Alle indlæg af Brian Dehli

Pine Mølle

Helge Christiansen har gravet dybt i arkiverne, hvor han har fundet en masse spændende historier og sagn omkring Pine Mølle.

Langs Tudeå lå der i middelalderen nogle vandmøller, og den vestligste af disse var Pine Mølle. Den lå, hvor adressen nu er Vejlagervej 21 i Forlev. Området hedder stadigvæk Møllesøen, og en 33 m lang mølledæmning kan endnu tydeligt ses tværs over ådalen.

Dæmning ses tydeligt fra luften, mellem de 2 bebyggelser.
Dæmning ses tydeligt fra luften, mellem de 2 bebyggelser.

Denne dæmning blev undersøgt i 1973-75 af Tage E. Christiansen fra Nationalmuseet. Ved hjælp af udgravninger og boreprøver blev det konstateret, at den ældste del af volden var fra omkring år 200. Den var opbygget af to volde, der var 3 m brede og 1,5 m høje, og de lå med 15 meters afstand. Underst var der grene og halm, og ovenpå var der lagt firkantede græstørv, som var ca. 50 cm på hver led. De lå med græsset nedad. Mellem disse volde var der lagt fyld uden grene under. Dæmningen blev forhøjet i 800-årene, hvilket må have haft betydning for Trelleborg. Omkring år 1300 blev dæmningen igen forhøjet, så vandet i Møllesøen kunne drive en vandmølle.

Det ældste brev, der nævner Pine Mølle, er fra 1376, hvor Niels Drage blev ejer af møllen, han var også ejer af to garde i Næsby. Det var også i 1376, at den kun 5-arige Oluf blev kronet i Slagelse som konge over Danmark og Norge. Niels Drage var ikke møller, han var kongelig embedsmand for kong Oluf og hans moder dronning Margrethe. I middelalderbrevene underskriver han sig som justitario nostro.

I Næsby blev der holdt kongeligt retterting i nogle år, og fra 1384 er der bevaret 4 breve, som Niels Drage har skrevet i Næsby for kong Oluf. De er daterede fra 9. februar til 27. marts, og det tyder på, at de har været sneet inde i Næsby den vinter. Kong Oluf har da været 12-13 år gammel, og man kan få den tanke, at han har kælket eller løbet på ski ned ad Trelleborg volde. De ligger kun 500 m fra Næsby.

Der findes et gammelt sagn om en drage, der flyver gennem luften mellem Trelleborg og Oshøj. Oshøj lå på en bakke 32 m over havet på det sted, hvor der nu er en stor losseplads. Sagnet om dragen kan være opstået, fordi man har husket navnet Niels Drage. En søn af ham blev for øvrigt lensmand i Løve.

Møllesø er det store område til venstre for deæningen, og Pinehullet ses ved det sydligste hus.
Møllesø er det store område til venstre for deæningen, og Pinehullet ses ved det sydligste hus.

Et andet sagn fortæller, at hvor Møllesøen og Pinehullet nu er, lå der i gamle dage en stor møllegård. Mølleren og præsten var uvenner, så engang sendte mølleren bud efter præsten, fordi hans gamle mor lå for døden. Præsten kom også og satte sig i halvmørket ved sygesengen. Først da præsten ville til at give den syge sakramentet, hørte han en grynten fra sengen og opdagede, at det var en so, de havde lagt i sengen. Præsten blev forfærdet over denne store ugudelighed, lyste forbandelse over stedet og skyndte sig bort. Straks sank hele gården i jorden, og der opstod en Sø. Præsten havde i skyndingen glemt sin bibel, men den kom sejlende hen til ham på en stol. Et lille uskyldigt barn, der nylig var blevet født på garden, kom også sejlende i sin vugge hen til Præsten. Præsten tog barnet med hjem, og det blev opdraget i præstegarden.

Efter sigende er Pinehullet, hvor møllegarden er sunket, fuldstændig bundløst. Nogle karle bandt engang nogle lange stænger sammen for at måle, hvor dybt der var, men de nåede ikke bunden. Så bandt de nogle flere stænger til og forsøgte igen. Så hørte de en røst fra dybet, som råbte: Prøv bare en tredje gang så skal I nok få at vide, hvor dybt der er! Så turde de ikke prøve mere, og siden har heller ingen andre turdet forsøge.

Vest for Møllesøen ligger Bredning, som før blev kaldt Brejninge, og som sammen med Næsby er nævnt i kong Valdemars jordebog fra 1231. En morsom gammel remse siger, at hvis man står på Oshøj en sommermorgen, så står solen op i Hejninge og går ned i Brejninge, men om vinteren står den op i Bjergby og går ned i Tjæreby!

Området fotograferet fra nordvest.
Området fotograferet fra nordvest.

