide at være der. Der blev taget mange hensyn til Gerda, og det kom også mig til gode. Vi fik f. eks. kakao når vi kom fra skole, det hørte søndag til hjemme hos os. Gerda havde to noget ældre søskende, så det var nok derfor hun som efternøler fik lov til mere end jeg var vant til. Det var også der jeg stiftede bekendtskab med ”Ude og Hjemme”, de holdt det og vi læste tegneserier. Hjemme holdt vi ”Sorø Amtstidende” og ikke noget med ugeblade. Om vinteren kom Gerda ned til mig når det var til at løbe på skøjter ude i engene, eller på vores vanding. Mange dejlige timer havde vi der, selv om vi frøs bravt.

23-Gerda
Gerda.

Vi havde radio og telefon. Radioen havde kun et program, det var først til aften, der blev tændt for den. Der var nok heller ikke noget at høre tidligere på dagen, og det var også utænkeligt at radioen gik, mens man arbejdede.

Telefonen var heller ikke noget der blev brugt, hvis det ikke var strengt nødvendigt. Det kunne ske jeg fik lov til at ringe til Gerda, men det var så for en kort bemærkning. Gerdas forældre havde partstelefon, det vil sige, at de havde et nummer og et bogstav. Der kunne være tre der havde samme nummer, men hver sit bogstav. Hvis vi, når vi ringede op til en partstelefon og kunne høre, at der blev talt, så skulle vi lægge røret på igen.

Det kunne godt være spændende at lytte med, men det var absolut forbudt. Telefonen var med håndsving, man kørte et par gange rundt, løftede røret og kom igennem til centralen, hvor der blev sagt ”Næsby-strand”. Så sagde man det nummer man skulle snakke med og damen sagde: ”Et øjeblik”, eller ” ja, der er ledigt”. Efter 3 min. blev man afbrudt med et ”vil De forsætte”, det kunne man så sige ja eller nej til. Hvis der skete noget ud over det almindelige i sognet, så kunne man være sikker på, at de fulgte med på centralen, de kunne nemlig aflytte alle samtaler uden man vidste det. Det er ikke småting der er gået gennem deres ører. Vores nummer var Næsbystrand 21.

24-Hejninge-skole-1946
Hejninge skole 1946.

Gerda og jeg gik til skole hver dag, sommer og vinter Jeg kan ikke huske hvornår jeg fik cykel, men jeg lærte at cykle på min fars sofacykel. Det var bare ikke så lige til, den var tung og lang og jeg kunne ikke nå sadlen, men jeg fik lært at cykle. Far havde sofacykel fordi han ikke kunne bruge en almindelig herrecykel, på grund af den rygsygdom han havde, og som på det tidspunkt udviklede sig hurtigt. Det var få år han kunne bruge den.

Skolevejen kunne godt være en kold tur om vinteren. Vi havde nogle meget strenge snevinter i 40erne, ofte kunne jeg ikke følge vejen, men gik over markerne. Der var ikke sneplov, som kom og ryddede vejene. Der var en snefoged, som ringede rundt og bestemte, hvor mange mand der skulle stilles med, og så mødtes de og gik i gang med at skovle. Når vi så gik fra skole, var der åbnet så vi kunne følge vejen og vi gik mellem så høje kanter, at vi ikke kunne se over dem. Netop i krigsårene fra 1940-1945 var det nogle ekstremt kolde vintre med masser af sne og is. Selv Storebælt kunne man gå over eller køre med kane. Det har vi ikke oplevet siden.

I de kolde vintre, hvor vi ikke havde varme i værelset hvor vi sov, var det dejligt når mor lagde en varmedunk i sengen. Det var enten en af gummi, som var blød og ”tykmavet”, når der kom vand i, eller en stor oval dunk af zink. Der kom kogende vand i et hul midt på foroven og lukket med et skruelåg. Den kunne holde varmen meget længe og det var skønt at komme i seng i varme dyner. Her kunne man så ligge og se på alle de kønne isblomster på ruderne, de nåede aldrig at tø, når det var frost i længere tid.

Ledninger til el og telefon hang på pæle langs vejene, det skete tit, at ledningerne blev så tunge af is, at pælene ikke kunne bære dem, pælene kunne knække og så lå elledningerne på jorden og var farlige at komme i nærheden af. Det betød også afbrydelse af strømmen og så havde vi ikke lys. Først langt senere begyndte man at lægge ledningerne i kabler i jorden.

Gerda og jeg havde også et lille problem med en dreng der boede på en gård midtvejs mellem os. Han ville ikke lade os være på vejen, skubbede os ned i sneen eller væltede os i grøften. Vi prøvede ellers at garderer os med en kæp, men han var os overlegen. Til sidst ringede far til lærer Larsen og bad ham holde os lidt tilbage efter skoletid, vist nok fordi vi havde fået ødelagt noget tøj. Det hjalp, interessen faldt og så var der igen normale tilstande.

Vores tøj var heller ikke som vi kender det i dag og slet ikke fodtøjet, som nok var gummistøvler om vinteren. De sidste skoleår havde jeg skistøvler, en tung sag, der ikke var forede og der skulle ikke meget sne til før jeg var våd om fødderne. Kendte heller ikke til at have lange bukser på, når man var pige. Dog havde jeg såkaldte skibukser på om vinteren.

Mange havde ”frost i tæerne”, og jeg var meget plaget af det. Tæerne blev røde og hævede og så kløede det forfærdeligt. Det kender man vist ikke til nu om dage. Det skulle hjælpe med levertran, så det blev nærmest tvunget i mig, det smagte ikke særlig godt. Som belønning fik jeg nogle små pebermynte pastiller for at tage den grimme smag.

Den øvrige beklædning var også meget anderledes, i altfald de første skoleår. Inderst havde jeg et livstykke, det var knappet foran og nederst var der fire knapper, to for og to bag. Deri sad et strømpebånd, ca. 2 cm bredt og med huller midt i, jævnt fordelt i en passende længde, så det kunne nå strømperne. Strømperne var tykke og ribstrikkede i en brun farve. (Dog ikke hjemme­strikkede). Øverst var der så også knapper, hvor strømpebåndet kunne sættes fast. Ergo, der var et meget stort stykke med ”bart”. Jo mere strømperne blev vasket, jo kortere blev de. Trusser var ikke opfundet, så det var bukser med ben og af en tyk kvalitet, somme tider med lodden vrang, men så varmede de også mere. Jeg havde kjole og forklæde på hver dag i skole, det var ens for os alle, det var lettere at skifte og vaske et forklæde, for man skiftede ikke sådan kjole hver dag. Havde heller ikke mange at skifte med.

Men jeg skulle ikke klage, vi havde godt og varmt tøj i forhold til mange af mine klassekammerater, der kom i tyndt tøj og træsko hele året, det skulle være meget koldt inden de fik strømper på. Nogle kom fra små hjem med mange børn og var meget fattige i ordets rette forstand.

Ellers var vi børn, som børn også er i dag. Vi kunne godt blive uvenner, men egentlig mopning som findes i dag, det tror jeg ikke der var.

Om vinteren gik frikvarterene mest med at se på, eller bytte glansbilleder og påklædningsdukker, som vi havde i gamle udskrevne kladdehefter. De bluser og trøjer vi havde på, var hjemmestrikkede og så var det en sport at lave bogmærker af den uld vi plukkede af hinandens trøjer, helst så mange farver som muligt.

Hjemme legede vi med dukker. Birgit og jeg havde hver sin store dukke. De var meget flotte og så havde de fint tøj, som jeg tror at den pige der tjente hos os havde lavet. Vi havde også hver en flot dukkevogn, som vi fik et år til jul. Jeg husker det, fordi jeg ved et tilfælde kom til at se dem inden jul og derfor bar på en stor hemmelighed og kunne næsten ikke vente til det blev juleaften.

Om sommeren var vi i skolegården, hvor vi spillede bold eller sippede. Vi spillede også pind, rundbold og langbold, ofte var det lærer Larsen der styrede det.

Dengang, hvor jeg ikke havde noget at sammenligne med, var skolen for mig stor. Når jeg ser den i dag er det ufatteligt at den slog til. Der var kun en lærer og kun et klasseværelse. Man kom ind i en gang, hvor der på væggen var små hylder, hvor vi kunne have vores madpakke og skiftesko. Skolestuen var opvarmet med en stor kakkelovn, og hvor meget varme der var når vi kom, var afhængig af, hvornår lærer Larsen havde tændt op. Da det var under anden verdenskrig var det svært at få noget at fyre med, i det hele taget. Ofte så man også Larsen sidde i sin stol nede ved kakkelovnen mens han underviste. Han hed faktisk Johannes Larsen, men det var utænkeligt at bruge fornavn til sin lærer.

Vi havde geografi, bibelhistorie, regning og dansk. Vi havde diktat og skrev stil.

