Når høsten var godt overstået blev der holdt høstgilde. Alle der havde hjulpet til blev inviteret til spisning. I mange år var det samme dag som forsamlingshuset havde høstfest, så når der var spist skulle næsten alle til bal i forsamlingshuset.Når efterårsarbejdet var overstået i marken var der nok at tage fat på. Alt kornet skulle tærskes. Vi havde selv tærskeværk, men ellers var det meget almindeligt at man lejede et tærskeværk. Så foregik tærskningen ude i det fri, selvfølgelig skulle det være godt vejr, men de slap for den støvsky man stod i, når det var inde i laden. Tærskningen hørte til i de lange vintermåneder.
Selv de mindste ejendomme havde husdyr og korn og roer på marken, men ikke bygninger der kunne rumme det.
Far fortæller:
Et af de værste arbejder jeg havde som dreng, var at køre tærskeomgang. I 1906 købte min far selvrensende tærskeværk. På hesteomgangen var der to ”bomme” med to heste for hver. Det var nærmest en tortur at gå rundt og rundt der i flere timer, somme tider i sne og slud og bidende frost, og holde varmen kunne man aldrig om vinteren, selvom man havde masser af tøj på. Når det var regn eller sne, blev træskoene fulde af pladder og man frøs forfærdelig om fødderne. Og køre tilpas kunne man aldrig. Snart gik det for småt og når man jagede på, gik det for stærkt. Og hestene var durkdrevne. Gik man efter det ene par med pisken, sakkede det andet par bagud, og man var grædefærdig af arrigskab. Og gik man så i sin arrigskab hen og tævede løs på hestene, så gik det for stærkt, så kom far ud i porten og råbte: ”Er du tosset dreng, ska` du ha` splittet maskinen ad”? Det værste var, at jeg som regel fik en forfærdelig hovedpine og kvalme, når jeg kørte tærskeomgang, så jeg måtte som regel gå i seng, når jeg var færdig. Nogle steder bl.a. hos min fætter i Krænkerup, blev børnene sat op på ryggen af hestene og bundet fast når de skulle køre tærskeomgang. Godt at nutidens bønderbørn ikke kender til at køre hesteomgang. Hvor der ingen børn var til det væmmelige arbejde, var det pigernes eller konernes arbejde at køre hesteomgang. Vi havde også heste for, når vi skar hakkelse, men der var kun heste for den ene bom, og det varede sjældent mere end en halv time af gangen.
Om vinteren, når vandet på mosen var godt frosset til, kunne der skæres rør. De blev bragt hjem og så blev der lavet langhalm. Der var stråtag på alle bygninger og derfor var der altid et eller andet sted, der trængte til at blive repareret, det brugte man så langhalmen til.
Seletøjet (til hestene) skulle holdes ved lige, så der gik også tid med at reparere og smøre det, det foregik i stalden, hvor der var varme fra dyrene. Her blev sækkene til korn også gået efter og hullerne stoppet. I en snæver vending var det en tot halm der blev vredet og stoppet i hullet, men det det var jo ikke holdbart i længden.
Det var også de lange vinterdage, at der blev slået reb. Igen var det Jens Jørn der var brug for, han kunne mange ting. I høsten blev kornet bundet med selvbinderbånd i maskinen, inden det blev smidt af på jorden. Det bånd blev snittet med en kniv man havde spændt fast på hånden, og gemt når der blev tærsket. Det hængte så i store bundter til det skulle bruges. Nu blev alle ender bundet sammen og garnet vundet op i store nøgler, for så at blive spændt ud på lange baner i laden, klar til at blive flettet sammen. I dag skal man vist på museum for at se hvordan man slår reb.
Der var meget brug for reb i det daglige. For eksempel blev der lavet grimer til at give køer og kalve på, når de skulle trækkes på marken, eller til slagtning.
Vi havde rigtig mange æbler i haven, ikke alle nåede at blive plukket ned, så dem der lå på jorden blev revet sammen og kørt på mosteriet. Der lå i mange år en mostfabrik på den anden side af Hejninge, hvor folk kom med frugt og fik lavet saft. Æblerne blev vejet og så vidste man hvor mange flasker saft det ville give og dem fik man så med hjem. Det var utroligt at der kom så dejlig en saft ud af det vi kom med. Æblerne var ormstukne og somme tiden halvrådne, men det betød åbenbart ikke noget. Vi kendte ikke til at få sodavand, men skulle vi have lidt ekstra, så fik vi most, også når vi havde gæster.
Efter krigen, blev det almindeligt at man købte andre former for drikkevarer og så var de små mosteriers dage talte.
Det var en større proces, når æblerne skulle plukkes. Der måtte helst ikke falde for mange af træet, så far gik med en æbleplukker. En lang stang med en jernring for enden, som så igen havde en stofpose syet på. Med forsigtige bevægelser blev hvert æble drejet af og faldt ned i posen. Så stod en af os og tog imod æblerne og lagde dem forsigtigt i kasser.
I sommerhalvåret spiste vi i folkestuen. Man gik fra gangen lige ind i den. Fra gangen gik en trappe op til loftet. I dag er trappen væk og folkestuen en blevet til hverdagsgang. Der var almuerøde vægge halvt op, hvidt for resten. Der var en fast bænk i vinkel, som var almueblå. (Denne bænk står i dag i Birgit og Svends køkken). I vinterhalvåret blev bordet sat ind i køkkenet og så spiste vi der, mest på grund af varmen. Der var ikke meget plads, men det blev en vane. Alle havde deres bestemte pladser ved bordet. Far sad på bordenden, til højre for ham sad forkarlen, derefter andenkarlen og så fodermesteren. Mor sad til venstre for far og så sad vi børn og pigen. Når Jens Jørn var der sad han for den anden bordende. Der blev ikke sagt mange ord under middagen, det kunne være praktiske ting far snakkede med karlene om, ellers sagde man ikke noget. At vi børn ville sige noget var uhørt. Jeg kan ikke huske at vi blev spurgt om noget, eller at vi blev inddraget i en samtale før langt senere.
Mor og pigen havde tit brugt hele formiddagen til at lave middagsmad, og så var to retter mad spist på 10 min. Det gik så stærkt, fordi karlene havde middagsstund bagefter. Kl 13,30 var der kaffe til dem, inden de igen gik i arbejde.
Når Jens Jørn (Jens Peder Jørgensen) var der for at hjælpe, var det i høsten, eller hvis mor skulle have sået urtehaven til eller kalket, når vi skulle gøre hovedrent. Den gang var alle lofter kalkede og man skal have oplevet det for at vide, hvilket svineri det var, mens det stod på, alt var stænket til og var man ikke hurtig, så tørrede kalken og var næsten ikke til at fjerne.
Når det var rigtig varmt spiste vi i haven, i skyggen af træerne. Det var karlene glade for, når det for eksempel var i hø- eller kornhøsten, hvor de bare gerne ville have luft og skygge når de spiste til middag. Både det vi skulle dække bord med, og maden blev sat i køkkenvinduet, så var det nemt at tage det der. Det var altid varm mad til middag.
Når det var vejr til at spise ude, så var det også strandvejr. Så snart vi var færdige med opvasken, kørte vi. Det kunne også være en aftentur, alt efter hvad der var at bestille. Vi cyklede ad støvede grusveje de 3-4 kilometer der var til Næsby strand. Dengang kunne vi både køre og cykle ad markvejen, forbi ”Lille Fugleholm” op til Møllegården, der dengang var brødbageri. Det var det bedste vi vidste, at komme til stranden. Fars kusine, Ellen boede meget tæt på vandet, så hende besøgte vi af og til.
Det skete også, at vi bare satte os ud på trappen i gården, når vi var færdige om aftenen, det kunne også være karlene og det kunne være ret sjovt. Der sad vi så til længe efter solen var gået ned. Det er stadig, når jeg har lejlighed til det, dejligt at sidde på den trappe og nyde solnedgangen og drømme mig tilbage.
Ingen skulle nå noget, undtagen en enkelt aften hvor vi spillede håndbold. Når vi kom fra håndbold gik vi altid i kælderen og hentede frugtgrøden. Så kunne vi sidde og snakke over en portion stikkelsbærgrød eller hvad der var sæson for.
