Kategoriarkiv: Den gode Historie

Hejninge-historier fra gamle dage.

Hejninge Brugsforenings Jubilæum

I forbindelse med Hejninge Brugsforenings 50 års jubilæum, skrev pressen følgende i 1935.

Allerede fra Formiddagen mærkedes Feststemning ved Flagning I Byen, og der indløb en Del smukke Blomsterkurve og adskillige Telegrammer.

Om Aftenen var der Fest i Forsamlingshuset for Medlemmerne og en Del indbudte Gæster. Man samledes ved Kaffebordene, hvor formanden, Gdr.
Jørgen Rasmussen bød Velkommen, og hvor Talerne saa fulgte Slag i Slag.

Først talte Formanden, om Brugsforeningens Historie; blandt andet om, hvilken Forskel der var fra Begyndeisen og nu. I Begyndelsen rejste f. Eks. Uddeler og Formand til København og bestilte Varer, nu ringer man blot; og hvis de f. Eks. kun bestilte 2 Tønder Brændevin, maatte de selv hente dem, men var det 6 Tønder, blev de bragt til Brugsforeningen.

Hejninge Brugsforening under opførelse i 1929/30
Hejninge Brugsforening under opførelse i 1929/30

Nu er alt lettere. Formanden fremhævede med det samme Regnskabsførerens fine Regnskab og mindede om, at han til Sommer, kan holde 40 Aars Jubilæum som Regnskabsfører. Han sluttede med et Leve for Brugsforeningen.

Regnskabsfører, Lærer Petersen, Holmstrup, takkede talte om den Økonomiske Side.

Gdr. J. P. Nielsen, Hejninge, talte som den ældste (82 Aar) og om Brugsforeningen gennem Aarene; han var med fra Begyndelsen. Leve Uddeleren.

Lærer Larsen, Hejninge, talte for Uddeleren og Hustru, fremhævede deres Ordenssans og Uddelerens Arbejdslyst; altid er han i Virksomhed – hellere slide sig op end ruste op. Et Leve Andersen med Familie!

Lykønskningstelegram fra Carlsberg
Lykønskningstelegram fra Carlsberg

Gdr. Hans Hansen udbragte et Leve for Fragtkører Karl Hansen, 10 Aars Jubilæum.

Forretningsfører Eskildsen takkede for Indbydelsen og mindede bl. a. om, at da Foreningen engang gik nedad, gav den sig til at handle med Livsforlænger og Balsam, og saa gik Handelen op. Han udbragte et Leve Brugsforeningen adresseret til Formanden.

Revisor Hansen, Fakse, takkede Uddeleren og Formanden og roste Regnskabsførerens Regnskab.

Uddeler Andersen takkede for den svundne Tid.

Interiør fra Butikken med Uddeler Andersen
Interiør fra Butikken med Uddeler Andersen

Poul Hansen, Hejninge, takkede Bestyrelsen for Festen, Lærer Havemose talte for Ekspeditricen, Gdr Viggo Hansen, Næsby, for Marie Nieman (gammel Uddeler) og Kbmd. Poulsen, Slagelse, for Samhandelen i 33 Aar.

Efter af Gdr. Jørgensen, Hyllerup, havde talt om Traditionen i Hejninge og mindet om nogle af de gamle, talte endnu Vinhandler J. P. Axelsen, Slagelse, Repræsentant Nielsen, Korsør, Gdr. H. Bay, Næsby, Tage Hansen, fru Havemose m. fl. Saa kunde Formanden byde Velbekomme.

Imellem Talerne var sunget bl. a. en udmærket Sang, skrevet til Festen, og Aftenen sluttede med en fornøjelig Svingom.

Flaget er hejst

Brugsforenings Bladet skriver om Hejninge Brugsforenings historie, i anledningen af 50-Års Jubilæum den 13. april 1935

En Gang i 1930 skrev »Brugsforenings-Bladet« om »et Foryngelsesbad« i Forbindelse med, at en af Slagelseegnens Brugsforeninger – Hejninge – havde indrettet ny Butik i ny Ejendom. Den 13. April i Aar fejrede Foreningen sit 50-Aars Jubilæum.

I Foreningens gamle Forhandlingsprotokol læses bl.a., »at der efter et forberedende Møde i Hejninge Skole den 7. April 1885 igen afholdtes et Møde den 13. April 1885, hvor Udkast til Love blev fremlagt, drøftet og derefter vedtaget i den Skikkelse, som de nu foreligger trykte.«

Den første Formand for Hejninge Brugsforening, Lærer A. Poulsen.
Den første Formand for Hejninge Brugsforening, Lærer A. Poulsen.

Til Formand valgtes Lærer A. Poulsen og til Bestyrelsesmedlemmer Gdm. P. Hansen, Gaardbestyrer L.J. Jensen og Tækkcmand Chr. Madsen. Til Revisor valgtes Bdm. Vilh. Andersen og Gdm. Jens Nielsen. Til Uddeler valgtes Væver P. Hansen.

Bestyrelsen med Formanden, Gdr. Jørgen Rasmussen i Forgrunden
Bestyrelsen med Formanden, Gdr. Jørgen Rasmussen i Forgrunden

At man begyndte under beskedne Forhold, fortæller Bestyrelsesmøderne tydeligt, idet der tages Bestemmelse om Køb af Lommetørklæder, Køb af en Pengekasse, Opsætning af en Hylde o. s. v. »al Kørsel for Foreningen besørges af Medlemmerne. De Medlemmer, der har to Par Heste eller mere, skal køre to Ture, medens de Øvrige kører een Tur«.

Men ogsaa hin Tids store Interesse for selve Brugsforenings-Ideen giver sig smukt tilkende i Hejninge. Foreningen, der havde Vanskelighed med at faa Driftskapital, idet Bondestandens Sparekasse afslog at laane den Penge, fik dog Penge. Trods Lovens Bestemmelser, at »der maatte ydes 5 pCt. Rente af Laan«, tilhød Formanden at laane foreningen 800 Kr. mod 4½ pCt. Dette Eksempel minder meget om, da afdøde Severin Jørgensen og Venner samlede 30.000 Kr. og kunne begynde Fællesforeningen F. D. B.

I 1890 forhandledes om Optagelse i den sjællandske Fællesforening, men Forslaget forkastes. I 1895 var Foreningen nær ved at opløses, men en ekstraordinær Generalforsamling vedtager dog, at man fortsætter.