I de store klasser havde vi håndarbejde. Larsen var en god fortæller og især var det spændende at have bibelhistorie. Vi havde også salmevers for, det var en sand plage at få dem lært, men så sad de der også, så jeg i dag kender mange salmer. Vi havde også en sangtime, der lærte vi glæden ved at synge. Det var der jeg lærte alle de sange, som jeg den dag i dag faktisk kan udenad.

Vi nejede når vi mødte vores lærer, det gjorde man bare. Drengene bukkede. Det samme var når vi kom på besøg, lige meget hvor.

Der var også en gymnastiksal og den blev flittigt brugt både i skoletid og til den frivillige gymnastik for både børn og voksne. Det var mødestedet for byens ungdom om vinteren. Om sommeren spillede vi håndbold på en boldbane bag skolen. Mellem skolestuen og lærer Larsens privatbolig var et lille bibliotek. Det var flittigt benyttet hjemme hos os, far læste mange bøger.

Vi var delt i to klasser, store klasse og lille klasse. De store mødte fra morgenstunden og blev så afløst af de små. Jeg mener vi havde tre timer hver klasse. Vi blev stående ved vores bord, indtil Larsen gav tegn til at vi måtte sætte os. Bordet var til to, det havde en lidt skrå bordplade. Foroven var der en rille til at lægge blyanter og et blækhus. Bordet var fast med den bænk vi sad på, det vil igen sige, at det skulle passe til både store og små. Det kunne godt være svært for de store drenge at kante sig ind og få plads til benene og helt klart sad vi ikke godt.

Det var meget svært at skrive med blæk og krævede megen øvelse. Pennen kunne let ”sprutte”, så der blev en stor klat. Man havde blæk på fingrene og somme tider på tøjet.

Enhver kan forstå, at man skulle være meget dygtig for at komme videre i det system. Til dem hørte jeg bestemt ikke. Jeg var ordblind og havde svært ved at læse og regning kom jeg aldrig ind i. Senere, bl.a. på efterskole, kom jeg godt i gang med at læse, heldigvis. Sprog var heller ikke noget vi kunne lære der. De  dygtige kunne komme på realskole i Slagelse og der lærte de jo meget mere end vi kunne nå i vores skole.

Min første læsebog var ”Ole Bole ABC”, den havde jeg fået af tante Thora, som var min morfars søster. (Den står på min reol endnu) Min første skoletaske var en almindelig flad mappe, den havde jeg fået af morbror Helge. Det står helt klart for mig, når jeg i de første år skulle læse lektier hjemme. Far satte sig og ville hjælpe og det endte som regel med at han gav op, og jeg græd. Jeg kunne simpelthen ikke se hvad der stod. Det blev en alenekamp i det daglige.

Uden den gang at kunne sætte ord på, så var det slemt at have en vred far og slet ikke blive forstået, det var et nederlag.

Jeg kom til øjenlæge, for der måtte jo være noget galt med synet, men det var der ikke. Da man ikke kendte til ordblindhed, så måtte jeg jo bare være dum, og det måtte både dem der hjemme og jeg så leve med. På en eller anden måde klarede jeg mig, fordi jeg var god til at lære udenad. Jeg var også en glad pige og havde det godt med alle mine klassekammerater.

En stor dag var, når der skulle være eksamen, så kom præsten fra Slagelse og skulle høre på vores fremlægning af årets arbejde. Præsten hed Wulf, en ældre mand, der så meget sur ud, og som ikke var af de mange ord. Han blev placeret i Larsen armstol bag katedret, og der sad han så med foldede hænder over maven og med lukkede øjne, og fulgte undervisningen.

De skriftlige opgaver lå i vindueskarmen til gennemlæsning. Skoleåret sluttede dengang til april. Når så eksamen var overstået havde vi en dejlig dag foran os. Vi havde lidt penge, som vi måtte gå i brugsen og købe for. Jeg kan huske et år, hvor min morfar var på besøg på dagen og så fik jeg 2 kroner. Det var mange penge og jeg har sikkert fået at vide, at jeg ikke havde nødig at bruge dem alle på en gang. Det var også den dag hvor vi måtte løbe over hele byen og for eksempel lege gemmelege på lofterne på gårdene.

Far fortæller:

”Skolevejen”.

Når jeg gik ”vejen om”, havde jeg godt halvanden kilometer til skole, men det kunne forkortes lidt, når jeg skød genvej op over Jørgen Larsens mark. Det kunne jeg dog ikke hele året. Når der var sået om foråret kom Jørgen Larsen og sagde: ”Hør dreng, nu ve je` itte ha` dig rendende her op over mer`”. Du kan vel se, at der er sået? Så måtte jeg pænt gå vejen udenom. Det havde dog sine ubehageligheder en overgang, for jeg skulle forbi Hans Hansens, og der var en søn, der hed Frede. Han var et års tid ældre end jeg, men temmelig uhæmmet i sine metoder til at drille min søster Gerda og mig, når vi skulle forbi. Bl.a. stillede han sig op ved de nyslåede skærvebunker på vejen. (De kendes ikke af børn nu, hvor der er asfalteret). Han kastede sten efter os, så vi måtte gå langt ind på marken, for at komme udenfor hans rækkevidde. Men jeg besluttede at hævne mig. Jeg lavede af bøgetræ et stort sværd, som jeg kaldte ”Skræp”, og et skjold af en gammel, stor lampeskærm, som jeg havde over venstre arm, og en dag efter skoletid, da Frede kom herhen i nærheden for at lege, da løb jeg efter ham og gennempryglede ham med sværdet, så han løb vrælende hjem. Hans mor havde i forvejen sagt til mig: ”Du er vel ikke bange for ham? Du kan jo bare gi` ham nogle tæsk”. Samme Frede kom ellers en del hen hos os for at lege, så opførte han sig nogenlunde, men kom vi hen hos ham, var der ingen ende på, hvor uartig han var. Opdragelse havde han ikke. En dag han var henne hos os, stod mor i kælderen (det gamle stuehus) og smurte pandekager til os og Frede fik en med. Da han havde spist den, sagde han til mor: ”Je`ku`godt æde en til”, vi var meget forbavsede over det sprog, som ikke tåltes af os, men Frede fik sin pandekage. En stor del af året stak jeg genvej op forbi Jørgen Larsens gård. Han havde altid et par karle og om sommeren en dreng til at passe kreaturerne. Karlene drillede mig af og til. Jeg svarede jo igen, og en dag jeg var på vej til skole, havde råbt noget særlig slemt efter en der hed Jens Peder, som var 16 år, stod han på lur bag stakkene da jeg kom fra skole og så fik jeg de øretæver, jeg vel havde fortjent.

Jørgen Larsens vogterdrenge var som regel skoledrenge, og jeg kom godt ud af det med dem. Vi fulgtes ad i skole, og legede sammen, når de om efteråret var i marken og vogte køer. Den eneste gang jeg rigtig har været oppe og slås i min skoletid, var alligevel med en af dem, som hed Otto.

En dag da vi ”spillede pind” i skolen og han af en eller anden grund ikke var med, drillede han os med, hvert øjeblik at tage lillepinden fra os, da han så tog den fra mig, blev jeg gal og løb efter ham. Vi kom rigtig i totterne på hinanden og lå og rullede rundt ude på vejen, mens de andre børn stimlede sammen om os og søster Gerda tudede og råbte at vi skulle holde op. Jeg var den stærkeste og fik ham underst, men han tilredte mig sådan i ansigtet med sine negle, at jeg ikke kunne gå i skole i flere dage. Vi standsede ikke vores kamp før skolelæreren bankede på vinduet, at vi skulle ind. Da læreren så hvordan jeg var tilredt i ansigtet, gav han Otto nogle øretæver og det var jeg bagefter ked af, da jeg lige så godt havde fortjent klø. Da jeg kom i skole igen, skævede Otto og jeg noget til hinanden, men var snart gode venner igen.

(Otto kender I godt. Han kommer hver uge med brød fra Stillinge bageri. (1955))

Om vinteren havde vi tit våde fødder når vi kom hjem fra skole, for både drenge og piger gik med snudetræsko og tykke hjemmestrikkede strømper om vinteren og sneen gik tit ovenind af træskoene. Om sommeren løb vi plat barbenede, men det kunne ikke tænkes at en pige kom barfodet i skole, hun måtte hele året gå med tykke uldne strømper”.

25-Kagstrup
Kagstrup.

Nogle meget dejlige minder fra min barndom er ferierne i Kagstrup.

Min mormor kan jeg kun huske svagt, hun døde marts 1935, knapt 62 år gammel. Når vi var på besøg, kan jeg kan huske at mormor stillede en taburet midt på køkkengulvet, satte en underkop med små kulørte pebermyntepastiller på og så måtte jeg bare spise.

