Landsbyen Hejninge ligger mellem Slagelse og Store Bælt. Den har sin helt særlige plads i historien, og her fortælles om branden, udskiftningen og udgravningen.

Den 21. april 1781 brændte omkring halvdelen af landsbyen Hejninge. I kirkebogen står: “Løverdagen den 21. april om aftenen kl. tre kvarter til 9 (kvart over 8) begyndte denne store elendighed og bedrøvelse for mange udi Hejninge af ildebrand, da 8 gårde blev lagt udi aske. Fæstehuse blev brændt 7 og af inderstehuse blev brændt 6”. (Fæstehuse er husmandssteder, mens inderstehuse var jordløse huse, der blev lejet ud.)

Denne brand gav anledning til udskiftningen af Hejninge, for allerede om mandagen den 23. april skrev ejeren – oberst J. F. Castenschiold til Hørbygård og Valdbygården til Rentekammeret og bad om at måtte låne kortet over Hejninge samt at opnå økonomisk støtte til udflytningen af gårdene.

Allerede ugen efter gav Rentekammeret landinspektør C. Ehlers ordre til snarest at tage til Hejninge, og den 12. maj kunne mødet om udskiftningen og udflytningen finde sted. Foruden amtmanden deltog de to landvæsenskommissionærer justitsråd Morten Qvistgaard til Gjerdrup og assessor Anders Dinesen til Gyldenholm.

Det første problem var at få udstykket den gård, som tilhørte sognepræsteembedet, men det gav ingen større problemer. Der-efter behandlede man oberst Castenschiolds forslag. I referatet fra mødet står:

“Derefter producerede hr. oberst Castenschiold kortet over bemeldte Hejninge by og foreløbig foreviste den respektive kommission den plan, han ønskede at udføre, nemlig: at tvende gårde aldeles skulle udskiftes af fællesskabet og øvrige byen således inddeles to og to bliver sammenlignet, samt at ved hver gård i sær blev bygget et hus, hvor til blev lagt 3 skæpper land og altså at der i følge denne plan af de tilbageværende gårde må blive at udflytte 3; af de øvrige 5 efter den forelagte plan kunne forblive i byen. Men anførte 3 såvelsom de afbrændte 8 måtte udflyttes på byens udmarks jorder”.

Landinspektør Carsten Ehlers støttede forslaget, idet han mente, at den eneste måde at få opdyrket den dårlige jord på, var at lade gårdmændene arbejde sammen to og to. Når der var gravet grøfter og jorden opdyrket, kunne hver gård få ophævet dette fællesskab.

Før udskiftningen havde hver gård i Hejninge omkring 125 jordlodder, og efter udskiftningen havde hver gård en fin blok-udskiftet parcel.

Når udskiftningen af Hejninge blev så vellykket, var det et sammentræf af to omstændigheder, for det første, at 8 gårde og nogle huse brændte og skulle bygges op igen, dernæst at ejeren havde forståelse for værdien af udskiftningen og udflytningen.

Gårdene, der blev flyttet ud på marken, skulle ligge sammen to og to. Det kan man stadig se flere steder, lettest er det at få øje på, når man besøger Trelleborg, for ved parkeringspladsen ligger to gårde – Store Trelleborg og Lille Trelleborg.

Gårdene findes på kortet, lagt side om side til fortsat fælles drift, som det var oberst Castenschiolds idé.

Fordi godsejeren på Valdbygården ikke skulle tage hensyn til andre end præsteembedets gård, kunne han gennemføre en udskiftning med tilhørende udflytning, som han kunne forestille sig det uden indvendinger fra andre, der ikke så på udskiftningens resultat, men på jordens værdi.

I 1781 skulle gårdmændene hver have haft et tilskud på 80 rd. til dækning af den tabte indtjening. Men da gårdene kom til at ligge parvis, var det kun halv udskiftning, og derfor fik de det halve. Men i 1790 var man nået så langt, at man kunne meddele Rentekammeret, at nu var opdyrkningen så fremskredet, at hver fik sin jord, og det sidste fællesskab ophørte. Så kom den resterende halvdel.

