Holger Trosbjerg: Hejninge

På opfordring af bibliotekar Gitte Strange Jørgensen, Slagelse Lokal-arkiv, om at beskrive noget om Hejninge Sogn og dets beboere omkring 1900, er dette skrevet i 1979

Måske skal det lykkes mig, for Sct. Peders Landsogn og Hejninge sogneskel gik ved min fars markskel. Min far var Ole Hansen, Elmegården, og vi var naboer til Apotekergården i Hejninge. Jernbanen havde skåret et stykke jord fra, så min far havde jord på begge Sider af jernbanen.

Når vi så når sogneskellet, lå den ene af moserne på venstre side, og op til denne lå mejeriet Kobberdal, som senere blev nedlagt. (1917) Den daværende mejeribestyrer Carl Andersen var en ungdomsven af min far, hans kone hed Anna, født Madsen. I deres hjem kom vi meget. Der var 5 børn, 2 sønner og 3 døtre. Den ældste søn Nicolai lå jeg i tjenesten sammen med, og han var senere fuldmægtig på borgmesterkontoret i Slagelse under borgmester H.P.Hansen. Nicolai døde ret tidligt, ca. 40 år. Kobberdal var et gæstfrit hjem, og det skete tit, når en af Hejningebønderne kom fra Slagelse, at de satte hesten på stald på mejeriet, og det var jo ikke uden udgifter for mejeribestyreren. Da mejeriet senere blev nedlagt, døde han som en fattig mand (og tildels blind) i et hus i Holmstrup.

På samme side af vejen lå en gård, som vi kaldte Mosegården, fordi mosen hørte til. (Vådelandgård) Jeg tror, at manden hed Martin Hansen, hans søn Holger har Sognefogedgården nu. På den modsatte side af vejen ligger gården Lærkenborg, også med mose, hvorfra der har været stort tørveskær, særlig under de to krige.

Når vi så kommer forbi vejen, der fører til Trelleborg, og kommer ind i Hejninge By, ligger den første gård på højre hånd lige op ad kirke og kirkegård. Den daværende ejer hed Henrik Nielsen. Han havde kun 1 datter ved navn Valborg, jeg husker, at drengene bestormede hende, da vi gik i danseskole. På samme side også op ad kirken lå skolen. Den daværende Lærer Rasmussen havde 3 sønner.

Men så svinger vi til højre, hvor vi så kommer til en mindre gård, hvis ejer vistnok var en enke, der havde 2 sønner. Den ældste, Hans Hansen, er den nuværende ejer af Henrik Nielsens gård. Han blev den sidste sognefoged. Her ligger også en større gård ejet af Otto Christiansen. Nuværende ejer er Johs. Christensen (eller dennes søn). Otto Christiansen havde en søn Hans og en datter Martha, de tog senere navnet Marcussen. Hans Marcussen fik en mindre landejendom i Ollerup ved Slagelse, og Martha blev bosat på Slagelse Mark (i Gudum?).

Længere ude ad samme vej ligger sognefoged Gert Bagges gård, jeg tror den daværende ejer hed Jørgen Larsen. Der var nogle kønne pigebørn, hvoraf den ene blev gift med Niels Skov og fik fødehjemmet, og den anden blev gift med møller Harders søn paa Hejninge Mølle og Bageri.

Så må vi ind til byen igen, til den gård, der ligger overfor kirken. Her satte den kørende præst sin hest på stald. Det var pastor Brøndsted i Slagelse, der var sognepræst i Hejninge. Gården var ejet af Rasmus Larsen, som havde 3 døtre. Den ældste er gift med foran nævnte Hans Hansen, så hun flyttede kun over på den modsatte side af vejen. No. 2 blev gift med Frans Hansen i Vedbynørre, og den yngste og hendes mand ejer fødegården.