 

Pine Mølles nærmeste konkurrent var Store Valby Mølle, og det har nok været brødnid, da Valbymølleren i 1552 påstod, at vandet i Tudeå ikke kunne løbe fra Valby Mølle, når det blev stemmet op ved Pine Mølle. Han forlangte, at Pinemølleren skulle optage stigbordene fra Sankt Valborg Dag til Vor Frues Dag, altså fra 1. maj til 8. september. Det var en alvorlig sag, for derved ville Pine Mølle blive reduceret til en såkaldt græsmølle, som kun måtte male om vinteren.

Året efter, i 1553, afsiger 6 riddersmænd en kendelse: Vandet stod lige på det mærke, de året før havde ladet indhugge på en sten mellem de to broer ved Broholm, når det løb over stigbordet ved Pine Mølle. Den kunne altså ikke skade Store Valby Mølle.

Når kong Frederik 2. boede på Antvorskov Slot, fik han leveret ål fra Bildsøen og fra Pine Møllesø. Men det må være blevet en dårligere forretning at drive Pine Mølle, for i 1576 fik mølleren eftergivet 1 tønde ål årligt, og i 1583 fik han eftergivet 2 tønder mel.

I 1585 giver kongen ordre til, at Løve Herreds bønder skal istandsætte broen ved Pine Mølle, da det er almindelig og alfar vej. Mølledæmningen var på den tid en del af vejen mellem Korsør og Kalundborg, og Stillinge Sogn hørte i gejstlig henseende til Løve Herred helt til 1807. Året efter, i 1586, fik Slagelse Herreds bønder ordre til at istandsætte den søndre bro ved Pine Mølle. Det nødvendige tømmer skulle leveres fra Antvorskov.

I 1600 gav kong Christian 4. ordre til vedligeholdelse af broerne, men i 1664 var Pine Mølle ganske afbrudt og øde efter svenskekrigen. Herefter forfaldt det hele, og der blev lavet et vadested over Tudeå. Det afløstes efterhånden af vejen gennem vejlen og over Næsby Fed.

Teksten er af Helge Christiansen, og har været bragt i 2sogne.
Foto: Brian Dehli

Tude Å-Dal Trampesti

Trampestien gennem Tude Å-dal, er en del af fjernvandrevej E6 som går fra Grækenland til Finland. Stien går først over marker og langs Tude Å, derefter gennem krat og over enge, forbi Pine Mølle, for til sidst at ende ude på Bildsøvej ved Næsby Strand. Vestsjællands Amt skrev følgende om Tude Å-dalen ved Trelleborg.

TUDE Å-DALEN VED TRELLEBORG
Trelleborg – det imponerende borganlæg fra vikingetiden – er strategisk placeret, hvor Tude Å møder Vårby Å. Sammen danner de to åer et naturligt forsvar for borgen mod vest, nord og syd. Den afmærkede natursti følger Tude Å mellem Trelleborg og landevejen Kalundborg- Korsør. Stien er ca. 3,5 km lang. Nogle strækninger er markvej, andre steder går stien gennem mindre farbart terræn. Der er adgang over grøfter og gennem en rørsump via spange. Den besøgende passerer flere kreaturfolde.

Kort fra Vestsjællands Amt, hvor Trampestien gennem Tude Å-dal er markeret.
Kort fra Vestsjællands Amt, hvor Trampestien gennem Tude Å-dal er markeret.

MIDDELALDERDÆMNINGEN VED PINEHULLET
Vest for Pinehullet og Møllesø er en gammel mølledæmning. Pine Mølle bliver første gang nævnt i 1376. Her forærer Dronning Margrethe I møllen til væbneren Niels Drage. Et par hundrede år senere i 1552 nedsætter Christian III en kommission, der skal løse problemer med vandføringen i åen. Den kommer frem til, at møllen kun må stemme vandet op mellem 8.september og 1.maj. I perioden fra 1580 til 1658 går 4 møllere fra møllen “i armod”, og i 1664 er møllen “ganske nedbrudt og øde”. I dag er der ingen spor efter møllen- ud over mølledæmningen.

Oprindelig bliver dæmningen anlagt som vadested over åen. De ældste materialer er fra mellem år 115 og år 325. I 1585 skal mølledæmningen repareres. Her får vi at vide, at der er en “alfar vej” på stedet. Historikere mener, det er landevejen mellem Kalundborg og Korsør, der tales om.

FREDNING
Tude Å-dal, vest for Trelleborg til åens udmunding i Musholm Bugt, blev fredet i 1992.  Det drejer sig om et område på ca.2,1 kvadratkilometer.