Fra ganske lille var jeg med i ponyvognen, når mor og far tog et par fridage og skulle besøge min mormor og morfar. Morfar havde fødselsdag sidst i april og da kan det godt have været en meget kold tur i åben vogn. Det var tradition, at vi holdt i en skov og plukkede anemoner, som vi havde med.

Moster Anna var hjemme og holde hus for morfar og morbror Thorvald og hun gav mig mange sjove oplevelser. Jeg var 5 år da jeg selv tog dertil med rutebil. Far kørte mig til Slagelse i ponyvognen og sørgede for at jeg kom godt af sted. Enten stod moster Anna eller morfar ved vejen og tog imod mig. Da jeg blev lidt ældre, syntes jeg det var noget af en oplevelse at tage den tur. Det var en gammeldags rutebil, som nærmest raslede af sted og så kørte den ind om alle de små byer der var undervejs og havde pakker der skulle afleveres eller medbringes. Ofte stod der også en kone i vejkanten og ”viftede”, så stoppede Harry, som chaufføren hed, og tog gladelig en pakke med for hende. Desværre kan jeg ikke huske hvor lang tid det tog at komme fra Slagelse til Næstved, men meget længere tid end i dag. Senere tog jeg med toget til Fodby station og her hentede morfar mig i jumpen.

26-jumpen
Jumpen.

Jeg havde 3-4 legekammerater som kom fra de andre gårde og i den dejlige store have hos morfar legede vi mange timer. Det var også sjovt at lege på loftet, der var gamle møbler og tøj, som vi fik lov at klæde ud i, og det helt store var, når jeg måtte gå ind på mosters værelse og gå med hendes højhælede sko og fine tøj.

Moster Anna tog mig med til Næstved, hvor vi gik i butikker, og vi var på munkebakken. Dengang var der ikke noget tårn, som der er i dag, man kunne stå på udsigtspladsen og se ud over hele byen.

27-Moster-Anna-og-mig
Moster Anna og mig.

Vi spiste alle måltider i køkkenet. Jeg husker en episode fra et af de måltider. Jeg var kommet til bords med tyggegummi i munden – og så gik det bare helt galt.

På et litteraturkursus jeg havde meldt mig til på Danebod højskole, da jeg var der en uge i 1995 skulle jeg lave en lille opgave og så valgte jeg at fortælle om min ferie,- dengang det gik galt.

Jeg fortalte historien set som et tilbageblik med voksne øjne.

”Hun stod, en blandt mange, i den gamle handelsgård, som nu var museum. Mens guiden fortalte gled hendes blik rundt i lokalet. Mange af de gamle brugsting havde hun også arbejdet med engang, det kaldte mange minder frem.

Øjnene faldt på en køn almuefarvet olmerdugsdyne. Den var slængt over en hanebjælke. For en stund hverken hørte eller så hun noget omkring sig. Hun var langt tilbage i tiden.

Det var sommer og ferietid. Hun var bragt til stationen og sat i en rutebil som skulle bringe hende til morfar. En uendelig lang tur syntes hun, men så pludselig var morfar der. Han var kommet for at hente hende i hest og vogn.

Hun fornemmede vognens rumlen gennem porten og over den brolagte gårdsplads. Hun følte sig meget glad og blev hjertelig modtaget.

Hun nærmest løber gennem de små stuer med de skæve døre og små vinduer og lavt til loftet. Gennem havedøren ud på plænen. Der var allerede mellem to store pæretræer spændt en hængekøje op. Den måtte prøves. Videre – hun måtte gennem det hele den første dag, se at alt var som det plejede. Turen endte på loftet, det var et slaraffenland, her var simpelthen alt. Bøger, blade, stolen hvor fjederen stak gennem stoffet, den måtte hun hoppe i. Gammelt tøj hun kunne klæde sig ud i og for længst aflagte højhælede sko, som var vigtigt at have, når hun legede ” fin dame”.

Tiden var fløjet af sted og nu blev der kaldt til middag. Alle blev bænket omkring bordet i køkkenet, hvor maden blev tilberedt på det gamle sorte komfur. I munden havde hun tyggegummi, ikke bare et, men to stykker i en stor klump. Hun fik listet klumpen ned i den ene hånd. Det klæbede sig fast og med den anden hånd prøvede hun at hjælpe, men det blev bare værre.,” Værsgo”, du må gerne begynde, sagde min moster”. Hun kiggede til frikadellerne, kartoflerne og sovsen. Og så faldt tilståelsen. Det var så flovt. Ved synet af hendes små sammenklistrede fingre lo alle de voksne højt. Det blev for meget, tårene trillede. Med kærlig hånd hjalp hendes moster med at fjerne alle spor.

Der var som altid redt op for enden af morfars seng. Derfra kunne hun ligge og se pendulet i det gamle bornholmerur svinge fra side til side. Det var tryghed.

I sengen var der en underdyne og en lille rød pude til hovedpude og en overdyne. En olmerdugsdyne, på godt og ondt. Der var så blødt og godt at ligge, men det var umuligt at vende sig, så tung var dynen. Fornemmelsen af det føltes stærk, da hun så dynen på hanebjælken.”

Guidens stemme bragte hende tilbage. ”Vi går videre ……..”

28-pigeon
Jeg har lige fået et pigeon æbletræ af min mormor. Det står stadig i haven derhjemme. Der er hvert år mange æbler på.

Barndomsminder 9 – Krigen

Krigen

Erindringer af Kirsten Olsen

De sidste 5 år af min skoletid var under anden verdenskrig. Jeg husker tydeligt den 9. April 1940, da tyskerne besatte Danmark. Store tunge sorte flyvemaskiner fløj lavt over markerne. Vi stod omme bag laden og så på dem. Jeg husker, at mor og far diskuterede, om jeg skulle i skole eller ej, alt var så usikkert. De voksne har selvfølgelig snakket meget om krigen, men igen var det sådan, at vi børn ikke fik noget at vide, vi levede videre og affandt os med de ændringer der kom i de år.

Meget hurtigt blev det forlangt, at vi skulle have mørklægning. Vi købte sorte rullegardiner og når de om aftenen var rullet ned, måtte der ikke kunne ses lys udefra. Vore cyklelygter skulle også blændes. Der blev trukket en sort hætte over lygten, hvori der var skåret en lille firkant ud. Vi kunne ikke se noget ved lygten, men vi kunne ses, når vi færdedes. Det var nu ikke meget at folk færdedes om aftenen i de år, der var tyskere overalt. Skulle vi til Slagelse kunne vi godt blive stoppet af et par tyske soldater der stod vagt ved Pilegården. Det blev også påbudt at vi havde et legitimationskort, så de kunne se hvem vi var.

Da jeg i krigens sidste år skulle konfirmeres, var situationen tilspidset meget. Allerede i 1944 da jeg gik til præst var mor og far ikke glade for at lade mig færdes. Nu var det jo også sådan, at jeg skulle helt til Høve for at få konfirmand undervisning, fordi vi hørte til Havrebjerg frimenigheds kirke. Jeg måtte ikke køre gennem Slagelse, men tog turen ud over det vi kaldte stæremarken til Slots-Bjergby og Sludstrup til Flakkebjerg og Høve. Undervisningen var lagt to dage på træk, derfor skulle jeg overnatte. Jeg havde en fast familie der ventede mig, men efterhånden lærte jeg nogle af de andre på holdet at kende, så blev jeg inviteret med dem hjem. Det var noget jeg var meget glad for. Nogle af dem har jeg stadig forbindelse med.

Far havde været så heldig at skaffe en cykel hos smeden, som havde nye dæk og slanger, ellers havde det været håbløst at sende mig den lange vej. På det tidspunkt kørte folk på faste ringe, som var forfærdeligt tunge eller også var der lap på lap på dækket.

29-

Det lykkedes mor at samle så mange rationeringsmærker sammen til bagning og madlavning, at vi kunne samle familien til min konfirmation, d. 25 marts 1945.

Det var nogle meget kolde vintre, folk havde efterhånden ikke brændsel og alt var rationeret. På kommunekontoret kunne man hente mærker, som skulle strække i så og så lang tid. For dem kunne man så købe til husholdningen, men ikke så meget man ville, der skulle spares på alt. Der var rationeringsmærker til både mel, sukker, smør, margarine, salt, kaffe, vaskemidler, sæbe og meget andet. Mærker blev en god salgsvare, folk købte dem i dyre domme til høje priser. Et kaffemærke kunne koste 2,50 kr. pr stk. et sukkermærke 1 kr.

30-Rationering1

31-Rationering2

Tobakken var ikke rationeret under krigen, men det var noget forfærdeligt tobak der blev solgt. Der blev lavet meget tobak hjemme hos folk, f.eks. af kirsebærblade og den slags. Det var ikke noget vi skulle bruge, så derfor var det ikke et problem.

