Nogle meget dejlige minder fra min barndom er ferierne i Kagstrup.
Min mormor kan jeg kun huske svagt, hun døde marts 1935, knapt 62 år gammel. Når vi var på besøg, kan jeg kan huske at mormor stillede en taburet midt på køkkengulvet, satte en underkop med små kulørte pebermyntepastiller på og så måtte jeg bare spise.
Fra ganske lille var jeg med i ponyvognen, når mor og far tog et par fridage og skulle besøge min mormor og morfar. Morfar havde fødselsdag sidst i april og da kan det godt have været en meget kold tur i åben vogn. Det var tradition, at vi holdt i en skov og plukkede anemoner, som vi havde med.
Moster Anna var hjemme og holde hus for morfar og morbror Thorvald og hun gav mig mange sjove oplevelser. Jeg var 5 år da jeg selv tog dertil med rutebil. Far kørte mig til Slagelse i ponyvognen og sørgede for at jeg kom godt af sted. Enten stod moster Anna eller morfar ved vejen og tog imod mig. Da jeg blev lidt ældre, syntes jeg det var noget af en oplevelse at tage den tur. Det var en gammeldags rutebil, som nærmest raslede af sted og så kørte den ind om alle de små byer der var undervejs og havde pakker der skulle afleveres eller medbringes. Ofte stod der også en kone i vejkanten og ”viftede”, så stoppede Harry, som chaufføren hed, og tog gladelig en pakke med for hende. Desværre kan jeg ikke huske hvor lang tid det tog at komme fra Slagelse til Næstved, men meget længere tid end i dag. Senere tog jeg med toget til Fodby station og her hentede morfar mig i jumpen.
Jeg havde 3-4 legekammerater som kom fra de andre gårde og i den dejlige store have hos morfar legede vi mange timer. Det var også sjovt at lege på loftet, der var gamle møbler og tøj, som vi fik lov at klæde ud i, og det helt store var, når jeg måtte gå ind på mosters værelse og gå med hendes højhælede sko og fine tøj.
Moster Anna tog mig med til Næstved, hvor vi gik i butikker, og vi var på munkebakken. Dengang var der ikke noget tårn, som der er i dag, man kunne stå på udsigtspladsen og se ud over hele byen.
Moster Anna og mig
Vi spiste alle måltider i køkkenet. Jeg husker en episode fra et af de måltider. Jeg var kommet til bords med tyggegummi i munden – og så gik det bare helt galt.
På et litteraturkursus jeg havde meldt mig til på Danebod højskole, da jeg var der en uge i 1995 skulle jeg lave en lille opgave og så valgte jeg at fortælle om min ferie,- dengang det gik galt. Jeg fortalte historien set som et tilbageblik med voksne øjne.
”Hun stod, en blandt mange, i den gamle handelsgård, som nu var museum. Mens guiden fortalte gled hendes blik rundt i lokalet. Mange af de gamle brugsting havde hun også arbejdet med engang, det kaldte mange minder frem.
Øjnene faldt på en køn almuefarvet olmerdugsdyne. Den var slængt over en hanebjælke. For en stund hverken hørte eller så hun noget omkring sig. Hun var langt tilbage i tiden.
Det var sommer og ferietid. Hun var bragt til stationen og sat i en rutebil som skulle bringe hende til morfar. En uendelig lang tur syntes hun, men så pludselig var morfar der. Han var kommet for at hente hende i hest og vogn.
Hun fornemmede vognens rumlen gennem porten og over den brolagte gårdsplads. Hun følte sig meget glad og blev hjertelig modtaget.
Hun nærmest løber gennem de små stuer med de skæve døre og små vinduer og lavt til loftet. Gennem havedøren ud på plænen. Der var allerede mellem to store pæretræer spændt en hængekøje op. Den måtte prøves. Videre – hun måtte gennem det hele den første dag, se at alt var som det plejede. Turen endte på loftet, det var et slaraffenland, her var simpelthen alt. Bøger, blade, stolen hvor fjederen stak gennem stoffet, den måtte hun hoppe i. Gammelt tøj hun kunne klæde sig ud i og for længst aflagte højhælede sko, som var vigtigt at have, når hun legede ” fin dame”.
Tiden var fløjet af sted og nu blev der kaldt til middag. Alle blev bænket omkring bordet i køkkenet, hvor maden blev tilberedt på det gamle sorte komfur. I munden havde hun tyggegummi, ikke bare et, men to stykker i en stor klump. Hun fik listet klumpen ned i den ene hånd. Det klæbede sig fast og med den anden hånd prøvede hun at hjælpe, men det blev bare værre.,” Værsgo”, du må gerne begynde, sagde min moster”. Hun kiggede til frikadellerne, kartoflerne og sovsen. Og så faldt tilståelsen. Det var så flovt. Ved synet af hendes små sammenklistrede fingre lo alle de voksne højt. Det blev for meget, tårene trillede. Med kærlig hånd hjalp hendes moster med at fjerne alle spor.
Der var som altid redt op for enden af morfars seng. Derfra kunne hun ligge og se pendulet i det gamle bornholmerur svinge fra side til side. Det var tryghed.
I sengen var der en underdyne og en lille rød pude til hovedpude og en overdyne. En olmerdugsdyne, på godt og ondt. Der var så blødt og godt at ligge, men det var umuligt at vende sig, så tung var dynen. Fornemmelsen af det føltes stærk, da hun så dynen på hanebjælken.”
Guidens stemme bragte hende tilbage. ”Vi går videre ……..”
 |
Jeg har lige fået et pigeon æbletræ af min mormor. Det står stadig i haven derhjemme. Der er hvert år mange æbler på. |
De sidste 5 år af min skoletid var under anden verdenskrig. Jeg husker tydeligt den 9. April 1940, da tyskerne besatte Danmark. Store tunge sorte flyvemaskiner fløj lavt over markerne. Vi stod omme bag laden og så på dem. Jeg husker, at mor og far diskuterede, om jeg skulle i skole eller ej, alt var så usikkert. De voksne har selvfølgelig snakket meget om krigen, men igen var det sådan, at vi børn ikke fik noget at vide, vi levede videre og affandt os med de ændringer der kom i de år.
Meget hurtigt blev det forlangt, at vi skulle have mørklægning. Vi købte sorte rullegardiner og når de om aftenen var rullet ned, måtte der ikke kunne ses lys udefra. Vore cyklelygter skulle også blændes. Der blev trukket en sort hætte over lygten, hvori der var skåret en lille firkant ud. Vi kunne ikke se noget ved lygten, men vi kunne ses, når vi færdedes. Det var nu ikke meget at folk færdedes om aftenen i de år, der var tyskere overalt. Skulle vi til Slagelse kunne vi godt blive stoppet af et par tyske soldater der stod vagt ved Pilegården. Det blev også påbudt at vi havde et legitimationskort, så de kunne se hvem vi var.