Tude Å-dal
Tude Å-dal

VÆR OPMÆRKSOM PÅ

  • Du må gå på stien fra kl. 7.00 til solnedgang.
  • Du kan ikke bruge kørestol og klapvogn på stien.
  • Du færdes på eget ansvar.
  • Du må ikke tage hund med.
  • Du må gøre ophold mere end 150 meter fra beboelse.
  • I foldene går i sommerhalvåret kreaturer, som normalt er fredelige. Men hold afstand til køer med små kalve og til tyre.
  • Lad være med at smide affald.
Vårby Å og Trampestien løber side om side, bag Trelleborg hvor stien begynder
Vårby Å og Trampestien løber side om side, bag Trelleborg hvor stien begynder

PARKERING OG KØREVEJLEDNING
I Slagelse er der vist fra mod Trelleborg, hvor der er parkering. Herfra fører en sti over Vårby Å til naturstien. Også fra landsbyen Gammel Forlev (se kortet) fører en sti til Vårby Å.

Nær Næstby Strand, hvor turen ender eller starter
Nær Næstby Strand, hvor turen ender eller starter

Naturstiens andet endepunkt er lige syd for Næsby strand ved landevejen Kalundborg-Korsør. Her er der anlagt en lille parkeringsplads til naturstiens gæster.

Tekst: Susanne Jeppesen, Vestsjællands Amt.
Foto: Brian Dehli

Status for Hejninge Mose

Status for Natur- og Miljøprojekt Hejninge mose 2014 fra Slagelse Kommune.

Projektet er gennemført efter dialog med lokale lodsejere og jægere i udvalgte områder. Dialogen har været og er særdeles positiv. Rydning og afgræsning har ændret naturområdet radikalt, så området igen fremstår med velafgræssede enge. Efter yderligere 2-3 græsningssæsoner forventes konverteringen fra tilgroet natur til lysåben natur at være stabiliseret.

Nye åbne arealer
Nye åbne arealer

Der er ryddet tagrør og pilekrat på cirka 23 ha. Arealerne er efterfølgende hegnet med kreaturhegn, der er etableret flere nye strømforsyninger samt 2 nye kreaturbroer over det centrale vandløb.

En af de 2 nye kreaturbroer over Valbækrenden.
En af de 2 nye kreaturbroer over Valbækrenden.

I den sydlige del er etableret fangfold efter ønske fra kreaturholder.

Fangfold, hvori der fodres i ugen op mod at kreaturerne skal indfanges
Fangfold, hvori der fodres i ugen op mod at kreaturerne skal indfanges

Området afgræsses af to lokale dyreholdere med malkekvier hhv. Limousinekvæg fra juni 2014. I 2015 suppleres dyreholdet med 5-7 naturafgræssere af kvægracen Galloway, der er særligt egnede til
afgræsning af blødbundsarealer.

Ko afslapning med en af de nyetableret tørvegrave i baggrunden.
Ko afslapning med en af de nyetableret tørvegrave i baggrunden.

Der er retableret 3 mindre tørvegrave med henblik på at fremme af områdets bestand af padder. Desuden er der reetableret 5 større tørvegrave til fremme af områdets fugleliv. Alt er retableret inden for græsnings-områderne, så græsningsdyrene dels har uhindret adgang til vand og samtidigsørger for at holde vegetationen lav og varieret på bredderne.

En af de 5 nye tørvegrave, inden vinteren fik fyldt dem til randen.
En af de 5 nye tørvegrave, inden vinteren fik fyldt dem til randen.

Tekst: Charlotte Jørgensen, Slagelse Kommune
Foto: Brian Dehli

Englænder Jernbanebroen

Det er de færreste som opdager, at de passerer et stykke kulturhistorie på Strandvejen mellem Slagelse og Hejninge – nemlig den trebuede Englænder Jernbanebro.

Englænderbroen og dens 3 murede buer.
Englænderbroen og dens 3 murede buer.

I de danske jernbaners pionerår, i midten af forrige århundrede, havde man endnu ikke hjemlig ekspertise til det kæmpe anlægsarbejde, som det krævede at opføre jernbanestrækninger. Derfor var det store engelske entreprenører, der forestod projektering og opførelse af såvel banelegeme som bygninger.

Jernbaneforbindelsen mellem København og Roskilde var blevet indviet af Kong Christian 8. i 1847, og 5 år efter blev det engelske Fox, Henderson & Co., der blev hyret til at anlægge Roskilde – Korsørbanen.

En helt særlig bygningskategori var broerne der førte vejnettet over sporene.

Englænderbroen og Strandvejen med dens snoninger i landskabet
Englænderbroen og Strandvejen med dens snoninger i landskabet

Broen over vestbanen på Strandvejen mellem Slagelse og Hejninge blev opført i årene 1853-54, og forudsigelige som englænderne var, bygget de broen med tre runde buer, selvom der kun skulle anlægges et jerbanespor. Broen blev bygget op i gule mursten ovenpå piller af granitkvadre, og broens sider består ligeledes af granitkvadre. Et spinkelt jernrækværk afslutter foroven og den åbnede i 1856.