Der gik ikke lang tid før det var erstatninger af mange ting. Sæbe f. eks. det var ikke værd at vaske sig med, eller vaske tøj i. Det var ikke let at være husmoder de år. Vi havde jo fremmede folk på kost og de måtte aflevere deres mærker til mor, som hun så holdt hus med. Det værste var, når man skulle have fest, konfirmation f.eks. så var det dejligt når nogen kunne undvære et par mærker. Man hjalp hinanden meget, man kom i de år hinanden nærmere, alle var jo i samme båd. Tøj kunne man heller ikke få, så hvis man havde noget liggende, blev det syet om, somme tider mere end en gang. Mor havde en ganske almindelig symaskine med håndsving, den blev brugt flittigt. Når Ellen kom, var det netop fordi der igen skulle syes noget om. Havde vi gamle strikkede trøjer, blev de trævlet op og garnet blev genanvendt til f. eks. vanter og strømper. Vi gik alle i genbrug selv om de kaldte det omsyet eller aflagt. En voksenkjole der var slidt, kunne det bedste blive til en barnekjole. Fra skjorter tog man det nederste stykke og lavede nye flipper af. Under krigen skete det, at en engelsk faldskærms soldat faldt ned. Jeg kan huske, at det engang skete i nærheden af Flakkebjerg. Dem der fandt ham fik faldskærmen, af den blev der mange ting, blandt andet fik de syet cottoncoats, hvilket stod som en drøm at eje en sådan.

Krigen varede trods alt kun 5 år, selv om det var længe nok. Mange steder hvor de havde fine stuer inden krigen, havde de også pæne og gode gardiner. I stort omfang blev de også brugt til kjoler og nederdele, alt efter hvilket stof det var af.

Det oplevede vi nu ikke.

Der kom hele tiden noget nyt i butikkerne, men det holdt sjældent til mere end en vask. Det var celluld, noget mærkeligt stift stof, lige til det blev vasket, så faldt det sammen som en som en klud og blev vindt og skævt. Vi havde meget glæde af fars kusine Ellen. Hun var alene og ville gerne være nogle dage hos os. I gennem alle krigsårene sad hun trofast og reparerede tøj. Alt blev vendt og drejet for at kunne holde så længe som muligt. Det gik hårdt ud over sengetøjet, så lagenerne blev ægvendt, det vil sige, at de blev klippet op midt på, så det tynde kom udvendigt. Hun var også den der kunne sy hjemmesko til os alle. Nogle solide såler, som man til at begynde med godt kunne købe, men som hun senere også lavede. Hun syede det øverste af noget tykt stof, eller hæklede af garn rester, det var et stort arbejde, men det var godt af have noget varmt på fødderne, da der var koldt i alle rum, undtagen køkken og stue.

Befrielsen kom 5.maj 1945. En dansk speaker på BBC afbrød sig selv i den almindelige nyhedsoplæsning for at bringe en ”vigtig meddelelse”.

” I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig. Her er London … vi gentager: Montgomery har oplyst…..”

Klokken var 20.34. Aldrig før i danmarkshistorien har et enkelt menneske med så få ord sat et helt folk i bevægelse. Det var nok mest at mærke i byerne, her løb folk ud på gaderne og festede hele natten. Mørklægnings gardiner blev revet ned, smidt ud af vinduerne og brændt på gaden. På landet var der ikke så mange der stimlede sammen, men man fik snakket med naboer, familie og venner og prøvede at forstå, hvad det egentlig var der skete.

Nu kunne man tro, at alt snart var normalt igen, men det var det langt fra. De følgende år var der stadig rationering på mange ting og der gik også år, før man kunne få ordentlig tøj. I foråret 1946 var der stadig mærker på soda, sæbe brød og brændsel. Ugeration var f.eks. 250 g kaffe og 250 g smør. Først i 1952 – 7 år efter krigen, blev kaffe og sukker givet fri. Kødrationeringen, som vi jo ikke mærkede, blev først ophævet 1949. Samtidig steg kødet, så mange måtte stadig have en eller flere kødfrie dage.

1946 fik man tekstilkort, så var der en mulighed for at få lidt nyt til, garderoben. Jeg har prøvet at stå op kl. 6 og cykle til Slagelse og stå i kø, for at få nogle få meter stof til bomuldskjoler. Rationering skabte en vis social lighed, vi var underlagt de samme vilkår. Stoffet kunne krybe meget og der var så meget farvestof i det, at man var farvet helt ind på kroppen. Det skulle vaskes flere gange før det ikke smittede af. Vi fik syet alt vores tøj hos ”fru Jensen” som boede på strandvejen nær Slagelse. Afleverede stoffet, fik taget mål, og skulle så komme til prøvning inden det færdige resultat forelå. Som stor pige fik jeg altid syet ærmeblade i. Halvmåneformet med en slags gummibelægning. Alle brugte det, pudsigt nok mindes jeg aldrig at jeg svedte under armene, men sådan var det.

Silkestrømper var et evigt problem, dårlig kvalitet og nogle havde fod af bomuld, de var også på mærker, så man måtte passe på dem. Ustandselig løb der en maske. Så kunne man tage strømpen med til opmaskning i Slagelse, men jeg fik hurtigt lært at gøre det selv. En slags hæklenål og god tålmodighed, så var de penge sparret. Strømperne havde altid en søm midt bag på, og det var meget vigtigt at den sad helt lige.

Havde man bil da krigen brød ud, måtte man også hurtigt opgive at få benzin. Så blev der opfundet en gasgenerator, som kunne påmonteres, men til sidst blev bilen ”klodset op”. Jeg har læst, at i 1946 blev benzinen givet fri ”på visse vilkår”. Prisen blev sat 10 øre op til 68 øre pr. liter, for at unødig kørsel ikke skulle blive for stor og vognen måtte kun køre inden for sit eget amt.

Det var ikke enhver mands eje at have bil, men i 30erne fik mange alligevel bil. Det var ikke den rene luksus, der var ingen varme og modellerne var heller ikke tilnærmeligvis det vi kender i dag. Som regel en Ford. Et stort firkantet karrosseri på smalle hjul. De kunne ikke køre så stærkt og vejene var ikke asfalterede, så det støvede meget. Når der skulle drejes, blev der slået en retningsviser ud, som sad ud for føreren. Men man sad i tørvejr, så på den måde var det luksus.

Det var en stor begivenhed, når min morbror Helge kom på besøg. Han havde nemlig bil, og det skete vi fik en tur.

Selv om det er helt udenfor det, jeg ellers skriver om, så har jeg læst om en biltur fra Odense til København omkring 1920, som jeg vil fortælle noget af.

”Nye dæk, sagde far. Nye dæk er en nødvendighed. Det var som skulle vi til Sibirien. Flere tæpper og dækner og sjaler og uldtørklæder. Solen skinnede nådesløst.

At finde gennem Nyborgs gader var usandsynlig svært. Lidt frem og tilbage og rundt over jernbanespor. Bilen skulle køres baglæns ombord på færgen. Far var hjælpeløs og bandede og svovlede, kørte i håbløse vinkler ind på færgens sider eller tæt på jernbanevognene. Til sidst stod en sømand op på trinbrættet og greb rattet, og fik os på ret kurs.” Aldrig skal jeg mere køre ud på de færger” råbte far. Med fornøjelse tænkte jeg på, at så måtte vi bosætte os i København.

Der stod drenge i Korsør, som tilbød sig som vejviser ud af byen, men far afslog. Da vi havde kørt rundt et godt stykke tid tog han mod tilbudet. Drengen sprang op på trinbrættet og sikkert lodsede os ud af byen og så tjente han en skilling. Mellem Korsør og Slagelse skulle vi klare den enorme bakke. Studebakeren bestod prøven, hakkede lidt i det, men det skyldtes nok, at far ikke var meget for at skifte gear. Vi nåede Slagelse en times tid senere. Far standsede ved Hotel Postgården. Der stod en karl, som kørte vognen ind i gården. Inden vi kunne komme ind, måtte vi ryste alt støvet af os, vi slog og bankede på hinanden. Støv var landevejens betingelser. Vi så en enkelt lukket bil. Hvad fanden, brølede far, skal vi ikke have frisk luft, skal vi sidde og køre rundt i dagligstuer på hjul og man kan ikke se noget som helst.

Vi fik rød sodavand, en til deling. Per, sagde mor bønfaldende, da far overfusede tjeneren, kaffen havde ikke smagt ham.

Karlen køret bilen frem igen og vi satte kursen gennem de krogede gader mod Sorø. Vi var godt og fast indpakket og støvet fra de andre biler begyndte at lagre sig i alle tæppernes dybe fuger.

Pludselig brølede far. Nu vil den satans vogn ikke mere. Det viste sig snart, at der ikke var mere benzin på. Pigerne spurgte om de måtte gå i skoven. Det kunne de have gjort på Postgården mente far, men forfulgte ikke sagen. Han stillede sig op på landevejen og svingede med sin ternede sixpence. Straks standsede en vogn. Jeg aner ikke hvordan problemet løstes, men en detalje husker jeg med begejstring. Far med en rød gummislange i munden på hug ved den fremmedes benzintank bagpå, han sugede og sugede og råbte pludselig højt og spyttede benzin ud og så fik han nogle liter ned i en dunk, og det kom på vores bil, og vi kom af sted igen.