I det nævnte Aar antages som Regnskabsfører Lærer Petersen, Holmstrup, der har varetaget denne Post indtil i Dag, og saaledes i Aar kan fejre sit 40-Aars Jubilæum som Regnskabsfører.

I 1904 besluttedes det at indmelde Foreningen i F. D. B., og nu begynder Foreningens jævne gode Vækst. Fra en Omsætning i 1896 paa ca. 14.330 Kroner, steg denne gennem Aarenc til 84.800 Kr. i 1934.

For Tiden beklæder Gaardejer Jørgen Rasmussen Formandspladsen, medens Alb. Andersen er Foreningens Uddeler.

Brugsuddeler Andersen
Brugsuddeler Andersen

I Anledning af Festdagen var Butikken lukket hele Dagen den 13. April, og tidligt begyndte Gratulanterne at komme. Kreds-repræsentant for 15. Kreds, Gdr. Lauritz Kristiansen, overbragte F. D. B.s Lykønskning, og om Aftenen samledes ca. 200 af Foreningens Medlemmer med Husstand for at fejre Dagen.

Her bød Formanden Velkommen og gav derefter en kort historisk Beretning. Regnskabsfører, Lærer Petersen, gav Oplysning om Omsætningen. Jens P. Nielsen, et af Foreningens ældste Medlemmer der forøvrigt havde skrevet en Sang til Foreningens Fest – talte om de gamle Dage.

Lærer Larsen talte for Uddeleren. Forretningsfører Eskildsen, Slagelse, takkede for godt Samarbejde, og Kredsrevisor Chr. Hansen talte for Regnskabsfører Petersen. Og derefter kom en lang Række Talere, blandt hvilke blot skal nævnes Lærer Havemose, Uddeler Andersen og Gdr. Peter Jørgensen Hyllerup.
Til Slut blev Salen ryddet til Dans.

J. E. E.

Hejninge Brugsforenings gamle og nuværende Bygning. I højre Side: Interiør fra Butikken med Uddeler Andersen. Nedenunder: Bestyrelsen med Formanden, Gdr. Jørgen Rasmussen i Forgrunden. nederst til venstre: Den første Formand, Lærer A. Poulsen.
Hejninge Brugsforenings gamle og nuværende Bygning. I højre Side: Interiør fra Butikken med Uddeler Andersen. Nedenunder: Bestyrelsen med Formanden, Gdr. Jørgen Rasmussen i Forgrunden. nederst til venstre: Den første Formand, Lærer A. Poulsen.

Igen et Foryngelsesbad i Slagelseegnen

Her er hvad Brugsforenings-Bladet skrev, i forbindelse med indvielsen af Hejninge Brugsforenings nye bygning i 1930.

Paa sommerdage er der en Strøm af gaaende, cyklende og kørende ad Vejen, der i Bugtninger snor sig gennem Landskabet og gennem den gammeldags hyggelige Landsby Hejninge ved Slagelse. Maalet er et Strandbad.

Er man først passeret den gavltakkede smukke Kirke i Hejninge, ligger der paa venstre Side af Landevejen en lille uanseelig Bygening, der i snart to Menneskealdre har forsynet Omegnens Befolkning med Varer.

Hejninge Brugsforenings tidligere Bygning.
Hejninge Brugsforenings tidligere Bygning.

Alle kender Brugsforeningen. Huset er lille, Lokalerne derfor smaa og Butikken ligesaa spartansk udstyret, som det ydre lader ane.

Men nu hører baade Butik og Bygning en svunden Tid til, thi paa modsat Side af Vejen er der købt en Hjørnegrund, hvorpaa der i Sommer er opført en smuk, tidssvarende Bygning med Facade til aaben Plads og tre Veje.

Foreningen oprettedes i 1885 og naaede i 1895 en Omsætning af 16.000 Kr. Ti Aar senere – i 1905 var Omsætningen ca. 18.000 Kr., i 1925 steg Salget til ca. 64.000 Kr., og for 1930 vil det antagelig naa ca. 90.000 Kr. – trods Prisfald.

Foreningens lige indviede Bygning.
Foreningens lige indviede Bygning.

I Anledning af de nye Bygningers Indvielse afholdtes den 15. Novbr. en Festlighed i Forsamlingshuset, hvor Formanden, Gdr. Niels Jacobsen bød Velkommen til den talrige Medlemskreds Han bragte Haandværkerne en Tak for veludført Arbejde og gav derefter Ordet til Forretningsfører Eskildsen, Slagelse, der talte for Foreningens og Formanden.

Efter at Regnskabsføreren havde gjort Rede for Foreningens økonomiske Udvikling og nuværende Stilling, blev der holdt endnu en Række Taler, bI. a for Uddeler Andersen, for Bestyrelsen, for Kunderne m. fl. Lærer Fr. Knudsen, Slagelse, underholdt nu Forsamlingen med at oplæse et Par Smaahistorier, hvorefter Festen sluttede med en lille Dans.

Pine Mølle og Skibsholm Havn

Følgende tekst er fra det hedengangen Vestsjællands Amt, og omhandler de spændende steder langs Tude Å-Dal.

Vårby Å og Tude Å
Tude A har oprindeligt efter sammenløbet med Vårby A ved Trelleborg delt sig i to åer. Åerne løb herefter forbi Pine Mølle og gennem Sortensvælg og ud i Vejlen. I 1866 gennemgravedes Næsby Fed, og åløbene blev reguleret, så de efter sammenløbet vest for Trelleborg fik et fælles udløb direkte til Storebaelt.

Tude Å efter sammenløbet med Vårby A.
Tude Å efter sammenløbet med Vårby A.

Pine Mølle
Langs Tude Å har i middelalderen ligget 7 mølleanlæg. Et afmølleanlæggene var Pine Mølle. Den nævnes første gang i skriftlige kilder i 1376.
Møllen blev aldrig nogen guldgrube og blev nedlagt i 1664, hvor den beskrives som “ganske nedbrudt og øde”.
Pine Mølle er speciel ved det enorme dæmningsanlæg, som tydeligt ses herfra mod nordvest. I 1552 får møllen betegnelsen “græsmølle”. En græsmølle lå stille om sommeren til fordel for høslæt i engene omkring åerne.
I forlængelse af dæmningen har der været to broer – Sønder Bro ved det sydlige åløb og Goldbro ved det nordlige åløb.