Branden og udskiftningen med udflytningen betød, at et område i landsbyen fik lov at ligge ubebygget hen, og dermed fremkom et interessant område, som professor Axel Steensberg udgravede, for at belyse den danske landsbys historie.

Interessen for Hejninge var en følge af udgravningerne på Trelleborg. Så de almindelige huse ud, som dem på Trelleborg med buede langsider, eller var det almindelige langhuse? I sommeren 1942 afdækkedes de to gårdtomter, og resultatet er beskrevet i Axel Steensbergs bog “Hal og gård i Hejninge – en arkæologisk undersøgelse af to sjællandske gårdtomter.” 1986.

Den ene gårdtomt viste kun en firelænget gård, mens den anden tomt blev en historisk perle. Øverst var en firelænget gård, men efter at have gravet sig ned gennem tiden viste der sig et stormandshus fra 1300-tallet. Det var 19 m. langt og 6,25 m. bredt. Professor Steensberg formoder, at det kan være lavadelsmanden Henning Offenhus, som har haft sit domicil i dette hus.

Under dette stormandshus fandtes endnu et hus af træ, det målte 23 m. i længden og 8 m. i bredden. De 16 m. udgjorde en hal eller sal. Med sine 128 m2 svarer rummet til de store midterrum i Trelleborghusene indenfor voldanlægget. Det er ikke utænkeligt, at Hejninge-halbygningen er helt eller delvist opført af genanvendt tømmer fra Trelleborg.

Udgravningen tolker fundet således, at taget må have været af strå, og ikke som på Trelleborg – af spån.

Bygningen har med sine mindst 6 m. højde raget op over de almindelige bøndergårdes tage som en pendant til den romanske granitkirke, der må være blevet opført uden tårn i den modsatte side af landsbyen engang i 1100-årene. På stedet kan have stået en stavbygget trækirke fra omkring samme tid som storgården, måske oven i købet bygget af samme stormand?

Hvordan dette end forholder sig, var der i det ydre en markant forskel mellem de krumvæggede Trelleborghaller med strittende støttestolper omkring og den rektangulære halbygning i Hejninge.

Forskellen markeredes også i det indre, idet hallen i Hejninge var treskibet med to rækker bærende stolper, der stod knapt et par meter indenfor væglinien. Der var forskel på det private rum mod vest og salen, idet stolperne stod godt to meter fra væggene. Privatrummet dækkede ikke mindre end 94 m2, og der sporedes ikke nogen inddeling i mindre rum.

Der er stadig meget at undersøge i Hejninge, men arbejdet blev ikke genoptaget efter 1942, derimod udgravede professor Axel Steensberg nabolandsbyen Store Valdby, som var blevet nedlagt i årene efter 1774.

Brandtomter er dog af større arkæologisk interesse end nedlagte gårdtomter, for brandtomten afslutter en bebyggelse, mens den var i fuld flor.

Efter den omfattende udgravning af Store Valdby, som også er grundigt beskrevet, kastede professor Steensberg sig over Borup Ris ved Fuglebjerg som bl.a. er beskrevet i bogen “Borups Bønder”. Der havde været en vikingelandsby og en senere stormandsgård.

Axel Steensberg har også undersøgt tomten, hvor Pebringegården havde stået på Stevns, efter at selve gårdens bygninger var flyttet til Frilandsmuseet.

Der er mange interessante historier i de store arkæologiske undersøgelser af middelalderens gårde, og ved årsmødet i 1993 vil der blive lejlighed til at passerer Hejninges udgravningsfelt og besøge stedet, hvor den nedlagte landsby Store Valdby lå.

Teksten er skrevet af Ole G. Nielsen og er fra bladet Slægtsgården, Februar – Marts 1993.

Billederne stammer fra bogen “Hal og gård i Hejninge” af Axel Steensberg.