Hævertprincippet sagde far. Man skal kunne sin fysik.

Ren nostalgi fra min side, jeg har jo prøvet at køre i de gamle biler, dog ikke i de åbne, men det gik ikke så stærkt og varme var der ikke i bilerne før langt senere.

32-Ellen-med-sit-strikketøj
Ellen med sit strikketøj.

Enten det var sommer eller vinter, kommer Ellen ind i billedet. Jeg nævner hende ofte, hun var næsten en del af familien. Ellen mistede sin mor meget tidligt og hun var den ældste af 8-9 børn, så hun måtte stå for husholdningen og plejen af sine små søskende. Det brugte hun sit liv på. Hendes søskende forlod hjemmet da de blev voksne, fik hjem og familie. Det nåede Ellen ikke. Ellen boede alene. Hun var ikke meget hjemme, der var bud efter hende til at hjælpe mange steder, for eksempel hjemme hos os. Der blev spændt for ponyvognen og en af karlene hentede hende. Hun kom som et frisk pust, var altid glad og så gik snakken.

Når middagen var spist, gik Ellen i gang med opvasken. Mor var ikke så begejstret, det gik lidt stærkt, men det ville have været en fornærmelse at tage den tjans fra hende. Derefter skulle hun have sin middagssøvn på sofaen. Vi store tøse har tit stået småfnisende og set på. Hver gang hun trak vejret så knirkede hendes korset, og hun snorkede på en helt speciel måde.

Hun var altid aktiv, gik tit en tur og så havde hun altid strikketøjet med, som regel var det strømper, som der var god brug for. Inden Ellen skulle hjem gik hun en tur i haven og forsynede sig med blomster, frugt og grønt og så var hun glad. Der har nok også været lidt slagtemad, vil jeg tro. I nogle år holdt hun også juleaften hos os.

Sommeren bød på mange glæder. Det var afvekslende og spændende når der kom feriegæster. Vi havde et meget fint lysthus, som far har lavet. Det lå ca. der hvor flagstangen står nu og helt op til skellet ind til naboen. Det var lavet af træ. Siderne var fra midten og op efter lavet som fletværk. Der tilbragte vi utallige timer med leg og megen kaffe og kage blev serveret over en god snak, når der kom besøg. Det var også det ideelle sted at opholde sig i de sene nattetimer, når pigen blev fulgt hjem fra bal. Desværre holdt huset ikke til jeg blev voksen!

33-Mor-med-Bøvs
Mor med ”Bøvs” ved lysthuset 1930 – 1932.

Selv om han ikke var helt ung, så kom morfar gerne cyklende, og blev nogle dage om sommeren. Når han kom kunne vi se, at han havde været hos bageren i Slagelse og havde kager med. Købte kager var ikke noget vi ellers fik, så de blev spist med velbehag.

I mange år kom Holger Larsen, hans kone, Oda og deres piger Kirsten og Bente. Holger Larsen havde som barn været feriedreng på gården og havde holdt forbindelse med far. De boede i København, så en ferie på landet var en drøm. Det gav mor meget ekstra arbejde, og flere munde at mætte.

34-Holger
Holger Larsen.

Så var der moster Minna og Jensen, der hver uge sommeren igennem kom cyklende for at købe æg og fik lidt frugt og grønt, alt efter årstiden. Moster Minna var mors ungdomsveninde og da jeg var helt lille begyndte jeg at sige moster og sådan var det lige til hendes død.

Far havde to søskende. Gerda, som var gift med en maskinfabrikant i Slagelse. Det hjem husker jeg kun at have besøgt et par gange. Faster Gerda var syg alle de år jeg husker hende. Der var fire børn, som jeg faktisk kun kendte, fordi de kom på ferie hvert år.

Så var der Arne. Han havde en mindre ejendom på den anden side af Slagelse og dem så vi lidt mere til. Elna, som han var gift med var utrolig god til at lave dukketøj og altid fik vi spændende gaver derfra. Deres to drenge kom også hvert år på sommerferie, dem var jeg mere jævnaldrende med og husker meget fra deres besøg.

Familien var ellers noget vi kun så, når der var en anledning, fødselsdag for eksempel, men ikke hver gang.

Det er også sommer der får mig til at tænke på turene med mor og far til kirke i Havrebjerg. Vi kunne tage med hvis vi havde lyst. Vi kørte i ponyvogn dertil og så var der en mand som tog sig af hesten mens vi var i kirke. Min farfar og farmor var med i menigheden lige fra kirken blev bygget i 1911. Far og hans søskende er konfirmeret der, lige som Birgit og jeg blev det senere.

Turen til kirke gik af markvejen op til ”Valbygården”, forbi hovedbygningen og den store have, hvor vi, hvis vi var heldige, kunne se påfugle gå i haven.

På min fødselsdag havde jeg pigerne med fra min klasse. Så var alle i det fine tøj og glædede sig meget. Når de kom hilste de først på mor og far med hånd, og så sagde de: ”Jeg skal hilse hjemmefra”. Sådan gjorde jeg også hos mine kammerater. Både mor og far oplevede langt senere at det også kunne gøres med et ”Hej”, hvis man overhovedet sagde noget. Tiderne skifter.

Jeg husker ikke at vi gav hinanden gaver, og gjorde vi var det for eksempel et lille fint lommetørklæde. Dem samlede jeg på. I brugsen kunne man få små vaser eller kopper, hvor der stod ”Hilsen fra Hejninge” på, det var også flittigt brugt til gaver.

Vi fik chokolade og boller og lagkage og så legede vi ude eller inde alt efter vejret og den plads der var hvor vi kom. Vi kendte mange sanglege, det kunne der gå noget tid med, eller vi spillede pind eller langbold. Et sted hvor vi kom til fødselsdag havde de et lille køkken, en stue og et soveværelse og et værelse mere, der var de ni børn. Deres far var arbejdsmand og havde svært ved at tjene til at mætte alle. Det var nok det mindste hus i sognet. Der var lige så mange børn i banehuset og der var såmænd nok ikke mere plads. Manden der var kurvemager, så der skulle sælges mange kurve for at få mad på bordet der. Men det var slet ikke noget vi tænkte på eller hørte der blev snakket om, sådan var det bare.

I dag kan børn godt undre sig over, hvad vi fik tiden til at gå med, når der ikke var mulighed for forskellig sport og man slet ikke havde fjernsyn, video, mobiltelefon, computer og alle de ting der er en selvfølge i dag. Det var slet ikke opfundet da jeg var barn, det blev det faktisk først, da mine børn var store.

Da jeg var 10-12 år gammel fik vi klaver. Mor havde selv spillet orgel og ville gerne, at vi lærte at spille. Jeg fik min undervisning i Slagelse hos fru Hersbo-Jensen. Hun var meget dygtig. Moster Minnas mand, Peder Jensen var leder af et orkester i Slagelse der hed ”Crescendo”. Der spillede familien Hersbo-Jensen også, derfra kendte mor og far dem. Det var absolut ikke noget jeg havde lyst til, og så alle de øvetimer, turen til Slagelse på cykel i al slags vejr, nej, jeg var ikke nogen flink elev. Det ophørte da jeg kom hjemmefra året efter min konfirmation. Både Birgit og Eva fik undervisning i Hejninge, og det har de stadig meget glæde af.

Om vinteren kunne vi opholde os i køkkenet og i stuen, der var ikke varme andre steder. Vi lavede lektier mens mor og pigen sad med håndarbejde. Når pigen var færdig over middag og karlene havde fået deres eftermiddagskaffe havde hun fri. Hun kunne være på sit værelse eller i stuen, men mødte omklædt og gik i gang igen når aftensmaden skulle forberedes.

Da far ikke kunne deltage i arbejdet ude, så var han flink til at læse højt. Det gjorde han også om aftenen når de havde hørt ”Pressens radioavis” og ofte var der både pigen og et par af karlene der også brugte stuen, når avisen skulle læses, eller ville hører far læse op. Der var ikke varme på deres værelser.

Det skete meget sjældent, at mor og far havde en aften, hvor de var sig selv. Det de eventuelt ville diskuterer eller snakke privat om, måtte faktisk foregå i soveværelset. De havde i årenes løb rigtig mange dejlige unge mennesker og samværet med dem var de glade for. Det skete dog også, at der var nogen, som ikke rigtig passede ind i familien, men de søgte så andre steder. Mange af de karle og piger, som tjente derhjemme, havde mor og far forbindelse med i mange år og de fik ofte besøg af dem, når vejen faldt forbi.