1800 tallets ingeniørkunst i mursten.
1800 tallets ingeniørkunst i mursten.
Rækværket før renoveringen i 2005.
Rækværket før renoveringen i 2005.

Det er ikke mange af disse broer, der har overlevet moderniseringen af trafiknettet og elektrificeringen, og denne såkaldte “Englænderbro” blev fredet i 1981. Broen er et sjældent og velbevaret bygningsværk fra industrialismens tidlige år, og den er af stor kulturhistorisk fredningsværdi ved sin illustration af den samfundsmæssige udvikling der er sket siden da. Broen tillægges betydelig ingeniør- og kulturhistorisk interesse, og indgår smukt i den landskabelige helhed.

De 3 buer solidt placeret på granitkvadre.
De 3 buer solidt placeret på granitkvadre.

Den trebuede jernbanebro på vejstrækningen Slagelse og Hejninge ligger 95,822 km fra København. Da den åbnede, varede turen mellem København og Korsør, 3 timer og 15 minutter.

Kilder:
Vestsjællands gennemgangen, Planstyrelsen 1991.
Korsør i 15.000 år – af Jette Kjærulff Hellesen og Ole Tuxen.
kvindebjerg.dk.
Den Store Danske.
Foto: Brian Dehli

Langdyssen Heininge

Alle har hørt om Vikingeborgen Trelleborg, men i Hejninge Sogn findes der også en langdysse,  og dette gravkammer kan dateres helt tilbage til stenalderen år 3950 – 2801 før Kristi fødsel.

Midt på marken ligger Langdyssen Heininge, med de tydelige sten på toppen af højen.
Midt på marken ligger Langdyssen Heininge, med de tydelige sten på toppen af højen.

I 1893 beskrives den første gang som en “forstyrret Langdysse” af Nationalmuseet. Der er en østlig side bestående af 4 stående og 5 væltede randstene, og en vestlige side med 8 væltede randsten. Mod syd er der også to væltede sten, som muligvis har udgjort den sydlige ende af dysen. Randsten er normalt dækket med jord, men disse blev fundet uden så meget jorddække.

Randsten fra østlig side og den midterste sten ses i vestre side.
Randsten fra østlig side og den midterste sten ses i vestre side.

Øverst omtrent i midten, lå en stor sten. Dette formodes at være en af overliggeren, der antagelig udgjorde låget til gravkammerede – et gravkammer der blev fundet tomt. Hele anlægget måler 24 x 53 fod, svarende til 7,3 x 16,1 meter.

Langdyssen ligger bag Haldagergård tæt ved vindmøllerne. (Foto fra Google Maps – 55.408651, 11.274345)

Først efter Naturfredningslovens vedtagelse i 1937 opnår dyssen status som fredet, og dette sker formodentligt i forbindelses med Nationalmuseets besøg i 1940. Her beskriver de nemlig igen Langdyssen som 16 meter lang og 7.5 meter bred. På dette tidspunkt, har den sikkert ligget mere blotlagt for jord, da der nu beskrives 12 randsten mod øst, hvoraf 7 er væltet. Vestlig side består af 10 sten som alle var væltet, og i midten ligger stadig den store sten. Området beskrives desuden som græsklædt med enkelte Træer i Ager.

Bevoksningen stritter op og afslører langdyssen fra Hovvejen.
Bevoksningen stritter op og afslører langdyssen fra Hovvejen.

I 1984 nyrejser Skov- og Naturstyrelsen langdyssen, som herefter måler 18 x 9 meter og er 0,7 meter høj. Den har et indre gravkammer, der måler ca. 16 x 7,5 meter, hvilket stort set er de samme mål, som beskrives i 1940 og helt tilbage i 1893.

Skov- og Naturstyrelsen 10. kontor, beskriver bl.a. langdyssen sådan i 1984: “Bevokset med mindre løvtræer og græs, omgivet af gran- og buskbælte i aflangt, udyrket stykke ca. 3-5 m. udenom dyssen. Træer ca. 15 år gamle. På randstenene er anbragt kohoveder, knogler m.m. Ser ud til at børn leger på stedet. Ikke påtalt. Der er et mindre foderly under graner. Den ligger ret højt i terræn, vidt udsyn. Ca. 375 m. fra landevej.”

Langdyssen

I 2011, aflægger Roskilde Museum et periodisk tilsyn med stedet, hvor fortidsmindet bliver fundet som beskrevet.

Kilde til teksten: www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/
Foto: Brian Dehli

Hejninge år 1830 og 1872

I Provincial-Lexikon over Danmark 1830 står der følgende om Hejninge:

Heininge Sogn i Slagelse Herred, Sorøe Amt, ¾ Miil Vest for Slagelse, har 152 Tønder Hartkorn, 16 Gaarde og 8 Huse. Kirken er i meget smuk Stand.

