Barndomsminder
Tilegnet mine børn og børnebørn
Kirsten Olsen
Erindringer
Kirsten Margrethe Fugleholm Nielsen født 6. maj 1931 i Hejninge.Gift 7. november 1952 i Skt. Mikkels kirke i Slagelse med Poul Anker Olsen født 17. maj 1926 i Hyllinge. Død 2. september 1994.
Forældre
(far) Hans Jørgen Fugleholm Nielsen født 30. september 1898. Død 14 oktober 1973.
Gift 27.juni med (mor) Hertha Christensen, Kagstrup, født i København 27 februar 1899. Død 21. august 1996.
Borgerligt viet hos sognefogeden i Skelby sogn og i Skelby kirke af Niels Dahl, Liselund, præst i Havrebjerg frimenigheds kirke.
Søskende
Maren Birgit Fugleholm Nielsen født 24. marts 1934.
Eva Kirstine Fugleholm Nielsen født 21. december 1941.
Bedsteforældre
(farfar) Jens Peder Nielsen født 1. marts 1854 i Hejninge. Død 25. april 1937.
Gift med (farmor) Maren Metine Jørgensen i Skt. Mikkels kirke Slagelse, 23. september 1897. Født i Fårdrup 13. oktober 1866. Død 24. juni 1928.
(morfar) Valdemar Christensen født 25. april 1871 i Kagstrup. Død 9. juli 1956.
Gift med (mormor) Karen Kirstine Jørgensen født 7. oktober 1874 i Flakkebjerg. Død marts 1935. Gift i København 22. april 1898.
Fugleholmsgården som den så ud da jeg var barn.
Dem der efterhånden kom til at eje deres gårde, gjorde et stort arbejde for at vedligeholde og forny. De fik for eksempel lyst til at anlægge haver, som man stadig kan se resultatet af mange steder.
I 1864 anlagde Dorthe og Niels Hansen en stor have, plantede mange buske og frugttræer. Mine bedsteforældre og siden mor og far og nu Eva og Søren har gjort meget for at vedligeholde og plante nyt i den gamle have. Langt de fleste træer er væk, men der står stadig, nu langt over 100 år efter, et æbletræ, et par sveskeblommetræer og en buskbom.
På dette sted og i disse omgivelser blev jeg født en morgen i maj 1931, og fik min barndom der. Jeg har ikke megen fornemmelse af, hvordan det var i de første år. Men der var trygt og godt, hele tiden nogen omkring mig.
Det var krisetider i landbruget, så der var ikke meget at slå til side med. Det var ved stor sparsommelighed og nøjsomhed, at mor og far klarede sig gennem de første år i 30erne.
Mange gårde kom på tvangsaktion og med de få midler de havde, var det svært at komme videre.
Byen er Hejninge, et lille lokalsamfund, hvor alt hvilede i sig selv. Der var det man havde brug for i det daglige. Der var en tømrer, en murer, en smed, en frisør og brugsforening. Der var kirke, skole og et forsamlingshus.
Der var enkelte huse og så ellers gårde, som havde deres jorde gående ud fra byen i alle retninger. Der havde ligget mange flere gårde i byen, men de var flyttet ud på markerne. Det skete efter en brand i byen, år 1781, hvor 8 gårde og 13 huse brændte. Den gang blev Fugleholmsgården også flyttet ud på marken. Det gamle stuehus i Hejninge fandtes stadig i min barndom, vi skulle forbi det hver gang vi skulle i skole. I dag er det væk, og der ligger et andet hus på grunden.
Det gamle stuehus fra 1700 tallet.
Vi fik lov til at være hos ham lige til det sidste, uden dog at vide, at det var sidste gang vi så ham. Det står helt tydeligt for mig, at Birgit prøvede at give ham et bolsje, men det sad bare i skægget. Bedstefar havde et meget stort, flot hvidt skæg som jeg aede, når jeg sad hos ham.
Han var en gammel mand, da jeg blev født, så han har ikke kunnet hjælpe meget til i mark og stald. Men bedstefar var en god hjælp som barnepige for os piger. Mor havde mange gøremål og så var det godt at bedstefar var der, det har han nok også nydt. Mor fortalte, at når vi gik tur i haven, så pegede jeg bare på de blomster jeg ville have, og så fik jeg dem. Det var mor ikke så glad for.
Dengang var der ikke noget der hed alderdomshjem, det var en selvfølge at de gamle blev passet af næste generation, lige til deres død. Det var ikke bare på gårdene, men også de små steder. Mange steder var der den fælles stue, et køkken og så hver sit soverum. De skulle få dagligdagen til at fungerer og det var ikke uden gnidninger. Især var det svært for en svigerdatter at komme ind i familien, hvis den gamle kone var der. Det var hende der bestemte. Mor har måske heller ikke altid syntes, at det var lige let, men hun tog sig godt af bedstefar.
Far og mor var de første, der fik deres eget hus, men var dog på gården til de døde.
Farfar og farmor
Min bedstefar var ofte den første der anskaffede sig nye redskaber, f.eks. var han den første der fik selvbinder i Hejninge. Før blev alt korn høstet med le og så gik karle og piger og bandt negene.
Bedstefar var også en af de første der var på højskole, det var Vallekilde højskole hos Troels Trier, som kom til at betyde meget for ham. Det var i 1872. Jeg har ofte tænkt på ham, når jeg var der til møder. Ville gerne at han kunne have set, at det stadig samler unge mennesker og at det nyttede det de kæmpede for.
Husmødre på landet skulle helst ikke stikke næsen frem, men det kunne min farmor ikke tage sig af. Hun havde været selvstændig modist i Ringsted inden hun blev gift og var opdraget til at tage del i det der rørte sig i samfundet. Hun havde været på Hjørlunde højskole og havde bl.a. også været husjomfru på Holsteinsminde. Hun var med til at starte” Husmoder foreningen” i Slagelse. Hun kom til et meget gammeldags hjem og hun og farfar var meget forskellige, så hun havde det svært i sit ægteskab.
I bedstefars tid som mand på gården, var det almindeligt at pigerne tog sig af malkningen, som de havde gjort i generationer. Min farmor havde altid to piger.
Man var mange om arbejdet, redskaberne var få, set med vore øjne, og alt markarbejde foregik med håndkraft og heste.
Man var selvforsynende med alt. Der blev slagtet gris, høns og ænder og urtehaven var stor.
Husmoderen stod for bagning af alt brød, og der blev brygget øl. Der blev kartet og spundet af hør og uld, som de siden vævede og strikkede af. Det var utænkeligt at man gik med andet end hjemmestrikkede strømper. Man havde kun petroleumslamper og tællelys, som de også selv støbte. Ved det sparsomme lys er der lavet mange skønne håndarbejder, utroligt at de kunne se til det.
Der findes derhjemme nogle meget gamle håndarbejder, bl.a. en dåbspose, som min bedstefar er døbt i, og andre ting. Desuden findes der også nogle fine ting fra mors hånd, som hun lavede i sine unge dage. Jeg har en oval bakke, hvori der er indlagt en strikket serviet, lavet af en veninde til min farmor for over 100 år siden.
Tingene ændrede sig da far overtog gården. Far havde karle til hjælp i mark og stald og mor havde en pige, udelukkende til hjælp inde og i haven, samt pasning af os børn, efterhånden som vi kom til.Far havde i sin ungdom været ude og tjene forskellige steder, havde været på højskole og landbrugsskole. Var aktiv i gymnastikforeningen og ledede i flere år en studiekreds, sad senere i sognerådet, frem til hans sygdom umuliggjorde det. Han var en glad og positiv mand der var velset og afholdt.
Mor havde også haft forskellige pladser og været på højskole i Haslev. I modsætning til fars Grundtvigske synspunkt, var mor knyttet til indre missionske kredse. Med stor respekt for, hvad de hver især stod for, fungerede deres liv godt. Det var nok mest på fars præmisser, men mor har tydeligt givet udtryk for, hvor glad hun blev for fars store familie, hvor hun befandt sig godt og blev godt modtaget.