Barndomsminder 10 – Julen

Julen

Erindringer af Kirsten Olsen

Når efterårsarbejdet var færdigt i mark og have, så kom den lidt mere stille tid. Skulle vi skifte karle eller pige havde der været travlhed med at gøre rent, så når de nye folk kom, var der orden og rent alle vegne.

Når vi nærmede os december og julemåneden, så begyndte vi at glæde os. Det var den helt store oplevelse, når vi skulle med til Slagelse på juleudstilling ind under jul. Dengang blev der ikke pyntet op før de sidste 14 dage inden jul. Folk havde ikke så meget at købe for og gaverne var ikke mange og store. Glæden ved at få dem var stor, vi fik jo kun gaver når det var fødselsdag eller jul, så ofte havde vi ønsket en ting meget længe.

Da jeg var så stor, at jeg selv kunne tage med toget til København, fik jeg lov til at komme ind til Moster Anna, som på det tidspunkt boede derinde. Hun brugte en hel dag på at gå med på juleudstilling. Det sagde spar to til den udsmykning jeg så i Slagelse. Alle de store forretninger på strøget havde i deres vinduer pyntet med nisser og andre ting, som kunne bevæge sig. Jeg kunne slet ikke få nok af at beundre det. Og så gik vi på konditori og fik chokolade og kage, når vi var trætte af at gå rundt. Det var måske årets største oplevelse.

Der var travlhed i december måned. Der skulle slagtes gris og ænder og der skulle bages. Kagedåserne blev fyldt med pebernødder, vaniljekranse, korendkager og brune kager, der var stukket ud med en form, som lignede en blomst og på hver kage et stykke mandel. Det skete ofte at der til stor ærgrelse kom en plade ud af ovnen, som havde været der lidt for længe. Det var vanskeligt at tilpasse temperaturen på et brændekomfur, det drejede sig om en vis fornemmelse.

Kobbertøjet blev samlet på køkkenbordet og så måtte vi hjælpes ad med at pudse. Det var ikke det mest sjove arbejde, for der var faktisk mange ting. Det meste af det var samlet gennem flere generationer og det skulle der passes på.

Det var også en tradition, at far hvert år bandt en julekrans. Adventskrans blev først kendt langt senere. Den krans far bandt var dobbelt så stor i omkreds som den adventskrans vi kender i dag. Den havde kun tre lys og var ophængt i tre røde silkebånd med sløjfe foroven. De bånd blev gemt fra år til år og strøget inden brug.

Mor bandt en trearmet lysestage. Hun brugte ganske små grankviste, som blev bundet tæt. Et meget flot arbejde og ingen jul uden lys i den stage. Så længe mor og far boede i stuehuset var det dem der gjorde det arbejde. Senere var det Eva der gjorde det. Moster Bitte har en magen til og det minder om jul derhjemme.

Det skete, at vi blev sat i gang med et eller andet. Et år op til jul havde far skåret nogle firkanter ud af krydsfiner. Der blev tegnet forskellige motiver, som vi ridsede ned i træet. Bagefter blev det farvelagt og til sidst fik de lak. Det var beregnet til smørebrædder. (måske til julegaver, jeg husker det ikke).

Om aftenen samledes vi omkring spisebordet for at klippe kræmmerhuse og hjerter. Eller vi lavede garnnisser, som fik huer af silkebånd. Der var mange af de karle og piger vi havde, der gerne var med til det, og det var rigtig hyggeligt.

Far læste op fra ”Ved julelampens skær”, som blev købt hvert år op til jul.

Vi fik også vore egne hæfter med julehistorier.

Vi havde også en del spil, bl.a. spillede vi meget ”æsel”, det var sjovt når vi var mange omkring bordet. Vi spillede også meget ”Bob”.

Lyset skulle der spares på, vi tændte ikke før det var absolut nødvendigt. Sidst på eftermiddagen holdt mor ”mørkning” med os. Så sad vi i kakkelovnskrogen og snakkede eller vi sang og mor læste højt.

Man skulle også opføre sig ekstra godt i julemåneden. Den ”lille grå mand” holdt nemlig øje med os. Han havde boet på gården lige så længe den havde ligget der. Han boede på høloftet over kostalden. Fodermesteren sørgede altid for at der blev lidt hø tilbage på loftet, han ville heller ikke fornærme den gamle nisse, man vidste jo aldrig hvad han kunne finde på at drille med.

Den grå mand var cirka en halv meter høj, havde helt gråt tøj, rød hue og træsko.

Far sagde tit: ”Hov, der smuttede den lille grå mand forbi vinduet”. Så havde han lige set toppen af huen. Jeg tror også at jeg nåede at se den røde hue, eller ?

Nisser har været kendt i flere hundrede år. Folk var overtroiske, og især nisser havde man respekt for. Når noget gik godt, kunne det godt være nissens skyld. Skovnissen kendte dyrenes sprog. Staldnissen hjalp bonden i det daglige arbejde og var som regel flink og venlig og god ved dyrene. Behandlede husbond ikke dyrene godt, drillede nissen dyrene og gjorde dem urolige, så de ikke gav så meget mælk. Det var meget vigtigt at huske at sætte et stort fad risengrød op på loftet juleaften.

Husnissen skal behandles rigtig godt, ellers ramler alverdens ulykker ned over folk. Dem der tror de hører spøgelser, bliver i virkeligheden drillet af nissen, fordi de ikke har behandlet den ordentlig. Julenissen er en anden slags, i virkeligheden en forvokset staldnisse, han kom først ind i nissefamilien i år 1580. Han skal også havde risengrød til jul. Der findes mange andre slags og de findes både i Norge og Sverige, hvor de har samme betydning.

Som sagt var julen noget vi så frem til med stor glæde og forventning. Der skete noget nyt hver dag og jeg glædede mig til at komme fra skole og få del i forberedelserne.

I skolen sang vi hver dag julesange og salmer og det gjorde vi også hjemme. Jeg kunne dem alle sammen udenad. Hvert år kom tante Margrethe (gift med fars morbror) hen på skolen. Hun skulle hjælpe os med at klippe nye ting til det store juletræ i forsamlingshuset, det var en dejlig dag.

Min farfar levede jo i mine første barneår, og så længe han levede fik vi risengrød, gåsesteg og æbleskiver juleaften. Gæs skulle have meget plads og de grisede meget, så da bedstefar døde, blev det and i stedet for gås, der kom på menuen.

Lillejuleaftens dag kom juletræet ind. Det stod altid i den bageste stue, der hvor Eva og Søren har spisestue. Det vil sige, at det var kun det halve rum, for bedstefars værelse var der stadig. Fløjdørene var altid lukkede dertil, nu skete der ydermere det, at der kom vat i nøglehullet. Vi måtte ikke se det pyntede juletræ, før det var tændt juleaften. Når mor skulle ind i den stue, kunne man være så heldig at få et glimt af træet.

Denne aften blev der serveret nøddekrans til kaffen. Når den var lagt på plade, blev den med en saks klippet i et zik-zak mønster inden der kom sukker på. Den var, som jeg husker det, ret tør, men det havde vel noget at gøre med den dårlige kvalitet mel man havde i husholdningen.

På fars tobaksbord stod nissehuset. Far lavede det til min første jul og der var små porcelænsnisser og en lille tallerken med risengrød. Det flyttede med, da mor og far kom over i huset og nu står det, så længe jeg er til, her i min stue til jul.

35-Jul

Juleaftens dag var utrolig lang, og alle havde så travlt med forberedelsen af mad.

Husk på, det skulle jo foregå på brændekomfuret. Alle ildsteder og ovnen var i brug, og der duftede af rødkål og andesteg.

Det var tradition, at vi til frokost fik stuvede kartofler med sylte.

Om eftermiddagen gik alle der havde lyst, i kirke. Det var en dejlig oplevelse, og så jævnede det også ventetiden. Mor blev hjemme, og når vi så kom tilbage, havde hun bagt æbleskiver. Det store røde lerfad var fyldt og der var syltetøj og sukker som tilbehør. På det tidspunkt kom Jens Jørn også og fik kaffe og ønskede glædelig jul.

Inden det endelig blev det tid, at vi skulle til bords, havde vi været i stalden med grød til nissen, som han spiste med velbehag, næste dag kunne vi hente det tomme fad.

36-Julelys
Lysene var tændt i alle stager og julekransen, der hængte i karnappen. Midt på bordet stod nissen ved grødfadet med sine 7 lys i kanten af fadet.

Inden vi begyndte at spise, læste far juleevangeliet og vi sang:

O kom til os alle, du højtidens drot,
om lokken er gylden, om håret er gråt,
udbred dine hænder, mens lysene brænder,
og skænk os din fred,
thi evig, ja evig er glæden, når du følger med.

Vi fik risengrød med kanelsukker og smørhul og derefter andesteg. Det var et solidt måltid. Først langt senere gik vi over til ris a`l`amande med mandel og mandelgave. Til maden drak vi nisseøl. (En sød maltøl)

Når vi havde spist skulle der vaskes op. Det tog uendelig lang tid, syntes vi, men så læste far en historie.