Det var helt almindeligt, at man havde hjælp af en husmand, som for eksempel Jens Jørn, som selv havde en lille ejendom, men havde tid til at give en hånd med. For mange var det også brød på bordet, deres indtjening var lille. Jens Jørn kørte mælk hver dag til mejeriet ”Landsogn”, der lå i udkanten af Slagelse. Det var en lang tur med hest og vogn, der begyndte meget tidligt om morgenen. Der forinden havde han været oppe og malke sine egne køer. Selv den mindste ejendom havde køer, så der skulle læsses junger mange gange, et tungt arbejde. Det må også have været en streng tur for hesten, der skulle trække det tunge læs op over Pilegårdsbakkerne. Om sommeren var det ingen sag, men når det blæste og regnede, for slet ikke at tale om turene om vinteren, da var det en hård tørn. Jeg har set Jens Jørn komme hjem med istapper i tøjet, helt blå af kulde, for han havde ikke meget tøj på.
Det var ikke alle steder man var lige gode til at komme op om morgenen, så mange gange måtte han vente, for lige at få den sidste mælk med. Han var af natur en ret rolig mand, men det kunne også blive for meget når det gentog sig for ofte, så det er sket, at folk selv har måtte køre bagefter med deres mælk. Det kunne han så godt nyde at fortælle.
Jens Jørn kunne ikke lade være med at drille de piger vi havde. For eksempel når vi vaskede storvask skulle han lige stikke hovedet ind i vaskehuset med en kvik bemærkning. Engang hvor pigen vel havde prøvet det før, havde hun forberedt sig. Da jungerne var sat af stak Jens Jørn hovedet i af vinduet og spurgte: ”Er det tørvask”?. I næste sekund svingede pigen en spand vand lige i hovedet på han, så han kørte drivvåd hjem. Han kunne også finde på, at sige til pigen: ”Hvis du gifter dig med mig, så køber jeg Valbygården”. Det tror jeg alle pigerne var ude for.
På vej til mejeriet.
En eller to gange om sommeren fik jeg lov til at køre med på mælketuren, det var spændende at få lov til at se, hvordan man arbejdede der. Jungerne med mælken blev afleveret til mejeristerne, der som første led tømte mælken op i nogle store kar. Der blev lavet smør, ost, sødmælk, fløde, kærnemælk og skummetmælk. Det sidste blev til valle, som kom retur til at give dyrene. Der blev også lavet is. ”Landsogn” is var kendt som den bedste is i mange år. Mælken kom på flasker, der var 1 liter og ½ liter flasker, og ¼ liter til fløden. Flaskerne blev lukket med en staniolkapsel. Flaskerne udgik først da papkartonerne kom på markedet.
Når Jens Jørn havde fået jungerne retur og var klar til hjemturen, så gik han ind og hentede en kasse med is. Små runde is med jordbærsmag eller vanilje med chokoladeovertræk. Så måtte jeg bare spise og det var jo også et spørgsmål om, hvor længe de kunne holde uden at smelte.
Der var et hus i Hejninge, huset lige overfor brugsen, hvor vi kunne købe is. Det var vores søndagstur, mens mor og far sov til middag. De runde is kostede 15 øre. Dem med chokolade kostede 20 øre, men vi kunne godt nøjes med en jordbær uden chokolade. Senere da jeg begyndte at spille håndbold, var det ved ishuset vi samledes bagefter.
Mor satte ”brugskassen” i køkkenvinduet til Jens Jørn, så tog han den når han hentede mælken. Så blev den sat af i brugsen og lavet klar til Jens Jørn kom tilbage og så kom den igen ind af køkkenvinduet. Mange dage lød det så fra mor: ”Der er middag kl.12”, så vidste hun at han fik noget varm mad den dag. De dage hvor Jens Jørn hjalp til, fik han selvfølgelig også maden, og til tider lidt med hjem og engang imellem spurgte mor, om hun måtte låne hans kagedåser, så kom der også lidt i dem. Jens Jørn var alene, hans kone gik fra ham lige inden de skulle have sølvbryllup. Han havde 6-7 børn, som alle kom hjem og hjalp ham og flere af dem så vi om sommeren i længere tid, når de holdt ferie der. Som lille tilbragte jeg meget tid hos Jens Jørn, hans datter Ingse (Ingeborg) tog sig meget af mig, og havde en engels tålmodighed når jeg kom med min perlekrans som var knækket. Det skete nemlig ofte at den måtte trædes om.
Som helt lille var jeg ikke så glad hvis mor og far skulle ud, men så fandt de på, at jeg skulle gå ned til Jens Jørn med en seddel. På den stod, hvornår de kørte, så sørgede han for at være et sted, hvor jeg ikke kunne se hjem. Når der så var gået passende tid, blev jeg sendt hjem igen til pigen, der så tog over.
Jeg har ofte siddet på det lille trappetrin der var ned til hans spisekammer og set når han smurte mad og så fik jeg altid et stykke ”klap-sammen-mad”.
Jens Jørn røg ikke, men han brugte skrå, måske også snus. De sorte rande omkring munden afslørede ham.
På sine ældre dage tog Jens Jørn nogle ture til Slagelse og kom meget tit beruset hjem. Til sidst kom han ikke hjem til malketid og det var jo synd for dyrene. Heldigvis havde vi gerne en karl der forbarmede sig og gik ned og malkede når han havde spist sin aftensmad. Alle kunne godt lide ham, så derfor hjalp de ham.
Han hørte i høj grad med til vores hverdag. Jens Jørn døde 28. oktober 1966.
Også i fars barndom havde de hjælp på den måde, og det var så Kristian i mosen, der kom, når der var ekstra travlt.
Far fortæller:
Vor gamle husmand, Kristian Hansen, også kaldet skrædder- Kristian, fordi hans far havde været skrædder, hører uløseligt sammen med min barndoms mindepark, Kristian var gammel i gårde. Han har været på Fugleholm i 36 år, som husmand. Først i bedstefars, siden i fars tid. Han var vi børns gode ven og det var ligesom han gjorde mere ud af os, end af sine egne mange børn, der dog også var noget ældre.
Kristian boede omme i mosen sammen med sin kone Laura. Hans børn husker jeg kun som konfirmerede og den yngste af pigerne, Kirstine, tjente et par år som pige hos os. Til deres hus hørte 2-3 td. Land og de sidste år Kristian arbejdede hos os, kom han kun de første 4 dage i ugen, de to andre skulle han bruge til at passe sin egen jord.
Det var ikke så godt, at Kristian skulle være så meget hjemme, for han havde en usalig hang til brændevin og når han kom mandag morgen, var han sjældent ædru. Han havde et par gange haft dillerium og jeg har flere gange, med åben mund, stået og lyttet til, når Laura med tårene trillende ned ad kinderne, og underkoppen med kaffe balancerende på tre fingre, fortalte mor om, hvordan Kristian havde jaget hende ud i natten i den bare særk, når han kom fuld hjem. Børnene gjorde han ikke noget.
Alt det hæftede vi børn så ikke så meget ved – vi kunne lide Kristian. Når humøret var højt og vi gik sammen ude i marken, kunne vi somme tider få ham til at synge for os. Han kunne to sange, hvoraf jeg har glemt det meste. Men indtrykket af Kristians sprukne gammelmands røst, der var noget præget af al den brændevin, der gennem tiden var løbet i hans hals, glemmer jeg aldrig.
Den ene sang var ganske kort og lød: ” Min bedstefar han havde en meget lille kat, en hankat som fik killinger og det hver anden nat”. Den anden var på 14 vers og handlede om en kvinderøver, hr. Peder, der var ude og sejle med et skib som kom i havsnød. Så blev der trukket lod om, hvem der skulle kastes over bord og loddet traf på hr. Peder, men inden han blev smidt i vandet tilstod han alle sine misgerninger. Jeg husker det sidste vers: ”Så tog de hr. Peder i sit guldgule hår og kastede ham over bord. Da Peder begyndte at synke, svajer skuden til at gå, og svang sig stolt på bølgerne blå”.
Kristian forlod os i 1912, da drikkeriet efterhånden blev for slemt, men da den første verdenskrig gjorde det næsten umuligt at få spiritus, blev Kristian en pæn mand igen. De sidste gange han besøgte os, var han forholdsvis velsoigneret. Han døde i 1917, vistnok 73 år gammel.
Det hus de boede i nede i mosen, lå der også da jeg var barn. Far lejede det ud, men det var i en dårlig forretning og de familier der boede der var meget fattige.
Til sidst blev det revet ned. I dag er der ingen spor af det.
Der gik en vej bagom ”Tøvestensgården”, og videre til Slagelse. Fra huset gik også en vej til Hejninge, hvor der lå endnu et hus.