Min far kunne også fortælle mange ting fra sin barndom. På et tidspunkt skrev han også noget af det ned, og det er jeg glad for i dag, ellers var det nok glemt. I fars barndom havde de også får, kalkuner og gæs og det på godt og ondt.
Far fortæller:
”I mine drengeår havde de fleste gårde fårehold. Nogle, som vor nabokone, Marie Frederiks kartede og spandt selv ulden, men de fleste var på den tid gået over til at sælge ulden og købe garnet.
Fåreflokken bestod som regel af tre får og en vædder, og når den var gal skulle man have en vis erfaring for at kunne omgås den, hvad vi dog også fik stor erfaring i.
Vi havde i mit hjem i flere år en stor, sort vædder, hvis meriter især har fæstnet sig i min erindring. Den meste tid af året var den forholdsvis fredelig og når vi bare passede på ikke at vende ryggen til den når vi skulle” flytte”, skete der sjældent noget. (flytte, det vil sige, at vædderen stod i tøjr på en græsmark i en lang kæde med en tøjrpæl i enden, som blev slået i jorden. Flere gange om dagen blev den flyttet til nyt sted for at græsse). Ellers kunne det godt hænde, at man lå og sprællede et godt stykke uden for tøjrslaget, før man rigtig vidste af det.
Men i parringstiden om efteråret var ”Mads” ikke god at komme nær og da fårene sent om efteråret ofte gik løse, kunne der opstå pudsige situationer når Mads var i dårligt humør og nogen kom for nær til hans harem.
Engang da naboen, Frederik Hansen, der havde vores jagt, var ude på embeds vegne, kom han lidt for nær til fåreflokken. Mads så sig gal på ham og gik til angreb. Heldigvis var skelgrøften lige i nærheden, den var ca. en alen dyb og den måtte Frederik springe ned i for at redde sig. Men Mads blev stående og vågede over ham. Først da Frederik havde skudt et par skud af i luften, blev vi der arbejdede i roemarken oppe ved dyssen, opmærksom på, at der var noget galt, og da vi så at der hang en sky af krudtrøg over fårene, fik vi mistanke. Så måtte vi jo ned og redde Frederik og det tør nok siges, at han var vred.
En anden gang var det far det gik ud over. Fårene var ikke kommet hjem til aften som de plejede og far gik ud og lede efter dem. Han fandt dem ved Frederik Hansens roekule. Men det passede ikke Mads at komme hjem. Han gik løs på far, der måtte smide sig ned i udgravningen til roekulen for at redde sig og først da der på hans råb kom nogle håndfaste karle til hjælp, blev han befriet.
Mads var også god at ride på, når jeg skulle hente ham hjem om aftenen, men det skulle helst være, når far ikke så det.
Jeg må lige nævne her, at omtalte nabos kone Marie Frederiks, var en meget rar kone for os børn. Det hører til mine meget gode barndomsminder, at hun, når vi om efteråret kom ned i engen for at flytte køerne, kom ud til os med forklædet fyldt med blommer og æbler. Der var ikke så meget af den slags den gang, så vi var lykkelige for det.
Hvert efterår skulle fårene vaskes og klippes og det arbejde overværede jeg med stor interesse.
Vaskningen foregik i det store bryggerkar, som blev stillet op omme mellem kostalden og ajlebeholderen. Karret blev fyldt trekvart med vand og så blev fårene efter tur stillet derop, og ”toet” af mor, far, gamle Kristian husmand og som regel en af karlene, der især hjalp med at holde fåret.
Vædderen kom altid i til sidst, når vandet var blevet til rigtig lud. For øvrigt anvendte mor altid fårenes brugte vaskevand til at vaske rigtig snavset arbejdstøj i. Min andel i historien begynder da de engang var nået til at vaske vædderen.
Arbejdet foregik i bøjet stilling og derfor med stramme buksebage. Jeg gik og legede med en halvlang kæp og Kristians blankslidte molskindsbag var for stor en fristelse for mig. Pludselig drev jeg ham en ordentlig en med kæppen. ”Av for s….” råbte Kristian og vendte sig en halv omgang og langede mig sådan en på siden af hovedet, at jeg trillede hen ad jorden.
Stortudende rendet jeg min vej og skønt Kristian og jeg ellers var de bedste venner, gik jeg dog nogle dage og skævede til ham, inden det gamle fortrolige forhold blev genoprettet”.
Der var en bestemt slagter, der hvert år kom og købte vore lam og af og til også kreaturer. Han hed Peder Hansen. Mens jeg var ganske lille havde jeg meget stor skræk for ham. Måske var det fordi han kørte af sted med vore kønne små lam. Så snart jeg så ham i gården, løb jeg ind i sovekammeret og kravlede så langt ind under mors og fars senge jeg kunne komme, og jeg vovede mig ikke ud, før jeg var sikker på, at slagteren var kørt.
Om gæssene fortæller far:
”En dag mens jeg var ganske lille, vel 4-5 år, kom børnene fra mosen drivende med en flok gæs. Far havde købt Kristian husmands gåseflok, og jeg husker tydeligt da de skræppende og snadrende kom til gården. Jeg var til at begynde med bange for dem, især gasen, der af og til kunne være slem til at fare i benene på børn og voksne. Men hurtig lærte jeg, at nogle rap over næbet med en kæp, kunne holde dem på afstand.
Det var ikke noget plus for min tilværelse, at vi fik gæs. Da jeg blev lidt større måtte jeg nemlig vogte gæssene på stubmarken om efteråret, og året rundt var der en masse ulejlighed med de gæs.
Man skulle passe godt på, at holde døre og porte til laden lukket, da gæssene i løbet af få minutter kunne hakke hul i alle kornsækkene for at få indholdet, og så snavsede de hele ladegulvet til med deres møg.
Også haven var de slemme ved, især nedfaldsæblerne var de tossede efter, men da mine søskende og jeg også ville have nogle, skulle vi nok sørge for at holde gæssene væk.
Vi havde om efteråret 20-30 unge gæs og sådan en flok kunne vælte en hel kornstak, ved at trække strå ud forneden og derved undergrave den. Der skulle jeg også passe på, så jeg var godt gal på de gæs.
Gasen var på spil alle vegne. Når far gik hen over gården med en favnfuld hø til fårene og gasen var i nærheden, løb den hen og bed ham i benene, og det var noget der gjorde ondt. Jeg husker, at far altid sagde: ”Av, dit skidt” og sparkede ud efter den, hvorpå gasen højt skræppende gik tilbage til sine koner, stolt over den bedrift den havde udført.
Da min bror Arne var ca. 2 år, havde vi en særlig arrig gase. En dag da Arne stod udenfor bryggersdøren, gik den på ham og væltede ham i rendestenen, hvor den baskede ham med vingerne og bed ham i brystet. Han vrælede jo højt og mor og pigerne kom springene og fik gasen jaget væk, men det varede længe inden Arne forvandt sin skræk for gasen efter den omgang.
Hvis gasen kunne se sit snit til at få fat i en høne, slap han den ikke før han havde plukket fjerne af den, men hønen skreg så ynkeligt, at den som regel blev reddet inden det gik så galt. Gasen virkede også som gårdhund, idet den altid skræppede op når der kom fremmede i nærheden af gården. Vi børn lærte dog hurtigt at omgås den og det mest probate middel vi brugte, når den gik til angreb, var at gribe den i halsen og give den en svingtur. Hvis vandingen var i nærheden strittede vi den derud. Den var så slukøret et stykke tid derefter.
Vi havde som regel en gase og to gæs som livgæs. Gæslingerne blev ruget ud af høns eller kalkuner. En almindelig høne kunne ruge på 4 æg og en stor på 5 æg. En kalkun på 10-12 æg ad gangen. Kalkunerne blev somme tider brugt til at ruge to kuld gæslinger ud på træk. De første 14 dage efter udrugningen var gæslingerne meget ømfindtlige for regnvejr. En rask byge kunne slå dem ihjel og vi måtte passe meget på at få dem i hus, hvis det trak op til regn.