Hejninge år 1808-1860.
Hejninge år 1808-1860.

 

I “Danmark” af L. Both 1872 står der:

Heininge, hvis Præst tillige er residerende Kapellan til Sankt Mikkels Sogn i Slagelse, med Byen Heininge (Hithninge) med Kirke. Sognets Areal udgjør kun 1233 Tønder Land med 152 Tønder Hartkorn. Der gaar altsaa circa 8 1/9 Tønde Land paa Tønde Hartkorn.

I den Spids, som Tudeaa danner med Vaarby Aa i Sognets sydvestlige Deel, ligge Resterne af et Jordværk, der kaldes Trælleborg, og som formodentlig har været en Skandse til Dækning mod Strandhugstmænd, som maaskee pleiede at gjøre Landgang idet nu udtørrede Tjæreby Noer.

Hejninge år 1860-1871.
Hejninge år 1860-1871.

 

I “Kongeriget Danmark” af J.P.Trap. Anden Udgave 1872 står der:

Heininge Sogn, omgivet af St. Mikkels Landsogn, Vemmelev og Stillinge Sogne. Kirken, midt i Sognet, ½ Mil vest for Slagelse. Sognets sydøstlige Deel gjennemskjæres af Jernbanen. Arealet, 1240 Tønder Land og 55 Tdr. Mose, er en jævn Flade af god Beskaffenhed. I den sydvestlige Deel af Sognet fremtræder spredt et Bakkestrøg, Fortsættelse af det saakaldte Langebjerg, af gruset Beskaffenhed. Tude- og Vaarby-Aaer danne Grændsen mod Vest og tildeels mod Syd. Hartkorn 151 Tønder Ager og Eng.
I Sognet: Byen Heininge med Kirke og Skole. I alt 22 Gaarde, 6 Huse med og 6 uden Jord, hvoraf 15 Gaarde og 4 Huse udenfor Byen.

Indbyggere: 254. Agerdyrkning og Tørveskjær er Hovederhverv. Aaerne er fiskerige, men Fiskeri drives ikke som Næringsvei. Sognet hører under Antvorskov Birks Jurisdiction (Slagelse), Slagelse Amtstue- og Lægedistrict, 3die Valgkreds, 2den Udskrivningskreds 318de Lægd. Kirken tilhører Eieren af Valbygaard.

Heininge Kirkes Skib og Chor er opført af Kampesteen og Mursteen med rundbuede Vinduer og Apsis. Senere tilføiet Taarn og Hvælvinger af Mursteen.

Trelleborg år 1860-1871
Trelleborg år 1860-1871

 

Hvor Tude-Aa og Vaarby-Aa støde sammen, ligger i den derved dannede temmelig spidse vinkel Danmarks største Voldplads fra Oldtiden, Trælleborg, endnu med høje Volde og Spor af en Grav, der har været draget mellem de to Aaløb, saaledes at Volden paa alle sider har været omgivet af Vand. Mellem Graven og Hovedvolden er Spor af en lavere Vold. Ind mod Land, hvor Indgangsporten findes, Har Volden havt sin største Høide, 15-20 Alen; der findes, efter en Indberetning fra 1870, endnu Huller, 5-6 Alen dybe, hvori menes at have været nedrammet Tømmer, som i Tidens Løb er forraadnet. Imod Vandet er Volden deels høi, opført af store Strandsteen med et Alen tykt Jordlag over, deels saa lav, at den høiner sig ubetydeligt over Grunden udenfor Volden, og her findes ligeledes Spor af 3 Aabninger eller Porte, af hvilke den ligefor Landporten kun er 5 Alen over Enggrunden og omtrent i Linie med høieste Vandstand. I Bunden af hver af Portaabningerne mod Vandet, ca. 1 Alen under det nuværende Jordsmon, er fundet og opbrudt en Brolægning, bestaaende af store, flade Kampesteen. I Beretningen gjøres derefter opmærksom paa, at Forsvaret mod Landsiden er det stærkeste og, som det synes med Grund, paastaaes derefter, at Professor T. Becker har havt Uret, naar han har meent, at Borgpladsen har været et Tilflugtssted mod Sørøvere. Det antages tværtimod, at den mægtige Borgplads snarere har været en Søkonges Sæde eller Tilflugtssted. I historiske Beretninger forekommer den ikke. Spor af Muurværk findes aldeles ikke indenfor Volden. Denne er af en aflang-rund Form og kan anslaaes til at have en Peripheri af 760 Alen og et Fladeindhold af ca. 2½ Td. Land. For at bevare dette Oldtidsminde har den nuværende Eier af Valbygaard ved Salget af Trælleborggaard Nr. 2 ved Skjødets Udstedelse gjort det til en absolut Betingelse for Fremtiden, at Voldene ikke maa pløies.