Posten kørte den vej tilbage til Slagelse, efter sin rute. Især om vinteren var det besværligt at komme den vej. Vi har også mange gange kørt den vej til Slagelse, kun om sommeren, det var lidt mere ”lige på” og vi skulle ikke op af alle bakkerne ved Pilegården.
Ingen post havde bil, samtidig havde de lange ruter, der godt kunne tage hele dagen. Vejene var dårlige, jeg tror faktisk ikke der var nogle asfalterede veje ude omkring os. Cyklen de kørte på, var det man kaldte en jernhest. Der var ikke nogen luksus ved den. Det var ikke så slemt om sommeren, men vinteren var streng for posten. Posten havde helt sort tøj, ikke nogen særlig varm kvalitet, og så havde han et regnslag. Hans fodtøj var træskostøvler, sikkert med halmvisker i som såler, det var det der varmede mest.
Når sneen lå højt, så skiftedes dem der havde hest og vogn til at køre for ham, somme tider i kane. De gjorde det altid op til jul, for da var der ekstra mange breve og pakker. Det var jo en stille tid på gårdene, så karlene havde tid til at køre. Der var kun posten til at bringe pakker ud, og også tage dem med, hvis folk skulle sende noget. Det var for eksempel almindeligt, at karlene sendte deres vasketøj til deres hjem og så kom det rent tilbage. Der blev ikke skiftet tøj så ofte, så pakkerne var såmænd ikke så store. I dag kan man end ikke forestille sig hvor lidt tøj de havde og skifte med.
Jeg var voksen før jeg var på et posthus. Posten ordnede det hele. Han kom ind alle steder, og havde folk noget der skulle betales, så gjorde posten det. Det var ikke altid, at folk havde lige penge, men så havde han bare byttepenge med næste dag. Hvad han ikke vidste, var ikke værd at vide, han fulgte med i alles tilværelse.
Ofte blev han budt på kaffe eller mad, og så gik snakken. Det var for mange en tryghed, at posten kom hver dag. Når man boede alene langt ude på marken, og måske blev syg, eller for den sags skyld død, så var det sikkert, at posten så det og hjalp. Ikke mange havde telefon.
Reklamer fra butikker, som vi kender det i dag, fandtes ikke. Der kom et par gange om året et katalog fra ”Daells varehus” i København, det blev meget nøje læst og så havde man mulighed for at skrive efter de ting, de kunne tilbyde. Det var meget billigt, så mange gjorde brug af det.
Cykler var først noget vi fik omkring den tid, hvor vi skulle begynde skolen, men det var almindeligt at vi gik til skole. Skulle vi over længere afstand, det kunne være et besøg eller indkøb i Slagelse, så blev der spændt for ponyvognen. Kom der gæster med toget, ja så var det også med hest og vogn de blev hentet.
Der gik en rutebil fra Næsbystrand til Slagelse en gang om dagen, men det var ikke så meget vi brugte den.
Det var almindeligt, at det var skiftedag 1. maj og 1. november. De unge mennesker der tjente hos os, enten rejste eller fæstede sig for et halvt år mere. Skulle vi skifte pige til 1.maj, så blev der gjort hovedrengøring inden, så det ikke var det, den nye pige skulle i gang med.
Om sommeren havde vi forfærdelig mange fluer og de satte sine spor. Når det blev mor for meget, blev alle døre og vinduer lukket og så gik hun i alle rum med flitsprøjten. Det stank ganske forfærdeligt. Der hængte også fluefangere, det var et paphylster, hvori der var en strimmel med noget klister, som kunne trækkes ud. Fluerne fløj imod og blev hængende, det var vel lidt dyrplageri, for de døde jo ikke med det samme. Også al den fyring i kakkelovn og på komfur støvede meget, alt trængte til rengøring. Man brugte oceaner af brun sæbe og soda, det var det vi kendte til dengang.
Det tog hele april måned at komme gennem alle rum. Alle de møbler der kunne, kom ud og blev banket. Her måtte karlene hjælpe til, det var tunge møbler at flytte med. Så kom tæppebankeren i brug. Man kendte jo ikke til en støvsuger, så efter en lang vinter var der samlet meget støv. Komfur og kakkelovn blev skilt de steder man kunne det, og rørene til skorstenen blev renset. Man var sort af sod, når det var overstået.
Rengøring, især af de nederste køkkenskabe, var ikke rart. I bunden var lagt lagvis af aviser på cementgulvet for at tage det sorte fra gryderne. Der lugtede af fugt i de skabe og så kunne der også ligge en død mus. Der stod altid en musefælde i skabet. Den var af træ med fire eller fem huller. Der var nogle bøjler, som blev syet ned i hullerne, og når så musen ville have ”godbidden”, så bed den sytråden over og vupti, så sad den død i fælden.
Gardinerne kom ned og blev børstet, de tålte ikke vask. Gardinstængerne var af træ, de var runde og mørkebrune og havde en stor knop for enden. På stangen var der, med søm slået et bånd på. På det bånd hæftede man så gardinerne med knappenåle. Inden næste rengøring var knappenålene rustet fast, så det var et pillearbejde at få dem af.
Møblerne blev vasket og poleret.
Det var en hel begivenhed, når der skulle nyt tapet op i stuen. Så blev der sendt bud efter en maler og han kom med mange forskellige tapetbøger, som blev set igen og igen. Det var især spændende hvis vi skulle have nyt tapet i vores værelse og vi fik lov til at vælge. Når vi havde bestemt os, så kom maleren og udførte arbejdet. Vi kendte ikke til ”gør det selv” og det har nok heller ikke været den store udgift. Hvis vi var heldige, så fik vi en af tapetbøgerne, prøverne kunne bruges til bogbind på vore skolebøger. Alle skolebøger skulle være indbundne.
Alle dyner skulle ud og bankes og ”sole”. På gårdspladsen blev sat nogle taburetter op og derpå blev lagt alle de stiger vi havde. Derpå blev så sengetøjet lagt. Dynerne var tunge som en ”hønsegård”, og de trængte virkelig til frisk luft.
På loftet var der et gæsteværelse, pigens værelse og fodermesteren havde også værelse der. De to andre karle havde værelse i forbindelse med vognporten og det gamle stuehus. Der blev gået nogle gange, når sengetøjet skulle ned fra loftet, men når så alt var gjort rent og på plads var det dejligt. Det værste arbejde, syntes jeg, var at vaske loftgulvet. Det var hvidskuret og skulle vaskes med sæbevand. Alt det der stod inde bagved under skråvæggen skulle flyttes. Der havde også stået årets høst af æbler, hvilket der var tydelige spor efter. Vi havde mange æbletræer og når frugten forsigtigt var plukket ned og lagt i kasser, blev de stående ude længst muligt og kom så på loftet. Her hentede vi så i vinterens løb æbler som vi spiste om aftenen. Vi købte kun frugt til jul. Jeg kan hører mors stemme endnu, når jeg blev sendt op efter æbler: ”Tag nu dem med pletterne først”. På den måde rakte de længere, og der var altid til en skål pæne æbler, når der kom gæster.
Der blev vasket storvask en gang om måneden. Selv om det virkelig var ”stor” vask, var der alligevel ikke så meget tøj, som man skulle tro, men det var tungt i forhold til det vi kender i dag. Der blev skiftet sengetøj den ene gang om måneden og håndklæder hver lørdag. Karlene havde to håndklæder, det ene var til fødderne og under krigen var det af sækkelærred. Håndklæderne var små, man kendte ikke til badehåndklæder, og de var ikke særlig behagelige at tørre sig på. Man skiftede undertøj i forbindelse med lørdagsvasken, som var det eneste bad man fik. Anden vask var etagevask.
Vandet kom fra en kilde oppe på marken og løb ganske af sig selv hjem i brønden. Der var vand nok, med det løb ikke så stærkt. Fra den brønd blev også dyrene forsynet med vand og alt hvad vi brugte i husholdningen. Kilden løb tør for mange år siden.