Møllesø med dæmningen som ses i horisonten.
Møllesø med dæmningen som ses i horisonten.

Middelalderdæmningen
Det dæmningsanlæg, der ses i dag, er fra middelalderen, men allerede i tidlig vikingetid var der et vadested her. Middelalderdæmningen er bygget i flere omgange og består af to parallelle nord-sydgående volde. Voldene er anlagt på et risgrenlag og er bygget af græstørv.

Om dæmningen oprindeligt er anlagt som mølledæmning, som vejdæmning eller som et fremskudt digeværn mod indtrængende saltvand er ikke fastslået med sikkerhed. Der kan muligvis være tale om en kombination af formål.

“Landevejen” mellem Korsør og Kalundborg kunne med fordel forløbe her så længe broer og sluseværk blev vedligeholdt af hensyn til mølleriet. Efter møllens nedlæggelse flyttes landevejen vestover og passerer åerne ved Sortensvælg.
Hvor længe der er broer ved åløbene er uvist. I midten af 1800-tallet ses flere gange stednavnet “feldbroerne” knyttet til passagen. På tidspunktet for reguleringen af Tude Å’s nedre løb i 1866 var der blot et vadested.

Sagn om stedet
Vandmøllerne havde ord for at være steder, hvor man levede et frygtelig ugudeligt liv med sviren og sværmen. Mange af dem var en slags smugkroer. Med Pine Mølle skulle det på et tidspunkt have taget en frygtelig ende. En dag, da mølleren sad og drak med sine svirebrødre, fik de den ugudelige tanke at gøre grin med præsten. De sendte derfor bud til præsten med besked om, at han skulle komme og være hos deres gamle bedstemor, som lå for døden. Da præsten indfandt sig, fandt han i stedet for bedstemoderen en so med hovedlin på liggende i sengen. Han forlod skyndsomst stuen, idet han forbandede deres store ugudelighed.
Så snart han var kommet udenfor møllegården, begyndte den at synke i den tidligere, nu tørlagte Møllesø. Mere præcist skulle møllegården være forsvundet i det vandhul, der ses syd for dæmningen og som kaldes for Pine Hul.

Det bundløse Pinehul hvori møllegården sank.
Det bundløse Pinehul hvori møllegården sank.

Skibsholm Havn
Ved Pine Mølle skal ifølge et kgl. brev fra 1574 have ligget en havn ved navn Skibsholm Havn. Havnen har sikkert ikke ligget lige ved Pine Mølle, idet åen ind til møllen har været vanskelig farbar. Havnen har snarere ligget ved åens udløb.

Navnet Skibsholm er ikke bevaret. Nordvest for holmen Tjokholm, som i dag er landfast, findes en rende, som har været kaldt Skudeløbet. Måske har havnen ligget heromkring. Havnen hørte til Slagelse by, men blev nedlagt p.g.a. toldsnyderi og klager fra Korsør.

Hvor lå Skibsholm Havn? Sikker på det sidste stykke ud mod Næsby, med de mange afvandingskanaler.
Hvor lå Skibsholm Havn? Sikkert på det sidste stykke ud mod Næsby, med de mange afvandingskanaler.

Tekst: Natur & Miljø, Vestsjællands Amt
Foto: Brian Dehli

Pine Mølle

Helge Christiansen har gravet dybt i arkiverne, hvor han har fundet en masse spændende historier og sagn omkring Pine Mølle.

Langs Tudeå lå der i middelalderen nogle vandmøller, og den vestligste af disse var Pine Mølle. Den lå, hvor adressen nu er Vejlagervej 21 i Forlev. Området hedder stadigvæk Møllesøen, og en 33 m lang mølledæmning kan endnu tydeligt ses tværs over ådalen.

Dæmning ses tydeligt fra luften, mellem de 2 bebyggelser.
Dæmning ses tydeligt fra luften, mellem de 2 bebyggelser.

Denne dæmning blev undersøgt i 1973-75 af Tage E. Christiansen fra Nationalmuseet. Ved hjælp af udgravninger og boreprøver blev det konstateret, at den ældste del af volden var fra omkring år 200. Den var opbygget af to volde, der var 3 m brede og 1,5 m høje, og de lå med 15 meters afstand. Underst var der grene og halm, og ovenpå var der lagt firkantede græstørv, som var ca. 50 cm på hver led. De lå med græsset nedad. Mellem disse volde var der lagt fyld uden grene under. Dæmningen blev forhøjet i 800-årene, hvilket må have haft betydning for Trelleborg. Omkring år 1300 blev dæmningen igen forhøjet, så vandet i Møllesøen kunne drive en vandmølle.

Det ældste brev, der nævner Pine Mølle, er fra 1376, hvor Niels Drage blev ejer af møllen, han var også ejer af to garde i Næsby. Det var også i 1376, at den kun 5-arige Oluf blev kronet i Slagelse som konge over Danmark og Norge. Niels Drage var ikke møller, han var kongelig embedsmand for kong Oluf og hans moder dronning Margrethe. I middelalderbrevene underskriver han sig som justitario nostro.

I Næsby blev der holdt kongeligt retterting i nogle år, og fra 1384 er der bevaret 4 breve, som Niels Drage har skrevet i Næsby for kong Oluf. De er daterede fra 9. februar til 27. marts, og det tyder på, at de har været sneet inde i Næsby den vinter. Kong Oluf har da været 12-13 år gammel, og man kan få den tanke, at han har kælket eller løbet på ski ned ad Trelleborg volde. De ligger kun 500 m fra Næsby.

Der findes et gammelt sagn om en drage, der flyver gennem luften mellem Trelleborg og Oshøj. Oshøj lå på en bakke 32 m over havet på det sted, hvor der nu er en stor losseplads. Sagnet om dragen kan være opstået, fordi man har husket navnet Niels Drage. En søn af ham blev for øvrigt lensmand i Løve.

Møllesø er det store område til venstre for deæningen, og Pinehullet ses ved det sydligste hus.
Møllesø er det store område til venstre for deæningen, og Pinehullet ses ved det sydligste hus.