De unge gæs levede om sommeren mest af græs. Når der var høstet blev de drevet ud på stubmarken, hvor de kunne gå og blive godt i stand.
Tre uger før jul blev gæssene sat ind til fedning. De fik så den havre de kunne æde, og det hed sig, at hver gås skulle æde en skæppe havre i løbet af den tid. Gæssene blev jo godt beskidte af at stå inde så længe og dagen før de skulle slagtes, blev de jaget ud i vandingen, hvor de fik lov at pjaske og boltre sig et par timers tid. Så var de blevet rene. Imens var der blevet strøet med rughalm i huset så de kunne holde sig rene og pæne til næste morgen.
Så oprandt slagtedagen. Allerede kl. 3 i den mørke decembermorgen havde mor kaffen færdig. Så kom Kristian og Laura fra mosen, samt en kone til. Karlene og pigerne var også purret ud. Når så alle havde fået kaffe, undtagen far og mig, der imens havde hugget hovedet af de første gæs. De blev anbragt rundt om et stor kar. Man satte sig med gåsen på knæene, så den lå med gumpen ind over karret, så fjer og dun bekvemt kunne falde deri og så begyndte pilningen.
Alle var ikke lige dygtige. Laura og Kristian var meget skrappe, men karlene havde tit ikke prøvet det arbejde før og tog noget fummelfingret på det. Det gav også ømme tommelfingre, men arbejdet gik med humør, historier og beretninger om hvordan gæssene havde været at pille sidste år og forrige år. Der var nemlig meget forskel på, hvor slemme de var til at ”gå i stykker” de forskellige år. Jeg var helt ked af det hver gang jeg skulle ud og hjælpe far med at slagte flere gæs, for så gik jeg glip af historierne.
Mor havde travlt med at binde klude om de blodige gåsehalse, for at fjer og dun ikke skulle blive plettede, og hun skulle også sørge for at komme fjer og dun i poser efterhånden som karret fyldtes. Far og jeg kunne derimod nok få tid til at give et nap med pilningen, mellem vi slagtede.
Man stræbte efter at blive færdig med grovpilning til kl 6, da skulle pigerne til malkningen og karlene til hestene. Når det var overstået fik de alle en god frokost, som mor og Laura imidlertid havde tilberedt. Så skulle kvinderne i gang med finpilning og opskæring. Det tog hele dagen og mor var også altfor træt når vi sent på aftenen gik i seng.
Allerede kl. 5 næste morgen var far, mor og jeg oppe igen, for far og jeg skulle på torvet i Slagelse med gæssene. Der blev lagt et lag rent halm i bunden på fjedervognen, derover et lagen og så blev gæssene lagt på rad og række, mens kråserne blev lagt i en balje.
Så gik turen til Slagelse i den halvmørke vintermorgen. Først skulle vi ned i købmandens – Kargård Thomsens – gård. Der fik vi vejet gæssene og der blev bundet mærkesedler med opgivelse af vægt på hver gås. Køberne skulle jo kunne se hvad de fik for pengene. Derefter tog vi hen på torvet, hvor vognen blev stillet i række med de andre vogne der solgte fjerkræ, nogle gæs, andre ænder og høns. Købmandens karl var fulgt med for at føre hestene tilbage, hvor de kunne stå i købmandens stald mens far og jeg handlede.
Det var imidlertid blevet halvlyst og fruerne fra byen begyndte at indfinde sig for at se på varerne og spørge på priserne. Somme tider fik vi udsolgt i løbet af et par timer, men til andre tider kunne det trække ud til kl.1-2 om eftermiddagen og da kunne det hænde, at jeg var grædefærdig af sult og kulde, for det var en kold omgang at stå på torvet, især når det var frostvejr, og selv om der vankede et par to øres boller i løbet af formiddagen, var det ikke det samme som middagsmad. Vi havde jo været tidligt hjemmefra.
Når vi kom tilbage til købmandsgården, var den stuvende fuld af vogne og stalden af heste. Det var jo lige ved jul og bønderne skulle alle til byen for at gøre juleindkøb, al befordring foregik jo dengang med hestekøretøj.
Der var et eget sceneri over sådan en gammel købmandsgård, med den travlhed, råben på gårdskarlen og hestevrinsken fra stalden. Der var meget at se på for en knægt som mig.
Når far havde udrettet sine ærinder, gik det atter hjemad. Mor ventede med middagsmad og var spændt på, hvad vi havde oplevet, samt hvad vi havde fået for gæssene. En gås kostede omkring året 1908 fra 6-8 kr. og en gang kråse 45 øre. Det var ikke mange penge, men prisen på det vi skulle købe var heller ikke stor og det var vores fornødenheder heller ikke dengang.”
Der var en helt særlig stemning når vi skulle slagte gris. Meget tidligt om morgenen kom slagter Madsen, og længe før var der tændt op under gruekedlen i vaskehuset, så der var kogende vand til karret, som grisen skulle skoldes i, når den var død. Dengang blev grisen stukket i halsen, og så var mor eller pigen klar til at tage imod blodet, som løb ned i en stor gryde, hvori der var de ting, som blev rørt med blodet. Det var byggryn rosiner og spæk i terninger sukker og nogle krydderier og så var det klar til at lave blodpølser af. Der var stadig gang i gruekedlen, for der skulle bruges meget varmt vand.
Når grisen var skoldet, skrabet for hår og vasket, blev den hængt op i bagbenene i ladeporten. Derefter blev den skåret op, tarmene kom i en balje for sig. Hjerte, lunge og nyre blev fjernet. Næste dag, når grisen var blevet kold, blev den delt i to halvdele, så selve rygraden hængte for sig selv. Nu blev en halvdel af gangen båret ind på køkkenbordet og parteringen begyndte. Mor var dygtig til det og god til at lære fra sig til sine piger.Når slagteren var færdig med sit arbejde, var det tid til formiddagsmad. Der blev sjældent serveret snaps hos os, men den dag skulle der snaps på bordet for slagter Madsens skyld.
Når tarmene var frigjort, kom de hen i vaskehuset. Nu kom det mest ubehagelige arbejde ved slagtningen. Efterhånden som jeg blev så gammel, at jeg kunne være til hjælp, så måtte jeg nemlig være med. Jeg hadede det. Tarmene skulle vendes og det stank, kan jeg sige. Det foregik på den måde, at en holdt tarmen op foran sig og en anden stod med en kande og hældte vand igennem, så vrangen kom ud. Man brugte to strikkepinde, lagde tarmen imellem og så var der en der trak tarmen igennem, mens en anden holdt godt fast om pindene. Vi skyllede og skyllede til de var helt rene, og så blev blodmassen fra den store gryde fyldt i. Man brugte noget der hedder pølsehorn, det var kohorn i forskellig størrelse, hvor spidsen var skåret af. Et pølsehorn ned i tarmen og så kunne man nemt få blodmassen hældt i. For enden blev der lukket med pølsepinde.
Dagen efter blev pølserne kogt i gruekedlen og når de kom op til overfladen, så var de klar til at tage op. For at holde sig varme til middag, blev de lagt i en stor kurv med halm i bunden og håndklæder over. Somme tider kunne jeg nå, at smage en inden jeg skulle i skole, det var lige dejligt hver gang.
Til middag blev de serveret med sukker og kanel og æblemos. De smagte også godt som kolde. Vi skar pølserne i tykke skiver og smurte smør på og dryssede med sukker.
Under krigen, (1940-45) hvor det var småt med sukker, kunne man få roesirup, det smagte aldeles forfærdeligt, men blev brugt til forskellige ting, jeg tror bl.a. også til blodpølse.