Kogetøjet var håndklæder, viskestykker og sengetøj og undertøj. Dertil kom det kulørte, for eksempel bomuldskjoler og forklæder. Den unge pige der tjente hos os, fik vasket sit tøj, men karlene sendte deres hjem og fik det rent tilbage. Da jeg jo ikke har en bror, har jeg ikke oplevet det på nært hold, men sådan var det bare. I store trækar blev tøjet lagt i blød. Dagen efter blev der tændt op i gruekedlen, vi havde to, og så blev alt tøjet kogt. Derefter kom det op i en balje, hvori der blev sat et riflet vaskebræt. Her gned og skrubbede vi så tøjet til det var rent. Igen kom tøjet i de store kar og blev skyllet mange gange. I sidste hold skyllevand kom der blånelse, som skulle gøre tøjet mere hvidt. På et tidspunkt fik vi ”vaskemaskine i vuggefacon”, som afløste vaskebrættet, men stadig til håndkraft.
Det kunne godt være en meget kold oplevelse at vaske. Først havde der været dampende varmt mens tøjet kogte og så lige efter stå og skylle i det iskolde vand. Vi var altid to til at vride tøjet, for at få så meget vand af som muligt. Så blev det lagt i zinkbaljer og båret ud til tørresnoren. Det foregik jo både sommer og vinter, så det var meget koldt at stå med, når det var frost. Værst var det når det skulle ned til aften. Ofte var det frosset helt stift så det næsten skulle brækkes af snoren. På loftet over det gamle stuehus var trukket snore, så noget kunne være der og andet kom på loftet i stuehuset. Når tøjet så var tørt skulle det lægges sammen. Det var vi også to om, for lagenerne skulle ”strækkes” og lægges sammen på en bestemt måde. Så blev det stænket og lagt i baljerne igen, noget til strygning og noget til rulning. Forklæderne blev stivede, der blev kogt en tynd stivelse af kartoffelmel og vand. Det kunne godt være svært at finde balancen for, hvor tyk den skulle være.
Strygningen foregik med strygejern af jern, der stod på en plade, på komfuret. Der var vist fire jern, som man på skift strøg med, til de tabte varmen, så satte man jernet tilbage og tog et nyt. Om sommeren var det ulideligt varmt at stå og stryge ved det varme komfur.
Rullen stod på loftet over det gamle stuehus. En stor kasse på ben, derover endnu en kasse som var fyldt med store sten. Mellem de to kasser var anbragt to runde stokke så man kunne trække og skubbe kassen i begge retninger.
På et bord ved siden af, lå tøjet og der stod mor og lagde det på stokke. Vi var to til at trække rullen og jeg hadede det arbejde, det gik så langsomt og det kunne være en meget koldt tjans om vinteren.
Når en stok skulle skiftes vippede vi den ene ende og så kom stokken med det fint rullede tøj frem og blev skiftet med en ny.
Det var et stort og besværligt arbejde at vaske dengang, men da ingen kendte til andet var der ikke surhed over det. – Og dog, jeg hadede at være med til at rulle og gav tydeligt udtryk for det hver gang. Svor, at jeg aldrig ville rulle tøj, når jeg blev voksen og selv kunne bestemme.
I forlængelse af køkkenet var opvaskerummet. Et meget smalt rum, hvor der var en vask for enden og en smalt bordplade i den ene side, hvor opvasken blev sat. Det var Bittes og min pligt, at hjælpe pigen med opvasken. Det var mest en sur tjans, men somme tider sang vi, så gik det hurtigere. Gafler og knive var ikke rustfrie, så et par gange om ugen måtte de gøres ekstra rene. Det foregik med skurepulver og en prop, som stod klar til brug i en lille skål. Når opvasken var overstået skulle komfuret ordnes. Ofte måtte der slibes på de sorte ringe, fordi maden var kogt over, det kunne godt tage sin tid. Kaffekanden, der altid stod på komfuret, var en rigtig ”madam blå”. De fleste ting der blev brugt, såsom dørslag, randform og hulske m.m., var altid i blå emalje. Det kunne også godt tage lidt tid, når man om morgenen skulle tænde op på komfuret. Det var en nødvendighed, at det ”kvas” man skulle tænde op med, var godt tørt. Derpå blev lagt brænde og så var det bare at holde ilden ved lige og afpasse den efter det man skulle lave. Vi havde for eksempel ikke noget ovntermometer, så det var lidt på fornemmelsen når der skulle bages. Det skete at kagerne fik lidt for meget og blev brankede, men det var nok ikke hver gang komfurets skyld. Der var to sæt store ringe og jeg mener der var et lille sæt bagerst. Der var en vandbeholder, så vi altid havde varmt vand, som blev brugt til opvask og rengøring. Man tog så mange ringe af, som svarede til grydens størrelse. På væggen bag komfuret var nogle knage, hvor ringene hængte når de ikke var i brug. Gryderne, som i sagens natur var nede i ilden, blev meget sorte og man skulle virkelig tænke sig om, hvor man satte dem. De var heller ikke så tykbundet, så ofte havde maden lagt sig i bunden i en skorpe, dog ude at brænde på. Et større arbejde at få dem gjort rene.
En gang om ugen fik komfuret den helt store tur. Det blev smurt med sølvbronze og messingstangen der var rundt om, skulle pudses i brazzo.
Dengang havde vi ikke toilet, men et w.c. Indgangen til det var ca. der, hvor indgangen til oldemors hus er i dag. Det var en tilbygning til det gamle stuehus, hvor mine oldeforældre i sin tid havde aftægtsbolig. Nu var der karlekamre og vognport og omtalte brændehus. Når man kom ind var der til venstre brænde og risbrænde. Til højre var der et lille særskilt rum hvor der stod en tønde med et bræt over, hvori der var et hul. Med jævne mellemrum blev tønden tømt, men sommerdage kunne det godt være en noget ”stram” oplevelse at komme derud. Om vinteren var det bare med at blive hurtig færdig, for da var der hundekoldt. Toiletpapir var heller ikke noget vi havde. Når telefonbogen blev udskiftet, så kom den gamle derud, så kunne man hive sig en side. Ellers var det avisen der blev brugt, en side kunne dele i fire stykker. Det var ikke behageligt at bruge, men vi nulrede det lidt, så var det ikke så hårdt.
I vognporten stod to køretøjer, som blev meget brugt, vi havde ingen anden transportmulighed. Ponyvognen stod lige for, den blev mest brugt. Vi havde hurtige heste, så en tur til Slagelse eller andre steder var ikke noget at snakke om. Far fik også ofte spændt for og kørte en tur på mosen eller marken rundt for at se på afgrøderne. I ponyvognen sad vi forlæns og baglæns, i alt fire sæder.
Den anden var en charabanc, en såkaldt ”skovtursvogn”, noget større vogn med højt kuskesæde til to og bagpå to sidebænke der hver havde plads til to. Den var brugt meget før min tid, når hele familien skulle på familiebesøg. Om vinteren var det en kold fornøjelse. De voksne havde kørekåber. De var store og tunge, de skulle jo gå ud over almindelig frakke, så der skulle en voksen til at hjælpe dem på. Især fars var meget tung, fodlang og foret med ulveskind. Mors var også foret med skind, hun fik sin af farfar den første jul som nygift. En flot gave. Børnene blev pakket ind i tæpper. Vognene var forsynet med karbidlygter, mest for at blive set, de lyste ikke så meget. De var firkantede med glas hele vejen rundt.
Far fortæller:
Da jeg var syv og Gerda 6½ år, købte far Blakmand og gumpekassen. Blakmand var en treårs islænderhingst og gumpekassen var en gig, der bestod af en flad kasse på to hjul med et agebræt, hvor der lige kunne sidde to personer.
Jeg var ikke videre bevandret i kørekunsten, og den første køretur gik da heller ikke helt efter programmet.
Gerda og jeg skulle køre i brugsen og turen dertil gik også meget godt, men da vi skulle holde ved brugsen ville Blakmand absolut ikke standse på mit gentagne prurrr. Jeg havde nemlig fået den fejlagtige opfattelse, at man skulle give slappe liner, når man skulle holde, og da Blakmand åbenbart ikke var vant til så uerfaren kusk, forsatte han bare hen i skolegården og standsede først da han ikke kunne komme længere for kirkegårdsmuren. Der stod Gerda af og gik i brugsen med kurven. Det var så meningen at hun skulle komme tilbage og stå på vognen igen.
Men inden den tid blev Blakmand ked af at vente og pludselig gjorde han kort omkring og satte i susende galop ud af skolegården. Han havde ikke tid til at følge den rigtige vej ud, men satte gennem den tjørnehæk der omgav skolegården.
Jeg råbte prurrr, prurrr af mine lungers fulde kraft og halv grædende, men da jeg holdt linerne slappe, var det bare at tale for døve ører. Den vilde fart endte ikke før vi holdt hjemme i gården, hvor mor kom ud og forbavset spurgte, hvor Gerda var blevet af.