Paa Grændsen af dette Sogn og Vemmelev Sogn passerer Jernbanen Vaarby-Aa over en paa høie Buer anlagt Bro over Aaen og dens Dalstrøg.

Den høire Bredde af Vaarby-Aa ansees som en vigtig militair Stilling mod en ved Korsør landende Fjende.

Teksten er af Helge Christiansen og gengivet fra beboerbladet 2 sogne.

 

Hundredårigt træ i Hejninge

Her får du historien om den gamle hestekastanje, der står plantet smukt i gården ved Trelleborg Friskole.

Den smukke hestekastanje ved Trelleborg Friskole januar 2015.

Ved Trelleborg Friskole i Hejninge står der et gammelt kastanjetræ. Det blev plantet lørdag den 17. april 1912, så det er nu over 100 år gammelt. Det var lærer Hans Peter Rasmussen, der plantede træet på gårdspladsen i Hejnínge Skole. Skolen var blevet bygget i 1911 efter tegning af arkitekt Strøm-Teísen. Lærer Rasmussen var lærer i 40 år i Hejninge Skole fra 1890 til 1930. Først 21 år i den gamle skole, der lå ved kirken, og resten af tiden i den ny skole.

Kastanjen og skolen i 2004
Kastanjen og skolen i 2004

Når det er muligt at sætte en nøjagtig dato for plantníngen af træet, skyldes det, at lærer Rasmussen har fortalt, at det foregik samme dag, som der var total solformørkelse i Danmark. Det er noget, som sjælden sker, og det har været en stor oplevelse for skolebørnene. I en gammel dagbog kan vi læse om formørkelsen:

 ”Aviserne havde nogen tid før bebudet noget meget sjældent paa vore Breddegrader, nemlig en total Solformørkelse. Vi havde så godt Som alle sammen anskaffet os Glasstumper. Dem havde Vi tidligt paa dagen fået røgfarvet, og nu ventede vi i Spænding paa, at det skulle ske.

Det blev en uforglemmelig Oplevelse. Det Var en straalende Solskinsdag, og ganske langsomt mørknedes det. Den stærke fuglekvidren fra de mange Træer forstummede ganske langsomt for efterhaanden at tie fuldstændigt. Den første sorte Stribe Viste sig i Kanten af Solen, og ganske langsom blev Solen dækket af Maanens Skygge, og Mørket blev totalt. Imens stirrede Vi gennem de røgfarvede Glas paa det ejendommelige Fænomen, saalænge det varede. Det blev saa, mørkt, at enkelte Stjerner tegnede sig ganske tydeligt paa Himmelen.

Efterhaanden blev Formørkelsen mindre, og Solen kom ganske langsomt til Syne igen. De første smaa Fuglepip begyndte at lade sig høre, og snart lød en tusindtallig jublende Fuglesang fra de mange Struber.”

Af Helge Christiansen 2014 og teksten har været bragt i 2Sogne, oktober 2014.
Foto: Brian Dehli

 

Kastanjen ved Trelleborg Friskole maj 2015
Kastanjen ved Trelleborg Friskole maj 2015

 

Branden i 1781

Landsbyen Hejninge ligger mellem Slagelse og Store Bælt. Den har sin helt særlige plads i historien, og her fortælles om branden, udskiftningen og udgravningen.

Rekonstrueret plan over de oprindelige 8 bol i Hejninge o. 1000 (før 1241). Billedet stammer fra bogen: Hal og gård i Hejninge af Axel Steensberg

Den 21. april 1781 brændte omkring halvdelen af landsbyen Hejninge. I kirkebogen står: “Løverdagen den 21. april om aftenen kl. tre kvarter til 9 (kvart over 8) begyndte denne store elendighed og bedrøvelse for mange udi Hejninge af ildebrand, da 8 gårde blev lagt udi aske. Fæstehuse blev brændt 7 og af inderstehuse blev brændt 6”. (Fæstehuse er husmandssteder, mens inderstehuse var jordløse huse, der blev lejet ud.)

Denne brand gav anledning til udskiftningen af Hejninge, for allerede om mandagen den 23. april skrev ejeren – oberst J. F. Castenschiold til Hørbygård og Valdbygården til Rentekammeret og bad om at måtte låne kortet over Hejninge samt at opnå økonomisk støtte til udflytningen af gårdene.

Allerede ugen efter gav Rentekammeret landinspektør C. Ehlers ordre til snarest at tage til Hejninge, og den 12. maj kunne mødet om udskiftningen og udflytningen finde sted. Foruden amtmanden deltog de to landvæsenskommissionærer justitsråd Morten Qvistgaard til Gjerdrup og assessor Anders Dinesen til Gyldenholm.