Dengang var slagtegrisen altid meget stor, der var fedet på den i lang tid. Det betød, at den havde et tykt fedtlag, mindst 8 cm, og det blev til mange middage. Noget af det blev saltet og en stor del blev sendt til røgeri. Skinkerne blev også røget, så der blev lidt afveksling i kosten. Til det blev der serveret opbagt mælkesovs med persille. Der blev brugt mælkesovs til mange ting, hvori der for eksempel kom løg eller bønner.
Når skinker og flæsk kom fra røgning blev de hængt op på loftet og spegepølserne blev lagt i den gamle dragkiste med det flade låg. Det er den der står i kontoret hos Eva og Søren. Hvis jeg åbnede låget ville jeg kunne fornemme lugten af røgede pølser, den dag i dag.
De første dage fik vi fersk mad, det kunne være stegte rygben, ribben eller steg. Der var jo noget der ikke egnede sig til saltning og så skulle vi vel også mærke at vi havde slagtet.
Det var flere dages arbejde at henkoge efter en slagtning. Der blev lavet en meget stor portion leverpostej, som så kom på små glas og henkogt. Der blev lavet medister og frikadeller og kamstykket blev for stegt og kom på høje glas og det hele henkogt. Det var rigtig søndagsmad, når vi f.eks. fik frikadeller der var henkogt, med stuvede grønærter og gulerødder til. Desserten var ofte gul budding med saftsovs.
Der blev også lavet sylte, finker, rullepølse og spegepølse. Rullepølser blev lavet af ”slaget” og småkød godt krydret, rullet og blev derefter snøret med seglgarn og kogt. Så blev de lagt i en presser, så de blev faste at skære af. Fedtet der blev skåret af kødet blev hakket og smeltet. Noget med æbler og løg. Det blev brugt til at smøre på brødet, det sparede på smør og margarine. Når fedtet var smeltet helt, var der fedtegrever tilbage, som også blev brugt. Der var faktisk ikke noget der ikke blev brugt på en gris. Skankerne blev kogt til suppe og hovedet blev til sylte.
Det var et stort fremskridt, da der blev oprettet et frysehus i Hejninge. Her kunne man leje en boks, pakke sit kød og få det frosset der. På bestemte tider kunne man så komme og hente det man skulle bruge. Det fandtes ikke i min barndom.
Køkkenet var blåmalet. For enden var der et overskab med små firkantede blå glasruder. Når frugten var henkogt, blev nogle glas af hver slags sat op ovenpå på dette skab, det så meget flot ud. Der var selvfølgelig brændekomfur, man kendte ikke til andet. Der blev lavet meget god mad der, mor var en dygtig husmor. Det var store gryder der var i brugt. Hele formiddagen blev brugt med forberedelse af middagsmaden. Der blev kogt ekstra mange kartofler, fordi der til aften også blev serveret kartofler, enten stuvede eller brasekartofler. Det skulle drøje på rugbrød og pålæg.
Der var altid to retter. Som regel en eller anden form for mælkemad først, eller suppe af forskellig art og så fik vi tit stegt flæsk eller kogt kød. En gang om ugen kom der ”fiskemand”, og så stod middagen selvfølgelig på fisk. Fiskemanden kørte fra dør til dør og solgte sine fisk, både sommer og vinter. Man kan nok få den tanke, at fisken ikke altid har været lige frisk. Der var såmænd også kød, der ofte fik ”en tanke”, men vi var ikke så sarte og salmonella var der slet ikke noget der hed.
Portionerne skulle være store, der var tre karle og en pige og efterhånden var vi også tre børn. Meget ofte spiste Jens Jørn også med. Han var nabo og gav mange gange en hjælpende hånd.
Det var ikke meget anderledes, som far fortæller fra sin barndoms slagtning:
”Slagtningen begyndte tidligt om morgenen, endnu før det blev lyst, for også det skulle tilendebringes på en dag. Det var ikke så besværligt dengang, for det allermeste blev lagt i sulekarret og saltet. Der skulle dog laves sylte og finker og smeltes fedt. (Fedtegreverne var forbeholdt far). Fedtegrever var det der blev tilbage når fedtet var smeltet af. Der skulle renses tarme både til blodpølse og medisterpølse. Blodpølsen blev kogt dagen efter slagtningen Mor og pigerne kunne ikke nemt komme til for os børn, før vi havde fået den første ”smau” af blodpølsen. Jeg må fortælle, at far altid selv stak grisen og skrabede den ved karlenes og Kristians hjælp. Under dette arbejde blev der som regel sagt nogle mere eller mindre drøje vittigheder, som også var sagt året før.
Det var kun lidt af grisen der blev spist usaltet, men vi fik dog gerne ribbenssteg og medister mens det var ferskt og det blev nydt med en følelse, som vi slet ikke kender i dag.”
Om foråret fik vi kyllinger, der var sat elektrisk kyllingemoder op og gjort klar et par dage før, så de små væsner ikke skulle fryse. Det kunne nemlig gøre, at de klumpede sig og klemte hinanden ihjel. Jeg fulgte begivenheden på tæt hold og glædede mig til at holde en af de små gule dunbolde. Hanekyllingerne blev hurtigt skilt fra hønnikerne som til efteråret skulle blive til høns. Hanerne blev fedet op, og til pinse kunne vi få kyllingesteg, det glædede vi os meget til.
Vi havde altid mange høns. Det var en vigtig indtægtskilde. Dem passede mor, de penge der kom ind for æg var nemlig dem hun havde at råde over. De blev brugt til det der ikke lige hørte ind under husholdningen. Eksempelvis til tøj og andre fornødenheder.
Det skete ikke så sjældent, at en høne måtte lade livet. Den blev som regel kogt til suppe.
Hønsehuset var en del af det gamle stuehus, hvor far havde levet sin barndom. Der var en masse redekasser, små firkantede rum, hvor der var halm i bunden. Her gik hønsene ind for at lægge æg. Det kunne ske der var gået et æg i stykker og så var æggene alt andet end rene. Det skete også at æggene var lagt på gulvet, så man måtte kravle rundt på gulvet og samle dem. Inden de skulle sælges, skulle hvert æg gøres rent. De skulle også sorteres i størrelse. Mor havde en lille vægt, hvis hun var i tvivl. Man måtte ikke bruge vand, men brugte fint sandpapir, derfor var det vigtigt at æggene blev samlet mere end en gang om dagen, så var de nemmere at rengøre.
For enden af hønsehuset var der en lang række med rafter, hvorpå hønsene sad om natten. De havde mulighed for at gå ud i hønsegården om dagen via en lille lem i muren. Det var meget vigtigt at den lem blev lukket om aftenen, ellers kunne der nemt komme besøg af ræven og det var en katastrofe.
Ugentlig kom der en ”æggemand”, han kørte fra sted til sted og købte de æg folk havde. Ligeledes kom brødmanden, og som før nævnt, fiskemand en gang om ugen. Der kørte også slagter, men det var ikke ofte vi handlede med ham.
Af og til kom der en kludekræmmer, ”uldjyde” som man sagde, jeg tror ikke han kom fra Jylland, men han havde en stor kuffert med undertøj og strømper. Enten kom han gående eller havde en gammel cykel, hvor kufferten var spændt fast. Der er nok blevet handlet lidt, men jeg husker kun når han kom, jeg var lidt bange, han så anderledes ud i tøjet og så vist ikke kam og sæbe hver dag.
En anden kom for at handle med snørebånd, bændler, skosværte og sikkerhedsnåle, stoppenåle og den slags. Det var ting der blev brugt i dagligdagen, så han har nok gjort en god handel mange steder.
Skærslipperen kom også. Han så ikke bedre ud i tøjet end uldjyden, men var gerne i godt humør når han svingede ind i gården med sin trillebør. Han levede vist mest af kogesprit. Man kunne blive så grueligt snydt med slibning af knive og sakse, så mor overlod ikke gerne sine ting til ham.