Da jeg i krigens sidste år skulle konfirmeres, var situationen tilspidset meget. Allerede i 1944 da jeg gik til præst var mor og far ikke glade for at lade mig færdes. Nu var det jo også sådan, at jeg skulle helt til Høve for at få konfirmand undervisning, fordi vi hørte til Havrebjerg frimenigheds kirke. Jeg måtte ikke køre gennem Slagelse, men tog turen ud over det vi kaldte stæremarken til Slots-Bjergby og Sludstrup til Flakkebjerg og Høve. Undervisningen var lagt to dage på træk, derfor skulle jeg overnatte. Jeg havde en fast familie der ventede mig, men efterhånden lærte jeg nogle af de andre på holdet at kende, så blev jeg inviteret med dem hjem. Det var noget jeg var meget glad for. Nogle af dem har jeg stadig forbindelse med.
Far havde været så heldig at skaffe en cykel hos smeden, som havde nye dæk og slanger, ellers havde det været håbløst at sende mig den lange vej. På det tidspunkt kørte folk på faste ringe, som var forfærdeligt tunge eller også var der lap på lap på dækket.
Det lykkedes mor at samle så mange rationeringsmærker sammen til bagning og madlavning, at vi kunne samle familien til min konfirmation, d. 25 marts 1945.
Det var nogle meget kolde vintre, folk havde efterhånden ikke brændsel og alt var rationeret. På kommunekontoret kunne man hente mærker, som skulle strække i så og så lang tid. For dem kunne man så købe til husholdningen, men ikke så meget man ville, der skulle spares på alt. Der var rationeringsmærker til både mel, sukker, smør, margarine, salt, kaffe, vaskemidler, sæbe og meget andet. Mærker blev en god salgsvare, folk købte dem i dyre domme til høje priser. Et kaffemærke kunne koste 2,50 kr. pr stk. et sukkermærke 1 kr.
 |
 |
Der gik ikke lang tid før det var erstatninger af mange ting. Sæbe f. eks. det var ikke værd at vaske sig med, eller vaske tøj i. Det var ikke let at være husmoder de år. Vi havde jo fremmede folk på kost og de måtte aflevere deres mærker til mor, som hun så holdt hus med. Det værste var, når man skulle have fest, konfirmation f.eks. så var det dejligt når nogen kunne undvære et par mærker. Man hjalp hinanden meget, man kom i de år hinanden nærmere, alle var jo i samme båd. Tøj kunne man heller ikke få, så hvis man havde noget liggende, blev det syet om, somme tider mere end en gang. Mor havde en ganske almindelig symaskine med håndsving, den blev brugt flittigt. Når Ellen kom, var det netop fordi der igen skulle syes noget om. Havde vi gamle strikkede trøjer, blev de trævlet op og garnet blev genanvendt til f. eks. vanter og strømper. Vi gik alle i genbrug selv om de kaldte det omsyet eller aflagt. En voksenkjole der var slidt, kunne det bedste blive til en barnekjole. Fra skjorter tog man det nederste stykke og lavede nye flipper af. Under krigen skete det, at en engelsk faldskærms soldat faldt ned. Jeg kan huske, at det engang skete i nærheden af Flakkebjerg. Dem der fandt ham fik faldskærmen, af den blev der mange ting, blandt andet fik de syet cottoncoats, hvilket stod som en drøm at eje en sådan.
Krigen varede trods alt kun 5 år, selv om det var længe nok. Mange steder hvor de havde fine stuer inden krigen, havde de også pæne og gode gardiner. I stort omfang blev de også brugt til kjoler og nederdele, alt efter hvilket stof det var af. Det oplevede vi nu ikke.
Der kom hele tiden noget nyt i butikkerne, men det holdt sjældent til mere end en vask. Det var celluld, noget mærkeligt stift stof, lige til det blev vasket, så faldt det sammen som en som en klud og blev vindt og skævt. Vi havde meget glæde af fars kusine Ellen. Hun var alene og ville gerne være nogle dage hos os. I gennem alle krigsårene sad hun trofast og reparerede tøj. Alt blev vendt og drejet for at kunne holde så længe som muligt. Det gik hårdt ud over sengetøjet, så lagenerne blev ægvendt, det vil sige, at de blev klippet op midt på, så det tynde kom udvendigt. Hun var også den der kunne sy hjemmesko til os alle. Nogle solide såler, som man til at begynde med godt kunne købe, men som hun senere også lavede. Hun syede det øverste af noget tykt stof, eller hæklede af garn rester, det var et stort arbejde, men det var godt af have noget varmt på fødderne, da der var koldt i alle rum, undtagen køkken og stue.
Befrielsen kom 5.maj 1945. En dansk speaker på BBC afbrød sig selv i den almindelige nyhedsoplæsning for at bringe en ”vigtig meddelelse”.
” I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig. Her er London … vi gentager: Montgomery har oplyst…..”
Klokken var 20.34. Aldrig før i danmarkshistorien har et enkelt menneske med så få ord sat et helt folk i bevægelse. Det var nok mest at mærke i byerne, her løb folk ud på gaderne og festede hele natten. Mørklægnings gardiner blev revet ned, smidt ud af vinduerne og brændt på gaden. På landet var der ikke så mange der stimlede sammen, men man fik snakket med naboer, familie og venner og prøvede at forstå, hvad det egentlig var der skete.
Nu kunne man tro, at alt snart var normalt igen, men det var det langt fra. De følgende år var der stadig rationering på mange ting og der gik også år, før man kunne få ordentlig tøj. I foråret 1946 var der stadig mærker på soda, sæbe brød og brændsel. Ugeration var f.eks. 250 g kaffe og 250 g smør. Først i 1952 – 7 år efter krigen, blev kaffe og sukker givet fri. Kødrationeringen, som vi jo ikke mærkede, blev først ophævet 1949. Samtidig steg kødet, så mange måtte stadig have en eller flere kødfrie dage.
1946 fik man tekstilkort, så var der en mulighed for at få lidt nyt til, garderoben. Jeg har prøvet at stå op kl. 6 og cykle til Slagelse og stå i kø, for at få nogle få meter stof til bomuldskjoler. Rationering skabte en vis social lighed, vi var underlagt de samme vilkår. Stoffet kunne krybe meget og der var så meget farvestof i det, at man var farvet helt ind på kroppen. Det skulle vaskes flere gange før det ikke smittede af. Vi fik syet alt vores tøj hos ”fru Jensen” som boede på strandvejen nær Slagelse. Afleverede stoffet, fik taget mål, og skulle så komme til prøvning inden det færdige resultat forelå. Som stor pige fik jeg altid syet ærmeblade i. Halvmåneformet med en slags gummibelægning. Alle brugte det, pudsigt nok mindes jeg aldrig at jeg svedte under armene, men sådan var det.