Efter en længere forklaring fik jeg så en med, som havde forstand på at køre Blakmand. Så gik det atter ad byen til efter Gerda, som vi mødte stortudende et stykke uden for Hejninge, slæbende på den tunge kurv.
Blakmand var for resten en stædig rad, der lavede mange numre med og for os i de 15 år vi havde ham, men det er en anden historie.
Desværre har far ikke fortalt videre om Blakmand. Skolen far fortæller om, ligger der stadig, men har i mange år været privat ejet. Jeg kan svagt huske den gamle lærer Rasmussen, som far havde gået i skole hos, han boede der til sin død.
Først langt senere blev der lavet et badeværelse ved siden af soveværelset. Der blev sat en bruser op i det en hjørne og ellers var der toilet og en håndvask. Det var sandelig et stort fremskridt.
Var der noget der ikke blev tålt, så var det når vi ikke opførte os ordentlig over for de unge mennesker der tjente hos os, men vi hørte sandelig mange gloser, når karlene snakkede indbyrdes. Dem kunne jeg ikke bare brænde inde med. En dag efter middag, hvor pigen var på vej ned i kælderen, stillede jeg mig op og sagde vist en del bandeord. Far havde rejst sig og var på vej ind for at hvile til middag, men uheldigvis for mig, havde han ikke lukket døren helt til stuen, da jeg udfoldede mig. Jeg skal nok love for, at der var lagt op til en ordentlig omgang, nej, hvor var han vred. Jeg for` ud af døren og ud på w.c., der sad jeg til langt hen på eftermiddagen og surmulede. Mere blev der vist ikke ud af den sag.
I marts 1934 fik jeg en lillesøster, Birgit. Som tiden gik fik vi glæde af hinanden, der var nemlig ikke nogen legekammerater i nærheden. Vi har tilbragt mange timer på den store græsplæne på et tæppe med vore dukker. Vi har lavet rysteribs og siddet i vores hule i buksbomen (plantet i 1864 og står der stadig) og spist dem. Lige bag den busk var et stort stykke med bambus. Et bart stykke om foråret, men så pludselig stod de meterhøje bambus og gav læ for vore lege.
Da vi kom over ”dukkealderen”, skiltes Birgits og mine veje. Som større var hun glad for at ride eller kørte tur i ponyvognen. Den tanke kunne jeg slet ikke få. Og så læste hun meget, det er det hun blandt andet også husker fra ferie hos morfar, hvor loftet gemte på mange bøger. Jeg husker noget andet på det loft, men jeg kunne jo heller ikke læse så godt, så bøger blev det ikke til. Når vi snakker om den tid, husker vi ikke, at vi havde fælles interesser eller kammerater.
Dog, havde vi fælles interesse i at samle og bytte glansbilleder. Vi samlede også på Richs billeder, de var i kaffe tilsætningen og det var meget spændende om det var et vi havde, men så byttede vi. Mange år efter krigen brugte man tilsætning til kaffe, for at spare på bønnerne. Vi samlede også på glaskugler, man kunne få nogle meget flotte mønstre. Vi spillede også med dem, men for det meste var det brune lerkugler vi brugte, når der skulle spilles. Kunne vi få de voksne med, så spillede vi pind, det var en hel sport at blive god til det.
 Far med Birgit og mig |
 Mor med Birgit og mig |
Mor syntes det var det ideelt at stille barnevognen ved den store buskbom, når vi skulle sove ude som helt små, så der har vi alle tre stået. Når vi vågnede kunne vi ligge og se bladene på æbletræet bevæge sig, det kunne der gå meget tid med. Mor kunne så fra køkkenvinduet holde øje med os.
Vi havde også en hund da jeg var helt lille, det var en gravhund som hed ”Bøvs”. Hvor længe den levede husker jeg ikke, men jeg kan huske, at vi legede ude på marken og løb omkap. Vi havde ikke siden hund.
 Godmorgen |
 Her er vi alle tre |
 Bitte og mig |
Lige før julen 1941 blev Eva født. Vi havde glædet os meget, men for mig var skuffelsen stor. Jeg havde sådan ønsket mig en lillebror. Mor lå på sygehuset til ind i januar, men Martha som tjente hos os gjorde hvad hun kunne for at vi skulle få en god jul. Hun sørgede for maden og det var også hende der havde pyntet juletræet. Det år fik både Bitte og jeg skøjter, dem fik vi af morbror Helge og moster Anna, det største ønske blev opfyldt og de blev brugt flittigt i flere vintre. Aldersforskellen var så stor, at vi ikke legede de samme lege, men selvfølgelig med hinanden. Selv om jeg havde ønsket mig en lillebror, blev hun alligevel en lillesøster jeg holdt meget af. Mor ville gerne aflastes lidt engang imellem, så vi store piger måtte tage Eva med når vi skulle lege. Det passede os ikke altid lige godt.
Efterhånden kom der andre børn i nabolaget, som Eva kunne lege med.
Tidligt om foråret, når vejret var til det, blev køerne lukket ud på græs. Der forinden havde der været arbejdet med at sikre at hegnet var intakt. Det var pigtrådshegn, noget ubehageligt at arbejde med og både dyr og mennesker er kommet slemt til skade på det. Først langt senere fik man elektrisk hegn og glat tråd.
Mange havde deres køer i tøjr. Køerne blev koblet og trukket ud i marken. For enden af tøjret sad en tøjrpæl, som så blev hamret i jorden med en stor firkantet træklods med en jernstang i. To eller tre gange om dagen skulle de så flyttes, det var ofte konen der gjorde det. Tøjrpælen kunne sidde utrolig fast og samtidig var koen utålmodig efter at komme til det nye stykke og løb rundt og var ved at vælte én, inden pælen kom op.
Ko nr. 26, er tyregal, kunne man hører fodermesteren sige. Så blev der ringet til Skov, som havde tyr. Jeg anede simpelthen ikke noget om dyrenes forplantning, for slet ikke at tale om menneskers, den slags blev der ikke snakket om og i hvert fald ikke når der var børn i nærheden. Et lukket land som man selv måtte finde ud af da man blev lidt ældre. Jeg havde da set en ko springe på en anden ko i folden, men hvorfor, det spurgte jeg ikke om.
Jeg kan huske engang, at Jørgen Skov kom med tyren. Gerda, hans lillesøster, var med. På et ubeset tidspunkt havde vi lagt os bag en stor stenbunke for at se hvad der skulle foregå og der fik vi vores nysgerrighed styret. Det siger også lidt om den udvikling der er sket frem til i dag, hvor alle børn, fra de er helt små ved alt om den slags.
Det var en katastrofe, hvis køerne løb ud, de kunne ødelægge afgrøderne på marken og i værste fald fandt de vej til naboen eller haven. Alle mand af hus for at få dem i folden igen. Ungdyrene skulle også på græs. Vi havde mosen, hvor vores kom ned. Der var også engene nede bag Jens Jørns ejendom. Her kom flere bønder med deres dyr, hvor de gik hele sommeren, der var masser af græs og adgang til vand fra renden.
Det var disse enge, der i flere år var oversvømmet om vinteren og da det frøs meget, var der nogle store gode flader at løbe på skøjter på. Utroligt at vi ikke brækkede både arme og ben, for vi havde kun vores gummistøvler at spænde skøjter på og dem var der ikke meget støtte i. Men vi havde det dejligt, blev godt trætte og vendte hjem med røde kinder.
Mellem to vilde moreltræer havde far sat en gynge op. Der er tænkt mange tanker og drømt mange drømme mens jeg svingede der frem og tilbage.
Ved siden af stod der, og står stadig, to store bøgetræer. Dem har far plantet, da han var omkring 20 år. Lige foran stod et moreltræ. Med stor forventning så vi frem til morellerne blev modne, som regel sidst i juni. Så snart de begyndte at modne var stærene også klar til at få deres del af goderne. Far lavede fugleskræmsel og satte op, men det hjalp ikke længe. På reolen i kontoret stod et par vandrefalke, de blev også forsøgsvis sat ud i et træ, til skræk og advarsel, men stærene lærte hurtigt, at de ikke kunne gøre noget. Far prøvede også med et par kanebjælder, hvor der kom et langt bånd i, så han kunne sidde inde i køkkenet og trække i det, med jævne mellemrum.