Vi havde selv en slibesten. Far var rigtig god til at slibe knive. Ikke bare til husholdningen, men også til de lange knive som blev brugt til slåmaskine og selvbinder. Jeg har ofte timevis syntes jeg, trukket slibestenen rundt for ham. Selve stenen var stor og tung og den løb rundt i et lille kar med vand og så var der håndsving på. Det skulle foregå i et bestemt tempo ellers blev der talt med store bogstaver.
Det skete også, at der kom en mand og spurgte om ”fruen” havde noget der skulle klinkes. De var som regel overmåde høflige når de kom og tilbød sig, det havde de tillært sig, ellers blev de bare afvist.
Hvis en skål var gået i stykker, så blev skårene gemt, man smed den ikke bare ud, den kunne blive god igen når den var klinket. Sporene var tydelige. Revnen blev nærmest brun efter limen og så blev der sat noget der mest lignede kramper, nogle steder, til at holde sammen på det hele.
Børstenbinderen kom ca. en gang om året. Han havde alt i koste og børster. Ham blev der handlet meget med. Staldkostene blev hurtig slidte og spandebørsten var helt uundværlig. Alle mælkejunger skulle vaskes når de kom fra mejeriet, dertil havde man en særlig børste. I husholdningen var det den almindelige fejekost og gulvskrubbe som blev mest brugt. Til rengøring af gryder blev der brugt en karskrubbe. Den og nogle af kostene, var lavet af revlingris. Det er helt tynde, smidige ris (pinde). Det var et bundt som var bukket på midten og der sad en ring, så man også kunne hænge den. Midt på var den holdt sammen med kobbertråd. Meget nyttigt redskab til de gryder, hvor maden næsten altid var brændt lidt på. Gryderne var af jern og belagt med emalje, som nemt krakelerede og så den direkte ild på komfuret, det kunne godt være et problem.
Man lavede fortrinsvis koste og børster af heste- gede- ko- og svinebørster.
Mor brugte flittigt tøjbørsten. Når jeg kom hjem fra skole, og der lugtede af salmiakspiritus, så vidste jeg at der havde været gang i pletrensning på tøj. Fars pæne tøj blev ikke hængt på plads efter brug, før det havde fået en omgang. Tøjet den gang kunne ikke vaskes og rensning på renseri brugte man ikke. Hvis tøjet skulle hænge længe inden det skulle bruges igen, kom det i en pose sammen med mølkugler. Møl trivedes utroligt godt i det tøj man havde, som mest var af uld. Ærgrelsen var stor når man tog et stykke tøj der havde været møl i.
Man kunne godt komme til en fest og få en bordherre, hvis tøj havde hængt i mølpose, så stank tøjet af mølkugler, hvilket ikke var særlig rart.
Når mor og far skulle til enten fest eller almindelig familiesammenkomst, var det altid mørkt tøj. Til fest var damerne altid i lange kjoler, alle sorte måske med lidt perlesyning. Jeg kan ikke huske, at mor havde en kjole med farver. Alle så sådan ud, så det var der ikke noget mærkeligt i. Tiderne ændrede sig, også på det punkt, efter 2.verdenskrig, da var det ikke kun de unge der gik med farver på tøjet.
Under anden verdenskrig havde vi kaniner, de gik i bure i det svinehus der den gang lå på den anden side af hestestalden ud til vandingen. Jeg ved ikke om det var med salg for øje, men jeg ved, at det var en god middagsret som supplement til svinekødet.
Ænder havde mor også at passe. De blev fodret godt med korn og så kunne de svømme i vandingen om dagen. Deres vralten og rappen fortalte, at de ikke havde spor lyst til at komme i hus, når vi til aften kom for at lukke dem ind. Ræven var tit på udkig efter en andesteg og det skete der forsvandt en and.
En vanding er at sammenligne med et gadekær, altså et stort vandhul. Egentlig skulle den nok fungere som branddam mange steder, men det var vores slet ikke stor nok til. Derimod blev den brugt til at lægge ajletønden ud i, den var af træ og kunne tørre ud, når den ikke blev brugt, der stod også somme tider en fjeldvogn med hjulene i vand, de kunne også tørre ud og så faldt jernringen af, som holdt dem sammen.
Fjeldvogn på gårdspladsen
En hjulmand kan man i dag med held se på de arbejdende museer.
Når jeg er ved familien der, så var deres farmor mejerske i sine unge dage. Det vil sige, at hun tog sig af forarbejdningen af mælk og lavede smør og ost, for eksempel. Det var mest herregårdene der havde mejersker, og farmor var på herregården Ravnstrup ved Herlufmagle.
Når ænderne lagde æg, samlede mor dem og så blev de lagt under skrukhøns i redekasser på loftet. Det var meget spændende at følge når de små ællinger kom ud af ægget som nogle små dunbolde.
I december blev de så slagtet, især med henblik på julen, hvor vi altid fik andesteg. Den dag vi slagtede ænder var så mange som muligt samlet om arbejdet, det foregik i kostalden, for der var varme fra dyrene. Det var vigtigt at samle alle fjer og dun og holde dem adskilt. Det var sent at plukke en and. Mor kom fjer og dun hver for sig i store brune papirposer og så blev de hængt op på loftet.
Efterhånden som der blev nok og der var behov for det, blev de brugt til dyner og puder.
Alle vingerne blev gemt, de blev brugt til mange forskellige ting, for eksempel til rengøring. Sofa og lænestole havde spiralbund og der var det vældig praktisk med en fjervinge til at fjerne støvet. De blev også brugt ude ved maskinerne. Allerbedst var det med gåsevinger, men det var kun i bedstefars tid vi havde gæs. Da han ikke var mere, ville mor og far ikke have gæs. De krævede meget plads og når de gik frit ude lavede de et forfærdeligt svineri.
Som før i tiden, blev der også i vor tid fortalt historier når vi plukkede ænder. Ellen var der altid, og hun kom meget rundt hos folk og hjalp, så hun vidste en masse om mange mennesker og fulgte også godt med indenfor familien.
Vi havde en radio og der blev holdt avis, men derudover var det kun når man snakkede ”over hegnet”, at man fik noget at vide.
Urtehaven var stor. Vi skulle jo være selvforsynende med alt, kendte ikke til at købe grøntsager eller frugt, undtagen til jul og når der var familiefest.
En nøddegang skilte den gamle have og urtehaven. Her var alt i grøntsager, kål og bær. Jordbær for eksempel, dem glædede jeg mig særligt meget til. Det var ikke alle der havde jordbær. Dem fik vi som pålæg på rugbrød, så der var altid nogle der gerne ville bytte min jordbærmad i skolen.
Der var en lang række med stikkelsbærbuske. De nåede næsten altid at få en sort belægning, som så skulle gnides af når vi skulle nippe dem. Jeg tror ikke vi havde tomater i haven, det blev først almindeligt langt senere. Bønner var der mange af, igen for at have noget at bruge om vinteren. Vi havde en lille maskine, der kunne tage to bønner af gangen, hvor de så blev snittet. Det hørte med til det sjove, så det var ikke slemt at blive sat til at snitte bønner. Der var også sølvbeder, som jeg ikke tror man kan få mere. Afløseren for dem var spinaten, som var finere i bladene. Vi havde også kørvel, som blev brugt til suppe på lige fod med grønkål. Kørvel har en helt speciel smag, som jeg gerne oplevede igen. Der var grønkål, hvidkål, rosenkål, rødkål og rødbeder og mange ærter. Der var græskar og asier, gulerødder og løg. Kartofler havde vi i marken og når de blev taget op om efteråret blev de lagt i kuler ligesom gulerødderne og rødbeder blev det. Så hentede man ind til nogen tid af gangen. Det var en kold oplevelse at skulle hente de grøntsager ind om vinteren, ofte var kulen dækket af sne og dernæst et lag halm med jord på, som skulle fjernes inden man kom ind til det man gik efter. Det var meget vigtigt, at der blev dækket godt til igen for frosten.