Et andet sagn fortæller, at hvor Møllesøen og Pinehullet nu er, lå der i gamle dage en stor møllegård. Mølleren og præsten var uvenner, så engang sendte mølleren bud efter præsten, fordi hans gamle mor lå for døden. Præsten kom også og satte sig i halvmørket ved sygesengen. Først da præsten ville til at give den syge sakramentet, hørte han en grynten fra sengen og opdagede, at det var en so, de havde lagt i sengen. Præsten blev forfærdet over denne store ugudelighed, lyste forbandelse over stedet og skyndte sig bort. Straks sank hele gården i jorden, og der opstod en Sø. Præsten havde i skyndingen glemt sin bibel, men den kom sejlende hen til ham på en stol. Et lille uskyldigt barn, der nylig var blevet født på garden, kom også sejlende i sin vugge hen til Præsten. Præsten tog barnet med hjem, og det blev opdraget i præstegarden.

Efter sigende er Pinehullet, hvor møllegarden er sunket, fuldstændig bundløst. Nogle karle bandt engang nogle lange stænger sammen for at måle, hvor dybt der var, men de nåede ikke bunden. Så bandt de nogle flere stænger til og forsøgte igen. Så hørte de en røst fra dybet, som råbte: Prøv bare en tredje gang så skal I nok få at vide, hvor dybt der er! Så turde de ikke prøve mere, og siden har heller ingen andre turdet forsøge.

Vest for Møllesøen ligger Bredning, som før blev kaldt Brejninge, og som sammen med Næsby er nævnt i kong Valdemars jordebog fra 1231. En morsom gammel remse siger, at hvis man står på Oshøj en sommermorgen, så står solen op i Hejninge og går ned i Brejninge, men om vinteren står den op i Bjergby og går ned i Tjæreby!

Området fotograferet fra nordvest.
Området fotograferet fra nordvest.

 

Pine Mølles nærmeste konkurrent var Store Valby Mølle, og det har nok været brødnid, da Valbymølleren i 1552 påstod, at vandet i Tudeå ikke kunne løbe fra Valby Mølle, når det blev stemmet op ved Pine Mølle. Han forlangte, at Pinemølleren skulle optage stigbordene fra Sankt Valborg Dag til Vor Frues Dag, altså fra 1. maj til 8. september. Det var en alvorlig sag, for derved ville Pine Mølle blive reduceret til en såkaldt græsmølle, som kun måtte male om vinteren.

Året efter, i 1553, afsiger 6 riddersmænd en kendelse: Vandet stod lige på det mærke, de året før havde ladet indhugge på en sten mellem de to broer ved Broholm, når det løb over stigbordet ved Pine Mølle. Den kunne altså ikke skade Store Valby Mølle.

Når kong Frederik 2. boede på Antvorskov Slot, fik han leveret ål fra Bildsøen og fra Pine Møllesø. Men det må være blevet en dårligere forretning at drive Pine Mølle, for i 1576 fik mølleren eftergivet 1 tønde ål årligt, og i 1583 fik han eftergivet 2 tønder mel.

I 1585 giver kongen ordre til, at Løve Herreds bønder skal istandsætte broen ved Pine Mølle, da det er almindelig og alfar vej. Mølledæmningen var på den tid en del af vejen mellem Korsør og Kalundborg, og Stillinge Sogn hørte i gejstlig henseende til Løve Herred helt til 1807. Året efter, i 1586, fik Slagelse Herreds bønder ordre til at istandsætte den søndre bro ved Pine Mølle. Det nødvendige tømmer skulle leveres fra Antvorskov.

I 1600 gav kong Christian 4. ordre til vedligeholdelse af broerne, men i 1664 var Pine Mølle ganske afbrudt og øde efter svenskekrigen. Herefter forfaldt det hele, og der blev lavet et vadested over Tudeå. Det afløstes efterhånden af vejen gennem vejlen og over Næsby Fed.

Teksten er af Helge Christiansen, og har været bragt i 2sogne.
Foto: Brian Dehli

Branden i 1781

Landsbyen Hejninge ligger mellem Slagelse og Store Bælt. Den har sin helt særlige plads i historien, og her fortælles om branden, udskiftningen og udgravningen.

Rekonstrueret plan over de oprindelige 8 bol i Hejninge o. 1000 (før 1241). Billedet stammer fra bogen: Hal og gård i Hejninge af Axel Steensberg

Den 21. april 1781 brændte omkring halvdelen af landsbyen Hejninge. I kirkebogen står: “Løverdagen den 21. april om aftenen kl. tre kvarter til 9 (kvart over 8) begyndte denne store elendighed og bedrøvelse for mange udi Hejninge af ildebrand, da 8 gårde blev lagt udi aske. Fæstehuse blev brændt 7 og af inderstehuse blev brændt 6”. (Fæstehuse er husmandssteder, mens inderstehuse var jordløse huse, der blev lejet ud.)

Denne brand gav anledning til udskiftningen af Hejninge, for allerede om mandagen den 23. april skrev ejeren – oberst J. F. Castenschiold til Hørbygård og Valdbygården til Rentekammeret og bad om at måtte låne kortet over Hejninge samt at opnå økonomisk støtte til udflytningen af gårdene.

Allerede ugen efter gav Rentekammeret landinspektør C. Ehlers ordre til snarest at tage til Hejninge, og den 12. maj kunne mødet om udskiftningen og udflytningen finde sted. Foruden amtmanden deltog de to landvæsenskommissionærer justitsråd Morten Qvistgaard til Gjerdrup og assessor Anders Dinesen til Gyldenholm.

Det første problem var at få udstykket den gård, som tilhørte sognepræsteembedet, men det gav ingen større problemer. Der-efter behandlede man oberst Castenschiolds forslag. I referatet fra mødet står:

“Derefter producerede hr. oberst Castenschiold kortet over bemeldte Hejninge by og foreløbig foreviste den respektive kommission den plan, han ønskede at udføre, nemlig: at tvende gårde aldeles skulle udskiftes af fællesskabet og øvrige byen således inddeles to og to bliver sammenlignet, samt at ved hver gård i sær blev bygget et hus, hvor til blev lagt 3 skæpper land og altså at der i følge denne plan af de tilbageværende gårde må blive at udflytte 3; af de øvrige 5 efter den forelagte plan kunne forblive i byen. Men anførte 3 såvelsom de afbrændte 8 måtte udflyttes på byens udmarks jorder”.