(Kanebjælder, sad øverst på hestens seletøj og ”bimlede”, når vi om vinteren kørte i kane.)
Det var far og farbror Arne, der i deres unge dage plantede ”skoven”. Den lå i forlængelse af nøddegangen. Mange aftener om sommeren gik mor og far derned og nød solnedgangen.
Efterhånden som bøgetræerne voksede, var der ikke plads til moreltræet og det blev fældet. Senere blev der planter de tre moreltræer, som stadig står foran stuehuset.
Det var en dejlig tid når der var bær og frugt. Selv om vi skulle være med til at bælge ærte og nippe ribs, solbær og stikkelsbær så var der også anledning til at spise nogle selv. Det var ikke så spændende at nippe stikkelsbær, men så fik vi 10 øre for hver liter, så blev det lidt sjovere. Sommeren var også afveksling i madpakken i skolen Den bedste rugbrødsmad vi kunne få, var med enten jordbær eller nye kartofler. Vi følte os nok lidt rige i den tid det stod på. Sæsonen var kort og så var det også slut, det var utænkeligt at købe den slags.
Som sagt, vi havde vores små pligter. Selv om vi havde pige, forlangte mor at vi ”gjorde os nyttige”, som hun sagde. Det kunne være at feje gulvene inden de skulle vaskes, pudse sko og den slags. Det var jo også for at lære os de ting til en dag det blev vores tur, så det var godt nok. Snød jeg lidt i hjørnerne, fik jeg besked på, at jeg hellere måtte lade et stykke stå midt på gulvet – sådan.
Noget der hørte sommeren til, var at kridte sko. Vi havde faktisk kun hvide lærredssko og de var ikke hvide så længe af gangen. De kunne være med snørebånd eller med en rem over vristen, som skulle knappes. Vi havde noget pulver, som blev rørt op i mælk eller vand og så en lille børste til at smøre på med. Af den omgang blev de våde og selv om de blev stillet i solen, tog det sin tid at tørre. Det var ikke så sjældent at jeg skulle bruge mine sko inden de var helt tørre. Den fornemmelse at stikke fødderne ned i dem, kan jeg stadig mærke. Hvis skoene nåede at blive helt tørre, var de så stive, at det heller ikke var rart at stikke i, og så måtte man bruge en krog for at man kunne få remmen til at nå knappen.
Når jeg tænker tilbage, er det som om vi kunne løbe på skøjter hele vinteren og kører til stranden hele sommeren. Sådan var det selvfølgelig ikke, selv om vi ikke siden har haft så strenge og lange vintre.
I tordenvejr var alle på vagt. Gårde og huse havde den gang mest stråtage og det var katastrofalt når lynet slog ned. De gamle længer folk havde, brændte hurtigt ned, så det skulle gå stærkt, hvis dyrene skulle nå at komme ud.
Jeg har været meget stor, før jeg kom med til Slagelse i forretninger. Der kom vi kun når vi skulle have tøj og sko, og i mange år blev det ordnet uden vores medvirken. Vi havde brugsen og der fik vi vore dagligvarer. Mor cyklede en gang imellem til Slagelse for at handle, men det kan ikke have været de store indkøb hun kunne have med hjem på den måde. Ved større indkøb blev der spændt for ponyvognen og så kørte de til Slagelse. Var det besøg det gjaldt, hos moster Minna og Jensen, for eksempel, så var det en af karlene der kørte og han kørte så hjem igen og kom til en aftalt tid og hentede os. Jeg var en meget stor pige før jeg oplevede at der blev bestilt en bil når mor og far skulle noget.
Nærmeste naboer var ældre mennesker. Marie og Hans Peder Hansen, som jeg gerne ville besøge. Der vankede småkager eller frugt. Når jeg var syg, var det bedste jeg vidste, når mor sendte bud efter Marie, som kom og satte sig ved sengen og snakkede med mig.
Når jeg lå i sengen nogle dage, kunne jeg få mor til at hente deres bryllups telegrammer ned fra loftet. De var så flotte med fine broderier og billeder, dem kunne jeg se på i lang tid.
På de næste to ejendomme var der to piger, men de var meget ældre og kun en sjælden gang fik jeg lov at lege med dem. Det ene sted var hos Thorvald Jensen. Det var så spændende at komme med Agnethe op på loftet og lege, for hun havde en købmandsbutik. Der var dåser, æsker og poser, som hun havde fået af sin mor, når de var tomme. Jeg tror vi kom sand i poserne og så handlede vi. Når jeg tænker på Agnethes mor, så er det så få gange jeg har set hende, at jeg ikke kan huske hvordan hun så ud. Hun viste sig ikke gerne og gik hun i haven, vendte hun altid ryggen til, når nogen kørte forbi.
Det andet sted var hos Martin Hansen, hvor det var Elly jeg legede med. Hun kom også somme tider hen til os og var nogen gange barnepige.
Og så var der Marie og Niels Jacob(sen). De var søskende og boede på ”Lille Fugleholm”. Niels Jacob var en god ven af far og kom ofte og fik en snak. I deres hyggelige stuer har jeg ofte været på besøg. Far fortalte med glæde om den gang vi havde fået elektrisk hegn, til afløsning for pigtråden, og Niels Jacob kom på besøg og havde ikke været opmærksom på det, så han kom på et tidspunkt i berøring med hegnet og fik et kraftigt stød. Der lød et kæmpebrøl, og tilføjede far, han tabte mundvandet.
Først da jeg begyndte i skole lærte jeg Gerda rigtigt at kende. Hun boede på den første gård, når man kom fra Hejninge og det kan da godt syntes mærkeligt, at vi ikke noget før havde truffet hinanden men vi havde ikke omgang med naboer, sådan var det for de fleste. Det var også uhørt at konerne på gårdene havde arbejde udenfor hjemmet, eller gjorde sig bemærket på nogen måde. Man passede sit hus, sin mand og børn og de fleste måtte også hjælpe til ude.
Dog var det sådan, at man i de små hjem fik en ekstra indtægt ved at konen gik ud og hjalp på gårdene. Som regel var det storvasken hun skulle tage sig af. Det var et slid og blev ikke særlig godt betalt. Betalingen var ofte kød og brød, så familien fik glæde af det. Det var det man havde på gårdene, men også en forståelse for hvad der var mest brug for. Børnene kom ofte ud og tjene, mens de endnu gik i skole, også for at spare, de fik så føden hvor de var, hvilket betød en mund mindre at mætte derhjemme.
Andre gik ud som kogekone. Når der skulle være fest havde man brug for en der kunne sit fag og havde overblik. Hun havde så pigen til hjælp og husmoderen kunne hellige sig de andre gøremål. Jeg har aldrig hørt om salmonella eller madforgiftning og det er egentlig utroligt. Det var ikke altid maden kunne laves på en dag. Menuen var næsten altid suppe, flæskesteg og en eller anden form for dessert. Is fik vi af gode grunde ikke, fordi vi ikke kendte til en fryser. Det var også meget brugt, at man fik ost og syltede blommer efter stegen.
Når det var til fest blev suppen kogt dagen før festen, den blev kogt på gode ben og grøntsager. Man lavede selv kød- og melboller, så der var gang i alle de store gryder der kunne være på komfuret. Kældergulvet var det sted der var køligst, så suppen kom derned til næste dag. Jeg har oplevet hjemme, at vi fik nogle store isblokke hjem fra mejeriet, de blev lagt i baljer og kunne holde maden kold i lang tid.
Vi var ikke forvendte med mange gæster, så vi glædede os meget, når der skulle ske noget særligt. Vi var næsten heller aldrig inviteret med, når mor og far skulle til familien, så når det skete var det en stor oplevelse. Fars familie var meget stor, så jeg kan godt se, at det kunne knibe med plads til alle børnene.
Gerda blev min barndomsveninde, vi fulgtes ad til skole og sad ved siden af hinanden alle årene. Også efter skoletid var vi sammen, jeg gik med hende hjem, det var det nemmeste. Det var et gammelt hyggeligt stuehus de havde. Jeg kunne godt lide at være der. Der blev taget mange hensyn til Gerda, og det kom også mig til gode. Vi fik f. eks. kakao når vi kom fra skole, det hørte søndag til hjemme hos os. Gerda havde to noget ældre søskende, så det var nok derfor hun som efternøler fik lov til mere end jeg var vant til. Det var også der jeg stiftede bekendtskab med ”Ude og Hjemme”, de holdt det og vi læste tegneserier. Hjemme holdt vi ”Sorø Amtstidende” og ikke noget med ugeblade. Om vinteren kom Gerda ned til mig når det var til at løbe på skøjter ude i engene, eller på vores vanding. Mange dejlige timer havde vi der, selv om vi frøs bravt.Vi havde radio og telefon. Radioen havde kun et program, det var først til aften, der blev tændt for den. Der var nok heller ikke noget at høre tidligere på dagen, og det var også utænkeligt at radioen gik, mens man arbejdede.
