Helge Christiansen har gravet dybt i arkiverne, hvor han har fundet en masse spændende historier og sagn omkring Pine Mølle.

Langs Tudeå lå der i middelalderen nogle vandmøller, og den vestligste af disse var Pine Mølle. Den lå, hvor adressen nu er Vejlagervej 21 i Forlev. Området hedder stadigvæk Møllesøen, og en 33 m lang mølledæmning kan endnu tydeligt ses tværs over ådalen.

Denne dæmning blev undersøgt i 1973-75 af Tage E. Christiansen fra Nationalmuseet. Ved hjælp af udgravninger og boreprøver blev det konstateret, at den ældste del af volden var fra omkring år 200. Den var opbygget af to volde, der var 3 m brede og 1,5 m høje, og de lå med 15 meters afstand. Underst var der grene og halm, og ovenpå var der lagt firkantede græstørv, som var ca. 50 cm på hver led. De lå med græsset nedad. Mellem disse volde var der lagt fyld uden grene under. Dæmningen blev forhøjet i 800-årene, hvilket må have haft betydning for Trelleborg. Omkring år 1300 blev dæmningen igen forhøjet, så vandet i Møllesøen kunne drive en vandmølle.

Det ældste brev, der nævner Pine Mølle, er fra 1376, hvor Niels Drage blev ejer af møllen, han var også ejer af to garde i Næsby. Det var også i 1376, at den kun 5-arige Oluf blev kronet i Slagelse som konge over Danmark og Norge. Niels Drage var ikke møller, han var kongelig embedsmand for kong Oluf og hans moder dronning Margrethe. I middelalderbrevene underskriver han sig som justitario nostro.

I Næsby blev der holdt kongeligt retterting i nogle år, og fra 1384 er der bevaret 4 breve, som Niels Drage har skrevet i Næsby for kong Oluf. De er daterede fra 9. februar til 27. marts, og det tyder på, at de har været sneet inde i Næsby den vinter. Kong Oluf har da været 12-13 år gammel, og man kan få den tanke, at han har kælket eller løbet på ski ned ad Trelleborg volde. De ligger kun 500 m fra Næsby.

Der findes et gammelt sagn om en drage, der flyver gennem luften mellem Trelleborg og Oshøj. Oshøj lå på en bakke 32 m over havet på det sted, hvor der nu er en stor losseplads. Sagnet om dragen kan være opstået, fordi man har husket navnet Niels Drage. En søn af ham blev for øvrigt lensmand i Løve.

Et andet sagn fortæller, at hvor Møllesøen og Pinehullet nu er, lå der i gamle dage en stor møllegård. Mølleren og præsten var uvenner, så engang sendte mølleren bud efter præsten, fordi hans gamle mor lå for døden. Præsten kom også og satte sig i halvmørket ved sygesengen. Først da præsten ville til at give den syge sakramentet, hørte han en grynten fra sengen og opdagede, at det var en so, de havde lagt i sengen. Præsten blev forfærdet over denne store ugudelighed, lyste forbandelse over stedet og skyndte sig bort. Straks sank hele gården i jorden, og der opstod en Sø. Præsten havde i skyndingen glemt sin bibel, men den kom sejlende hen til ham på en stol. Et lille uskyldigt barn, der nylig var blevet født på garden, kom også sejlende i sin vugge hen til Præsten. Præsten tog barnet med hjem, og det blev opdraget i præstegarden.

Efter sigende er Pinehullet, hvor møllegarden er sunket, fuldstændig bundløst. Nogle karle bandt engang nogle lange stænger sammen for at måle, hvor dybt der var, men de nåede ikke bunden. Så bandt de nogle flere stænger til og forsøgte igen. Så hørte de en røst fra dybet, som råbte: Prøv bare en tredje gang så skal I nok få at vide, hvor dybt der er! Så turde de ikke prøve mere, og siden har heller ingen andre turdet forsøge.

Vest for Møllesøen ligger Bredning, som før blev kaldt Brejninge, og som sammen med Næsby er nævnt i kong Valdemars jordebog fra 1231. En morsom gammel remse siger, at hvis man står på Oshøj en sommermorgen, så står solen op i Hejninge og går ned i Brejninge, men om vinteren står den op i Bjergby og går ned i Tjæreby!

Pine Mølles nærmeste konkurrent var Store Valby Mølle, og det har nok været brødnid, da Valbymølleren i 1552 påstod, at vandet i Tudeå ikke kunne løbe fra Valby Mølle, når det blev stemmet op ved Pine Mølle. Han forlangte, at Pinemølleren skulle optage stigbordene fra Sankt Valborg Dag til Vor Frues Dag, altså fra 1. maj til 8. september. Det var en alvorlig sag, for derved ville Pine Mølle blive reduceret til en såkaldt græsmølle, som kun måtte male om vinteren.

Året efter, i 1553, afsiger 6 riddersmænd en kendelse: Vandet stod lige på det mærke, de året før havde ladet indhugge på en sten mellem de to broer ved Broholm, når det løb over stigbordet ved Pine Mølle. Den kunne altså ikke skade Store Valby Mølle.

Når kong Frederik 2. boede på Antvorskov Slot, fik han leveret ål fra Bildsøen og fra Pine Møllesø. Men det må være blevet en dårligere forretning at drive Pine Mølle, for i 1576 fik mølleren eftergivet 1 tønde ål årligt, og i 1583 fik han eftergivet 2 tønder mel.

I 1585 giver kongen ordre til, at Løve Herreds bønder skal istandsætte broen ved Pine Mølle, da det er almindelig og alfar vej. Mølledæmningen var på den tid en del af vejen mellem Korsør og Kalundborg, og Stillinge Sogn hørte i gejstlig henseende til Løve Herred helt til 1807. Året efter, i 1586, fik Slagelse Herreds bønder ordre til at istandsætte den søndre bro ved Pine Mølle. Det nødvendige tømmer skulle leveres fra Antvorskov.

I 1600 gav kong Christian 4. ordre til vedligeholdelse af broerne, men i 1664 var Pine Mølle ganske afbrudt og øde efter svenskekrigen. Herefter forfaldt det hele, og der blev lavet et vadested over Tudeå. Det afløstes efterhånden af vejen gennem vejlen og over Næsby Fed.

Teksten er af Helge Christiansen, og har været bragt i 2sogne.
Foto: Brian Dehli