Længere inde i byen lå brugsforeningen med gadekæret over for. Og smedjen, forsamlingshuset og et par huse mere. Bag forsamlingshuset 2 gårde, på den første lidt større hed ejeren Lars Jensen. Så vidt jeg husker, var der kun 3 børn, 2 sønner og 1 datter. Den ældste søn Harald fik vist en mindre ejendom i Kildemarken eller Kelstrup, men datteren Mary og den yngste søn ved jeg ikke noget om.

Den anden, lidt mindre gård ejedes af Jens Nielsen og hans kone Marie, de havde ingen børn. Hos dem tjente min svigermoder Karen Kristensen, hvis forældre havde Engelstoftegården i Næsby ved Tyvelse. Min svigerfader Ivar Petersen, der var vikar ved Hejninge Skole før lærer Rasmussens tid, havde et værelse og fik kosten hos Jens Nielsens. Så jeg kan tænke mig, at det var der, mine svigerforældre mødte hinanden og blev forlovede. Lærer Ivar Petersen var sønderjyde og blev senere lærer ved Rønge Skole, Ulstrup, Jylland. I Rønge boede den i trediverne landskendte bondefører Knud Back, som havde en større gård. Min svigerfader havde så meget godt at sige om ham, han var en vellidt og agtet person på den egn. Han stod også for det store bondetog, hvor flere tusind landmænd fra hele landet mødte op i København i trediverne. De to nævnte gårde i Hejninge er senere sammenlagte. Jørgen Rasmussen, der stammer fra Jonsgården og var halvbroder til Peder Jørgensen, flyttede til et nyt rødstens stuehus på Jens Nielsens gård og byggede nye udlænger der.

Ude på marken bag Jørgen Rasmussens jord ligger gården Fuglholm. Den var ejet af Jens Nielsen, hvis søn Jørgen Fuglholm senere overtog den. Mod Næsby, uden for Hejninge By lå møller Harders gård og bageri, som hans søn Knud senere blev ejer af. På modsat side af vejen lå en meget gammel gård, ikke af nogen stor størrelse, vist en 14-16 tdr. land, den bærer navnet Gammelgård (nu til dags).

Inde i Hejninge By, lidt tilbage, lå Jørgen Rasmussens gård. Han flyt-tede senere gården ud på marken. Den blev til en moderne gård efter den tid at dømme og kaldtes Dagshøjgård. Hans kone Sofie og han selv havde 2 sønner, Alfred og Bernhard. Alfred blev gift med en af Jens Madsens døtre på Marievang ved Strandvejen i Slagelse, og Bernhard blev købmand i Odense. Det fortaltes, at Alfred måtte køre efter jordemoder til sin mor, efter en lille udflugt hans mor Sofie havde haft med en af egnens gårdmænd. De fortrød begge og vendte hjem til deres respektive hjem, men Sofie fik en lille pige, (mere tør jeg ikke skrive).

Så er vi nået til Næsby Bro, der havde slagter Madsen bygget en lille ejendom, der er vist gartneri i dag. Slagter Madsen var svoger til mejeribestyrer Carl Andersen på Kobberdal og til tømrermester Børager Jensen på Herluf Trollesvej.

Fra Næsby Bro, hvor sogneskellet slutter, må vi tilbage til Hejninge By og ad vejen mod Trelleborg. Først på venstre side af vejen ligger 3 mindre ejendomme, som blev udstykket og kaldt statshusmandsbrug, da jeg ikke var ret gammel.

Så ligger Apotekergården, ejet af Mads Petersen og hans kone Karen. De kom fra Aversi på Midtsjælland, men måtte forlade den egn fordi deres mælkespande skulle have stået for nær vandposten. Mads Petersens tegnebog måtte undgælde med et større beløb, men han var en velhavende bonde. Da han købte Apotekergården, byggede han et stort moderne stuehus og nogle udlænger. Min far kendte lidt til Mads og vidste, at han var enkemand og havde en datter, da han blev gift med Karen. Om hun havde været gift før, tør jeg ikke udtale mig om, men hun havde en søn, som senere blev den omtalte og bekendte flyver Kaptajn Botved.