Telefonen var heller ikke noget der blev brugt, hvis det ikke var strengt nødvendigt. Det kunne ske jeg fik lov til at ringe til Gerda, men det var så for en kort bemærkning. Gerdas forældre havde partstelefon, det vil sige, at de havde et nummer og et bogstav. Der kunne være tre der havde samme nummer, men hver sit bogstav. Hvis vi, når vi ringede op til en partstelefon og kunne høre, at der blev talt, så skulle vi lægge røret på igen.
Det kunne godt være spændende at lytte med, men det var absolut forbudt. Telefonen var med håndsving, man kørte et par gange rundt, løftede røret og kom igennem til centralen, hvor der blev sagt ”Næsby-strand”. Så sagde man det nummer man skulle snakke med og damen sagde: ”Et øjeblik”, eller ” ja, der er ledigt”. Efter 3 min. blev man afbrudt med et ”vil De forsætte”, det kunne man så sige ja eller nej til. Hvis der skete noget ud over det almindelige i sognet, så kunne man være sikker på, at de fulgte med på centralen, de kunne nemlig aflytte alle samtaler uden man vidste det. Det er ikke småting der er gået gennem deres ører. Vores nummer var Næsbystrand 21.
Hejninge skole 1946
Gerda og jeg gik til skole hver dag, sommer og vinter Jeg kan ikke huske hvornår jeg fik cykel, men jeg lærte at cykle på min fars sofacykel. Det var bare ikke så lige til, den var tung og lang og jeg kunne ikke nå sadlen, men jeg fik lært at cykle. Far havde sofacykel fordi han ikke kunne bruge en almindelig herrecykel, på grund af den rygsygdom han havde, og som på det tidspunkt udviklede sig hurtigt. Det var få år han kunne bruge den.
Skolevejen kunne godt være en kold tur om vinteren. Vi havde nogle meget strenge snevinter i 40erne, ofte kunne jeg ikke følge vejen, men gik over markerne. Der var ikke sneplov, som kom og ryddede vejene. Der var en snefoged, som ringede rundt og bestemte, hvor mange mand der skulle stilles med, og så mødtes de og gik i gang med at skovle. Når vi så gik fra skole, var der åbnet så vi kunne følge vejen og vi gik mellem så høje kanter, at vi ikke kunne se over dem. Netop i krigsårene fra 1940-1945 var det nogle ekstremt kolde vintre med masser af sne og is. Selv Storebælt kunne man gå over eller køre med kane. Det har vi ikke oplevet siden.
I de kolde vintre, hvor vi ikke havde varme i værelset hvor vi sov, var det dejligt når mor lagde en varmedunk i sengen. Det var enten en af gummi, som var blød og ”tykmavet”, når der kom vand i, eller en stor oval dunk af zink. Der kom kogende vand i et hul midt på foroven og lukket med et skruelåg. Den kunne holde varmen meget længe og det var skønt at komme i seng i varme dyner. Her kunne man så ligge og se på alle de kønne isblomster på ruderne, de nåede aldrig at tø, når det var frost i længere tid.
Ledninger til el og telefon hang på pæle langs vejene, det skete tit, at ledningerne blev så tunge af is, at pælene ikke kunne bære dem, pælene kunne knække og så lå elledningerne på jorden og var farlige at komme i nærheden af. Det betød også afbrydelse af strømmen og så havde vi ikke lys. Først langt senere begyndte man at lægge ledningerne i kabler i jorden.
Gerda og jeg havde også et lille problem med en dreng der boede på en gård midtvejs mellem os. Han ville ikke lade os være på vejen, skubbede os ned i sneen eller væltede os i grøften. Vi prøvede ellers at garderer os med en kæp, men han var os overlegen. Til sidst ringede far til lærer Larsen og bad ham holde os lidt tilbage efter skoletid, vist nok fordi vi havde fået ødelagt noget tøj. Det hjalp, interessen faldt og så var der igen normale tilstande.
Vores tøj var heller ikke som vi kender det i dag og slet ikke fodtøjet, som nok var gummistøvler om vinteren. De sidste skoleår havde jeg skistøvler, en tung sag, der ikke var forede og der skulle ikke meget sne til før jeg var våd om fødderne. Kendte heller ikke til at have lange bukser på, når man var pige. Dog havde jeg såkaldte skibukser på om vinteren.
Mange havde ”frost i tæerne”, og jeg var meget plaget af det. Tæerne blev røde og hævede og så kløede det forfærdeligt. Det kender man vist ikke til nu om dage. Det skulle hjælpe med levertran, så det blev nærmest tvunget i mig, det smagte ikke særlig godt. Som belønning fik jeg nogle små pebermynte pastiller for at tage den grimme smag.
Den øvrige beklædning var også meget anderledes, i altfald de første skoleår. Inderst havde jeg et livstykke, det var knappet foran og nederst var der fire knapper, to for og to bag. Deri sad et strømpebånd, ca. 2 cm bredt og med huller midt i, jævnt fordelt i en passende længde, så det kunne nå strømperne. Strømperne var tykke og ribstrikkede i en brun farve. (Dog ikke hjemmestrikkede). Øverst var der så også knapper, hvor strømpebåndet kunne sættes fast. Ergo, der var et meget stort stykke med ”bart”. Jo mere strømperne blev vasket, jo kortere blev de. Trusser var ikke opfundet, så det var bukser med ben og af en tyk kvalitet, somme tider med lodden vrang, men så varmede de også mere. Jeg havde kjole og forklæde på hver dag i skole, det var ens for os alle, det var lettere at skifte og vaske et forklæde, for man skiftede ikke sådan kjole hver dag. Havde heller ikke mange at skifte med.
Men jeg skulle ikke klage, vi havde godt og varmt tøj i forhold til mange af mine klassekammerater, der kom i tyndt tøj og træsko hele året, det skulle være meget koldt inden de fik strømper på. Nogle kom fra små hjem med mange børn og var meget fattige i ordets rette forstand.
Ellers var vi børn, som børn også er i dag. Vi kunne godt blive uvenner, men egentlig mopning som findes i dag, det tror jeg ikke der var.
Om vinteren gik frikvarterene mest med at se på, eller bytte glansbilleder og påklædningsdukker, som vi havde i gamle udskrevne kladdehefter. De bluser og trøjer vi havde på, var hjemmestrikkede og så var det en sport at lave bogmærker af den uld vi plukkede af hinandens trøjer, helst så mange farver som muligt.
Hjemme legede vi med dukker. Birgit og jeg havde hver sin store dukke. De var meget flotte og så havde de fint tøj, som jeg tror at den pige der tjente hos os havde lavet. Vi havde også hver en flot dukkevogn, som vi fik et år til jul. Jeg husker det, fordi jeg ved et tilfælde kom til at se dem inden jul og derfor bar på en stor hemmelighed og kunne næsten ikke vente til det blev juleaften.
Om sommeren var vi i skolegården, hvor vi spillede bold eller sippede. Vi spillede også pind, rundbold og langbold, ofte var det lærer Larsen der styrede det.
Dengang, hvor jeg ikke havde noget at sammenligne med, var skolen for mig stor. Når jeg ser den i dag er det ufatteligt at den slog til. Der var kun en lærer og kun et klasseværelse. Man kom ind i en gang, hvor der på væggen var små hylder, hvor vi kunne have vores madpakke og skiftesko. Skolestuen var opvarmet med en stor kakkelovn, og hvor meget varme der var når vi kom, var afhængig af, hvornår lærer Larsen havde tændt op. Da det var under anden verdenskrig var det svært at få noget at fyre med, i det hele taget. Ofte så man også Larsen sidde i sin stol nede ved kakkelovnen mens han underviste. Han hed faktisk Johannes Larsen, men det var utænkeligt at bruge fornavn til sin lærer.
Vi havde geografi, bibelhistorie, regning og dansk. Vi havde diktat og skrev stil.