Landinspektør Carsten Ehlers støttede forslaget, idet han mente, at den eneste måde at få opdyrket den dårlige jord på, var at lade gårdmændene arbejde sammen to og to. Når der var gravet grøfter og jorden opdyrket, kunne hver gård få ophævet dette fællesskab.

Før udskiftningen havde hver gård i Hejninge omkring 125 jordlodder, og efter udskiftningen havde hver gård en fin blok-udskiftet parcel.

Når udskiftningen af Hejninge blev så vellykket, var det et sammentræf af to omstændigheder, for det første, at 8 gårde og nogle huse brændte og skulle bygges op igen, dernæst at ejeren havde forståelse for værdien af udskiftningen og udflytningen.

Gårdene, der blev flyttet ud på marken, skulle ligge sammen to og to. Det kan man stadig se flere steder, lettest er det at få øje på, når man besøger Trelleborg, for ved parkeringspladsen ligger to gårde – Store Trelleborg og Lille Trelleborg.

Gårdene findes på kortet, lagt side om side til fortsat fælles drift, som det var oberst Castenschiolds idé.

Fordi godsejeren på Valdbygården ikke skulle tage hensyn til andre end præsteembedets gård, kunne han gennemføre en udskiftning med tilhørende udflytning, som han kunne forestille sig det uden indvendinger fra andre, der ikke så på udskiftningens resultat, men på jordens værdi.

I 1781 skulle gårdmændene hver have haft et tilskud på 80 rd. til dækning af den tabte indtjening. Men da gårdene kom til at ligge parvis, var det kun halv udskiftning, og derfor fik de det halve. Men i 1790 var man nået så langt, at man kunne meddele Rentekammeret, at nu var opdyrkningen så fremskredet, at hver fik sin jord, og det sidste fællesskab ophørte. Så kom den resterende halvdel.

Afdækning af tomt A i gård nummer 8. I baggrunden Niels Christensens ejendom matr. nr. 5 e. Billedet stammer fra bogen: Hal og gård i Hejninge, af Axel Steensberg.

Branden og udskiftningen med udflytningen betød, at et område i landsbyen fik lov at ligge ubebygget hen, og dermed fremkom et interessant område, som professor Axel Steensberg udgravede, for at belyse den danske landsbys historie.

Interessen for Hejninge var en følge af udgravningerne på Trelleborg. Så de almindelige huse ud, som dem på Trelleborg med buede langsider, eller var det almindelige langhuse? I sommeren 1942 afdækkedes de to gårdtomter, og resultatet er beskrevet i Axel Steensbergs bog “Hal og gård i Hejninge – en arkæologisk undersøgelse af to sjællandske gårdtomter.” 1986.

Den ene gårdtomt viste kun en firelænget gård, mens den anden tomt blev en historisk perle. Øverst var en firelænget gård, men efter at have gravet sig ned gennem tiden viste der sig et stormandshus fra 1300-tallet. Det var 19 m. langt og 6,25 m. bredt. Professor Steensberg formoder, at det kan være lavadelsmanden Henning Offenhus, som har haft sit domicil i dette hus.

Under dette stormandshus fandtes endnu et hus af træ, det målte 23 m. i længden og 8 m. i bredden. De 16 m. udgjorde en hal eller sal. Med sine 128 m2 svarer rummet til de store midterrum i Trelleborghusene indenfor voldanlægget. Det er ikke utænkeligt, at Hejninge-halbygningen er helt eller delvist opført af genanvendt tømmer fra Trelleborg.

Udgravningen tolker fundet således, at taget må have været af strå, og ikke som på Trelleborg – af spån.

Bygningen har med sine mindst 6 m. højde raget op over de almindelige bøndergårdes tage som en pendant til den romanske granitkirke, der må være blevet opført uden tårn i den modsatte side af landsbyen engang i 1100-årene. På stedet kan have stået en stavbygget trækirke fra omkring samme tid som storgården, måske oven i købet bygget af samme stormand?

Hvordan dette end forholder sig, var der i det ydre en markant forskel mellem de krumvæggede Trelleborghaller med strittende støttestolper omkring og den rektangulære halbygning i Hejninge.

Forskellen markeredes også i det indre, idet hallen i Hejninge var treskibet med to rækker bærende stolper, der stod knapt et par meter indenfor væglinien. Der var forskel på det private rum mod vest og salen, idet stolperne stod godt to meter fra væggene. Privatrummet dækkede ikke mindre end 94 m2, og der sporedes ikke nogen inddeling i mindre rum.

Der er stadig meget at undersøge i Hejninge, men arbejdet blev ikke genoptaget efter 1942, derimod udgravede professor Axel Steensberg nabolandsbyen Store Valdby, som var blevet nedlagt i årene efter 1774.

Brandtomter er dog af større arkæologisk interesse end nedlagte gårdtomter, for brandtomten afslutter en bebyggelse, mens den var i fuld flor.

Efter den omfattende udgravning af Store Valdby, som også er grundigt beskrevet, kastede professor Steensberg sig over Borup Ris ved Fuglebjerg som bl.a. er beskrevet i bogen “Borups Bønder”. Der havde været en vikingelandsby og en senere stormandsgård.

Axel Steensberg har også undersøgt tomten, hvor Pebringegården havde stået på Stevns, efter at selve gårdens bygninger var flyttet til Frilandsmuseet.

Der er mange interessante historier i de store arkæologiske undersøgelser af middelalderens gårde, og ved årsmødet i 1993 vil der blive lejlighed til at passerer Hejninges udgravningsfelt og besøge stedet, hvor den nedlagte landsby Store Valdby lå.

Teksten er skrevet af Ole G. Nielsen og er fra bladet Slægtsgården, Februar – Marts 1993.

Billederne stammer fra bogen “Hal og gård i Hejninge” af Axel Steensberg.

Hejninge Mølle

Frem til 1930’erne, havde Hejninge sit eget bageri med egen mølle bag Strandvejen 134.

Et af de få billeder der eksistere af Hejninge Mølle.

Hejninge mølles historie går tilbage til 1874, hvor møller Peder Hansen fra Vandfaldsmølle i Buerup sogn købte matr. nr. 11 b af Hejnnge og opførte en hollandsk vindmølle. Sælgeren af ejendommen var skolelærer J. O. Falkenskjold i Hejninge. Han havde købt den i 1852, da Langagergård blev udstykket.