De havde i mange år Apotekergården, og da min fars jord og Apote-kergårdens stødte sammen, så undgik vi jo ikke at se Karen Mads, som hun blev benævnt. Hun var en ihærdig kone, og i høsten rykkede hun ud med den ene af høstvognene om morgenen, efter at hun havde tillavet middagsmaden og sat den i høkassen, for at den skulde holde sig varm til middag.

Da de solgte Apotekergaarden byggede de en stor villa, Bjergbyhøj, ved Skælskørvej i Slagelse. Villaen var i stor stil, der var 3 tdr. land jord til. Jeg er selv senere kommet på besøg der. Mads’ og Karens kister står i et åbent gravkammer på Sct. Peders Kirkegård. I vinduet på den massive egetræsdør kan man se kisterne. Alt dette havde de sørget for, inden de døde.

Løvesbjerggård er nabo til Apotekergården, Haverne støder sammen, og da roebanen Kelstrup-Falkensten under Gørlev Sukkerfabrik blev anlagt, gik den i skellet mellem deres haver, men den bane er jo siden sløjfet. (1960) Løvesbjerggårds ejer Søren Sørensen og hans kone Augusta havde 6 børn, 4 sønner og 2 døtre, hvoraf den ældste Georg lever endnu og har boet i mange år på Herluf Trollesvej i Slagelse. Han blev ellers godt gift med en datter af proprietær Eriksen, Vejsgaard i Vemmelev, men de gik ned to gange med gårde. Begge Søren Sørensens døtre forblev ugifte, den yngste Ella lever endnu og bor i Sorø, hvor hun har haft damefrisørsalon. Den ældste Marie flyttede med forældrene til Slagelse, hvor de døde. Ejner er den næstældste af sønnerne, han døde som ung. Den tredje, Harry, blev gift med Morten Pedersens datter i Vedbynørre og fik Kassebjerggården i Skovsø, men der gik de fleste af Morten Pedersens penge i fisk. De flyttede til Slagelse og boede på Skælskørvej, til de døde. Den yngste søn Olav blev også godt gift og overtog fødegården Løvesbjerggård. Også han er død, og hans hustru døde samme uge, og de blev begge begravet samme dag på Hejninge Kirkegård.

Så er vi nået til Store Trelleborg, og bag ved denne ligger Lille Trelle-borg med voldene og vikingeborgen. Et vikingehus er siden blevet opført, efter at Nationalmuseet har foretaget nogle udgravninger og fundet ud af, at der har ligget en sådan borg. Der har været til at sejle dertil fra Storebælt, og egnen har været beboet fra meget gammel tid. Som ejer af Stendyssegården paa Landsgrav Mark har jeg fundet pladser på marken, hvor oldtidsfolk har stået og lavet værktøj af flint, og jeg har fundet både færdige og halvfærdige redskaber af den fineste flint foruden alt affaldet, der lå på jorden.

På Stendyssegårdens mark ligger også den store langdysse med de to rækker sten i kreds om stendyssen, og i midten de tre store sten, hvis overligger har plads til 14 skolebørn. Jeg har selv taget et billede af stenen med de 14 skolebørn. Dyssen har været dobbelt så lang, men desværre er en stor del af stenene blevet brugt i en nyere tid til at bygge broer med over Vårby Å (både landevej og jernbane). Jeg konstaterede også, at der havde været et gravkammer på den sløjfede del af langdyssen, men der var kun de sten tilbage, der havde dannet siderne i gravkammeret. Da jeg havde Stendyssegården var stendyssen et søgt sted, med den dejlige udsigt til Trelleborg og Storebælt. I klart vejr kunde man se Nyborg Strand, og mange havde madkurven med. Mon ikke den tid vil komme igen, da der nu af Slagelse Kommune er anlagt en såkaldt cykelsti til Trelleborg forbi langdyssen?