Silkestrømper var et evigt problem, dårlig kvalitet og nogle havde fod af bomuld, de var også på mærker, så man måtte passe på dem. Ustandselig løb der en maske. Så kunne man tage strømpen med til opmaskning i Slagelse, men jeg fik hurtigt lært at gøre det selv. En slags hæklenål og god tålmodighed, så var de penge sparret. Strømperne havde altid en søm midt bag på, og det var meget vigtigt at den sad helt lige.
Havde man bil da krigen brød ud, måtte man også hurtigt opgive at få benzin. Så blev der opfundet en gasgenerator, som kunne påmonteres, men til sidst blev bilen ”klodset op”. Jeg har læst, at i 1946 blev benzinen givet fri ”på visse vilkår”. Prisen blev sat 10 øre op til 68 øre pr. liter, for at unødig kørsel ikke skulle blive for stor og vognen måtte kun køre inden for sit eget amt.
Det var ikke enhver mands eje at have bil, men i 30erne fik mange alligevel bil. Det var ikke den rene luksus, der var ingen varme og modellerne var heller ikke tilnærmeligvis det vi kender i dag. Som regel en Ford. Et stort firkantet karrosseri på smalle hjul. De kunne ikke køre så stærkt og vejene var ikke asfalterede, så det støvede meget. Når der skulle drejes, blev der slået en retningsviser ud, som sad ud for føreren. Men man sad i tørvejr, så på den måde var det luksus.
Det var en stor begivenhed, når min morbror Helge kom på besøg. Han havde nemlig bil, og det skete vi fik en tur.
Selv om det er helt udenfor det, jeg ellers skriver om, så har jeg læst om en biltur fra Odense til København omkring 1920, som jeg vil fortælle noget af.
”Nye dæk, sagde far. Nye dæk er en nødvendighed. Det var som skulle vi til Sibirien. Flere tæpper og dækner og sjaler og uldtørklæder. Solen skinnede nådesløst.
At finde gennem Nyborgs gader var usandsynlig svært. Lidt frem og tilbage og rundt over jernbanespor. Bilen skulle køres baglæns ombord på færgen. Far var hjælpeløs og bandede og svovlede, kørte i håbløse vinkler ind på færgens sider eller tæt på jernbanevognene. Til sidst stod en sømand op på trinbrættet og greb rattet, og fik os på ret kurs.” Aldrig skal jeg mere køre ud på de færger” råbte far. Med fornøjelse tænkte jeg på, at så måtte vi bosætte os i København.
Der stod drenge i Korsør, som tilbød sig som vejviser ud af byen, men far afslog. Da vi havde kørt rundt et godt stykke tid tog han mod tilbudet. Drengen sprang op på trinbrættet og sikkert lodsede os ud af byen og så tjente han en skilling. Mellem Korsør og Slagelse skulle vi klare den enorme bakke. Studebakeren bestod prøven, hakkede lidt i det, men det skyldtes nok, at far ikke var meget for at skifte gear. Vi nåede Slagelse en times tid senere. Far standsede ved Hotel Postgården. Der stod en karl, som kørte vognen ind i gården. Inden vi kunne komme ind, måtte vi ryste alt støvet af os, vi slog og bankede på hinanden. Støv var landevejens betingelser. Vi så en enkelt lukket bil. Hvad fanden, brølede far, skal vi ikke have frisk luft, skal vi sidde og køre rundt i dagligstuer på hjul og man kan ikke se noget som helst.
Vi fik rød sodavand, en til deling. Per, sagde mor bønfaldende, da far overfusede tjeneren, kaffen havde ikke smagt ham.
Karlen køret bilen frem igen og vi satte kursen gennem de krogede gader mod Sorø. Vi var godt og fast indpakket og støvet fra de andre biler begyndte at lagre sig i alle tæppernes dybe fuger.
Pludselig brølede far. Nu vil den satans vogn ikke mere. Det viste sig snart, at der ikke var mere benzin på. Pigerne spurgte om de måtte gå i skoven. Det kunne de have gjort på Postgården mente far, men forfulgte ikke sagen. Han stillede sig op på landevejen og svingede med sin ternede sixpence. Straks standsede en vogn. Jeg aner ikke hvordan problemet løstes, men en detalje husker jeg med begejstring. Far med en rød gummislange i munden på hug ved den fremmedes benzintank bagpå, han sugede og sugede og råbte pludselig højt og spyttede benzin ud og så fik han nogle liter ned i en dunk, og det kom på vores bil, og vi kom af sted igen.
Hævertprincippet sagde far. Man skal kunne sin fysik.
Ren nostalgi fra min side, jeg har jo prøvet at køre i de gamle biler, dog ikke i de åbne, men det gik ikke så stærkt og varme var der ikke i bilerne før langt senere.
Ellen med sit strikketøj
Enten det var sommer eller vinter, kommer Ellen ind i billedet. Jeg nævner hende ofte, hun var næsten en del af familien. Ellen mistede sin mor meget tidligt og hun var den ældste af 8-9 børn, så hun måtte stå for husholdningen og plejen af sine små søskende. Det brugte hun sit liv på. Hendes søskende forlod hjemmet da de blev voksne, fik hjem og familie. Det nåede Ellen ikke. Ellen boede alene. Hun var ikke meget hjemme, der var bud efter hende til at hjælpe mange steder, for eksempel hjemme hos os. Der blev spændt for ponyvognen og en af karlene hentede hende. Hun kom som et frisk pust, var altid glad og så gik snakken.
Når middagen var spist, gik Ellen i gang med opvasken. Mor var ikke så begejstret, det gik lidt stærkt, men det ville have været en fornærmelse at tage den tjans fra hende. Derefter skulle hun have sin middagssøvn på sofaen. Vi store tøse har tit stået småfnisende og set på. Hver gang hun trak vejret så knirkede hendes korset, og hun snorkede på en helt speciel måde.
Hun var altid aktiv, gik tit en tur og så havde hun altid strikketøjet med, som regel var det strømper, som der var god brug for. Inden Ellen skulle hjem gik hun en tur i haven og forsynede sig med blomster, frugt og grønt og så var hun glad. Der har nok også været lidt slagtemad, vil jeg tro. I nogle år holdt hun også juleaften hos os.