Det første problem var at få udstykket den gård, som tilhørte sognepræsteembedet, men det gav ingen større problemer. Der-efter behandlede man oberst Castenschiolds forslag. I referatet fra mødet står:

“Derefter producerede hr. oberst Castenschiold kortet over bemeldte Hejninge by og foreløbig foreviste den respektive kommission den plan, han ønskede at udføre, nemlig: at tvende gårde aldeles skulle udskiftes af fællesskabet og øvrige byen således inddeles to og to bliver sammenlignet, samt at ved hver gård i sær blev bygget et hus, hvor til blev lagt 3 skæpper land og altså at der i følge denne plan af de tilbageværende gårde må blive at udflytte 3; af de øvrige 5 efter den forelagte plan kunne forblive i byen. Men anførte 3 såvelsom de afbrændte 8 måtte udflyttes på byens udmarks jorder”.

Landinspektør Carsten Ehlers støttede forslaget, idet han mente, at den eneste måde at få opdyrket den dårlige jord på, var at lade gårdmændene arbejde sammen to og to. Når der var gravet grøfter og jorden opdyrket, kunne hver gård få ophævet dette fællesskab.

Før udskiftningen havde hver gård i Hejninge omkring 125 jordlodder, og efter udskiftningen havde hver gård en fin blok-udskiftet parcel.

Når udskiftningen af Hejninge blev så vellykket, var det et sammentræf af to omstændigheder, for det første, at 8 gårde og nogle huse brændte og skulle bygges op igen, dernæst at ejeren havde forståelse for værdien af udskiftningen og udflytningen.

Gårdene, der blev flyttet ud på marken, skulle ligge sammen to og to. Det kan man stadig se flere steder, lettest er det at få øje på, når man besøger Trelleborg, for ved parkeringspladsen ligger to gårde – Store Trelleborg og Lille Trelleborg.

Gårdene findes på kortet, lagt side om side til fortsat fælles drift, som det var oberst Castenschiolds idé.

Fordi godsejeren på Valdbygården ikke skulle tage hensyn til andre end præsteembedets gård, kunne han gennemføre en udskiftning med tilhørende udflytning, som han kunne forestille sig det uden indvendinger fra andre, der ikke så på udskiftningens resultat, men på jordens værdi.

I 1781 skulle gårdmændene hver have haft et tilskud på 80 rd. til dækning af den tabte indtjening. Men da gårdene kom til at ligge parvis, var det kun halv udskiftning, og derfor fik de det halve. Men i 1790 var man nået så langt, at man kunne meddele Rentekammeret, at nu var opdyrkningen så fremskredet, at hver fik sin jord, og det sidste fællesskab ophørte. Så kom den resterende halvdel.

Afdækning af tomt A i gård nummer 8. I baggrunden Niels Christensens ejendom matr. nr. 5 e. Billedet stammer fra bogen: Hal og gård i Hejninge, af Axel Steensberg.

Branden og udskiftningen med udflytningen betød, at et område i landsbyen fik lov at ligge ubebygget hen, og dermed fremkom et interessant område, som professor Axel Steensberg udgravede, for at belyse den danske landsbys historie.

Interessen for Hejninge var en følge af udgravningerne på Trelleborg. Så de almindelige huse ud, som dem på Trelleborg med buede langsider, eller var det almindelige langhuse? I sommeren 1942 afdækkedes de to gårdtomter, og resultatet er beskrevet i Axel Steensbergs bog “Hal og gård i Hejninge – en arkæologisk undersøgelse af to sjællandske gårdtomter.” 1986.

Den ene gårdtomt viste kun en firelænget gård, mens den anden tomt blev en historisk perle. Øverst var en firelænget gård, men efter at have gravet sig ned gennem tiden viste der sig et stormandshus fra 1300-tallet. Det var 19 m. langt og 6,25 m. bredt. Professor Steensberg formoder, at det kan være lavadelsmanden Henning Offenhus, som har haft sit domicil i dette hus.

Under dette stormandshus fandtes endnu et hus af træ, det målte 23 m. i længden og 8 m. i bredden. De 16 m. udgjorde en hal eller sal. Med sine 128 m2 svarer rummet til de store midterrum i Trelleborghusene indenfor voldanlægget. Det er ikke utænkeligt, at Hejninge-halbygningen er helt eller delvist opført af genanvendt tømmer fra Trelleborg.

Udgravningen tolker fundet således, at taget må have været af strå, og ikke som på Trelleborg – af spån.

Bygningen har med sine mindst 6 m. højde raget op over de almindelige bøndergårdes tage som en pendant til den romanske granitkirke, der må være blevet opført uden tårn i den modsatte side af landsbyen engang i 1100-årene. På stedet kan have stået en stavbygget trækirke fra omkring samme tid som storgården, måske oven i købet bygget af samme stormand?

Hvordan dette end forholder sig, var der i det ydre en markant forskel mellem de krumvæggede Trelleborghaller med strittende støttestolper omkring og den rektangulære halbygning i Hejninge.