Folketællingen 1890 kan oplyse en del om møllerfamilien: Møller Peder Hansen var 50 år og født i Sandager på Fyn. Hans kone Henriette Dorthea Frahm var 54 år og fra Rieseby i Slesvig. Deres to ældste børn Frederikke på 21 år og Hans på 20 år var født på Vandfaldsmølle, og den yngste søn Carl på 14 år var født på Hejninge mølle. Desuden var der ansat en 25-årig møllersvend, en 16-årig karl og en 14-årig pige.

Først på året i 1900 blev møllen solgt til møller Valdemar Larsen fra Hyllinge. I folketællingen fra 1901 kan man se, at der nu også var indrettet bageri. Møller Larsen var født i 1876 i Vallensved, og hans jævnaldrende kone Emma Andersen var født i Ottestrup. De havde ingen børn i 1901, men der var 5 personer ansat: En møllersvend, en bagersvend, to unge karle og en 13-årig pige, Anna Andersen. Møller Larsen blev senere forpagter på Saltø mølle. Den næste ejer af Hejninge mølle blev bager og møller Vilhelm Harder fra Slagelse (1856-1934). Han blev gift med Kristine Flor fra Havrebjerg (1859-1964), og de blev bageriforpagtere ved Kirke Stillinge Mølle før 1890. I 1894 købte de Tårnhøj Mølle på Kirke-Stillinge mark, som de havde indtil 1904, hvor de flyttede til Næsby. Hejninge mølle og bageri købte de i 1907. 

Hejninge Mølle Dampbageri, telefon nr. 13.

I 1914 overdrog Vilhelm Harder virksomheden til deres søn Knud Harder (1892-1974). Han blev i 1915 gift med Margrethe (1894-1966), der var Jørgen Larsens datter fra Haldagergård i Hejninge. De blev de sidste møllerfolk i Hejninge. Mølleriet var helt ophørt, da bogen Danske Møller udkom i 1934.

Møllegården, Strandvejen 134 set fra luften. Bag bygningerne øverst til højre, ses pladsen hvor møllen lå.

Først var der knækket en vinge, og senere blev de andre vinger pillet ned. Ved siden af vindmøllen var der også en motormølle, så vindmøllen fik lov til at stå uden vinger, til den blev revet helt ned og tømmeret anvendt til en ny lade i 1936. Bageriet blev nedlagt i 1949, hvorefter Knud Harder fortsatte med at drive landbruget, indtil han solgte Hejninge møllegård ca. 1958.

Teksten er skrevet af af Helge Christiansen.

Hithning år 1216

Hejninge blev i 1216 kaldt Hithning, og byen ligger som navnet antyder, på »Heden«, den skovbare slette ved Storebælt vest for Slagelse. Beboerne har vel – som dem på Heden i Vestfyn – været kaldt “hedninger”.

Den bestod indtil 1781 af 16 bøndergårde foruden en annekspræstegård og 8 huse.

I 1781 brændte 8 gårde og 7 huse, hvoraf ét rummede to familier. Branden gav anledning til, at ejeren, oberst J. F. Castenschiold på Valbygård, lod landsbyen udskifte, hvorved 11 gårde blev flyttet ud af byen

(Rise Hansen og Steensberg 1951, p. 30 ff.)

Holger Trosbjerg: Hejninge

På opfordring af bibliotekar Gitte Strange Jørgensen, Slagelse Lokal-arkiv, om at beskrive noget om Hejninge Sogn og dets beboere omkring 1900, er dette skrevet i 1979

Måske skal det lykkes mig, for Sct. Peders Landsogn og Hejninge sogneskel gik ved min fars markskel. Min far var Ole Hansen, Elmegården, og vi var naboer til Apotekergården i Hejninge. Jernbanen havde skåret et stykke jord fra, så min far havde jord på begge Sider af jernbanen.

Når vi så når sogneskellet, lå den ene af moserne på venstre side, og op til denne lå mejeriet Kobberdal, som senere blev nedlagt. (1917) Den daværende mejeribestyrer Carl Andersen var en ungdomsven af min far, hans kone hed Anna, født Madsen. I deres hjem kom vi meget. Der var 5 børn, 2 sønner og 3 døtre. Den ældste søn Nicolai lå jeg i tjenesten sammen med, og han var senere fuldmægtig på borgmesterkontoret i Slagelse under borgmester H.P.Hansen. Nicolai døde ret tidligt, ca. 40 år. Kobberdal var et gæstfrit hjem, og det skete tit, når en af Hejningebønderne kom fra Slagelse, at de satte hesten på stald på mejeriet, og det var jo ikke uden udgifter for mejeribestyreren. Da mejeriet senere blev nedlagt, døde han som en fattig mand (og tildels blind) i et hus i Holmstrup.

På samme side af vejen lå en gård, som vi kaldte Mosegården, fordi mosen hørte til. (Vådelandgård) Jeg tror, at manden hed Martin Hansen, hans søn Holger har Sognefogedgården nu. På den modsatte side af vejen ligger gården Lærkenborg, også med mose, hvorfra der har været stort tørveskær, særlig under de to krige.

Når vi så kommer forbi vejen, der fører til Trelleborg, og kommer ind i Hejninge By, ligger den første gård på højre hånd lige op ad kirke og kirkegård. Den daværende ejer hed Henrik Nielsen. Han havde kun 1 datter ved navn Valborg, jeg husker, at drengene bestormede hende, da vi gik i danseskole. På samme side også op ad kirken lå skolen. Den daværende Lærer Rasmussen havde 3 sønner.

Men så svinger vi til højre, hvor vi så kommer til en mindre gård, hvis ejer vistnok var en enke, der havde 2 sønner. Den ældste, Hans Hansen, er den nuværende ejer af Henrik Nielsens gård. Han blev den sidste sognefoged. Her ligger også en større gård ejet af Otto Christiansen. Nuværende ejer er Johs. Christensen (eller dennes søn). Otto Christiansen havde en søn Hans og en datter Martha, de tog senere navnet Marcussen. Hans Marcussen fik en mindre landejendom i Ollerup ved Slagelse, og Martha blev bosat på Slagelse Mark (i Gudum?).