Sommeren bød på mange glæder. Det var afvekslende og spændende når der kom feriegæster. Vi havde et meget fint lysthus, som far har lavet. Det lå ca. der hvor flagstangen står nu og helt op til skellet ind til naboen. Det var lavet af træ. Siderne var fra midten og op efter lavet som fletværk. Der tilbragte vi utallige timer med leg og megen kaffe og kage blev serveret over en god snak, når der kom besøg. Det var også det ideelle sted at opholde sig i de sene nattetimer, når pigen blev fulgt hjem fra bal. Desværre holdt huset ikke til jeg blev voksen!
Mor med ”Bøvs” ved lysthuset
1930 - 1932
Selv om han ikke var helt ung, så kom morfar gerne cyklende, og blev nogle dage om sommeren. Når han kom kunne vi se, at han havde været hos bageren i Slagelse og havde kager med. Købte kager var ikke noget vi ellers fik, så de blev spist med velbehag.
I mange år kom Holger Larsen, hans kone, Oda og deres piger Kirsten og Bente. Holger Larsen havde som barn været feriedreng på gården og havde holdt forbindelse med far. De boede i København, så en ferie på landet var en drøm. Det gav mor meget ekstra arbejde, og flere munde at mætte.
Så var der moster Minna og Jensen, der hver uge sommeren igennem kom cyklende for at købe æg og fik lidt frugt og grønt, alt efter årstiden.
Moster Minna var mors ungdomsveninde og da jeg var helt lille begyndte jeg at sige moster og sådan var det lige til hendes død.
Far havde to søskende. Gerda, som var gift med en maskinfabrikant i Slagelse. Det hjem husker jeg kun at have besøgt et par gange. Faster Gerda var syg alle de år jeg husker hende. Der var fire børn, som jeg faktisk kun kendte, fordi de kom på ferie hvert år.
Så var der Arne. Han havde en mindre ejendom på den anden side af Slagelse og dem så vi lidt mere til. Elna, som han var gift med var utrolig god til at lave dukketøj og altid fik vi spændende gaver derfra. Deres to drenge kom også hvert år på sommerferie, dem var jeg mere jævnaldrende med og husker meget fra deres besøg.
Familien var ellers noget vi kun så, når der var en anledning, fødselsdag for eksempel, men ikke hver gang.
Det er også sommer der får mig til at tænke på turene med mor og far til kirke i Havrebjerg. Vi kunne tage med hvis vi havde lyst. Vi kørte i ponyvogn dertil og så var der en mand som tog sig af hesten mens vi var i kirke. Min farfar og farmor var med i menigheden lige fra kirken blev bygget i 1911. Far og hans søskende er konfirmeret der, lige som Birgit og jeg blev det senere.
Turen til kirke gik af markvejen op til ”Valbygården”, forbi hovedbygningen og den store have, hvor vi, hvis vi var heldige, kunne se påfugle gå i haven.
På min fødselsdag havde jeg pigerne med fra min klasse. Så var alle i det fine tøj og glædede sig meget. Når de kom hilste de først på mor og far med hånd, og så sagde de: ”Jeg skal hilse hjemmefra”. Sådan gjorde jeg også hos mine kammerater. Både mor og far oplevede langt senere at det også kunne gøres med et ”Hej”, hvis man overhovedet sagde noget. Tiderne skifter.
Jeg husker ikke at vi gav hinanden gaver, og gjorde vi var det for eksempel et lille fint lommetørklæde. Dem samlede jeg på. I brugsen kunne man få små vaser eller kopper, hvor der stod ”Hilsen fra Hejninge” på, det var også flittigt brugt til gaver.
Vi fik chokolade og boller og lagkage og så legede vi ude eller inde alt efter vejret og den plads der var hvor vi kom. Vi kendte mange sanglege, det kunne der gå noget tid med, eller vi spillede pind eller langbold. Et sted hvor vi kom til fødselsdag havde de et lille køkken, en stue og et soveværelse og et værelse mere, der var de ni børn. Deres far var arbejdsmand og havde svært ved at tjene til at mætte alle. Det var nok det mindste hus i sognet. Der var lige så mange børn i banehuset og der var såmænd nok ikke mere plads. Manden der var kurvemager, så der skulle sælges mange kurve for at få mad på bordet der. Men det var slet ikke noget vi tænkte på eller hørte der blev snakket om, sådan var det bare.
I dag kan børn godt undre sig over, hvad vi fik tiden til at gå med, når der ikke var mulighed for forskellig sport og man slet ikke havde fjernsyn, video, mobiltelefon, computer og alle de ting der er en selvfølge i dag. Det var slet ikke opfundet da jeg var barn, det blev det faktisk først, da mine børn var store.
Da jeg var 10-12 år gammel fik vi klaver. Mor havde selv spillet orgel og ville gerne, at vi lærte at spille. Jeg fik min undervisning i Slagelse hos fru Hersbo-Jensen. Hun var meget dygtig. Moster Minnas mand, Peder Jensen var leder af et orkester i Slagelse der hed ”Crescendo”. Der spillede familien Hersbo-Jensen også, derfra kendte mor og far dem. Det var absolut ikke noget jeg havde lyst til, og så alle de øvetimer, turen til Slagelse på cykel i al slags vejr, nej, jeg var ikke nogen flink elev. Det ophørte da jeg kom hjemmefra året efter min konfirmation. Både Birgit og Eva fik undervisning i Hejninge, og det har de stadig meget glæde af.
Om vinteren kunne vi opholde os i køkkenet og i stuen, der var ikke varme andre steder. Vi lavede lektier mens mor og pigen sad med håndarbejde. Når pigen var færdig over middag og karlene havde fået deres eftermiddagskaffe havde hun fri. Hun kunne være på sit værelse eller i stuen, men mødte omklædt og gik i gang igen når aftensmaden skulle forberedes.
Da far ikke kunne deltage i arbejdet ude, så var han flink til at læse højt. Det gjorde han også om aftenen når de havde hørt ”Pressens radioavis” og ofte var der både pigen og et par af karlene der også brugte stuen, når avisen skulle læses, eller ville hører far læse op. Der var ikke varme på deres værelser.
Det skete meget sjældent, at mor og far havde en aften, hvor de var sig selv. Det de eventuelt ville diskuterer eller snakke privat om, måtte faktisk foregå i soveværelset. De havde i årenes løb rigtig mange dejlige unge mennesker og samværet med dem var de glade for. Det skete dog også, at der var nogen, som ikke rigtig passede ind i familien, men de søgte så andre steder. Mange af de karle og piger, som tjente derhjemme, havde mor og far forbindelse med i mange år og de fik ofte besøg af dem, når vejen faldt forbi.
Når efterårsarbejdet var færdigt i mark og have, så kom den lidt mere stille tid. Skulle vi skifte karle eller pige havde der været travlhed med at gøre rent, så når de nye folk kom, var der orden og rent alle vegne.