Forskellen markeredes også i det indre, idet hallen i Hejninge var treskibet med to rækker bærende stolper, der stod knapt et par meter indenfor væglinien. Der var forskel på det private rum mod vest og salen, idet stolperne stod godt to meter fra væggene. Privatrummet dækkede ikke mindre end 94 m2, og der sporedes ikke nogen inddeling i mindre rum.

Der er stadig meget at undersøge i Hejninge, men arbejdet blev ikke genoptaget efter 1942, derimod udgravede professor Axel Steensberg nabolandsbyen Store Valdby, som var blevet nedlagt i årene efter 1774.

Brandtomter er dog af større arkæologisk interesse end nedlagte gårdtomter, for brandtomten afslutter en bebyggelse, mens den var i fuld flor.

Efter den omfattende udgravning af Store Valdby, som også er grundigt beskrevet, kastede professor Steensberg sig over Borup Ris ved Fuglebjerg som bl.a. er beskrevet i bogen “Borups Bønder”. Der havde været en vikingelandsby og en senere stormandsgård.

Axel Steensberg har også undersøgt tomten, hvor Pebringegården havde stået på Stevns, efter at selve gårdens bygninger var flyttet til Frilandsmuseet.

Der er mange interessante historier i de store arkæologiske undersøgelser af middelalderens gårde, og ved årsmødet i 1993 vil der blive lejlighed til at passerer Hejninges udgravningsfelt og besøge stedet, hvor den nedlagte landsby Store Valdby lå.

Teksten er skrevet af Ole G. Nielsen og er fra bladet Slægtsgården, Februar – Marts 1993.

Billederne stammer fra bogen “Hal og gård i Hejninge” af Axel Steensberg.

Hejninge Mølle

Frem til 1930’erne, havde Hejninge sit eget bageri med egen mølle bag Strandvejen 134.

Et af de få billeder der eksistere af Hejninge Mølle.

Hejninge mølles historie går tilbage til 1874, hvor møller Peder Hansen fra Vandfaldsmølle i Buerup sogn købte matr. nr. 11 b af Hejnnge og opførte en hollandsk vindmølle. Sælgeren af ejendommen var skolelærer J. O. Falkenskjold i Hejninge. Han havde købt den i 1852, da Langagergård blev udstykket.

Folketællingen 1890 kan oplyse en del om møllerfamilien: Møller Peder Hansen var 50 år og født i Sandager på Fyn. Hans kone Henriette Dorthea Frahm var 54 år og fra Rieseby i Slesvig. Deres to ældste børn Frederikke på 21 år og Hans på 20 år var født på Vandfaldsmølle, og den yngste søn Carl på 14 år var født på Hejninge mølle. Desuden var der ansat en 25-årig møllersvend, en 16-årig karl og en 14-årig pige.

Først på året i 1900 blev møllen solgt til møller Valdemar Larsen fra Hyllinge. I folketællingen fra 1901 kan man se, at der nu også var indrettet bageri. Møller Larsen var født i 1876 i Vallensved, og hans jævnaldrende kone Emma Andersen var født i Ottestrup. De havde ingen børn i 1901, men der var 5 personer ansat: En møllersvend, en bagersvend, to unge karle og en 13-årig pige, Anna Andersen. Møller Larsen blev senere forpagter på Saltø mølle. Den næste ejer af Hejninge mølle blev bager og møller Vilhelm Harder fra Slagelse (1856-1934). Han blev gift med Kristine Flor fra Havrebjerg (1859-1964), og de blev bageriforpagtere ved Kirke Stillinge Mølle før 1890. I 1894 købte de Tårnhøj Mølle på Kirke-Stillinge mark, som de havde indtil 1904, hvor de flyttede til Næsby. Hejninge mølle og bageri købte de i 1907. 

Hejninge Mølle Dampbageri, telefon nr. 13.

I 1914 overdrog Vilhelm Harder virksomheden til deres søn Knud Harder (1892-1974). Han blev i 1915 gift med Margrethe (1894-1966), der var Jørgen Larsens datter fra Haldagergård i Hejninge. De blev de sidste møllerfolk i Hejninge. Mølleriet var helt ophørt, da bogen Danske Møller udkom i 1934.

Møllegården, Strandvejen 134 set fra luften. Bag bygningerne øverst til højre, ses pladsen hvor møllen lå.

Først var der knækket en vinge, og senere blev de andre vinger pillet ned. Ved siden af vindmøllen var der også en motormølle, så vindmøllen fik lov til at stå uden vinger, til den blev revet helt ned og tømmeret anvendt til en ny lade i 1936. Bageriet blev nedlagt i 1949, hvorefter Knud Harder fortsatte med at drive landbruget, indtil han solgte Hejninge møllegård ca. 1958.

Teksten er skrevet af af Helge Christiansen.