 Fætter Ejvind er på ferie.  |
Jeg kan huske engang hvor jeg fik en spand i hånden og besked om, at plukke ribs. Jeg troede jeg var meget smart, da jeg fyldte godt op fra bunden med blade, så det tog ikke så lang tid, men mor blev meget vred da hun opdagede det, og jeg kan tænke mig at jeg er blevet sendt af sted igen – som fortjent.
Det var ikke det eneste nummer jeg lavede. Jeg husker meget tydeligt engang hvor jeg havde taget 35 øre i mors pung. Skolelærerens Karen havde nogle helt uimodståeligt kønne glansbilleder. Dem ville jeg gerne eje, men hun forlangte altså 35 øre for dem. Havde jeg spurgt, havde jeg fået nej Jeg kendte ikke til at få lommepenge, det var der vist ingen andre der gjorde, så jeg lod mig friste. Det værste var, da det blev opdaget, så måtte jeg gå den tunge gang tilbage med glansbillederne og Karen måtte af med pengene.
Blomsterhaven foran stuehuset var meget flot. Snoede havegange omkring græsplænen frem til en stor stensætning, fyldt med blomster og foran en bænk, hvor vi kunne sidde og nyde et springvand. Flagstangen stod foran stuehuset og det var dejlige dage, når vi sammen med far hejste flaget for at fejre fødselsdag.
Først i 1900 tallet skete der noget med stuehusene på gårdene. Folk havde brug for mere og bedre plads, en stue mere eller et værelse. Hos os var det gamle stuehus helt nedslidt og der blev i 1912 bygget et nyt stuehus. (pris 6000 kr.) Det har været en kæmpe forandring for mine bedsteforældre, hvor de kom fra små lavloftede rum og over i det nye, med højt til loftet. Dagligstuen blev flittigt brugt, men den fine stue med de røde plysmøbler blev der kun åbnet til ved særlig festlige lejligheder, som for eksempel julen. I 1918 blev indlagt elektrisk lys. Der forinden var det petroleumslamper og tællelys der blev brugt som belysning. Jeg kan nok ikke rigtig forestille mig, hvilken forandring det har været. Fra petroleums lamper, der røg og lugtede og så til at trykke på en knap. Det var ikke tilgiveligt at gå fra et rum uden at slukke lyset efter sig. Der var også kun et lampested i hvert rum. I karnappen stod dog en bordlampe.
I min barndom var der ikke møbler i den pæne stue. Da bedstefar døde fik fars søskende en del, bl.a. de møbler der stod i den stue.
Det var faktisk først i 1950erne at mor og far købte møbler til den stue. Den blev indtil da brugt til større familie sammenkomster. Konfirmationer og runde fødselsdage. Og så til jul, hvor juletræet altid stod der.
Der var ikke noget der hed køleskab eller fryser, nej, der var sulekar i kælderen, hvor næsten alt kød blev lagt ned og saltet for at kunne holde sig. Når flæsket skulle bruges, måtte vi dagen før tage det op af sulekaret, lægge det i vand, så saltet kunne trække ud, det måtte ofte gentages flere gange, efter hvor lang tid det havde ligget. Der var også en stor tønde med spegesild, som var en almindelig spise med stuvede kartofler til. Der var hylder fra gulv til loft, hvor henkogningsglas stod på række, de indeholdt både kød og frugt. Det var forholdsvis nyt, at henkoge, men det brugte mor meget. Ved siden af sulekarret stod et bord, der stod brødmaskinen, som slet ikke var en maskine, men en halv kasse på ca. 30 cm hvor man lagde brødet og for enden var en buet kniv som blev betjent med et håndtag. Man skubbede brødet frem og kunne selv bestemme tykkelsen på skiverne. Når man var færdig blev krummerne fejet sammen med en fjervinge fra en and.
Når der var malket til aften gik en af os med et stort rødt lerfad, ned til stalden og fyldte fadet med mælk. Det blev sat på kældergulvet og næste morgen skummet for fløde, der kunne være rigtig meget. Det blev brugt i madlavning og somme tider som flødeskum til dessert eller lagkage. Det var tykkere end den piskefløde man kan købe. Først når mælken kom på mejeriet blev den behandlet så fløden kom fra sødmælken. Letmælk var der ikke noget der hed, men skummetmælk og valle kunne man få med hjem til at fodre kalve og grise med. Der blev også lavet kærnemælk og den var noget bedre end den vi kender i dag. Vi brugte meget kærnemælk i husholdningen, fik tit kærnemælkssuppe om vinteren og koldskål om sommeren.
Om sommeren fik vi tit tykmælk. Det blev lavet til i dybe tallerkner. Man blandede kærnemælk og sødmælk + fløde, det stod natten over på køkkenbordet, fordi det gerne måtte stå lidt lunt. Det blev serveret med revet rugbrød og puddersukker. Det smagte utrolig godt.
På kældergulvet stod i bærsæsonen mange store krukker fyldt med forskelligt frugt, der var blandet med sukker. De skulle røres hver dag i ca.3 uger, så var saften trukket ud og den blev siet fra og kom på flasker og blev proppet til. Bærrene blev brugt som tilbehør til middagsretter eller til sødsuppe. Der blev gjort meget ud af at rense flaskerne for ellers kunne saften ikke holde sig. Alligevel kunne man godt få fat i en flaske saft der var gæret og som så måtte kasseres.
Der blev også kogt meget frugtgrød, om sommeren blev det spist som efterret, faktisk hver dag. Frugterne havde vi jo selv og ingen fryser til at opbevare dem i til senere.
Når det var tid for blommer og æbler blev mange tørret i ovnen. Vi havde en lille æbleskræller, der blev spændt fast på bordet. Æblet blev sat på en lille greb og så drejede man på håndsvinget og nu skete underet, æblet blev skrællet og kom ud som en spiral og kernehuset sad tilbage. Disse tørrede frugter blev gemt i små melposer af stof . Om vinteren kunne man så tage en portion, lægge den i blød og bruge den til frugtsuppe.
Foruden afgrøderne på marken, var køerne en væsentlig indtægtskilde. Jeg husker ikke hvor mange køer der var, men den gamle kostald var indrettet med båse i hver side, en fodergang foran køerne og en midtergang bag. På hver side af den var der en grebning, hvor ejle og gødning lå.
Vi havde altid en fodermester, der udelukkende sørgede for køerne. Det betød meget hvordan han var til at passe sit arbejde, det mærkedes på den mængde af mælk der blev produceret, som igen gav udslag på det der kom hjem i mælkepenge. Fodermesteren begyndte meget tidligt om morgenen, kl. 5 tror jeg. Han skulle have malket til mælkekusken kom. Det var håndmalkning og det kunne godt være noget af en oplevelse at komme i stalden om morgenen, hvor køerne hele natten havde ligget og rodet i deres eget møg. Yveret måtte tørres af før malkningen kunne begynde. Alligevel kunne der godt drysse noget i mælken, men det blev siet fra, når mælken blev hældt i jungerne. Ovenpå jungen var sat en stor aluminiumstragt. I bunden på den var der et slags trådnet, en finmasket nederst og en grovmasket øverst. Man var så nogenlunde sikker på, at alt snavs blev skilt fra der.