Når vi nærmede os december og julemåneden, så begyndte vi at glæde os. Det var den helt store oplevelse, når vi skulle med til Slagelse på juleudstilling ind under jul. Dengang blev der ikke pyntet op før de sidste 14 dage inden jul. Folk havde ikke så meget at købe for og gaverne var ikke mange og store. Glæden ved at få dem var stor, vi fik jo kun gaver når det var fødselsdag eller jul, så ofte havde vi ønsket en ting meget længe.
Da jeg var så stor, at jeg selv kunne tage med toget til København, fik jeg lov til at komme ind til Moster Anna, som på det tidspunkt boede derinde. Hun brugte en hel dag på at gå med på juleudstilling. Det sagde spar to til den udsmykning jeg så i Slagelse. Alle de store forretninger på strøget havde i deres vinduer pyntet med nisser og andre ting, som kunne bevæge sig. Jeg kunne slet ikke få nok af at beundre det. Og så gik vi på konditori og fik chokolade og kage, når vi var trætte af at gå rundt. Det var måske årets største oplevelse.
Der var travlhed i december måned. Der skulle slagtes gris og ænder og der skulle bages. Kagedåserne blev fyldt med pebernødder, vaniljekranse, korendkager og brune kager, der var stukket ud med en form, som lignede en blomst og på hver kage et stykke mandel. Det skete ofte at der til stor ærgrelse kom en plade ud af ovnen, som havde været der lidt for længe. Det var vanskeligt at tilpasse temperaturen på et brændekomfur, det drejede sig om en vis fornemmelse.
Kobbertøjet blev samlet på køkkenbordet og så måtte vi hjælpes ad med at pudse. Det var ikke det mest sjove arbejde, for der var faktisk mange ting. Det meste af det var samlet gennem flere generationer og det skulle der passes på.
Det var også en tradition, at far hvert år bandt en julekrans. Adventskrans blev først kendt langt senere. Den krans far bandt var dobbelt så stor i omkreds som den adventskrans vi kender i dag. Den havde kun tre lys og var ophængt i tre røde silkebånd med sløjfe foroven. De bånd blev gemt fra år til år og strøget inden brug.
Mor bandt en trearmet lysestage. Hun brugte ganske små grankviste, som blev bundet tæt. Et meget flot arbejde og ingen jul uden lys i den stage. Så længe mor og far boede i stuehuset var det dem der gjorde det arbejde. Senere var det Eva der gjorde det. Moster Bitte har en magen til og det minder om jul derhjemme.
Det skete, at vi blev sat i gang med et eller andet. Et år op til jul havde far skåret nogle firkanter ud af krydsfiner. Der blev tegnet forskellige motiver, som vi ridsede ned i træet. Bagefter blev det farvelagt og til sidst fik de lak. Det var beregnet til smørebrædder. (måske til julegaver, jeg husker det ikke).
Om aftenen samledes vi omkring spisebordet for at klippe kræmmerhuse og hjerter. Eller vi lavede garnnisser, som fik huer af silkebånd. Der var mange af de karle og piger vi havde, der gerne var med til det, og det var rigtig hyggeligt.
Far læste op fra ”Ved julelampens skær”, som blev købt hvert år op til jul.
Vi fik også vore egne hæfter med julehistorier.
Vi havde også en del spil, bl.a. spillede vi meget ”æsel”, det var sjovt når vi var mange omkring bordet. Vi spillede også meget ”Bob”.
Lyset skulle der spares på, vi tændte ikke før det var absolut nødvendigt. Sidst på eftermiddagen holdt mor ”mørkning” med os. Så sad vi i kakkelovnskrogen og snakkede eller vi sang og mor læste højt.
Man skulle også opføre sig ekstra godt i julemåneden. Den ”lille grå mand” holdt nemlig øje med os. Han havde boet på gården lige så længe den havde ligget der. Han boede på høloftet over kostalden. Fodermesteren sørgede altid for at der blev lidt hø tilbage på loftet, han ville heller ikke fornærme den gamle nisse, man vidste jo aldrig hvad han kunne finde på at drille med. Den grå mand var cirka en halv meter høj, havde helt gråt tøj, rød hue og træsko.
Far sagde tit: ”Hov, der smuttede den lille grå mand forbi vinduet”. Så havde han lige set toppen af huen. Jeg tror også at jeg nåede at se den røde hue, eller?
Nisser har været kendt i flere hundrede år. Folk var overtroiske, og især nisser havde man respekt for. Når noget gik godt, kunne det godt være nissens skyld. Skovnissen kendte dyrenes sprog. Staldnissen hjalp bonden i det daglige arbejde og var som regel flink og venlig og god ved dyrene. Behandlede husbond ikke dyrene godt, drillede nissen dyrene og gjorde dem urolige, så de ikke gav så meget mælk. Det var meget vigtigt at huske at sætte et stort fad risengrød op på loftet juleaften.
Husnissen skal behandles rigtig godt, ellers ramler alverdens ulykker ned over folk. Dem der tror de hører spøgelser, bliver i virkeligheden drillet af nissen, fordi de ikke har behandlet den ordentlig. Julenissen er en anden slags, i virkeligheden en forvokset staldnisse, han kom først ind i nissefamilien i år 1580. Han skal også havde risengrød til jul. Der findes mange andre slags og de findes både i Norge og Sverige, hvor de har samme betydning.
Som sagt var julen noget vi så frem til med stor glæde og forventning. Der skete noget nyt hver dag og jeg glædede mig til at komme fra skole og få del i forberedelserne.
I skolen sang vi hver dag julesange og salmer og det gjorde vi også hjemme. Jeg kunne dem alle sammen udenad. Hvert år kom tante Margrethe (gift med fars morbror) hen på skolen. Hun skulle hjælpe os med at klippe nye ting til det store juletræ i forsamlingshuset, det var en dejlig dag.
Min farfar levede jo i mine første barneår, og så længe han levede fik vi risengrød, gåsesteg og æbleskiver juleaften. Gæs skulle have meget plads og de grisede meget, så da bedstefar døde, blev det and i stedet for gås, der kom på menuen.
Lillejuleaftens dag kom juletræet ind. Det stod altid i den bageste stue, der hvor Eva og Søren har spisestue. Det vil sige, at det var kun det halve rum, for bedstefars værelse var der stadig. Fløjdørene var altid lukkede dertil, nu skete der ydermere det, at der kom vat i nøglehullet. Vi måtte ikke se det pyntede juletræ, før det var tændt juleaften. Når mor skulle ind i den stue, kunne man være så heldig at få et glimt af træet.