Mor havde listet sig ind til juletræet og tændt det, og nu gik dørene op og der stod det i al sin glans. Det var hvert år det kønneste træ vi havde set. Når vi havde nydt træet lidt, tog vi hinanden i hånden og gik omkring træet og sang alle de julesange, vi havde øvet os på en hel måned.

Så kom tiden til gaver. De lå i en stor rund kurv, og derfra blev de fordelt til alle. Der var ikke mange, men det var næsten altid det, vi så brændende havde ønsket os. Overraskelserne var det, der var fra pigen og karlene. Jeg husker, at der altid var pakke til os fra Farbror Arne. Tante Elna var så god til at finde ting som vi ellers ikke kunne drømme om. Mor og far gav også gaver til folkene. Hvad pigen fik, husker jeg ikke, men karlene fik en skjorte eller handsker.

Vi glædede os også meget til at få noget af alt det dejlige, der var sat frem i fine skåle. Der var nødder, dadler, figner og appelsiner. Det fik vi jo kun til jul. Der var pebernødder og til kaffen kom julekagerne på bordet. Der var klejner, vaniljekranse, korendkager og brune kager.

Karlene forhandlede sig frem til, hvem der skulle have fri i julen. Køerne skulle jo malkes og hestene passes. Det skete ofte, at nogle selv ønskede at holde jul sammen med os. Andre boede i nærheden og tog selvfølgelig hjem til deres familier. Jeg tror faktisk også, at den unge pige næsten altid holdt jul hos os, så alene har vi aldrig været. Der var så heller ingen problem med at nå omkring juletræet, når den tid kom.

1. juledag var det tradition, at moster Minna og Peder Jensen kom til frokost. Der blev serveret stegte ål og stuvede kartofler, som både far og Peder Jensen kunne spise med en nydelse, som jeg kun har oplevet med dem. Der har selvfølgelig været andre gode ting, mor havde jo lavet både sylte og rullepølse da de slagtede.

Jeg tror der var snaps til ålen, men ellers var det juleøl der blev drukket. Vi kendte ikke til sodavand, men så fik vi dejlig hjemmelavet frugtsaft.

Jeg kan ikke huske, at vi så familien i julen. Det var besværligt at rejse under krigen og det var koldt. Det krævede overnatning når familien kom, så det var på andre tider vi så hinanden.

Til mors fødselsdag den 27. februar kan jeg huske flere gange at hendes familie kom. Jeg husker tydeligt, hvor de kunne more sig. Både morbror Thorvald og moster Anna havde ikke langt til smilet og så kunne de fortælle historier, så alle ”lå flade” af grin.

Det skete de kom på besøg nogle dage hver for sig. Det var det bedste vi vidste, så havde vi det sjovt. Bobspillet blev lagt på bordet og de voksne tog nogle dyster.

Underholdningen var som bekendt beskeden, der var bare radioen, så vi måtte finde på noget selv og det var dejligt når de voksne ville være med.

Næste store begivenhed var juletræet i forsamlingshuset 3. juledag. Folk kom fra alle kanter i sognet. Under krigen havde vi hvert år så meget sne, at mange måtte køre i kane til forsamlingshuset. Det var Jens Jørn der kørte for os. Hesten blev så staldet ind på en gård i nærheden.

I salen stod juletræet. Det var så stort og flot og pyntet med alle de ting vi selv havde lavet i skolen. Døren til salen var lukket til lysene på træet var tændte. Jeg fatter ikke i dag, hvordan alle de mennesker blev pakket sammen i den lille stue og gangen, men der blev godt nok også mast meget.

Dørene gik op, og vi styrtede ind og løb omkring træet for at se det i al sin pragt.

Så tog vi hinanden i hånden og i to, tre kredse gik vi nu rundt og sang alle julens dejlige sange. Alle forældrene sad på en bænk langs væggen eller på balkonen. Ofte med mindre børn på skødet, alle skulle med.

Der var der også en spillemand. Han hed Poulsen, kom uanset vejret, hvert år gående fra Korsør med sin violin under armen. Han spillede til julesangene.

Når vi havde danset tilstrækkeligt længe om træet, sluttede vi med ”Nu er det jul igen”, derefter fik vi en godtepose. Det var spændende hvad der var i, men under krigen var det småt med det lækre. Brugsmanden havde i lang tid gemt noget med henblik på poserne til jul, så der kunne godt være lidt chokolade, en appelsin og et æble og pebernødder.

Så spillede Poulsen op til sanglege og alle børn kom på gulvet. Jeg kan huske nogle af legene. ”Tyv, ja tyv, det skal du være”, ”Syv raske piger i en ring”, ”Bjørnen sover” og ”Så går vi rundt om en enebærbusk”. Derefter gik dansen med ”Fingerpolka” ”Lotte død”. ”Rids rads”, og hvad vi ellers kunne danse dengang.

Kl.12 sluttede festen og glade og trætte kørte vi hjem igen.

Nyårsaften var der igen dækket op til en festlig aften, og vi kom i det fine tøj.

Om eftermiddagen havde vi fået æbleskiver ligesom vi fik juleaftensdag. Der har sikkert været tradition for, hvad vi fik at spise, men det husker jeg ikke.

Juletræet blev tændt og vi fik frugt og godter. Her deltog også de karle, som ikke havde fri. Senere skulle de ud og lave nytårsløjer. De gik i nabolaget og folk var forberedt på, at der kunne ske hvad som helst. For eksempel var havelågen taget af og trillebøren lukket inde, for ellers var den væk når den skulle bruges næste dag. Ved at gnide med en prop på ruderne, kunne man frembringe en forfærdelig hylelyd, og folk der sad inde, var ikke i tvivl om, at der var ”gæster”.

Mange steder blev de budt indenfor og fik et glas vin, og så blev der ønsket godt nytår. Der blev også lavet grove løjer, som de godt kunne komme til at stå til regnskab for senere. På turen rundt traf de karle og piger fra de andre gårde, som så fulgtes ad. Det kunne også ske, at sengene fik vendt bunden i vejret i karlekamrene.

Hellig tre konger var ikke noget vi festligholdt, men juletræet stod altid til efter hellig tre konger, hvorefter pynten blev taget af og gemt til næste år. Juletræet endte som optændingsbrænde

Far fortæller om deres jul:

Det hørte til sjældenhederne, at der lå sne til jul. Decemberdagene omkring jul var gerne grå og triste, men for os børn var tiden feststemt.

Den sidste uge før jul forberedte mor den spiselige del, der begyndte med bagning. Fra morgenstunden flød køkkenbordet med mel og dej, for det hele skulle helst tilendebringes på en dag og dagen igennem lignede vi børn små bagersvende. Vi fik nemlig lov at rulle og snitte pebernødder, og der skulle mange til, for vi var ofte helt op til 14-16 mennesker, jule-nytår og helligtrekongers aften, når Kristian husmand og Laura kom med 5-6 af deres børn.

Når det gik højt og vi havde nogle flinke piger, fik vi også lov til at lave kagehuse- mænd og koner. Det var en ordentlig sæk pebernødder mor gemte væk om aftenen, men de skulle også slå til hele højtiden igennem.

Juleaftensdag blev der gjort rent både ude og inde og mor pyntede juletræet i ”overstuen”. Der var to døre mellem den og dagligstuen, så der var ikke noget med at kigge gennem nøglehullet.

Når det begyndte at mørkne blev vi børn gjort i stand og fik søndagstøjet på.

Så begyndte det højtidelige..

Karlene og Kristian husmand med sin familie kom ind og gav hånd til mor og far og os børn, idet de sagde ”glædelig jul”. Jeg husker endnu, hvor benovet jeg var over den scene, som kun fandt sted jule og nytårs aften. Sidstnævnte aften blev der sagt ”glædelig fest”.

Så blev der snakket lidt om vind og vejr, indtil mor kom og bød til bords. Indbydelsen blev for et syns skyld kun tøvende efterkommet, men da vi først var kommet til bords, tør jeg nok sige, at maden vederfaredes fuld retfærdighed.

Før vi begyndte at spise, læste far juleevangeliet for os, så først kom pigerne med fadene. Juleaftens maden bestod så længe jeg kan huske, af æbleskiver med syltetøj, derpå risengrød med mandel og endelig gåse- og ribbensteg. Jeg husker den gryde med kartofler der skulle til.

Når alle var mætte gik vi hver især til mor og far og sagde tak for mad.

Så skulle der malkes, imens blev der taget af bordet og vasket op. Det var pigernes bestilling at malke, men denne ene aften måtte karlene være med, så den ene pige kunne blive inde og vaske op. Tiden medens der blev malket og vasket op, var lang for os børn.