Længere ude ad samme vej ligger sognefoged Gert Bagges gård, jeg tror den daværende ejer hed Jørgen Larsen. Der var nogle kønne pigebørn, hvoraf den ene blev gift med Niels Skov og fik fødehjemmet, og den anden blev gift med møller Harders søn paa Hejninge Mølle og Bageri.

Så må vi ind til byen igen, til den gård, der ligger overfor kirken. Her satte den kørende præst sin hest på stald. Det var pastor Brøndsted i Slagelse, der var sognepræst i Hejninge. Gården var ejet af Rasmus Larsen, som havde 3 døtre. Den ældste er gift med foran nævnte Hans Hansen, så hun flyttede kun over på den modsatte side af vejen. No. 2 blev gift med Frans Hansen i Vedbynørre, og den yngste og hendes mand ejer fødegården.

Længere inde i byen lå brugsforeningen med gadekæret over for. Og smedjen, forsamlingshuset og et par huse mere. Bag forsamlingshuset 2 gårde, på den første lidt større hed ejeren Lars Jensen. Så vidt jeg husker, var der kun 3 børn, 2 sønner og 1 datter. Den ældste søn Harald fik vist en mindre ejendom i Kildemarken eller Kelstrup, men datteren Mary og den yngste søn ved jeg ikke noget om.

Den anden, lidt mindre gård ejedes af Jens Nielsen og hans kone Marie, de havde ingen børn. Hos dem tjente min svigermoder Karen Kristensen, hvis forældre havde Engelstoftegården i Næsby ved Tyvelse. Min svigerfader Ivar Petersen, der var vikar ved Hejninge Skole før lærer Rasmussens tid, havde et værelse og fik kosten hos Jens Nielsens. Så jeg kan tænke mig, at det var der, mine svigerforældre mødte hinanden og blev forlovede. Lærer Ivar Petersen var sønderjyde og blev senere lærer ved Rønge Skole, Ulstrup, Jylland. I Rønge boede den i trediverne landskendte bondefører Knud Back, som havde en større gård. Min svigerfader havde så meget godt at sige om ham, han var en vellidt og agtet person på den egn. Han stod også for det store bondetog, hvor flere tusind landmænd fra hele landet mødte op i København i trediverne. De to nævnte gårde i Hejninge er senere sammenlagte. Jørgen Rasmussen, der stammer fra Jonsgården og var halvbroder til Peder Jørgensen, flyttede til et nyt rødstens stuehus på Jens Nielsens gård og byggede nye udlænger der.

Ude på marken bag Jørgen Rasmussens jord ligger gården Fuglholm. Den var ejet af Jens Nielsen, hvis søn Jørgen Fuglholm senere overtog den. Mod Næsby, uden for Hejninge By lå møller Harders gård og bageri, som hans søn Knud senere blev ejer af. På modsat side af vejen lå en meget gammel gård, ikke af nogen stor størrelse, vist en 14-16 tdr. land, den bærer navnet Gammelgård (nu til dags).

Inde i Hejninge By, lidt tilbage, lå Jørgen Rasmussens gård. Han flyt-tede senere gården ud på marken. Den blev til en moderne gård efter den tid at dømme og kaldtes Dagshøjgård. Hans kone Sofie og han selv havde 2 sønner, Alfred og Bernhard. Alfred blev gift med en af Jens Madsens døtre på Marievang ved Strandvejen i Slagelse, og Bernhard blev købmand i Odense. Det fortaltes, at Alfred måtte køre efter jordemoder til sin mor, efter en lille udflugt hans mor Sofie havde haft med en af egnens gårdmænd. De fortrød begge og vendte hjem til deres respektive hjem, men Sofie fik en lille pige, (mere tør jeg ikke skrive).

Så er vi nået til Næsby Bro, der havde slagter Madsen bygget en lille ejendom, der er vist gartneri i dag. Slagter Madsen var svoger til mejeribestyrer Carl Andersen på Kobberdal og til tømrermester Børager Jensen på Herluf Trollesvej.

Fra Næsby Bro, hvor sogneskellet slutter, må vi tilbage til Hejninge By og ad vejen mod Trelleborg. Først på venstre side af vejen ligger 3 mindre ejendomme, som blev udstykket og kaldt statshusmandsbrug, da jeg ikke var ret gammel.

Så ligger Apotekergården, ejet af Mads Petersen og hans kone Karen. De kom fra Aversi på Midtsjælland, men måtte forlade den egn fordi deres mælkespande skulle have stået for nær vandposten. Mads Petersens tegnebog måtte undgælde med et større beløb, men han var en velhavende bonde. Da han købte Apotekergården, byggede han et stort moderne stuehus og nogle udlænger. Min far kendte lidt til Mads og vidste, at han var enkemand og havde en datter, da han blev gift med Karen. Om hun havde været gift før, tør jeg ikke udtale mig om, men hun havde en søn, som senere blev den omtalte og bekendte flyver Kaptajn Botved.

De havde i mange år Apotekergården, og da min fars jord og Apote-kergårdens stødte sammen, så undgik vi jo ikke at se Karen Mads, som hun blev benævnt. Hun var en ihærdig kone, og i høsten rykkede hun ud med den ene af høstvognene om morgenen, efter at hun havde tillavet middagsmaden og sat den i høkassen, for at den skulde holde sig varm til middag.

Da de solgte Apotekergaarden byggede de en stor villa, Bjergbyhøj, ved Skælskørvej i Slagelse. Villaen var i stor stil, der var 3 tdr. land jord til. Jeg er selv senere kommet på besøg der. Mads’ og Karens kister står i et åbent gravkammer på Sct. Peders Kirkegård. I vinduet på den massive egetræsdør kan man se kisterne. Alt dette havde de sørget for, inden de døde.

Løvesbjerggård er nabo til Apotekergården, Haverne støder sammen, og da roebanen Kelstrup-Falkensten under Gørlev Sukkerfabrik blev anlagt, gik den i skellet mellem deres haver, men den bane er jo siden sløjfet. (1960) Løvesbjerggårds ejer Søren Sørensen og hans kone Augusta havde 6 børn, 4 sønner og 2 døtre, hvoraf den ældste Georg lever endnu og har boet i mange år på Herluf Trollesvej i Slagelse. Han blev ellers godt gift med en datter af proprietær Eriksen, Vejsgaard i Vemmelev, men de gik ned to gange med gårde. Begge Søren Sørensens døtre forblev ugifte, den yngste Ella lever endnu og bor i Sorø, hvor hun har haft damefrisørsalon. Den ældste Marie flyttede med forældrene til Slagelse, hvor de døde. Ejner er den næstældste af sønnerne, han døde som ung. Den tredje, Harry, blev gift med Morten Pedersens datter i Vedbynørre og fik Kassebjerggården i Skovsø, men der gik de fleste af Morten Pedersens penge i fisk. De flyttede til Slagelse og boede på Skælskørvej, til de døde. Den yngste søn Olav blev også godt gift og overtog fødegården Løvesbjerggård. Også han er død, og hans hustru døde samme uge, og de blev begge begravet samme dag på Hejninge Kirkegård.