Denne aften blev der serveret nøddekrans til kaffen. Når den var lagt på plade, blev den med en saks klippet i et zik-zak mønster inden der kom sukker på. Den var, som jeg husker det, ret tør, men det havde vel noget at gøre med den dårlige kvalitet mel man havde i husholdningen.
På fars tobaksbord stod nissehuset. Far lavede det til min første jul og der var små porcelænsnisser og en lille tallerken med risengrød. Det flyttede med, da mor og far kom over i huset og nu står det, så længe jeg er til, her i min stue til jul.
Juleaftens dag var utrolig lang, og alle havde så travlt med forberedelsen af mad.
Husk på, det skulle jo foregå på brændekomfuret. Alle ildsteder og ovnen var i brug, og der duftede af rødkål og andesteg.
Det var tradition, at vi til frokost fik stuvede kartofler med sylte.
Om eftermiddagen gik alle der havde lyst, i kirke. Det var en dejlig oplevelse, og så jævnede det også ventetiden. Mor blev hjemme, og når vi så kom tilbage, havde hun bagt æbleskiver. Det store røde lerfad var fyldt og der var syltetøj og sukker som tilbehør. På det tidspunkt kom Jens Jørn også og fik kaffe og ønskede glædelig jul.
Inden det endelig blev det tid, at vi skulle til bords, havde vi været i stalden med grød til nissen, som han spiste med velbehag, næste dag kunne vi hente det tomme fad.
 |
Lysene var tændt i alle stager og julekransen, der hængte i karnappen. Midt på bordet stod nissen ved grødfadet med sine 7 lys i kanten af fadet. |
Inden vi begyndte at spise, læste far juleevangeliet og vi sang:
O kom til os alle, du højtidens drot,
om lokken er gylden, om håret er gråt,
udbred dine hænder, mens lysene brænder,
og skænk os din fred,
thi evig, ja evig er glæden, når du følger med.
Vi fik risengrød med kanelsukker og smørhul og derefter andesteg. Det var et solidt måltid. Først langt senere gik vi over til ris a`l`amande med mandel og mandelgave. Til maden drak vi nisseøl. (En sød maltøl)
Når vi havde spist skulle der vaskes op. Det tog uendelig lang tid, syntes vi, men så læste far en historie.
Mor havde listet sig ind til juletræet og tændt det, og nu gik dørene op og der stod det i al sin glans. Det var hvert år det kønneste træ vi havde set. Når vi havde nydt træet lidt, tog vi hinanden i hånden og gik omkring træet og sang alle de julesange, vi havde øvet os på en hel måned.
Så kom tiden til gaver. De lå i en stor rund kurv, og derfra blev de fordelt til alle. Der var ikke mange, men det var næsten altid det, vi så brændende havde ønsket os. Overraskelserne var det, der var fra pigen og karlene. Jeg husker, at der altid var pakke til os fra Farbror Arne. Tante Elna var så god til at finde ting som vi ellers ikke kunne drømme om. Mor og far gav også gaver til folkene. Hvad pigen fik, husker jeg ikke, men karlene fik en skjorte eller handsker.
Vi glædede os også meget til at få noget af alt det dejlige, der var sat frem i fine skåle. Der var nødder, dadler, figner og appelsiner. Det fik vi jo kun til jul. Der var pebernødder og til kaffen kom julekagerne på bordet. Der var klejner, vaniljekranse, korendkager og brune kager.
Karlene forhandlede sig frem til, hvem der skulle have fri i julen. Køerne skulle jo malkes og hestene passes. Det skete ofte, at nogle selv ønskede at holde jul sammen med os. Andre boede i nærheden og tog selvfølgelig hjem til deres familier. Jeg tror faktisk også, at den unge pige næsten altid holdt jul hos os, så alene har vi aldrig været. Der var så heller ingen problem med at nå omkring juletræet, når den tid kom.
1. juledag var det tradition, at moster Minna og Peder Jensen kom til frokost. Der blev serveret stegte ål og stuvede kartofler, som både far og Peder Jensen kunne spise med en nydelse, som jeg kun har oplevet med dem. Der har selvfølgelig været andre gode ting, mor havde jo lavet både sylte og rullepølse da de slagtede.
Jeg tror der var snaps til ålen, men ellers var det juleøl der blev drukket. Vi kendte ikke til sodavand, men så fik vi dejlig hjemmelavet frugtsaft.
Jeg kan ikke huske, at vi så familien i julen. Det var besværligt at rejse under krigen og det var koldt. Det krævede overnatning når familien kom, så det var på andre tider vi så hinanden.
Til mors fødselsdag den 27. februar kan jeg huske flere gange at hendes familie kom. Jeg husker tydeligt, hvor de kunne more sig. Både morbror Thorvald og moster Anna havde ikke langt til smilet og så kunne de fortælle historier, så alle ”lå flade” af grin.
Det skete de kom på besøg nogle dage hver for sig. Det var det bedste vi vidste, så havde vi det sjovt. Bobspillet blev lagt på bordet og de voksne tog nogle dyster.
Underholdningen var som bekendt beskeden, der var bare radioen, så vi måtte finde på noget selv og det var dejligt når de voksne ville være med.
Næste store begivenhed var juletræet i forsamlingshuset 3. juledag. Folk kom fra alle kanter i sognet. Under krigen havde vi hvert år så meget sne, at mange måtte køre i kane til forsamlingshuset. Det var Jens Jørn der kørte for os. Hesten blev så staldet ind på en gård i nærheden.
I salen stod juletræet. Det var så stort og flot og pyntet med alle de ting vi selv havde lavet i skolen. Døren til salen var lukket til lysene på træet var tændte. Jeg fatter ikke i dag, hvordan alle de mennesker blev pakket sammen i den lille stue og gangen, men der blev godt nok også mast meget.
Dørene gik op, og vi styrtede ind og løb omkring træet for at se det i al sin pragt.
Så tog vi hinanden i hånden og i to, tre kredse gik vi nu rundt og sang alle julens dejlige sange. Alle forældrene sad på en bænk langs væggen eller på balkonen. Ofte med mindre børn på skødet, alle skulle med.
Der var der også en spillemand. Han hed Poulsen, kom uanset vejret, hvert år gående fra Korsør med sin violin under armen. Han spillede til julesangene.
Når vi havde danset tilstrækkeligt længe om træet, sluttede vi med ”Nu er det jul igen”, derefter fik vi en godtepose. Det var spændende hvad der var i, men under krigen var det småt med det lækre. Brugsmanden havde i lang tid gemt noget med henblik på poserne til jul, så der kunne godt være lidt chokolade, en appelsin og et æble og pebernødder.