I de store klasser havde vi håndarbejde. Larsen var en god fortæller og især var det spændende at have bibelhistorie. Vi havde også salmevers for, det var en sand plage at få dem lært, men så sad de der også, så jeg i dag kender mange salmer. Vi havde også en sangtime, der lærte vi glæden ved at synge. Det var der jeg lærte alle de sange, som jeg den dag i dag faktisk kan udenad.
Vi nejede når vi mødte vores lærer, det gjorde man bare. Drengene bukkede. Det samme var når vi kom på besøg, lige meget hvor.
Der var også en gymnastiksal og den blev flittigt brugt både i skoletid og til den frivillige gymnastik for både børn og voksne. Det var mødestedet for byens ungdom om vinteren. Om sommeren spillede vi håndbold på en boldbane bag skolen. Mellem skolestuen og lærer Larsens privatbolig var et lille bibliotek. Det var flittigt benyttet hjemme hos os, far læste mange bøger.
Vi var delt i to klasser, store klasse og lille klasse. De store mødte fra morgenstunden og blev så afløst af de små. Jeg mener vi havde tre timer hver klasse. Vi blev stående ved vores bord, indtil Larsen gav tegn til at vi måtte sætte os. Bordet var til to, det havde en lidt skrå bordplade. Foroven var der en rille til at lægge blyanter og et blækhus. Bordet var fast med den bænk vi sad på, det vil igen sige, at det skulle passe til både store og små. Det kunne godt være svært for de store drenge at kante sig ind og få plads til benene og helt klart sad vi ikke godt.
Det var meget svært at skrive med blæk og krævede megen øvelse. Pennen kunne let ”sprutte”, så der blev en stor klat. Man havde blæk på fingrene og somme tider på tøjet.
Enhver kan forstå, at man skulle være meget dygtig for at komme videre i det system. Til dem hørte jeg bestemt ikke. Jeg var ordblind og havde svært ved at læse og regning kom jeg aldrig ind i. Senere, bl.a. på efterskole, kom jeg godt i gang med at læse, heldigvis. Sprog var heller ikke noget vi kunne lære der. De dygtige kunne komme på realskole i Slagelse og der lærte de jo meget mere end vi kunne nå i vores skole.
Min første læsebog var ”Ole Bole ABC”, den havde jeg fået af tante Thora, som var min morfars søster. (Den står på min reol endnu) Min første skoletaske var en almindelig flad mappe, den havde jeg fået af morbror Helge. Det står helt klart for mig, når jeg i de første år skulle læse lektier hjemme. Far satte sig og ville hjælpe og det endte som regel med at han gav op, og jeg græd. Jeg kunne simpelthen ikke se hvad der stod. Det blev en alenekamp i det daglige.
Uden den gang at kunne sætte ord på, så var det slemt at have en vred far og slet ikke blive forstået, det var et nederlag.
Jeg kom til øjenlæge, for der måtte jo være noget galt med synet, men det var der ikke. Da man ikke kendte til ordblindhed, så måtte jeg jo bare være dum, og det måtte både dem der hjemme og jeg så leve med. På en eller anden måde klarede jeg mig, fordi jeg var god til at lære udenad. Jeg var også en glad pige og havde det godt med alle mine klassekammerater.
En stor dag var, når der skulle være eksamen, så kom præsten fra Slagelse og skulle høre på vores fremlægning af årets arbejde. Præsten hed Wulf, en ældre mand, der så meget sur ud, og som ikke var af de mange ord. Han blev placeret i Larsen armstol bag katedret, og der sad han så med foldede hænder over maven og med lukkede øjne, og fulgte undervisningen.
De skriftlige opgaver lå i vindueskarmen til gennemlæsning. Skoleåret sluttede dengang til april. Når så eksamen var overstået havde vi en dejlig dag foran os. Vi havde lidt penge, som vi måtte gå i brugsen og købe for. Jeg kan huske et år, hvor min morfar var på besøg på dagen og så fik jeg 2 kroner. Det var mange penge og jeg har sikkert fået at vide, at jeg ikke havde nødig at bruge dem alle på en gang. Det var også den dag hvor vi måtte løbe over hele byen og for eksempel lege gemmelege på lofterne på gårdene.
Far fortæller:
”Skolevejen”.
Når jeg gik ”vejen om”, havde jeg godt halvanden kilometer til skole, men det kunne forkortes lidt, når jeg skød genvej op over Jørgen Larsens mark. Det kunne jeg dog ikke hele året. Når der var sået om foråret kom Jørgen Larsen og sagde: ”Hør dreng, nu ve je` itte ha` dig rendende her op over mer`”. Du kan vel se, at der er sået? Så måtte jeg pænt gå vejen udenom. Det havde dog sine ubehageligheder en overgang, for jeg skulle forbi Hans Hansens, og der var en søn, der hed Frede. Han var et års tid ældre end jeg, men temmelig uhæmmet i sine metoder til at drille min søster Gerda og mig, når vi skulle forbi. Bl.a. stillede han sig op ved de nyslåede skærvebunker på vejen. (De kendes ikke af børn nu, hvor der er asfalteret). Han kastede sten efter os, så vi måtte gå langt ind på marken, for at komme udenfor hans rækkevidde. Men jeg besluttede at hævne mig. Jeg lavede af bøgetræ et stort sværd, som jeg kaldte ”Skræp”, og et skjold af en gammel, stor lampeskærm, som jeg havde over venstre arm, og en dag efter skoletid, da Frede kom herhen i nærheden for at lege, da løb jeg efter ham og gennempryglede ham med sværdet, så han løb vrælende hjem. Hans mor havde i forvejen sagt til mig: ”Du er vel ikke bange for ham? Du kan jo bare gi` ham nogle tæsk”. Samme Frede kom ellers en del hen hos os for at lege, så opførte han sig nogenlunde, men kom vi hen hos ham, var der ingen ende på, hvor uartig han var. Opdragelse havde han ikke. En dag han var henne hos os, stod mor i kælderen (det gamle stuehus) og smurte pandekager til os og Frede fik en med. Da han havde spist den, sagde han til mor: ”Je`ku`godt æde en til”, vi var meget forbavsede over det sprog, som ikke tåltes af os, men Frede fik sin pandekage. En stor del af året stak jeg genvej op forbi Jørgen Larsens gård. Han havde altid et par karle og om sommeren en dreng til at passe kreaturerne. Karlene drillede mig af og til. Jeg svarede jo igen, og en dag jeg var på vej til skole, havde råbt noget særlig slemt efter en der hed Jens Peder, som var 16 år, stod han på lur bag stakkene da jeg kom fra skole og så fik jeg de øretæver, jeg vel havde fortjent.
Jørgen Larsens vogterdrenge var som regel skoledrenge, og jeg kom godt ud af det med dem. Vi fulgtes ad i skole, og legede sammen, når de om efteråret var i marken og vogte køer. Den eneste gang jeg rigtig har været oppe og slås i min skoletid, var alligevel med en af dem, som hed Otto.
En dag da vi ”spillede pind” i skolen og han af en eller anden grund ikke var med, drillede han os med, hvert øjeblik at tage lillepinden fra os, da han så tog den fra mig, blev jeg gal og løb efter ham. Vi kom rigtig i totterne på hinanden og lå og rullede rundt ude på vejen, mens de andre børn stimlede sammen om os og søster Gerda tudede og råbte at vi skulle holde op. Jeg var den stærkeste og fik ham underst, men han tilredte mig sådan i ansigtet med sine negle, at jeg ikke kunne gå i skole i flere dage. Vi standsede ikke vores kamp før skolelæreren bankede på vinduet, at vi skulle ind. Da læreren så hvordan jeg var tilredt i ansigtet, gav han Otto nogle øretæver og det var jeg bagefter ked af, da jeg lige så godt havde fortjent klø. Da jeg kom i skole igen, skævede Otto og jeg noget til hinanden, men var snart gode venner igen.
(Otto kender I godt. Han kommer hver uge med brød fra Stillinge bageri. (1955))
Om vinteren havde vi tit våde fødder når vi kom hjem fra skole, for både drenge og piger gik med snudetræsko og tykke hjemmestrikkede strømper om vinteren og sneen gik tit ovenind af træskoene. Om sommeren løb vi plat barbenede, men det kunne ikke tænkes at en pige kom barfodet i skole, hun måtte hele året gå med tykke uldne strømper".
Note: Teksten er 2. del af erindringer skrevet af Kirsten Olsen som er født og opvokset på Fugleholmsgården. Teksten har hun tilegnet hendes børn og børnebørn.