Så er vi nået til Store Trelleborg, og bag ved denne ligger Lille Trelle-borg med voldene og vikingeborgen. Et vikingehus er siden blevet opført, efter at Nationalmuseet har foretaget nogle udgravninger og fundet ud af, at der har ligget en sådan borg. Der har været til at sejle dertil fra Storebælt, og egnen har været beboet fra meget gammel tid. Som ejer af Stendyssegården paa Landsgrav Mark har jeg fundet pladser på marken, hvor oldtidsfolk har stået og lavet værktøj af flint, og jeg har fundet både færdige og halvfærdige redskaber af den fineste flint foruden alt affaldet, der lå på jorden.

På Stendyssegårdens mark ligger også den store langdysse med de to rækker sten i kreds om stendyssen, og i midten de tre store sten, hvis overligger har plads til 14 skolebørn. Jeg har selv taget et billede af stenen med de 14 skolebørn. Dyssen har været dobbelt så lang, men desværre er en stor del af stenene blevet brugt i en nyere tid til at bygge broer med over Vårby Å (både landevej og jernbane). Jeg konstaterede også, at der havde været et gravkammer på den sløjfede del af langdyssen, men der var kun de sten tilbage, der havde dannet siderne i gravkammeret. Da jeg havde Stendyssegården var stendyssen et søgt sted, med den dejlige udsigt til Trelleborg og Storebælt. I klart vejr kunde man se Nyborg Strand, og mange havde madkurven med. Mon ikke den tid vil komme igen, da der nu af Slagelse Kommune er anlagt en såkaldt cykelsti til Trelleborg forbi langdyssen?

Jeg kom bort fra gården Store Trelleborg, og der har været mange ejere i tiderne. Ejeren i 1890 var en mand ved Navn Christensen, som vist nok døde tidligt. En søn af ham blev barbersvend hos barber Achen i Slagelse, og senere overtog han forretningen, der lå på Nygade, nu er der vist radioforretning.

Lille Trelleborg har også skiftet ejere mange Gange. I 1896 blev den købt af en mand ved navn Emil Nielsen. Han var broder til Martin Nielsen, Lyshøjgård i Forlev, der blev amtsrådsmedlem. Emil Nielsen havde vist 4 eller 5 børn, hvoraf de 2 bor i Sorø nu.

På svinget, hvor vejen går mod jernbanen og Stærremark ligger en gård, hvor ejeren hed N. P. Hansen. Hans søn afhændede den for kort tid siden til en nabo Kaj V. Madsen, Ågård. Ågård ejedes i 1890 af en svensker, som solgte den til en mand ved navn Vilhelm Hansen, hvis familie havde den, til den blev solgt til den nuværende ejers fader. Vilhelm Hansen havde flere børn, som jeg mangler navne på, men en datter Ninna blev konfirmeret samme dag som jeg, og blev senere gift med en sergent ved navn Grathwohl. Han havde vagten ved jernbane-broen over Vårby Å under 1. Verdenskrig.

Vilhelm Hansens ældste søn lever også endnu, og har en gård i Næsby. Han deltog i krigen mellem Estland og Rusland som ung, og blev hædret ligesom sin foresatte kaptajn Borgelin, der i sin tid var befalings-mand på kasernen i Slagelse. Borgelin var delingsfører ved l. deling, som jeg hørte til, da jeg var rekrut. Han blev vistnok oberst i Estland under krigen mod Russerne og fik et gods, som han senere måtte forlade, da Russerne tog det. Ja, de var frihedskæmpere og modige unge mænd. Viggo Hansen sendte mange breve om krigen hjem til Sorø Amts Dagblad.

På den modsatte side af vejen lå en mindre gård, hvis ejer hed Rasmus Poulsen, og overfor lå Ledvogterhuset, som blev nedlagt, da viadukten blev lavet. Ledvogteren hed Peter Johansen. Jeg syntes, jeg vil nævne ham, da han havde 2 børn, sønnen Johan og datteren Margrete. Johan tjente hos min far fra han blev konfirmeret og til han skulle ind som soldat og også efter militærtjenesten. Da han blev gift, blev han vognmandskusk i Slagelse. Datteren Margrete blev gift med en skomager i Vemmelev.

Når man så kommer over jernbanen ligger der en gård, hvis ejer hed Hans Peder Olsen, som var en ældre mand dengang. Hans søn Jens Peder Olsen overtog gården og blev gift med en pige ved navn Ingeborg Rasmussen. Hun tjente i flere år hos mine Forældre. Hendes hjem glemte jeg at beskrive, det var en lille ejendom, som lå op ad banen ved Vårby Bro og gården Ågård. Det var vist et stykke jord, som jernbanen havde skåret fra den gård, som hun senere flyttede ind på som husmoder.

Jens Peder Olsen kunne ikke klare terminerne og fik senere en mindre ejendom i Skørpinge, hvor Ingeborg døde, og Jens Peder blev senere murerarbejdsmand i Slagelse. Men den nedgang skyldtes flasken. Da de havde gården, kørte han og faderen selv til slagteriet med slagtesvin, men de kom sjældent hjem før sent om aftenen. Så måtte den stakkels Ingeborg selv sørge for dyrene på gården.

På den modsatte side af vejen lå en mindre ejendom, hvis ejer hed Vilhelm Andersen, og med denne ejendom slutter beskrivelsen, idet vi nu er nået til Sct. Peders Landsogns sogneskel lige der, hvor Trelleborgstien er ført ud til vejen om til Trelleborg.

Bakkevej, den 19. maj 1979. Holger Trosbjerg.

 

Note: Retskrivningen moderniseret af Helge Christiansen 2008.