Så spillede Poulsen op til sanglege og alle børn kom på gulvet. Jeg kan huske nogle af legene. ”Tyv, ja tyv, det skal du være”, ”Syv raske piger i en ring”, ”Bjørnen sover” og ”Så går vi rundt om en enebærbusk”. Derefter gik dansen med ”Fingerpolka” ”Lotte død”. ”Rids rads”, og hvad vi ellers kunne danse dengang.
Kl.12 sluttede festen og glade og trætte kørte vi hjem igen.
Nyårsaften var der igen dækket op til en festlig aften, og vi kom i det fine tøj.
Om eftermiddagen havde vi fået æbleskiver ligesom vi fik juleaftensdag. Der har sikkert været tradition for, hvad vi fik at spise, men det husker jeg ikke.
Juletræet blev tændt og vi fik frugt og godter. Her deltog også de karle, som ikke havde fri. Senere skulle de ud og lave nytårsløjer. De gik i nabolaget og folk var forberedt på, at der kunne ske hvad som helst. For eksempel var havelågen taget af og trillebøren lukket inde, for ellers var den væk når den skulle bruges næste dag. Ved at gnide med en prop på ruderne, kunne man frembringe en forfærdelig hylelyd, og folk der sad inde, var ikke i tvivl om, at der var ”gæster”.
Mange steder blev de budt indenfor og fik et glas vin, og så blev der ønsket godt nytår. Der blev også lavet grove løjer, som de godt kunne komme til at stå til regnskab for senere. På turen rundt traf de karle og piger fra de andre gårde, som så fulgtes ad. Det kunne også ske, at sengene fik vendt bunden i vejret i karlekamrene.
Hellig tre konger var ikke noget vi festligholdt, men juletræet stod altid til efter hellig tre konger, hvorefter pynten blev taget af og gemt til næste år. Juletræet endte som optændingsbrænde.
Far fortæller om deres jul:
Det hørte til sjældenhederne, at der lå sne til jul. Decemberdagene omkring jul var gerne grå og triste, men for os børn var tiden feststemt.
Den sidste uge før jul forberedte mor den spiselige del, der begyndte med bagning. Fra morgenstunden flød køkkenbordet med mel og dej, for det hele skulle helst tilendebringes på en dag og dagen igennem lignede vi børn små bagersvende. Vi fik nemlig lov at rulle og snitte pebernødder, og der skulle mange til, for vi var ofte helt op til 14-16 mennesker, jule-nytår og helligtrekongers aften, når Kristian husmand og Laura kom med 5-6 af deres børn.
Når det gik højt og vi havde nogle flinke piger, fik vi også lov til at lave kagehuse- mænd og koner. Det var en ordentlig sæk pebernødder mor gemte væk om aftenen, men de skulle også slå til hele højtiden igennem.
Juleaftensdag blev der gjort rent både ude og inde og mor pyntede juletræet i ”overstuen”. Der var to døre mellem den og dagligstuen, så der var ikke noget med at kigge gennem nøglehullet.
Når det begyndte at mørkne blev vi børn gjort i stand og fik søndagstøjet på.
Så begyndte det højtidelige..
Karlene og Kristian husmand med sin familie kom ind og gav hånd til mor og far og os børn, idet de sagde ”glædelig jul”. Jeg husker endnu, hvor benovet jeg var over den scene, som kun fandt sted jule og nytårs aften. Sidstnævnte aften blev der sagt ”glædelig fest”.
Så blev der snakket lidt om vind og vejr, indtil mor kom og bød til bords. Indbydelsen blev for et syns skyld kun tøvende efterkommet, men da vi først var kommet til bords, tør jeg nok sige, at maden vederfaredes fuld retfærdighed.
Før vi begyndte at spise, læste far juleevangeliet for os, så først kom pigerne med fadene. Juleaftens maden bestod så længe jeg kan huske, af æbleskiver med syltetøj, derpå risengrød med mandel og endelig gåse- og ribbensteg. Jeg husker den gryde med kartofler der skulle til.
Når alle var mætte gik vi hver især til mor og far og sagde tak for mad.
Så skulle der malkes, imens blev der taget af bordet og vasket op. Det var pigernes bestilling at malke, men denne ene aften måtte karlene være med, så den ene pige kunne blive inde og vaske op. Tiden medens der blev malket og vasket op, var lang for os børn.
Endelig var vi alle samlet igen og dørene blev slået op til juletræet. Jeg ved godt, at der ikke var ret højt til loftet i den gamle stue og pynten på juletræet var ikke dyr, men for mig står juletræet fra dengang, strålende og stort som aldrig siden.
Vi var meget stille i begyndelsen. Så begyndte mor at tage et par af Kristians børn i hænderne og vi gik alle rundt om træet og sang de gamle julesalmer.
Det kneb lidt for den yngre generation, at bevare den højtidelige mine, når gamle Kristian med sin sprukne stemme, faldt ud af takten, men et irettesættende blik fra mor, fik øjeblikkeligt maskerne i lave igen.
Gaverne vi fik var små og billige, de lå under træet og der blev kastet mange nysgerrige og længselsfulde blikke derned. Salmerne var til tider lange, men endelig sagde mor: ”Så børn, skal vi se hvad der er i pakkerne”.
Efter at have set gaverne gik vi ned i dagligstuen, hvor der blev spillet ”sidste stik” om pebernødder, leget ”nød i hænde” m.m. Aftenen sluttede med kaffe med julekage, klejner og småkager.
Så sagde Kristian, Laura og deres børn godnat og glædelig jul. De havde 1½ km hjem og skulle tværs over mosen i den mørke aften. Det var det sidste vi talte om inden vi gik i seng.
Nytårs aften fik vi først æbleskiver og så hønsekødssuppe og sur og sød sovs.
Helligtrekongers aften fik vi æbleskiver, risengrød og klipfisk.
Nytårs aften så jeg med misundelse på, at karlene ud på aftenen gik i byen for at lave nytårsløjer, men det højeste jeg kunne få lov til, var at gå ud og i gården og skyde nogle kinesere af.
Løjerne der blev lavet i byen, var ofte noget grovkornede og jeg er siden blevet klar over, at far gjorde klogt i at holde mig hjemme.
Endnu en erindring fra fars barndom.
En af mine allerførste erindringer stammer fra julestormen juledag 1902, den værste storm der har raset over Danmark i dette århundrede. Jeg var da 4 år. Vi var kørende på det sædvanlige julebesøg hos min mors forældre, der dengang boede på ”Johnsgården” ved Slagelse, da stormen rejste sig og steg til orkan, inden vi om aftenen skulle hjem.
Mormor ville have, at vi skulle blive hos dem om natten, men far ville hjem. Vi børn blev pakket ned i noget halm og en dyne, bag i vognen.