Endelig var vi alle samlet igen og dørene blev slået op til juletræet. Jeg ved godt, at der ikke var ret højt til loftet i den gamle stue og pynten på juletræet var ikke dyr, men for mig står juletræet fra dengang, strålende og stort som aldrig siden.

Vi var meget stille i begyndelsen. Så begyndte mor at tage et par af Kristians børn i hænderne og vi gik alle rundt om træet og sang de gamle julesalmer.

Det kneb lidt for den yngre generation, at bevare den højtidelige mine, når gamle Kristian med sin sprukne stemme, faldt ud af takten, men et irettesættende blik fra mor, fik øjeblikkeligt maskerne i lave igen.

Gaverne vi fik var små og billige, de lå under træet og der blev kastet mange nysgerrige og længselsfulde blikke derned. Salmerne var til tider lange, men endelig sagde mor: ”Så børn, skal vi se hvad der er i pakkerne”.

Efter at have set gaverne gik vi ned i dagligstuen, hvor der blev spillet ”sidste stik” om pebernødder, leget ”nød i hænde” m.m. Aftenen sluttede med kaffe med julekage, klejner og småkager.

Så sagde Kristian, Laura og deres børn godnat og glædelig jul. De havde 1½ km hjem og skulle tværs over mosen i den mørke aften. Det var det sidste vi talte om inden vi gik i seng.

Nytårs aften fik vi først æbleskiver og så hønsekødssuppe og sur og sød sovs.

Helligtrekongers aften fik vi æbleskiver, risengrød og klipfisk.

Nytårs aften så jeg med misundelse på, at karlene ud på aftenen gik i byen for at lave nytårsløjer, men det højeste jeg kunne få lov til, var at gå ud og i gården og skyde nogle kinesere af.

Løjerne der blev lavet i byen, var ofte noget grovkornede og jeg er siden blevet klar over, at far gjorde klogt i at holde mig hjemme.

Endnu en erindring fra fars barndom.

En af mine allerførste erindringer stammer fra julestormen juledag 1902, den værste storm der har raset over Danmark i dette århundrede. Jeg var da 4 år. Vi var kørende på det sædvanlige julebesøg hos min mors forældre, der dengang boede på ”Johnsgården” ved Slagelse, da stormen rejste sig og steg til orkan, inden vi om aftenen skulle hjem.

Mormor ville have, at vi skulle blive hos dem om natten, men far ville hjem. Vi børn blev pakket ned i noget halm og en dyne, bag i vognen.

Eli var 1 år, Gerda 2½ og jeg 4 år og så gik det hjemad. Men det blev en forfærdelig køretur. Heste og vogn var gang på gang ved at blæse i grøften, og jeg kan endnu, 53 år efter, høre mor og far råbe til hinanden gennem stormen, skønt de sad på agestolen tæt op ad hinanden. Men vi kom da helskindet hjem. Jeg har senere hørt, og læst om de skader og oversvømmelser den storm forvoldte i vort land.

Julebesøget hos mormor og morfar på ”Jonsgården”, var en årlig tilbage­vendende begivenhed. Juledag samledes mors familie der, og der var en egen hyggelig stemning. Der blev aldrig spillet kort, men snakken gik livligt om mange forskellige emner, og efter aftensmaden dansede alle, store og små om juletræet i den store stue.

Inden vi skiltes, sang vi altid ” mormors salme”. ”Til himlene rækker din miskundhed gud”, og den er siden blevet sunget ved de fleste større festligheder i vor familie.

Da jeg var 10 år, solgte morfar, på grund af sygdom, ”Jonsgården” og flyttede til Slagelse, men da han senere købte gård i Hejninge og Stillinge, forsatte det traditionelle juleselskab der.

På et eller andet tidspunkt i Februar blev det fastelavn. Det var også nogle festlige dage. Vi havde fri fra skole og kunne følge med i dagens begivenheder. Vi kunne være heldig at få et fastelavnsris, som var fint pyntet. Far slog søm op i dørkarmen mellem køkken og stue, og så blev der hængt boller op i en snor. Snoren havde længde efter hvor store vi var, og bollen kunne vi lige nå at bide i. Det kunne godt tage sin tid at bide den ned, for vi måtte jo ikke bruge hænderne.

Om mandagen fik vi bollemælk til middag. Det er varm mælk, hvori man lægger bagte boller og så blev der strøet kanelsukker på. Det smagte rigtig godt.

Det var også helt sikkert, at der kom børn med deres raslebøsser, og var klædt ud til ukendelighed. Vi måtte ikke ”rende fastelavn”, det skulle forbeholdes de børn, der den ene gang om året kunne få lidt penge. Jeg kan især huske børnene fra fodermesterhuset ved Valbygården. Det var en lang gåtur og koldt. De var mange og meget fattige og havde ikke meget tøj på. Med held havde de strømper på i træskoene. De raslede med deres bøsser og sang ”boller op og boller ned”, fik nogle småpenge og boller i tilgift. Tænker altid på det, når jeg kommer den vej.

Det var mandag, der blev redet fastelavn. Alle havde jo heste, da det var før traktorenes tid, så de var rigtig mange når de red ud. Der blev brugt mange timer på, at flette hestenes manker og haler. Der blev flettet kulørte bånd i og så blev saddel og hest pyntet. Karlene fra alle gårde samledes i Hejninge og så red de en rute, så alle ejendomme fik besøg. Næsten hvert sted blev de beværtet. Det kunne være æbleskiver eller anden form for kage og så fik de et glas vin, eller punch. Det blev til mange, hvilket efterhånden både kunne ses og høres. Men det varmede, det kunne godt være en meget kold oplevelse, når det var frost og sne. Der var også en flot pyntet vogn med. Der sad klovnen, somme tider et par stykker, som under stor ståhej sprang af vognen og jagtede pigen eller konen på gården, som så måtte tage imod kys og kram, inden de red videre. Klovnen havde raslebøsse med og der blev samlet ind til gymnastikforeningen. Det var et meget flot syn, at se den lange række af heste komme ind i gården.

Om aftenen var der bal i forsamlingshuset. Det kunne godt gå noget vildt til, for nu blev der spædet op på dagens mange glas, og det kunne ende i mange slagsmål. Resultatet af det, kunne vi se næste dags morgen på karlene, hvor de havde blå øjne, som de ikke havde sovet sig til. Sådan var det mange gange, når der var bal i forsamlingshuset. Når de ragede uklar, så gik de uden for og ordnede det på stedet. Når en af parterne lå ned, så var det overstået, ikke noget med efterfølgende at slå eller sparke.

Fra November og frem til foråret, gik jeg en eftermiddag om ugen igen til skolen, hvor der var frivillig gymnastik. Jeg var meget glad for at lave gymnastik og jeg skulle være syg eller sneen ligge højt hvis jeg forsømte den oplevelse. De voksne havde en aften om ugen med gymnastik. Det har tit været lederen af både karle og pigegymnastik som tjente hos os. De fleste af dem havde været på Ollerup gymnastik skole, den mest kendte skole på den tid. Der blev også om vinteren spillet dilettant, det var rigtig sjovt, for vi kendte jo dem der var med.

Ellers var der bare en tur til Slagelse en gang imellem, når noget andet skulle opleves. Glæden ved gymnastik gjorde, at jeg brændende ønskede mig at komme på gymnastikhøjskole når jeg blev voksen, og det kom jeg og havde efterfølgende meget glæde af det.

En dag vi så meget frem til, var amtsopvisningen i Slagelse på ”Casino”. Vi havde jo trænet hele vinteren og skulle virkelig vise hvad vi kunne. Jeg var ikke vant til at komme så store steder, så jeg husker stadig hvor svært det var at finde rundt og var nærmest ved at gå i panik når jeg ikke kunne se nogle af mine kammerater. Det kan jeg godt trække på smilebåndet af i dag, for så stort var det heller ikke.

Vi havde også opvisning hjemme i forsamlingshuset. En særlig stemning, for her sad jo alle vore forældre og så på. Forsamlingshuset var ikke ret stort, så når der skulle springes blev døren til gangen lukket op, så man rigtig kunne få tilløb.

Om sommeren gik vi også til gymnastik, der blev trænet til ”Søskovsstævnet”.

Jeg var 7 år første gang jeg var med der. Søskoven ligger i Sorø, stor skov med en åben plads ned til søen, den perfekte ramme om et sådan stævne. Terrænet fra landevejen og ned til pladsen skrånede, og der kunne man så sidde og se opvisningen.

Det var altid anden søndag i Juni, og det er det stadig. Det var udendørs og derfor var det den helt store oplevelse når vejret var godt. Der var flere hold i gang på hver sit gulv, dagen i gennem. De sidste hold var amtsholdene, de var så store, at de kunne fylde alle gulve. Det var så flot, når der til slut var fælles indmarch af alle hold, med fanen foran.

37-Fugleholmsgården-1949
Fugleholmsgården år 1949.