Om sommeren blev køerne efter malkning lukket ud på græs og gik der til de skulle malkes til aften. Når de var ude kunne fodermesteren begynde at muge ud fra grebningen. Med håndkraft blev møget skovlet på en trillebør og kørt på møddingen. Efterhånden som møddingen blev fyldt, blev der lagt et bræt ud til at køre på, det blev øget flere gange. Det var noget af en balancegang at ramme det bræt med trillebøren. Når det om vinteren var mørkt kunne det især være svært at ramme. Mange gange skete der også det, at enten smuttede trillebøren eller fødderne og så sank man bogstaveligt talt, ned i møget, måske også med både arme og ben. (husk, der var ikke brusebad, men bare koldt vand at vaske sig i, så der kunne gå lang tid før lugten forsvandt) Da der ikke var så meget arbejde med dyrene om sommeren, blev tiden brugt til, for eksempel vask af båse og kalkning af vægge. Om vinteren var det meget mere besværligt. Køerne stod på stald hele tiden og skulle nu have deres foder serveret inde. I en stor gammel kiste i laden var der oliekager, de kom hjem i sække fra foderforretningen i Slagelse. Sækkene tog de med og brugte dem igen. Vi havde også selv sække til korn, det var såkaldt sækkelærred de var lavet af. Der blev passet godt på dem, men det skete der gik hul på sækken, så blev den repareret med en stopning. En mus kunne nemt gnave sig gennem sækken og så var der serveret.
Køerne levede godt af markens forskellige afgrøder. Når der var høstet blev alt halmen samlet og gemt på loftet eller i en stak udenfor. Noget fik de at spise og andet blev der strøet med, så de kunne ligge godt. Vi havde både foderroer og sukkerroer. Toppen blev lavet til ensilage, som også var et kosttilskud. Foderroerne blev lagt i en lang kule, dækket med halm og jord ovenpå til at holde halmen på plads. I løbet af vinteren blev de så kørt ind i roehuset ved siden af stalden. Der var ofte både is og sne som skulle fjernes inden de kom ind til roerne.
Roerne skulle helst ind inden der var brugt helt op, så de kunne ligge nogle dage inden de skulle bruges. Det kunne give køerne en slem mavepine, hvis de fik halvfrosne roer.
Far fortæller:
Jeg lærte tidligt at malke. Det var dengang pigernes arbejde, men da jeg først havde lært det, måtte jeg tit være med, og skete det, at vi kun havde en pige, måtte jeg være med hver gang og så var det ikke altid jeg var lige villig. En gang havde jeg gemt mig til malketid og da far fandt mig ude i haven, blev jeg med små arrige nakkedrag og puf i ryggen gennet ned over gården, og da vi nåede kostalddøren, fik jeg et puf, så jeg røg på hovedet ind af den. ”Tror du så du kan nære dig en anden gang og se at komme i gang med at malke”, råbte far efter mig.
I foderloen stod vægten og den var med løse lodder. Far var en meget hidsig mand og noget af det, han kunne blive mest opbragt over var, hvis lodderne til vægten var blevet væk. En gang havde jeg leget nede ved vægten og de små lodder var blevet væk. Da far kom og skulle bruge dem, blev han meget vred. Han kom ind i stuen og spurgte, om det var mig, der havde smidt lodderne væk og da min brødebetyngede mine fortalte ham, at jeg ikke var helt uskyldig, tog han mig i håret og trak mig i det hele vejen ned over gården til vægten, hvor jeg fik besked på at blive til jeg havde fundet lodderne.
Til de mere dystre minder hører, at jeg en gang havde glemt at lukke foderkisten med bygskråning og også glemt at lukke døren fra kostalden til foderloen. Så var der kommet en ko og en kvie løs og de havde forædt sig i bygskråning, så de måtte slagtes. Far ville så prøve at sælge kødet herhjemme i sognet, og hvor meget jeg tudede og bad for mig, blev jeg tvunget til at køre med rundt til sognets flok og sælge kød. Jeg kunne vist ikke have fået nogen værre straf for min glemsomhed.
Sukkerroerne blev leveret til en plads, hvor der kom et lille tog fra Gørlev sukkerfabrik og tog dem med. Retur fik vi affald, det kunne minde om meget groft revne gulerødder, men var helt hvidt. Når det kom hjem blev det fyldt i en stor rund træbeholder. Nu skulle det trædes sammen, så vi har trampet rundt der i mange timer. Affaldet afgav varme, så det var meget behageligt at være der. Når det skulle bruges var det så fast sammenpresset, at det blev skåret ud i store firkanter. Det var et tungt arbejde at køre det ind på trillebør.
Ajlen løb fra grebningen lige ud i ajlebeholderen. Når den var fuld blev ajlen kørt ud på marken. En trætønde beregnet til det samme, blev lagt på en fjeldvogn, hesten spændt for og så blev ajlen pumpet op i tønden. Når de kom ud på marken blev der åbnet for enden af tønden og ajlen blev spredt. Karlen gik ved siden af vognen, det kunne blive til mange kilometer om dagen.
De roer der skulle fodres med blev hakket i småstykker. De blev smidt ind i en stor tromle af jern og en kniv i den anden ende sørgede for at ”raspe” dem.
Ved midsommer var det høet der skulle høstes. Når det var slået skulle det ligge og tørre nogle dage. Derefter kom det op at hænge. Der blev stillet nogle rafter op, som godt kunne minde om et telt, derpå blev høet hængt derpå. Sådan noget nyhøstet hø havde en dejlig duft. Til sidst blev det kørt hjem og kom op på staldloftet. Det var selvsagt sol og varme, så det var en varm omgang at få høet hjem. Karlenes nøgne overkroppe var fyldt med støv fra høet og de fik også nogle rifter af og til. Høet var ikke samlet på nogen måde. Når sådan en dag var overstået var det bedste en tur til stranden. I dag ser vi hø ligge i store runde baller og har ikke været i menneskehænder overhovedet.
Inden næste års høst skulle i jorden, blev der kørt møg ud. Det var et knoklearbejde at få det læsset. Det var møg fra både grise og køer, godt blandet med halmen der var strøet med. Fjeldvognen blev kørt så tæt på som muligt og så blev der læsset med en greb. Det tog flere dage at tømme møddingen og når det kom ud på marken skulle det spredes.
Derefter skulle der pløjes. Det var sent efterår og kunne være koldt. Iført gummistøvler, arbejdsbukser, en kort frakke med kraven slået godt op om ørene og en kasket, gik karlene nu i dagevis bag ploven.
Det er klart, at det var et kæmpe fremskridt, da der kom traktor på gården. Der var ikke førerhus på de første modeller, så det var også koldt, men det gik hurtigere.
Når jorden var færdigbehandlet skulle vintersæden sås. Så gik man igen, denne gang efter såmaskinen. Her skulle der holdes øje med, at kornet hele tiden løb ud af alle tragter. Stoppede en af dem kunne man tydeligt se det, når kornet kom op, så var der bare ikke noget.
Der var to spand (fire) heste. Far var glad og stolt over sine dejlige Frederiksborg heste og det var vigtigt, at karlene også havde et godt forhold til dem og forstod at arbejde med dem uden de blev overbelastede. I modsat fald blev der talt med store bogstaver.
 |
Til højre det gamle stuehus, hvor far er født. Det der i min barndom blev brug til hønsehus. Tilbygningen kom senere til (udvidelse af det ældste stuehus.) Der havde mine oldeforældre aftægtsbolig. Porten til venstre er indgang til hestestalden. |
Der var hestestald der hvor Søren havde kostald. Der var nøjagtig så højt til loftet, og så bredt, at hestene kunne kante sig ind ad døråbningen til deres båse. Hele stalden var brostensbelagt, meget upraktisk, dels at gå på, men også at holde ren. Det skete også at der kom et lille føl. I en boks for sig selv, gik hoppen til den skulle fole, og bagefter sammen med føllet til det kunne klare sig selv.
Noget helt særligt ventede os om sommeren i krigsårene. Når vi kom fra skole skulle vi på mosen, hvor der blev skåret tørv.
Over alt i landet, hvor der var mulighed for det, prøvede man at skaffe sig brændsel. Det være sig brunkul eller tørv. Mange gravede forgæves, men i vores mose, som i århundrede havde ligget uberørt hen og kun var brugt som afgræsning til ungkreaturerne, var det muligt at skære tørv.