Eli var 1 år, Gerda 2½ og jeg 4 år og så gik det hjemad. Men det blev en forfærdelig køretur. Heste og vogn var gang på gang ved at blæse i grøften, og jeg kan endnu, 53 år efter, høre mor og far råbe til hinanden gennem stormen, skønt de sad på agestolen tæt op ad hinanden. Men vi kom da helskindet hjem. Jeg har senere hørt, og læst om de skader og oversvømmelser den storm forvoldte i vort land.
Julebesøget hos mormor og morfar på ”Jonsgården”, var en årlig tilbagevendende begivenhed. Juledag samledes mors familie der, og der var en egen hyggelig stemning. Der blev aldrig spillet kort, men snakken gik livligt om mange forskellige emner, og efter aftensmaden dansede alle, store og små om juletræet i den store stue.
Inden vi skiltes, sang vi altid ” mormors salme”. ”Til himlene rækker din miskundhed gud”, og den er siden blevet sunget ved de fleste større festligheder i vor familie.
Da jeg var 10 år, solgte morfar, på grund af sygdom, ”Jonsgården” og flyttede til Slagelse, men da han senere købte gård i Hejninge og Stillinge, forsatte det traditionelle juleselskab der.
På et eller andet tidspunkt i Februar blev det fastelavn. Det var også nogle festlige dage. Vi havde fri fra skole og kunne følge med i dagens begivenheder. Vi kunne være heldig at få et fastelavnsris, som var fint pyntet. Far slog søm op i dørkarmen mellem køkken og stue, og så blev der hængt boller op i en snor. Snoren havde længde efter hvor store vi var, og bollen kunne vi lige nå at bide i. Det kunne godt tage sin tid at bide den ned, for vi måtte jo ikke bruge hænderne.
Om mandagen fik vi bollemælk til middag. Det er varm mælk, hvori man lægger bagte boller og så blev der strøet kanelsukker på. Det smagte rigtig godt.
Det var også helt sikkert, at der kom børn med deres raslebøsser, og var klædt ud til ukendelighed. Vi måtte ikke ”rende fastelavn”, det skulle forbeholdes de børn, der den ene gang om året kunne få lidt penge. Jeg kan især huske børnene fra fodermesterhuset ved Valbygården. Det var en lang gåtur og koldt. De var mange og meget fattige og havde ikke meget tøj på. Med held havde de strømper på i træskoene. De raslede med deres bøsser og sang ”boller op og boller ned”, fik nogle småpenge og boller i tilgift. Tænker altid på det, når jeg kommer den vej.
Det var mandag, der blev redet fastelavn. Alle havde jo heste, da det var før traktorenes tid, så de var rigtig mange når de red ud. Der blev brugt mange timer på, at flette hestenes manker og haler. Der blev flettet kulørte bånd i og så blev saddel og hest pyntet. Karlene fra alle gårde samledes i Hejninge og så red de en rute, så alle ejendomme fik besøg. Næsten hvert sted blev de beværtet. Det kunne være æbleskiver eller anden form for kage og så fik de et glas vin, eller punch. Det blev til mange, hvilket efterhånden både kunne ses og høres. Men det varmede, det kunne godt være en meget kold oplevelse, når det var frost og sne. Der var også en flot pyntet vogn med. Der sad klovnen, somme tider et par stykker, som under stor ståhej sprang af vognen og jagtede pigen eller konen på gården, som så måtte tage imod kys og kram, inden de red videre. Klovnen havde raslebøsse med og der blev samlet ind til gymnastikforeningen. Det var et meget flot syn, at se den lange række af heste komme ind i gården.
Om aftenen var der bal i forsamlingshuset. Det kunne godt gå noget vildt til, for nu blev der spædet op på dagens mange glas, og det kunne ende i mange slagsmål. Resultatet af det, kunne vi se næste dags morgen på karlene, hvor de havde blå øjne, som de ikke havde sovet sig til. Sådan var det mange gange, når der var bal i forsamlingshuset. Når de ragede uklar, så gik de uden for og ordnede det på stedet. Når en af parterne lå ned, så var det overstået, ikke noget med efterfølgende at slå eller sparke.
Fra November og frem til foråret, gik jeg en eftermiddag om ugen igen til skolen, hvor der var frivillig gymnastik. Jeg var meget glad for at lave gymnastik og jeg skulle være syg eller sneen ligge højt hvis jeg forsømte den oplevelse. De voksne havde en aften om ugen med gymnastik. Det har tit været lederen af både karle og pigegymnastik som tjente hos os. De fleste af dem havde været på Ollerup gymnastik skole, den mest kendte skole på den tid. Der blev også om vinteren spillet dilettant, det var rigtig sjovt, for vi kendte jo dem der var med.
Ellers var der bare en tur til Slagelse en gang imellem, når noget andet skulle opleves. Glæden ved gymnastik gjorde, at jeg brændende ønskede mig at komme på gymnastikhøjskole når jeg blev voksen, og det kom jeg og havde efterfølgende meget glæde af det.
En dag vi så meget frem til, var amtsopvisningen i Slagelse på ”Casino”. Vi havde jo trænet hele vinteren og skulle virkelig vise hvad vi kunne. Jeg var ikke vant til at komme så store steder, så jeg husker stadig hvor svært det var at finde rundt og var nærmest ved at gå i panik når jeg ikke kunne se nogle af mine kammerater. Det kan jeg godt trække på smilebåndet af i dag, for så stort var det heller ikke.
Vi havde også opvisning hjemme i forsamlingshuset. En særlig stemning, for her sad jo alle vore forældre og så på. Forsamlingshuset var ikke ret stort, så når der skulle springes blev døren til gangen lukket op, så man rigtig kunne få tilløb.
Om sommeren gik vi også til gymnastik, der blev trænet til ”Søskovsstævnet”.
Jeg var 7 år første gang jeg var med der. Søskoven ligger i Sorø, stor skov med en åben plads ned til søen, den perfekte ramme om et sådan stævne. Terrænet fra landevejen og ned til pladsen skrånede, og der kunne man så sidde og se opvisningen.
Det var altid anden søndag i Juni, og det er det stadig. Det var udendørs og derfor var det den helt store oplevelse når vejret var godt. Der var flere hold i gang på hver sit gulv, dagen i gennem. De sidste hold var amtsholdene, de var så store, at de kunne fylde alle gulve. Det var så flot, når der til slut var fælles indmarch af alle hold, med fanen foran.
Fugleholmsgården 1949
Note: Her er 3. del af erindringer skrevet af Kirsten Olsen som er født og opvokset på Fugleholmsgården. Teksten har hun tilegnet hendes børn og børnebørn.