Jeg kom bort fra gården Store Trelleborg, og der har været mange ejere i tiderne. Ejeren i 1890 var en mand ved Navn Christensen, som vist nok døde tidligt. En søn af ham blev barbersvend hos barber Achen i Slagelse, og senere overtog han forretningen, der lå på Nygade, nu er der vist radioforretning.

Lille Trelleborg har også skiftet ejere mange Gange. I 1896 blev den købt af en mand ved navn Emil Nielsen. Han var broder til Martin Nielsen, Lyshøjgård i Forlev, der blev amtsrådsmedlem. Emil Nielsen havde vist 4 eller 5 børn, hvoraf de 2 bor i Sorø nu.

På svinget, hvor vejen går mod jernbanen og Stærremark ligger en gård, hvor ejeren hed N. P. Hansen. Hans søn afhændede den for kort tid siden til en nabo Kaj V. Madsen, Ågård. Ågård ejedes i 1890 af en svensker, som solgte den til en mand ved navn Vilhelm Hansen, hvis familie havde den, til den blev solgt til den nuværende ejers fader. Vilhelm Hansen havde flere børn, som jeg mangler navne på, men en datter Ninna blev konfirmeret samme dag som jeg, og blev senere gift med en sergent ved navn Grathwohl. Han havde vagten ved jernbane-broen over Vårby Å under 1. Verdenskrig.

Vilhelm Hansens ældste søn lever også endnu, og har en gård i Næsby. Han deltog i krigen mellem Estland og Rusland som ung, og blev hædret ligesom sin foresatte kaptajn Borgelin, der i sin tid var befalings-mand på kasernen i Slagelse. Borgelin var delingsfører ved l. deling, som jeg hørte til, da jeg var rekrut. Han blev vistnok oberst i Estland under krigen mod Russerne og fik et gods, som han senere måtte forlade, da Russerne tog det. Ja, de var frihedskæmpere og modige unge mænd. Viggo Hansen sendte mange breve om krigen hjem til Sorø Amts Dagblad.

På den modsatte side af vejen lå en mindre gård, hvis ejer hed Rasmus Poulsen, og overfor lå Ledvogterhuset, som blev nedlagt, da viadukten blev lavet. Ledvogteren hed Peter Johansen. Jeg syntes, jeg vil nævne ham, da han havde 2 børn, sønnen Johan og datteren Margrete. Johan tjente hos min far fra han blev konfirmeret og til han skulle ind som soldat og også efter militærtjenesten. Da han blev gift, blev han vognmandskusk i Slagelse. Datteren Margrete blev gift med en skomager i Vemmelev.

Når man så kommer over jernbanen ligger der en gård, hvis ejer hed Hans Peder Olsen, som var en ældre mand dengang. Hans søn Jens Peder Olsen overtog gården og blev gift med en pige ved navn Ingeborg Rasmussen. Hun tjente i flere år hos mine Forældre. Hendes hjem glemte jeg at beskrive, det var en lille ejendom, som lå op ad banen ved Vårby Bro og gården Ågård. Det var vist et stykke jord, som jernbanen havde skåret fra den gård, som hun senere flyttede ind på som husmoder.

Jens Peder Olsen kunne ikke klare terminerne og fik senere en mindre ejendom i Skørpinge, hvor Ingeborg døde, og Jens Peder blev senere murerarbejdsmand i Slagelse. Men den nedgang skyldtes flasken. Da de havde gården, kørte han og faderen selv til slagteriet med slagtesvin, men de kom sjældent hjem før sent om aftenen. Så måtte den stakkels Ingeborg selv sørge for dyrene på gården.

På den modsatte side af vejen lå en mindre ejendom, hvis ejer hed Vilhelm Andersen, og med denne ejendom slutter beskrivelsen, idet vi nu er nået til Sct. Peders Landsogns sogneskel lige der, hvor Trelleborgstien er ført ud til vejen om til Trelleborg.

Bakkevej, den 19. maj 1979. Holger Trosbjerg.

 

Note: Retskrivningen moderniseret af Helge Christiansen 2008.