Det skulle være sol og tørvejr når der blev begyndt på det. Karlene og Jens Jørn begav sig med hest og vogn til mosen. Der var ca. en kilometer.
 |
Vognen der blev brugt til tørveæltning. Bagved ses karlekammer og vognport. Det der senere blev bolig for mor og far. |
Det øverste lag, det vil sige alt græsset blev fjernet. Nu kom den sorte tørvejord til syne og de kunne begynde at grave. Tørven blev læsset op i en firkantet kasse, hvori, der var et par roterende grebe, som skulle ælte tørven med en passende mængde vand, til en grødagtig masse. Derfra blev den fyldt i nogle meget lange rammer og jævnet ud. Med et jern der havde tre ”ben” gik Jens Jørn og skar massen i firkanter, de lignede små mursten, først den ene vej, så den anden. Nu gik der så flere dage før tørven var tør og når den var det, kom Birgit og jeg ind i billedet. Tørven skulle vendes, hver eneste firkant og det var noget vi kunne mærke i fingrene. Tørven var nærmest som sten og meget ru i kanterne. Der var ingen ”kære mor”, arbejdet skulle gøres og hænderne vænnede sig til det som tiden gik. For at blive helt tør skulle den røjles, så vind og sol kunne tørre den. Der blev lagt en kreds på jorden og så byggede man op og trak faconen, så den til sidst var lukket i toppen. På det tidspunkt kunne tørven godt tåle en regnbyge, men bedst var det hvis den kom hjem i hus inden. Når tørven kom hjem blev den lagt ind under trappen til loftet på det gamle stuehus.
Det var det vi havde at fyre med om vinteren, suppleret med brænde. Der var den gene, at der kom utrolig meget aske efter fyring med tørv.
Det var lige meget om det var kakkelovn eller komfur, så skulle der dagligt tømmes askeskuffe inden vi tændte op. Det støvede hvis man ikke var meget forsigtig.
Når det var godt vejr, kunne man finde far på brændepladsen. Her har jeg ofte været med, for at samle grenene sammen, så far bare skulle hugge dem. På det tidspunkt var han noget gangbesværet, så derfor skulle jeg hjælpe. Far var en glad mand og han sang eller fløjtede næsten altid. Det var når vi huggede risbrænde, at jeg lærte nogle af de gamle viser. F.eks. ”På Samsø var en pige” og sangen om ”Hulda”. Der var altid mange vers og far kunne dem udenad, han havde lært dem da han var dreng. Da brugte man at synge den slags, og jeg vil tro, at det har jævnet arbejdsgangen i det daglige.
Dyrskue hørte også sommer til. Hvordan det har været, ved jeg ikke, men det var en stor begivenhed for bønderne. Det har mest været dyr af alle slags, maskiner var der ikke mange af, men det begyndte selvfølgelig at komme, og så var det sådan et sted de blev vist frem. Det helt store var Bellahøj inde ved København. Det har været meget besværligt at få fragtet dyrene så langt den gang, men det betød meget at have fået en præmie der. Vi har nu aldrig haft dyr på dyrskue, men far var interesseret, og kun en gang husker jeg at han var på Bellahøj. Det er nok fordi, at han havde en gave med hjem, antagelig ikke bare til mig, men jeg fik en lille danserinde. Hun var af metal. Hun havde en grøn kjole og nederdelen stod omkring hende som et strutskørt. Lige under nederdelen kunne jeg stikke en savklinge lignende dims ind, og når jeg trak den hurtigt ud, så kunne hun danse. Jeg glemmer hende aldrig.
Vi var ikke vant til at få gaver, når det ikke lige var jul eller fødselsdag.
Sommer var også ferietid. Jeg kom på ferie hos morfar, ellers ikke andre steder. Moster Anna var i mange år den der stod for husholdningen på ”Johansminde”. Jeg tror hun havde det godt med, at jeg kom på ferie, så skete der lidt andet.
Hun gav sig tid til at lege i den store grusbunke eller i haven, hvor der blandt andet var en hængekøje spændt op mellem et par store pæretræer. I dårligt vejr kunne jeg lege på verandaen, som var overbygget. Der var på nabogårdene børn på min alder og tit legede jeg med dem. Nærmeste nabo havde en hund, som stod bundet. En dag kom jeg for nær og den bed mig i armen – stort postyr, så vi måtte cykle til lægen i Glumsø, hvor jeg fik en stivkrampe indsprøjtning. Jeg har stadig ar efter den oplevelse.
 På munkebakken. |
Mange ture tog vi til Næstved. Gik i butikker og så var vi på munkebakken. De store graner, man ser i dag, var ganske små og vi havde et flot udsyn fra en lille indhegnet platform. I dag er der et ret højt tårn, som man skal op i, for at se ud over byen. |
Men da moster Anna flyttede til København blev Bitte og jeg inviteret derind. Hun var god til at tage os med ud og se noget og der fik jeg mit første besøg i Zoologisk Have. Erindrer ikke noget særligt derfra, men selvfølgelig har det været en stor oplevelse. Det var ikke alle der kom til København den gang. Vi gik strøgtur og var på konditori og kunne vælge kager, der var meget at fortælle om, når vi kom hjem.
Den rigtig travle tid var kornhøsten. Man var utrolig afhængig af vejret, regn i lang tid kunne ødelægge kornet. Aksene bukkede og lå de for længe på jorden spirede kernerne og var ubrugelige. Men når det var sol og varme blev der arbejdet alle de timer det lod sig gøre. Man begyndte aldrig at høste på en mandag, (overtro) men der skulle ”hugges for” i hjørnerne så maskinen kunne komme i et skår, det kunne man gøre. Tre heste blev spændt for selvbinderen, hvor en af karlene sad og styrede. Knive skar kornet af og det blev transporteret gennem maskinen og kom ud i neg, som var blevet bundet sammen med selvbinderbånd. Negene blev smidt på jorden og så gik man i gang med at sætte i travehobe. Man tog et neg under hver arm, bar dem ind hvor de skulle sættes sammen i en lang række. De skulle stå meget bestemt, lidt på skrå, så der kunne komme luft ind og top mod top, så regn ikke kunne trække gennem.
Når kornet var godt tørt skulle det køres hjem. Det der var plads til kom på loftet og resten blev sat i stakke, hvilket var noget der krævede øvelse. Negene skulle ligge meget bestemt for ikke at skride ud. Det var i mange år Jens Jørn der stod for det arbejde.
Det var det værste jeg vidste, når jeg skulle på loftet og ”tage fra”. Karlene havde været i marken og læsse neg på fjeldvognen, som var blevet udstyret med en stor ramme, så der kunne ligge noget mere. Vognen kørte tæt på gavlen og gennem en lem blev negene nu smidt ind på loftet, ja, de blev nemlig smidt ind og det i et tempo, som kunne være svær at følge da jeg ikke var så gammel. Negene kunne nemt hobe sig op inden jeg fik smidt dem videre til Jens Jørn, som satte dem sammen så der kunne være så mange som mulig. Jeg har prøvet at smide et neg ud af lemmen igen, når det blev for groft, hvilket ikke faldt i god jord, men det hjalp så lidt på tempoet. Dengang var negene fyldt med tidsler, man kendte ikke til at sprøjte for ukrudt, så selv om jeg havde bomuldshandsker på, havde jeg mange tidsler i fingrene og jeg blev revet på benene af stråene. Samtidig var der ulideligt varmt og der var vist ingen der tænkte på, at vi skulle drikke rigeligt, så jeg blev somme tider dårlig, men opgive det var der ikke tale om.
Det kunne ske, at der blev en lille pause mellem læssene. Når negene var lagt for dårligt, så skred de ud og hele læsset væltede. Det var her man skulle finde en grimasse der kunne passe, for nej hvor blev de tossede. Det var jo dobbelt arbejde. Vedkommende der havde lagt læsset måtte høre meget for det.
Note: Teksten er erindringer skrevet af Kirsten Olsen som er født og opvokset på Fugleholmsgården. Teksten har hun tilegnet hendes børn og børnebørn.
